Benedicte Engel

Biltest: Peugeot 3008 (2017) – Den nye SUV sætter nye standarder

Peugeot´s nye SUV 3008 har fået en kæmpe ansigtsløftning og vækker opsigt ude i trafikken. Hos Kvindernes Bilmagasin har vi testet bilen, og vi har ikke fået armene ned endnu. Peugeot har sat nye standarder med en model fyldt med charme, selvtillid og masser af glitter!

Rød Peugeot 3008

Det var nu blevet Peugeot´s tur til at være ugens testbil, og denne gang skulle jeg prøve den længe ventede Peugeot 3008. Jeg havde godt lagt mærke til den ude i trafikken, og jeg synes, at den virkelig vækker opsigt i designet.

Da jeg skulle hente bilen hos Peugeot Importøren i Glostrup, stod den funklende fin og ventede på mig på parkeringspladsen. Den røde farve og de mange krom detaljer på bilen lyste nærmest op som et smykke i en diamant forretning. Fronten af bilen med de mange crome-nitter og “forlygte-øjnene” fik mig til at føle, som om bilen talte til mig.
Den meget elegante bagende udtrykker eksklusivitet og elegance og ligner lidt bagenden på en Range Rover.

Jeg fik stukket nøglerne i hånden til bilen, og nu var sandhedens time kommet – det var blevet min tur til at se nærmere på den nye Peugeot 3008. Mit første indtryk, da jeg satte mig ind i bilen var: “Respekt!” Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men mødet med kabinen og følelsen af at sidde i førersædet og kigge ud over cockpittet imponerede mig. Rattet var lille, lækkert og buttet,  instrumenteringen var blevet mere enkelt og strømlinet, og hele konstruktionen af instrumentbordet føltes så veltilpasset til føreren. Som om at jeg havde det hele lige ved hånden. Det var en virkelig dejlig fornemmelse, som gav en skøn kørekomfort.

Den dejlige siddehøjde i den nye Peugeot 3008 giver en fantastisk overblik i trafikken. Man stiger ind i bilen og ikke ned, så ryggen har det også dejligt i denne bil. Også baby Isabella nød turen. Specielt da vi åbnede for soltaget og kunne kigge op igennem “vinduet i loftet”. “Mer mor”, Mer mor”, råbte hun.
Vi var afsted på familieudflugt med stor oppakning og klapvogn, og det kunne uden problemer være der altsammen, endda uden at hjulene skulle afmonteres på klapvognen.

Den model, vi kørte, havde 180 HK og en 2.0 BlueHDi motor. Den kunne bestemt godt flytte sig. Dog kunne man godt mærke, at gearet ikke skifter lige så kontant som med en DSG gearkasse i de tyske biler. Men når det så er sagt, er det er ikke underligt, at Peugeot 3008 vandt årets bil i Danmark og Europa.

Det en er rigtigt flot bil, et lækkert design og en smadder god kørekomfort.
Den er et æstetisk stilikon med glitter og glamour, og den signalerer eksklusiv elegance, som giver føreren en vis portion selvværd og masser af køreglæde!

Læs mere om Peugeot 3008 her

Den nye Peugeot 3008 får derfor topkarakter, nemlig 6 stjerner.

Den nye Peugeot 3008 fåes fra kr. 279.990. Den model, vi kørte i, var topmodellen (GT line) og kostede kr. 543.990

Signe Karoline Liljekvist: Formel 1 i Monaco – min drøm er gået i opfyldelse

Signe Karoline Liljekvist, stifteren bag “Kvindelige Formel 1 fans” på Facebook, er netop vendt hjem efter hendes livs største drøm – nemlig Formel 1 i Monaco. Kvindernes Bilmagasin har fået et lille udpluk af hendes dagbog som fortæller om hendes fuldstændig fantastiske oplevelser – dag for dag.

 

 

Så er jeg hjemme efter en fantastisk tur til Formel 1 i Monaco.🍾🏁🏎

Monaco er fuldstændig som jeg har drømt om. Vilde fester, smukke mennesker, hurtige biler og kæmpe yarts i havnen.

Torsdagen formiddag gik med at komme på plads på hotellet og ellers se FP2 om eftermiddagen. Vi nåede ikke at se FP1, men tror ikke at jeg er gået glip af noget!
Om aftenen var jeg kommet på gæstelisten til Red Bulls fest på deres båd, Energy Station.
Her var der fri bar og mad, og jeg kunne komme helt tæt på teamet, og fik også hilst på Christian Horner.
Jeg er jo kæmpe Red Bull fan, så min lykke var gjort her 😁😍.

Fredag er der ingen løb. Men med lidt tømmermænd, stod dagen på bytur og restaurant besøg om aftenen sammen med resten af gruppen.
Senere var jeg på Amber Lounge, som er en af de mest eksklusive natklubber i verden. De har kun åbent én weekend om året i Monaco.
Det koster 350,- euro at komme ind og 12.500,- euro for et bord (så vi stod op), men så er der også fri bar og top service.
Tja.. nok mest et sted for rige ældre mænd og unge smukke modeller 😁, men sjovt at opleve.

Lørdagen til FP3 og til kvalifikationen stod jeg på Rascasse med udsigt til pitten og paddock.
Nok det bedste sted at stå efter min mening, for alle racer kørerne gik frem og tilbage hele tiden, så jeg fik set de fleste af dem 😍. Må nok indrømme, at da jeg så Ricciarco første gang, sprang jeg op som en kåd teenage-pige ❤️.
Jeg nåede ikke at få noget mad her, da jeg måtte holde øje med alle racer kørerne. Det var super spændende at se dem alle gå frem og tilbage. Top underholdning!
Også her var der fri bar 🍾.
Lørdag aften var vi på Monte Carlo Bays strandfest. Her bor Hamilton og Vettel. Lewis var kort forbi, men ville ikke tale med nogle.
Bagefter var jeg et kort smut på Buddabar og få en drink, dét måtte jeg lige prøve ☺️.

 

Søndag, raceday!
Jeg så løbet fra Fairmont Hotellet, som har udsigt til hårnålesvinget og til tunnelen.
Her var der igen fuld luksus med mad og fri bar. Perfekt og spændende løb! Min helt blev jo nummer 3 🏁😁👍.
Så var der afterparty, og her blev der ikke sparet på noget. Jeg har set mænd købe 50 flasker champagne (pris 2.200euro/ stk.) for blot at hælde dem i poolen. Jeg er i chok!
Men skøn og sjov aften.

Mandag gik først med at pleje tømmermændene, og så ellers køre banen rundt.
Jeg fik sneget mig ind på David Coulthards hotel, lige i det øjeblik hvor Red Bull teamet var ved at tjekke ud 😁👍.

Ja, det er en kort fortælling om min tur, der er sket 1000 ting, og jeg kommer hele tiden i tanke om noget nyt ☺️.
Monaco en milepæl, og en tur som jeg har drømt om hele mit liv.

Biltest: Land Rover Discovery (2017) Forår, firhjulstrækker og frokost i det grønne

Kvindernes Bilmagasin har testet den nye Land Rover Discovery, forleden hos Landrover Experience Center på Tirsbæk Gods ved Vejle Fjord. Det var en dag fyldt med mudrede skovveje, udfordrende terrænkørsel og picnic på bagsmækken af den nye Discovery.

Land Rover Discovery foran Thisbæk gods

Kørehandskerne var klar, og Karen havde sat sig godt til rette i den nye Discovery og jeg selv på bagsædet. Janni og Ib var vores to køreinstruktører, og det var tydeligt at mærke deres passion for det gamle Tirsbæk Gods, skoven og Landrover-bilerne. Ib begyndte at fortælle om bilens styresystemer, da vi alle havde sat os til rette for at køre ud i skoven og prøve kræfter med de mudrede skovveje. ”Høj-gearet justerer du her, og det bruger du, hvis bilen sætter sig fast i mudder” Det var meget tydeligt, at Ib vidste, hvad han talte om. Ib havde været på stedet siden 1990, hvor han blev ansat af Landrover til at starte Experience centeret op. Experience centret er en del af Tirsbæk gods, og Godsejeren selv er Landrover enthutiast. Faktisk er Landrover det eneste bilmærke i Danmark, som har et ægte Experience Center, og det er der mange, der rejser langvejs fra for at opleve.


Tirsbæk Gods ligger ved Vejle Fjord og er opført i 1500 tallet

Vi var nået godt ind af de mudrede skovstier, da vi kom til en meget stejl bakke, vi skulle ned af. Ib fortalte højt og bredt om bilens køreegenskaber og de mange forskellige programmer, man kan indstille bilen i, alt afhængig af i hvilket terræn man kører. ”Mudder og sne” var det program, vi brugte, og da Karen satte kurs udover bakketoppen, kunne man mærke, hvordan bilen begyndte at arbejde. ”Er du sikker på, at jeg ikke skal trykke på bremsen?” sagde Karen med bekymring i stemmen. ”Tag det ganske roligt”, sagde Ib. Det var virkelig en surrealistisk oplevelse. Bilen trillede ligeså forsigtigt ned af bakken, uden at Karen gjorde noget udover at dreje på rattet, samtidig med at bilen lige så forsigtig arbejdede selv.

Kort efter nåede vi til vandgraven. Jeg vil skyde på, at der lå ca. en halv meter vand, og man kunne høre vand-skvulp inde fra kabinen, da vi kørte ned i den. Jeg var meget bekymret for, om vi nu skulle få vand indenbords, men heldigvis kom vi tørskoet igennem.

Plads til 7 personer, 3 ipads og 8 iphone opladere

Der er tænkt rigtig meget over indretningen i den nye Land Rover Discovery. Udover at bilen er perfekt til terrænkørsel, så er den rigtig god til langture. Midterkonsollen kan rumme 3 lodretstående ipads, så man kan gemme dem væk. Sæderækkerne kan styres fra info systemet  – så hvis datteren pludselig har kammerater med hjem fra skole, så kan sæderne med ét tryk skubbes op automatisk. (på sigt kan det styres via en app, så du kan sidde på kontoret og bestemme, hvor mange sæderækker bilen nu skal have, når du kommet ned til den). Den 3. sæderække som ellers godt kan være tilbøjelig til at være ubrugelig, fungerer rigtig godt. Selv folk med lange ben sidder komfortabelt, og så er der ovenikøbet et utal af opladningsmuligheder i bilen, så du altid er sikker på at kunne få opladt mobiltelefonen.

Tid til frokost

Janni kaldte Ib over walkien, og det var nu blevet tid til frokost. Når vejret tillader det, er der tradition for, at man mødes oppe på højen bag ved slottet. Heroppe har man den flotteste udsigt ud over skoven, slottet og Vejle fjord. Da Discoveryen så let som ingenting fik slynget os op ad bakken til højen, stod Janni klar med veldækket bord. Eller veldækket bagsmæk var det jo faktisk! Frokosten var serveret på bagsmækken af discoveryen. Klappen bruges ofte til at sidde på og skifte støvler, hvis man eksempelvis har været på jagt. Vi brugte den til at spise frokost på. Det var en fantastisk oplevelse!

Tak til Ib og Janni for en herlig dag. På turen tilbage til København sad Karen og jeg allerede og drømte os tilbage til denne herlige dag fyldt med skøn natur, fede biler, udfordrende terræn og picnic i det grønne. Det var en alletiders dag, og vi kommer helt sikkert igen. Og hvem ved? Næste gang tager vi kvinderne med!

Kunne du tænke dig at høre mere om Eventet på Tirsbæk Gods og Landrover Experience Center evt. som firmaevent eller teambuildingtur, så skriv til os på info@kvindernesbilmagasin.dk

Læs mere om Land Rover Discovery

Advisory Board: Vi vil være Danmarks største bilsite for kvinder!

 

Mandag aften var Kvinderens Bilmagasin samlet på Fredensborg Store Kro, for at afholde sit første Advisory Board møde.

Det var første gang boarded´s medlemmer mødte hinanden og man fornemmede hurtigt alles interesse i være med til at gøre en forskel for kvinderne i bilbranchen. Der var masser af god energi og relevante input og aftenen sluttede narturligvis af med køreture i lækre biler og en udsøgt middag i restauranten på Storekro.

Vi siger et stort tak til Fredensborg Store Kro og tak for lån af biler til Ford Danmark, Mercedes-Benz CPH, British Motor Group og Audi Danmark.

 

 

*Sponsoreret indhold

Biltest: Ny Seat Ibiza (2017) ”We want to make it attractive for women.”

Pinjetræer, fuglekvidder og vinstokke var, hvad jeg blev mødt af, da jeg var i Barcelona for at testkøre femte generation af den populære Seat Ibiza, som har et feminint islæt i sig, og som kommer ud til forhandlerne til sommer.

Seat Ibiza i gråsølv

Kvindernes Bilmagasin har været i Barcelona til den Internationale Press Presentation for at prøvekøre den nye Seat Ibiza. Forventningerne var høje, fordi vi allerede havde fået præsenteret den nye model til en pressekonference tidligere på året.

” I would like a model with automatic gear and a big engine” fik jeg fremstammet, da jeg landede i lufthavnen og skulle vælge hvilken bil jeg skulle tilbringe dagen med. Jeg elsker automatgear!

”Vi ses til frokost” blev der sagt i blandt de andre medrejsende, og så var det ellers bare at komme derud af. Solen skinnede fra en skyfri himmel,  fuglene kvidrede på deres dejlige sydlandske facon, og vinstokkene kunne anes, så langt øjet rakte. Her kom jeg kørende i min Seat Ibiza. Det kunne ikke blive meget bedre.

Design til kvinderne
Den nye Ibiza kommer i forskellige udstyrsvarianter, og én af dem, som jeg specielt er fan af, hedder “XCELLENCE-modellen”. ”We have tried to make it attractive for women” blev der fortalt ved pressekonferencen om aftenen. SEAT ønsker at tiltrække kvinderne med smarte løsninger og lækkert design. XCELLENCE-modellen er en eksklusiv variant, hvor der er tænkt ekstra meget over detaljerne. Der er fokus på et mere strømlinet interiør, og det skal være behageligt og funktionelt for den travle karrierekvinde. I XCELLENCE modellen får man bla. nøglefri betjening, armlæn, parkeringsensor og skuffe under førersædet til solbrillerne.

Udover XCELLENCE interiøret var jeg også meget begejstret for den nye farve: ”Mystic Magenta”. Farven er inspireret ud fra tidens hotte trend, nemlig kobber. Kobber er igen blevet meget moderne i de danske hjem og SEAT har hentet inspiration fra den sidste nye kobber mode.

Normalt forbinder jeg guld/kobber-farvede biler med min gamle farfar med høj hat og en gammel sur cigar. Men denne guld/kobber er ikke helt almindelig. Jeg ville nok kalde den for en kobberlignende ”støvet guld”. Så fin, varm og lækker  – og enormt feminin.

Spansk idyl
Tilbage til pinjetræerne og vinstokkene. Mig og min Ibiza – og den spanske idyl på Barelonas landeveje, hvor bilen fik lov til at vise, hvad den duede til på de mange snoede landeveje. Naturen var virkelig smuk. Jeg kørte på et tidspunkt ind på en lille smal grusvej og fortsatte ud i det blå. Vejene blev mere og mere snørklede og til sidst havnede jeg ude midt i “vinstokke-land” og to gamle, fine bondehus-ruiner. Jeg fik helt lyst til at parkere bilen og gå ind og banke på og hilse på bondemanden. Det kunne jo være, at man kunne få  lidt spansk vin og lokale specialiteter med hjem.

Jeg følte mig godt tilpas i den nye Seat Ibiza. Automatgearet, som var det populære DSG gear, vi kender fra VW og Audi, fortrød jeg bestemt ikke. Den skiftede gear på den mest lækre og ”smooth” måde, og køreegenskaberne mindede mig om, at jeg befandt mig i en tysk bil. Den ligger solidt på vejen og den føles fast og kontant at køre i. Finishen og designet bærer præg af, at nogle dygtige ingeniører og designere har brugt timer på at udvikle den nye Seat Ibiza.

Trods bilens størrelse, som er den næst mindste i Seat familien, så føler jeg mig bestemt godt til rette i den. Den passer fint ind i hverdagen derhjemme, hvad enten du bor i byen eller på landet. Bagagerummet kan også snildt rumme en klapvogn –  og bagsæderne én eller to autostole.

Alt i alt er jeg ret godt tilfreds med den nye Seat Ibiza. Designet er lækkert, og det er en rigtig flot bil. Køreregenskaberne kan der heller ikke klages over, og prisen er også i orden. Generelt set synes jeg faktisk, at SEAT er en smule undervurderet i forhold til sine andre familiemedlemmer i VWAG familien (bla. VW, Skoda og Audi). Man får rigtig meget fin bil for pengene.

Og så er vi jo altid ekstra meget begejstret hos Kvindernes Bilmagasin, når vi fornemmer, at producenterne helt nede fra fabrikkens side, også tænker i kvindernes ”baner” og prøver at gøre designet ekstra attraktivt for os.

Læs mere om Seat Ibiza

Derfor får den nye Seat Ibiza 5 stjerner ud af 6.

Testbilen specifikationer: SEAT Ibiza 1,0 FSI med DSG automat gear og 115 hestekræfter.
Den ny SEAT Ibiza fås fra kr. 134.900,- og kan købes hos forhandlerne fra Juli 2017.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.