Benedicte Engel

Signe Karoline Liljekvist: Formel 1 er en top glamourøs sport

For mange mennesker er racerløb en kedelig sport, hvor bilerne bare kører rundt i ring. Det er en mandsdomineret verden med masser af larm, svære tekniske ord og betegnelser.
Racersporten er forbeholdt mænd, men flere kvinder begynder at interessere sig for de hurtige biler.
Kvindernes Bilmagasin har mødt Signe Karoline Liljekvist, som er vild med Formel 1 og som har lavet en Facebook gruppe for kvindelige Formel 1 elskere, fordi hun savner ligesindede.

Navne: Signe Karoline Liljekvist

Alder:  31 år

Job funktion: Projektassistent i VVS branchen i København

Nuværende bil: BMW 320

Fortæl os lidt om Motorsporten
Motorsport har mange forskellige kategorier.
Rigtig mange kender løbet Le Mans, som er et racerløb, hvor de kører i 24 timer. Der findes også NASCAR i USA, som der er lavet flere film om, og de hurtige specialfremstillede biler i Formel 1, som den danske Kevin Magnussen kører i.

Formel 1 er en glamoriøs sport med flotte biler og spændende baner rundt om i hele verden og top professionelle teams. Bilerne kan køre langt over 300km/t, og tager hurtigere sving og overhalinger. Det giver mange et adrenalinkick at se disse løb, som blot er en af grundene til, at sporten har vokset sig større og større.

Hvornår startede din kærlighed til motorsporten?
Så længe jeg kan huske, har jeg være fan af motorsporten, dog i perioder mere eller mindre.
Men jeg er særlig vild med Formel 1. Det meste af min familie er bil interesseret. Min farfar var mekaniker og har selv kørt på Roskilde Ringen tilbage i 50’erne, og min far er også mekaniker, så det har altid ligget til familien med benzin i blodet. Jeg er vokset op med, at vi så Formel 1 om søndagen i stedet for foldbold.
I dag i mit voksenliv ser jeg stadig løbene sammen med min farfar, dog kun med ganske få undtagelser.
Jeg har ingen veninder, som jeg kan dele min hobby med, og derfor er det dejligt med kvindegruppen på facebook, hvor jeg allerede har lært flere nye piger at kende.

 

Hvad er din drøm?
Min store drøm er at komme med i et Formel 1 team og rejse verden rundt, hjælpe til og se alle de spændende løb.

 

Hvad tænker du om kvinders forhold til biler generelt?
Jeg føler, at mange kvinder er usikre i trafikken og kun ser en bil som et transportmiddel, som skal transportere dem fra A til B. Jeg tror bare, at det er alle fordommene som præger os.
Tit bliver biler også forbundet med knækkede negle og beskidte fingre, men sådan behøver det jo slet ikke at være. Jeg synes, at Formel 1 er en top glamourøs sport.

 

Hvad tænker du om dét at være kvinde i  en “bil-verden”?
Tja jeg er blevet kontaktet af flere mænd, som gerne vil være med i vores kvindegruppe.
Først tænkte jeg: ’typisk mænd’, jeg har jo også fordomme! Men faktisk har flere skrevet til mig og rost os for vores initiativ, og forklaret, at de også mangler ligesindede at dele sporten med.
Det er måske mere tabu for mænd at stå frem og søge nye bekendtskaber. De andre Formel 1 grupper på nettet opfodrer heller ikke på samme måde til at mødes og se løb, og dermed skabe nye relationer.

 

Hvornår og hvorfor startede du din facebook gruppe?
Den 26 marts for at være helt nøjagtigt. Da dette års Formel 1 sæson startede i marts 2017, var vi nogle kvinder, som var samlet om interessen, og vi dannede gruppen Formel 1 – kvindelige Formel 1 fans på Facebook.
Det kan være rigtig svært som kvinde –  og ensomt at være fan af motorsporten. De færreste kender nogle at kunne tale med biler om, eller har en veninde til at se løb med. Vores gruppe er for kvinder, som er vilde med fart og Formel 1. Den skal hjælpe med at danne et netværk, – og vi er allerede godt i gang, da vi allerede har mødtes og set løb sammen.
Det er en lukket gruppe, hvor der ikke findes dumme spørgsmål. Vi håber på at kunne skabe et stort fællesskab for kvinder, som er vilde med Formel 1.
Det er virkelig en hyggelig lille gruppe med sjove opslag og kommentarer, små konkurrencer og selvfølgelig vores events om at se løb sammen. Jeg selv personligt søger også en veninde at rejse sammen med og se løb.

Mit mål er selvfølgelig også, at gruppen kan være med til at få flere kvindelige Formel 1 fans.

 

 

 

.

 

 

Biltest: Suzuki Ignis (2017) Verdens mindste SUV

Suzuki Ignis har været på markedet før i tiden, men ifølge pressechefen skulle den denne gang komme i en meget mere smart og moderne version.  Den kigger Kvindernes Bilmagasin nærmere på.

Suzuki Ignis i hvid

Sidste uges pressebil hed Suzuki Ignis, og nu var det blevet min tur til at få syn for sagen.

Jeg skulle hente bilen hos Harris Hansen biler i Helsingør, og jeg mærkede hurtigt sælgerens begejstring, da jeg fik stukket nøglerne i hånden. ”Den er ret fed, ik?” Der stod den –  en lille, fiks sag og noget af et “make-over” i forhold til den Ignis, vi kender fra tidligere.

Autostol og Baby Isabella blev installeret i den nye Ignis, og jeg fornemmede hurtigt den rare indstigningshøjde – både for mig selv, men også, da Isabella skulle løftes ind på plads. ”Verdens mindste SUV” kalder Suzuki den. Og det er det også! Den lever fint op til navnet. De store bagdøre giver en dejlig pladsfornemmelse på bagsædet, og bagagerummet rummer fint en klapvogn med afmonterede hjul. *

SUV-fornemmelsen er Suzuki sluppet rigtig godt fra trods bilens lille størrelse. Jeg havde en god fornemmelse bag rattet i bilen. Et dejlig udsyn, en god siddestilling, og ikke mindst Baby Isabella nød turen. Hun kunne følge med i alt, hvad der foregik ude i trafikken.

Ude på motorvejen fik vi rigtig givet den gas. Ignissen havde en tendens til at lyde en smule anstrengt i høj fart, og selvom den ikke vinder første pladsen i dette års Formel 1, så klarede den turen udemærket.

Fronten af bilen er designet lidt som en ”off-road” bil med det meget lodrette og firkantede design. Absolut frækt at se på. Dog virker det som om, at designeren løb tør for blæk, da han nåede midtvejs, idét bagenden af bilen slutter på en meget pludselig og lidt uheldig måde.

Designet i kabinen er heller ikke værst. Den version, jeg kørte var topmodellen, som var peppet op med en orange farve i instrumenteringen. Et nyt tiltag vi ikke har set hos Suzuki før. Derudover havde bilen bl.a bakkamera og et rigtig lækkert infosystem, som ligeså godt kunne have siddet i en dyr high-end bil.

Alt i alt en god oplevelse med den nye Suzuki og dejligt med et friskt pust til Suzuki Familen.

Med en indstigningspris på kr. 127.990,- synes jeg, man får meget bil for pengene. Bilen dækker mange familiers behov – hvis du er en børnfamilie, er der fin plads til autostole, og er du typen, der godt kan lide at sidde højt og stige ind i bilen (og ikke ned i bilen), så er den nye Suzuki Ignis helt sikkert noget for dig.
Dog vinder designet ikke første prisen – lige så flot fronten af bilen er, lige så lidt begejstret er jeg for bagenden af bilen, hvilket er årsagen til at jeg giver Suzuki Ignis 3 stjerner ud af 6.

Læs mere om Suzuki Ignis her

Testbilens specifikationer: Suzuki Ignis, 1,2 Duajet SHVS (mild hybrid) Adventure
Pris fra kr. 127.990,-. Den bil jeg testede kostede 172.990,-

*Klapvognen er en City Elite, Baby Jogger

Marianne Foldberg Steffensen: “Mænd skal køre som kvinder”

Nye tal viser, at mænd er overrepræsenteret i alle typer trafikulykker med personskade. Højere fart og spirituskørsel ser ud til at være mere acceptabelt blandt mænd.

Kvinder kan ikke parkere. Kvinder kører unødvendigt langsomt og skaber lange køer. Kvinder laver ulykker, selv når de holder stille. Fordomme, forestillinger og rygter om kvinder og deres evner eller mange på samme bag rattet er der mange af. Og de lever i bedste velgående. Det kan man se på et par hurtige søgninger på de sociale medier.

Virkeligheden er dig noget langt fra de sejlivede myter. Mænd er nemlig involveret i mange flere ulykker end kvinder. Det gælder både for de mest alvorlige, der koster menneskeliv, og for de mindre personskader. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

“Jeg synes, det er en god idé, hvis mænd begynder at køre mere som kvinder” siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

 

Mænd forulykker alene
Mænd kører generelt flere kilometer, men selv når man korrigerer for, at mænd er mere på vejene og dermed har større sandsynlighed for at lave ulykker, er tendensen den samme. Nemlig at mænd er involveret i langt flere ulykker.

Hverken politiet eller Vejdirektoratet har tal, der viser, om mænd får flere fartbøder end kvinder, og derfor er det heller ikke muligt at konkludere, om mænd generelt set kører hurtigere end kvinder.

“Det vi kan se, er, at mange ulykker er eneulykker forårsaget af høj fart med mænd bag rattet. Det peger på, at mænd kører stærkere, da de oftere er involveret i dem”, siger Marianne Foldberg Steffensen.

 

Mænd drikker og kører bil
Fart er en af de helt store syndere, når det kommer til ulykker. Derfor har Vejdirektoratet også undersøgt, hvad der får særligt mænd til at køre for hurtigt.

“Det, psykologerne fortæller os, er, at det er mere socialt acceptabelt for mænd at køre hurtigt. Det kan i nogle tilfælde give en positiv respons. Det sker ikke for kvinder, ” siger hun.

Kvinder er ikke alene bedre til at holde foden fra speederen, de er også bedre til at adskille alkohol og kørsel.

Fem ud af seks ulykker med en spirituspåvirket fører er mænd. Særligt de unge mænd er involveret i mange ulykker.

Alt i alt går det dog en lille smule i den rigtige retning med trafiksikkerheden i Danmark. Fra 2014 til 2015 har der været et mindre fald i antallet af ulykker med personskade, mens antallet af materiel skade er steget en smule.

Det har dog ikke været muligt at få fat i tal, der indikerer, om kvinderne også her står for færre af uheldene end mænd, da forsikringssekskaberne kun måler på, hvem der er ejeren af den tilskadekomne bil, og ikke på, hvem der kørte den under ulykken.

 

                                                                                                                                                                     Kilde: Søndagsavisen uge 11

Bridgestone introducerer bekymringsfri kørsel

Er du en af dem, der altid er uheldig og punkterer på det mest ubelejlige tidspunkt? Fortvivl ikke – Bridgestone lancerer nu punktér-venlige dæk.

Bridgestone, verdens største gummi- og dækfabrikant, introducerer nu Bridgestone DriveGuard, som slipper dine bekymringer og giver dig en behagelig kørsel.

Har du nogensinde prøvet at punktere, imens du sidder bag rattet og kører bilen? Det er død ubehageligt og kan i mange tilfælde være ret så farligt.

De nye DriveGuard dæk er konstrueret på en sådan måde, at hvis der køres et langt søm op i dækket, så er DriveGuard-teknologien baseret på et hightech “kølerib-design” med støttende og modstandsdygtige dæksider.

Det betyder, at i tilfælde af punktering så bevarer du kontrollen over bilen og kan fortsætte sikkert og komfortabelt med op til 80km/t de næste 80 km, indtil det er sikkert og belejligt at få dækket repareret eller skiftet.

DriveGuard kan monteres på alle personbiler uanset mærke og model (dog er det et must at bilen har dæktryksovervågning).

De alternative løsninger til punktering, vi ser i dag, er enten et reservehjul eller lappegrejskits. Dog er reservehjulet næsten passé, men derimod bliver de fleste nye biler i dag leveret med et lappegrejskit i bagagerummet.
Dog er der mange, der ikke benytter sig af kit´et – enten fordi de ikke er klar over, at det ligger i bilen, eller også fordi de har problemer med at bruge det –  så vi hos Kvindernes Bilmagasin mener, at løsningen med de nye Bridgestone DriveGuard er lige i øjet.

Med DriveGuard opnår du det højeste niveau af sikkerhed, uovertrufne vådvejspræstationer, høj kørekomfort og høj brændstofeffektivitet; alt i alt en bekymringsfri kørsel.

 

Helle Ainsworth: Jeg vil give et godt miljø videre til den næste generation

Byd velkommen til Kvindernes Bilmagasin’s nye “elbilsnørd”, Helle Ainsworth. Som en del af Advisory Boarded ønsker Helle at slå et slag for elbilsmarkedet i Danmark, da det er vigtigt for hende at give et godt miljø videre til den næste generation.

Navn: Helle Ainsworth

Alder: 53 år

Jobtitel: Elbils-entusiast, Senior Project Manager, Novo Nordisk, webshopejer af Busimiss.com

Bil: Tesla og en dieselgris (gammel SEAT Ibiza)

 

På en dejlig forårsdag i Kgs. Lyngby mødte jeg Helle Ainsworth. Helle kører til daglig i Tesla og er vild med det. “Prøv at sæt dig ind engang” sagde hun, da vi stod og betragtede det store design-ikon og jeg måtte med skam melde, at jeg aldrig havde prøvet en Tesla. Imens vi kørte en tur op ad Helsingør motorvejen fik Helle demonstreret bilens mange smarte finesser. Jeg fornemmede hurtigt Helle´s kærlighed til bilen og det tog ikke lang tid for mig at finde ud af hvorfor hun kalder sig elbilsnørd.

 

Hvorfor har du valgt at køre i Tesla og hvad betyder det for dig?
Jeg mener, at vi skal give et godt miljø videre til den næste generation. Det er derfor vigtigt, at min bil er miljørigtig. Men min bil skal også være lækker og smart, så her kom Teslaen på banen.

 

Hvilke biler har du ellers haft?
Her er nogle af de biler, som jeg har haft.

Den første bil: Rød Ford Escort
”Børnebussen”: Ford Aerostar
Den fornuftige firmabil: Ford Mondeo
Den første ufornuftige bil: BMW 3
Den anden ufornuftige bil: Audi A4
Den tredje ufornuftige bil: Tesla


Hvad er det vigtigste for dig når du vælger bil?
Smart design, gode køreegenskaber og miljørigtighed.

 

Hvorfor tror du der er forskel på hvilke biler mænd og kvinder kører i?
Jeg tror, at kvinder går mere op i design end mænd. Det er ikke kun farven på bilen, men også hvilke signaler den sender om dig.


Hvad tænker du om fremtiden og elbiler?
Jeg er helt sikker på, at vi i fremtiden vil køre i selvkørende elbiler. Det er bare utroligt ærgerligt, at Danmark har meldt sig ud af udviklingen lige nu. Vi har et stort problem med partikelforurening i de store byer. Her vil elbilen kunne være en god løsning.

Teslaen er lige nu den eneste elbil på markedet, hvor man ikke har brug for en fossilbil ved siden af. Bilen har en fin rækkevidde, og der en infrastruktur af Super Chargere, så du kan tage på langtur uden problemer.

Der er rigtig mange nye elbiler på vej med lang rækkevidde. Vi vil derfor, om ikke ret lang tid, se elbiler, der har rækkevidder på højde med Teslaen. Mit ønske er, at der bliver lagt mere vægt på designet på elbilerne. Lige nu ligner flere af dem futuristiske ingeniørprojekter, som ikke appellerer til tøserne.

 

Hvordan synes du at bilbranchen formår at markedsføre biler til kvinder?
Jeg er ikke imponeret. Jeg oplevede, da jeg skulle vælge firmabil, at bilsælgeren henvendte sig til min mand. Der er nok en opfattelse af, at kvinder intet ved om biler. Det kan godt være, at kvinder ikke er så gode til at reparere dem, men vi sætter os også ind i, hvad de forskellige biler kan.

 

Hvordan synes du bilbranchen formår at markedsføre el biler?
Uha, det går jo ikke særligt godt lige nu. Mest på grund af regeringens modvilje imod elbiler. Men bilbranchen er derfor heller ikke gearet til at sælge elbiler. Jeg oplever ofte, at jeg ved meget mere om bilen end sælgeren. Bilbranchen skal også forstå, at det er andre informationer, som en elbilskunde efterspørger. De første spørgsmål vil være:

  1. Hvor langt kan den køre på en opladning?
  2. Hvor lang tid tager opladningen og har den hurtiglader?
  3. Hvilke stik kan den oplades med (mormorstik, type 1, type 2, CCS Combo og CHAdeMO)?
  4. Hvordan oplader man hjemme og på farten?

 

Hvis du kunne gøre en forskel for at Danmark kom mere ”op på beatet” mht. Elbiler – hvad ville du så gøre?
Vi må have gang i lobbyarbejdet og få de korrekte fakta på banen. Der er lige nu en masse myter og urigtige informationer om elbiler.
Mit bedste argument for elbiler er, at de bliver mere og mere grønne med tiden efterhånden som elproduktionen bliver mere grøn. Det bliver aldrig tilfældet med de konventionelle fossilbiler.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.