Benedicte Engel

Biltest: Audi A3 – We love you!

Der var bred enighed blandt de mange forskellige kvinder jeg en dag adspurgte, hvilken bil der var deres yndlingsbil; “Audi A3” lød svaret. Audi og de 4 ringe har altså en hel speciel tiltrækning på os kvinder. Hvad det helt præcist er, har jeg sat mig for at finde ud af.

Sort Audi A3 forfra

Det var mandag morgen, og ugens testbil hed Audi A3. “Du siger bare til, hvis jeg skal testkøre den for dig?”, udbrød flere af mine veninder, da jeg var på vej ud for at hente bilen. Der er ingen tvivl om, at Audi A3 står højt på mange kvinders ønskeliste, og den er ifølge Nordania Leasing den mest leasede firmabil blandt kvinder. Men hvad er det helt præcist, der gør Audi så populær i forhold til mange af de andre bilmærker?

En eksklusiv oplevelse

Audi er et luksus brand på lige fod med bl.a BMW og Mercedes-Benz. Det mærkede jeg tydeligt, allerede da jeg trådte ind i Audi- showroomet i Gladsaxe, hvor det første, jeg mødte, var en værtinde, som øjeblikkelig bød mig velkommen. Hun kiggede mig i øjnene og spurgte: “hvad kan jeg hjælpe dig med?”. Showroomet lignede en million, alt var nyt og lækkert, og alle de mange Audi modeller stod skinnende, nypudsede og blinkede til mig.
Imens jeg ventede på min test bil, blev jeg tilbudt en kop kaffe og et varm croissant fra caféen. Det føltes næsten som at være på wellness ophold – lige meget hvor man trådte hen, følte jeg mig i centrum, og jeg fornemmede, at personalet ville hoppe og springe for mig, for at jeg skulle føle mig godt tilpas.

Design, design, design

Den nye Audi A3 kom trillende i den flotteste mørke-kongeblå farve. Jeg elsker kongeblå! – specielt med beige farvet læderindtræk. Det havde denne her nu ikke – den havde et standard stof indtræk med et lidt sjovt stribet mønster.

Vi kommer altså ikke udenom designet. Audi har altid været god til deres design. Flotte, runde, harmoniske linjer med et levende udtryk i fronten, som taler til én. Den nye Audi A3 er ganske enkelt en virkelig flot bil! Den udstråler charme, selvtillid og ekslusiv elegance, og det er jo alt andet lige noget, vi kvinder godt kan lide.

Køreegenskaberne kan jeg heller ikke sætte en finger på. Et godt, gedigent tysk håndværk, som mærkes tydeligt på finishen i kabinen, i den faste gearkasse og måden bilen ligger på vejen på. Testbilen var udstyret med en Audi assistent pakke, som bl.a indeholder active lane assist og adaptive fartpilot. Det føltes nærmest, som om at bilen kørte af sig selv. Hvis jeg fjernede hænderne fra rattet, overtog bilen selv styringen, og når det var nødvendigt, bremsede den også selv. En surrealistisk oplevelse og samtidig en forsmag på fremtidens førerløse biler, som der snakkes så meget om for tiden. En rigtig behagelig feature til jer, som kører lange distancer i hverdagen.

I trygge hænder

Ikke nok med at servicen og køreegenskaberne er i top, når du er Audi-ejer. Du er også i trygge hænder, hvis noget skulle gå galt ude i trafikken – f.eks. motorstop. Der følger nemlig mobilitetsservice med en Audi, som dækker 24 timer i døgnet i Danmark og i udlandet. Så er uheldet ude, kommer der en vejhjælp og henter dig og din bil og kører jer til nærmeste værksted. Derudover stiller Audi en gratis lånebil til rådighed (max 5 dage), så man kan komme videre på sin færd uden de største ubelejligheder.

En helhedsoplevelse

Alt i alt er det en hel livsstil at køre Audi – serviceoplevelsen i butikkerne, de gode køreegenskaber og trygheden på vejene.
Det er ikke mærkeligt at mange, især kvinder, er glade for at køre Audi. Og skal jeg sige noget knapt så positivt – ja, så kommer jeg nok ikke udenom prisen. Den er altså i den høje ende, og derfor også grunden til at jeg giver Audi A3 5 stjerner ud af 6.

Testbilens specifikationer: Audi A3 Sportback Sport 1,0 TFSI 3-cyl. med 116 HK, 6 trins manuel gearkasse og et bagagerum på 380 liter. Pris fra kr. 288.887,-. Den bil jeg testede kostede 366.556,- 

Bilen er venligst udlånt af Audi Danmark.

Video: Margot Robbie er Nissan’s nye El-bils ambassadør

Skuespillerinde Margot Robbie blev i dag præsenteret som Nissan’s nye El-bils ambassadør. Dette fejres med et imponerende racerløb rundt i Monacos glamourøse gader.

Den australske skuespillerinde Margot Robbie, som bl.a er kendt for filmene “About time” og “The Wolf of Wall Street” er blevet den nye El-bils ambassadør for Nissan. I videoen får hun pulsen til at stige på midnatstur i Monte Carlo’s smukke gader i den nye Nissan BladeGlider.
Den meget hurtige racerbil kan accelerere fra 0-100 km/h på under 5 sek.

Margot Robbie udtalte følgende: “Det er en rigtig spændende tid for elbiler. Flere og flere vælger elbiler og baner vejen for en mere bæredygtig fremtid, og Nissan BladeGlider giver et hint om fremtidens mere intelligente sports-biler”.

Gareth Dunsmore, som er Director of Electric Vehicles hos Nissan Europe, udtalte følgende: “Vi ønsker at inspirere mennesker til at tage små skridt mod renere og mere sikre byer, og samarbejdet med Margot er den perfekte måde at gøre det på.

BladeGlideren er designet af Nissan, som er førende inden for elbiler, og som også er producenten bag verdens mest solgte elbil – Nissan LEAF.

Filmen er en del af kampagnen #ElectrifyTheWorld, som skal få flere mennesker til at tale om bæredygtighed og en tilværelse uden emissioner.

Se filmen her på YouTube

 

Salgschef Else-Marie Jensen: Jeg har været i bilbranchen siden 1999

Bilbranchen mangler som bekendt kvinde-tække. Else-Marie Jensen var en af de første biløkonomer i Danmark i 1999 og har lige siden haft succes med sit høje personlige serviceniveau.

Else-Marie Jensen var en af de eneste kvindelige biløkonomer i landet i 1999 og skulle være “dobbelt så god” som hendes mandlige kolleger.  ”Jeg husker blandt andet en kunde, der kom ind i butikken, og jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget. “Ja, han ville gerne tale med en sælger.” “Det var jo så mig. ” fortæller hun. Heldigvis gik det godt og det har det gjort siden.

 

Leasing er det nye sort
Leasingbølgen skyller ind over bilbranchen, og det er blevet meget populært at lease sin bil. Dog kan det være svært at overskue mulighederne. Else-Marie Jensen har succes med et højt personligt serviceniveau og individuelle leasingløsninger. I dag arbejder hun som salgschef hos Leasing.dk. Her har hun travlt med at servicere alle de mange leasing interesserede kunder, for hun går nemlig meget op i den personlige service. Det er populært som aldrig før at lease sin bil – uanset om det er til privat- eller firmabrug. Det betyder også, at der er mange udbydere og tilbud på markedet. Det kan virke ganske uoverskueligt, selv for professionelle og erfarne leasingbrugere. Og den personlige behandling har hun stor succes med.

 

God kundeservice skaber tryghed og tillid
Salgschef Else-Marie Jensen forklarer succesen med, at kunderne møder “rigtig levende medarbejdere,” der gerne kommer ud og giver sig tid til at spørge ind til deres behov og har et indgående kendskab til muligheder og faldgruber. Selv er hun uddannet biløkonom fra Niels Brock Copenhagen Business College og har arbejdet med bilsalg og leasing siden 1999.
Det kræver stor viden om beregning af leasingydelse tilpasset individuelle behov og skatteforhold. Mit motto er tryghed og tillid, som især bygger på, at beregningerne er korrekte og ikke mindst realistiske, forklarer hun.

 

“A la carte-middag”
Else-Marie Jensen beskriver det som at spise på restaurant med et stort og spændende “a la carte-spisekort”, hvor tjeneren hjælper med at sammensætte menuen og vælge vine til. Personlig service og faglig kompetence er afgørende. Kunderne skal opleve, at de er i trygge hænder hele vejen. “Mange af vores kunder kommer da også igen, så et eller andet gør jeg nok rigtigt”, vurderer en smilende Else-Marie Jensen.

 

 

Blå bog

Else-Marie Jensen (1979)

Salgsansvarlig hos Leasing.dk med ansvar for biler og forhandlere.

1999-2002 Stud. biløkonom Niels Brock Copenhagen Business College / Autohuset Vestergaard A/S

2002-2004 Salgs- og mediekonsulent Auto Danmark A/S

2004-2006 Salgskonsulent/biløkonom Autocom+Bilpriser Pro

2006-2010 Account Manager ALD Automotive

2010-2011 Seniorkonsulent Autolease

2012-2015 Salgskonsulent Leasing.dk

2015-2016 Kundechef Leasing.dk

2016- Salgsansvarlig Leasing.dk

 

Yderligere oplysninger:

Else-Marie Jensen, salgschef, tlf. 51 63 35 43, emje@leasing.dk

Det har taget mange år at vinde respekt som kvinde

Vi mødte den danske kvindelige racerkører, Michelle Gatting, på en smuk solrig sensommer dag på Rungsted Havn. Hør hvordan hun i mange år har kæmpet for at vinde den respekt hun har i dag, og få indblik i, hvordan det er at være kvinde i en mandesport.

Hvordan er det at være kvindelige racerkører?

Det har været en hård kamp – det har taget mange år at vinde den respekt som kvinde som jeg har i dag. Det lykkedes, fordi jeg har bevist flere gange, at der ikke er særlig meget forskel på kvinder og mænd hvis man bare er god til det man laver. På den måde er det fedt når det lykkes at stå øverst på skamlen som kvinde. Mange synes, at det er ekstra fedt, at drengene har fået “røv” af en pige.

Hvad siger dine veninder ?

Veninderne er siden folkeskolen valgt fra, fordi de har haft svært ved at forstå min sport. Min omgangskreds var på racerbanerne og det var primært drenge. Min bedste ven i dag i gennem 15 år hedder Jakob. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg fik en veninde som forstod og respekterede mit liv, og syntes, at det var spændende og følge. Hun har også kunnet se, hvor hårdt det har været for mig, og hvor meget det har krævet. Og så syns hun det er fedt at komme med til race og kigge på mænd i køredragter!

Hvordan gammel var du da du begyndt at køre race, og hvordan startede det?

Jeg var 8 år gammel da jeg for første gang sad i en Go-Cart. Nogle starter faktisk allerede, når de er to år gammel når de har lært at gå. Jeg startede lidt sent, da jeg ikke var klar over, at det var det, jeg skulle bruge mit liv på. Jeg var på ferie med mine forældre i Sydfrankrig, hvor der lå en lille bane ved siden af vores Hotel. Det var små elektriske Go-carts, hvor man puttede en euro i – og så køre den. Jeg var fast besluttet på den røde Go-cart med “nr. 1” på, så allerede dengang havde jeg vinder genet i mig. Da jeg kom hjem, startede jeg med at køre på hobbyplan om søndagen, og der var ikke noget seriøst i det. Alligevel gik det hen og blev ret seriøst fordi jeg er et kæmpe konkurrence menneske.  Det ene race tog det andet, og da jeg var 17 år, havde jeg rejst hele verden rundt, så det var helt sikkert den rigtig sport, jeg havde valgt.

Hvorfor tror der er forskel på hvilke biler mænd og kvinder kører i?

Mænd vælger bil ud fra hvilket billede de gerne vil give ud af til. De vil gerne blive set i store, dyre biler og vil gerne have, at kvinderne vender sig om på gaden, når de kommer kørende. For mænd handler det meget om ego, når de vælger bil. Jeg synes ikke jeg ser så mange mænd, der kører i en up! For kvinder tror jeg, det handler mere om komfort og sikkerhed, og der er en grund til at minibiler er blevet så populære. Det er små fancy biler, som er nemme at parkere, og den har AUX stik, og stik så du kan lade din iPhone. Jeg tror ikke, at kvinder har det samme behov for at vise sig med den bil, de ligger og kører rundt i i forhold til mænd og deres ego.

Hvad tænker du om kvinder i trafikken?

Jeg synes både, at jeg møder kvinder og mænd, der ikke kan køre bil. Jeg bliver mere flov, når jeg ser mænd, der ikke kan køre bil, fordi de vil så gerne være bedre til alt. I hvert fald i den verden, jeg kommer fra. Jeg oplever tit, at der ligger en bil og roder i yderbanen, og det første man tænker er, at det kan kun være en kvinde, men når jeg så kører forbi, så er det en mand. Det oplever jeg mere og mere. Der er nogle kvinder, der er dårlige til at køre i trafikken, fordi de er usikre for det men jeg kender mange kvinder, der der er gode til at køre bil – eksempelvis min bedste veninde, min søster og min mor. Så generelt set er der ikke den store forskel på mænd og kvinders talent som bilister.

Hvad er det vigtige når du skal ud og vælge bil?

Som 22 årig er det økonomi. Jeg får lov til at køre rigtig mange fede biler i mit arbejde hos Porsche i Tyskland. Her er jeg uddannet instruktør hvor mit job ligger i at give kunderne en oplevelse og vise dem på banen hvad bilerne virkeligt kan. Så jeg har ikke det store behov for at køre de fede biler herhjemme i hverdagen. Jeg ville være glad for en VW Polo eller up!. Dog er jeg nu alligevel ikke helt fan af minibilerne, fordi rent sikkerhedsmæssigt er de dødsens farlige. Hvis du bliver ramt af en last bil på motor vejen, så dør du.

Er der en særlig oplevelse du husker omkring dig og din bil?

Jeg har prøvet at køre 338KM/t i en Porsche GT2 RS, som var en vildt fed oplevelse. Men det vildeste, jeg nogensinde har prøvet, var med min tidligere svigerfar, som er ligeså bilinteresseret, som jeg, er. Vi kørte i en Bugatti Veyron på den tyske Autobahn med 360KM/t!

Hvordan synes du bilbranchen formår at markedsføre sig til kvinderne?

Det er ikke godt nok endnu. Jeg tror altid, at bilforhandleren regner med, at det er manden, der går ud og køber en bil. Desværre. For der er jo mange kvinder, der køber biler. Jeg mærker det meget på mit arbejde hos Porsche. Nogle mænd har svært ved at acceptere, at det er en kvinde, der er deres instruktør og tvivler på, om jeg nu kan mit job. Jeg kvitterer dem så med, at Porsche altså også sælger biler til kvinder, så derfor skal der da også være kvindelige instruktører. Generelt set tror jeg, at der kommer til at blive solgt flere og flere biler til kvinder, men jeg synes, ikke at bilmærkerne gør særlig meget ud af at henvende sig til kvinder, selv om det er blevet bedre. Den gamle teori om, at det er manden, der går ud og køber bilen til konen,  har bilbranchen svært ved at slippe. Så jeg synes bestemt godt, at man kunne gøre noget mere ud af det. Der er trods alt mange kvinder der kører bil.

Ny smart app: Tjek bil

Ny Tjekbil-app der er god at have ved hånden næste gang, du skal købe brugt bil

Det kan nogle gange føles som en videnskab at skulle købe ny bil. Med ”tjekbil- app’en” i baghånden kan du bevæge dig ud i biljunglen og få styr på de vigtigste informationer, uden at være ekspert.

Inden du går i gang med at sparke dæk som en verdensmand eller tjekke for rust og buler og om den overhovedet kan køre og bremse,  som den skal – så få styr på de overordnede forhold:

  1. Er bilen stjålet?

Men han virkede så ærlig! Ja, men det er ikke altid, den holder i retten. Det er en vigtig detalje at få afklaret, inden du køber bilen. Når du køber en bil, skal du være sikker på. at bilen ikke er stjålet, da du i yderste konsekvens kan blive dømt for hæleri, hvis det bliver vurderet, at du har handlet i ond tro. En god tommelfingerregel er: Få altid alle aftaler skrevet ned, så der ikke kan opstå nogen uoverensstemmelser.

  1. Er der restgæld i bilen?

Når du køber en brugt bil, kan der være gæld i bilen fra forrige ejer. Grunden til, at dette er vigtigt for dig som kommende køber, er, at gælden følger bilen – dvs. du vil kunne risikere at hæfte for gælden.

  1. Pas på kilometerfusk

Det er ikke ulovligt at ændre på kilometertallet – så længe man oplyser om det ved et salg. Men for nogle folk kniber det med hukommelsen, når bilen skal sælges videre.

Det vil sige at du risikerer at betale for meget for bilen i forhold til dens egentlige værdi –  og endnu værre – hvis der er fiflet med km-tælleren – og du sælger bilen videre (i god tro), så kan du risikere at være ansvarlig for den nye ejers tab.

  1. Tjek synsrapporten

Hvorfor er det så vigtigt, at få historikken med? Du får information om næste synsdato, samt adgang til forrige synsrapporter. Dvs. du har føling med om bilen har været skadet. Har der været større skader på bilen, som sælger ikke har oplyst om, så tænk dig om endnu engang, selvom bilen er nok så smart og lækker. Det kan været et sminket lig!

  1. Passer stelnummeret og nummerpladen sammen?

En ting er at slå nummerpladen op, men du skal også sikre dig, at bilens stelnummer stemmer overens med, hvad der står på registreringsattesten. Stelnummeret er bilens identitetsmærke, og det følger bilen i hele dens levetid.

 

Det er mange ting at holde styr på, men med Tjekbil-app´en får du et godt og enkelt overblik over alle ovenstående forhold – og derudover får du også oplysninger om forsikringer og teknisk info. Med et enkelt opslag finder du ud af, om du sikkert kan fortsætte med købet af din nye bil.

Husk, at du også altid bør gennemgå bilen selv, inden du køber – her kommer lidt gode råd, som er gode, når du er ude at se på bilen.

 

  • Tag en tur i bilen – kører den, som den skal, hvordan virker bremserne, hvordan er styretøjet? Generelt; få føling med bilen – er den noget for dig?
  • Gennemgå bilen grundigt – svarer bilens stand til det, sælger har oplyst i annoncen?
  • Kig under bilen – er der rustpletter?
  • Hvordan ser bilen ud udvendigt? Tjek efter, at der ikke er stenslag i ruden eller lakskader. Er der foretaget reparationer, så sikr dig, at de er udført korrekt.
  • Tjek km-tallet – stemmer det overens med de oplysninger, du har fra annoncen, fra Tjekbil-app´en  eller synsrapporter?

Læs mere om Tjek Bil-app´en på www.tjekbil.dk

God fornøjelse!

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.