Benedicte Engel

Biltest: Seat Ateca – Den perfekte ”mor-bil”

Hvorfor kører mødre ofte i mikrobiler med børn og skoletasker, når de kan køre i en stor, dejlig SEAT Ateca med lækkert overblik og masser af plads? Og så endda til en fornuftig pris.

Seat Ateca forfra Seat Ateca

Jeg har altid være glad for at køre i en stor SEAT Ateca hvor der er masser af plads, og hvor man sidder højt, så man kan danne sig det gode overblik i trafikken. Det fik jeg i den grad prøvet af, da jeg fik nøglerne til den nye Seat Ateca.

Mit første møde med SEAT Ateca

Da jeg sidste år var på besøg hos SEAT Danmark, fik jeg stukket brochuren i hånden på den nye Seat Ateca, og lige siden har jeg glædet mig meget til at komme ud og prøve en tur i den. Jeg synes, den er rigtig flot i designet, og den ville passe godt til mig, som er en forholdsvis nybagt mor, der skal have plads til klapvogn, autostol, indkøbsposer osv.

Den første følelse, man får, når man sætter sig ind i bilen, er fornemmelsen af tysk kvalitet. I denne testbil er der endda skruet op for ekstraudstyret; de lækre alcantara sæder, automatgearet, det lækre LED kørelys og det fine lysshow, jeg oplever nede i asfalten, når jeg åbner døren.

”Street-credit”

Der er altså bare en fed fornemmelse som kvinde at komme kørende i en stor bil ude i trafikken. Det er lidt som om at mikrobilerne pludselig bliver meget uinteressante, og at man tænker ved sig selv, at man aldrig kommer over i sådan én igen.

Fornemmelsen af at have det store overblik gør, at man bliver en smule mere modig. Og når man så endda har 190HK under speederfoden, så er det fristende at race fra ”klassens frække drenge” på motorvejen.

Børn i bilen

Den venlige indstigningshøjde blev igen bemærket på vej til vuggestuen, da jeg skulle sætte Baby Isabella på 13kg ind i bilen. Efter at have båret rundt på Isabella i 1,5 år, er min ”mor-ryg” efterhånden godt træt, og den nød rigtig godt af den høje indstigning.

Klapvognen*, som skulle med ned til mormor og morfar, er der masser af plads til i det store bagagerum. Man behøver ikke engang tage hjulene af, og så er der endda yderligere plads til et par indkøbsposer.

SEAT – nye højder?

Den testbil, jeg lånte koster 552.900,- og grunden til, at prisen er så høj, er fordi, der er en masse ekstraudstyr, man får lov til at betale for. Men SEAT Ateca kan fåes fra kr. 264.900kr, som ikke er meget dyrere end en VW Golf – og med en Seat Ateca får du en stor og rummelig familiebil (SUV), hvor også mor bliver forkælet.

Jeg synes bestemt, at SEAT har oppet sig inde for de sidste par år. Fra og være lidt kedelig og klodset i designet med skrabet interiør – til næsten at være på niveau med Audi? Ja, det er da lige før. Godt gået SEAT!

*Klapvognen er en Babyjogger, City Elite

SEAT Ateca får 5 stjerner ud af 6

Testbilens specifikationer: SEAT, Ateca Xcellence, 2.0 TDI DSG 190 HK 4×4, 4 cynlindret benzin motor med 190 HK, 6 trins DSG gear kasse og et bagagerum på 485 liter. Pris fra kr. 264.900,- den bil jeg kørte i, kostede kr. 552.900,-

Anne Hjernøe: Jeg kører næsten altid Mercedes

TV-kok og journalist Anne Hjernøe elsker at køre bil. For den populære tv-vært er det en fed oplevelse at køre i kaos i New York, gennem mylderet og hornmusikken i Rom og rundt i de små, brostensbelagte stræder i Paris. Læs hvad den populære tv-vært tænker om alt fra biler til barnevogne og motorcykler

 

Hvilken bil kører du i og hvorfor lige præcis den?

Jeg kører næsten altid Mercedes. Lige nu er det en B180. Det er ikke en bil med store armbevægelser eller signalværdi, men jeg oplever den som en god, solid og sikker bil, der ikke ruinerer mig. Det er en kæmpe fordel, når man gerne vil bruge de fleste af sine penge til at rejse for.

Hvad er det vigtigste for dig når du skal vælge ny bil?

Det er helt klart sikkerheden. Jeg vil have en bil ,der ligger godt på vejen, kører godt, og som jeg føler mig sikker i. Når man som jeg har været involveret i et færdselsuheld, tænker man lidt mere over, hvad man sætter sig ind i. Så jeg er glad for, at jeg kørte i en stor solid Audi.  

Min næste bil må selvfølgelig gerne kunne køre hurtigt, og den skal være sort. På et tidspunkt kunne jeg godt finde på at overveje en el-bil eller i det mindste en hybrid, da miljøet ligger mig en del på sinde. Men jeg er der ikke helt endnu.

Hvorfor tror du der er forskel på hvilke biler mænd og kvinder kører i?

På grund af økonomi. Jeg kan godt have det lidt svært med en familie, hvor det altid er moderen der ligger i en lille rød, skramlet, usikker bil med børnene, mens faderen kører alene rundt i en kæmpe stor tysk bil. Hvis man spørger dem, hvorfor fordelingen er således, bunder det ofte i ,at han tjener flere penge, end hun gør. Så han har selv betalt den. Men hvis det samtidig er fordi han blæser af sted på motorvejen, mens hun ligger og ruller rundt fra sit arbejde til supermarkedet og til børnehaven, så er der selvfølgelig logik i det. Nogle kvinder er helt ligeglade med, hvad de kører i, det er der selvfølgelig også mænd der er, men jeg tror desværre generelt at mænd er lidt mere til “fedt legetøj”, end kvinder er.

Er der en særlig oplevelse du husker tilbage på, som du har haft med din bil?

Jeg kører rigtig meget bil i Spanien. Der kommer vi nogle gange til byer, hvor gaderne er så smalle at man ikke kan skubbe en barnevogn igennem. Sidst vi var i Spanien, kørte vi op gennem en by, hvor murerne var så tæt på bilens sider, at alle sensorerne i bilen hylede uafbrudt – det kan godt blive lidt anstrengende i længden. Heldigvis elsker jeg at køre bil, og synes at det er en fed oplevelse både at køre i det almene kaos i New York, gennem mylderet i Rom og de små gader i Paris. Amsterdam er den eneste by, jeg rigtig kan blive irriteret på som billist, men det er fordi ,jeg altid ender i sporvognsbanerne, fordi jeg har travlt med at finde vej.

Jeg kører også motorcykel. Det første år jeg lavede Sommertemalørdage med Anders Agger, lå jeg og kørte rundt på min motorcykel med Anders bag på. Jeg havde kun kørt motorcykel i cirka en måned på det tidspunkt, så det var egentlig temmelig modigt af Anders, at han overhovedet turde sætte sig bag på. Jeg tror faktisk, at jeg undlod at fortælle ham, at første gang jeg satte mig op på en motorcykel, var et halvt år før. Der lavede jeg en ‘doughnut’ ud over en mark på træningsbanen, så alle var sikre på at jeg ville slå mig selv ihjel. Så er en bil trods alt mere sikker!

Hvad betyder din bil for dig?

Den betyder, at jeg kan nå fra A til B samtidig med, at den giver mig en høj grad af frihed. Jeg kan godt lide tanken om, at der altid står en bil, jeg kan sætte mig ind i og forlade stedet i en hulens fart. Både hvis jeg skal hjem, på ferie, til møde, fra møde mv. Jeg tager for eksempel meget sjældent tog, hvis jeg skal arbejde eller til møde rundt i landet, da jeg godt kan lide ensomheden og friheden i at køre, og det er meget gerne med musik eller et spændende radioprogram i højtalerne.

Hvordan synes du bilbranchen formår at markedsføre biler til kvinder?

Før i tiden var den lidt nedladende, fordi fokus var på, at der skal være plads til børn og indkøb, den skal være lille, så den er nem at parkere mv. Jeg ved godt at det sikkert også er vigtigt for nogen, men alligevel. Til mænd er det nogle gange noget med halvpåklædte kvinder, i hvert fald når det gælder de hurtige biler. Så i den henseende synes jeg faktisk, at bilbranchen taler ned til begge køn. Det er blevet bedre med årene. Mange er begyndt at fremhæve komfort og køreglæde. Når der så er involveret smukke landskaber så fungerer det lidt bedre.

Hvad tænker du om bilen som accessory for kvinder?

Det er da altid federe at køre i og stige ud af en fed, lækker, sjov, alternativ eller anderledes bil, end i en eller anden dødsyg Japansk Riskoger hvor der går 17 på dusinet!

Anne Hjernøe er kendt TV-kok på DR2 og er uddannet Journalist. Anne Hjernøe er blandt andet kendt fra programmet “Sommertemalørdag” og sit eget mad program “Annemad”.

Når kvinder elsker biler: Min store SAAB kærlighed

Salgschef Anne Mette har i 8 år haft et kærlighedsforhold til en SAAB 9-5. Nu skal den udskiftes til en leasing bil. Anne-Mette arbejder i IT branchen og mener, at kvinder der elsker biler, er en mangelvare. Selv kan hun ikke lade være med at smile, når hun ser sin bil.

Skrevet af Anne Mette Bragh Frederiksen, Salgs- og Forretningsudviklingschef, Care-Call A/S

Jeg skal have firmabil. Omsider. Efter mange tilløb og megen fornægtelse. Desværre og heldigvis på en gang. For jeg siger om lidt farvel til min helt perfekte, gudesmukke, natsorte SAAB 9-5 Aero SportCombi Estate Linear 2,3. Den er 13 år gammel, kører det til trods som en drøm og har et fantastisk, silkeblødt (men rasende) accelerationsmoment med sine 250 HK på et smidigt sportschassis. Den er med andre ord et pragteksemplar fra Svenska Aeroplan Aktie Bolaget.

Mit overlydsfly svævede sine første fem år over planeten med en kvindelig advokat i München bag rattet. De seneste otte år har den aerospatialt bevæget sig med mig på rundtur i det danske software marked. Før jeg fik den, havde jeg i mange år en dejlig, solid mørkeblå SAAB 900. Den måtte skrottes tilbage i 2012, men mærkerne fra den hænger i dag som magneter på mit køleskab. Det var min første bil. Men faktisk har jeg ‘kørt’ SAAB siden 1973, hvor jeg blev hentet fra fødegangen på Hobro Sygehus i en SAAB 95. Senere kørte mine forældre SAAB 99, 90 (som var den jeg oparbejdede mine køreegenskaber i som 18 årig – uden servo) og til sidst havde de en 9-3. De er nu skiftet til Skoda, men jeg taler stadig med dem.

Trods ligestillingens fremmarch er kvinder, der elsker deres biler, stadig en mangelvare i mine øjne. Jeg har det nøjagtigt som nyligt afdøde, tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, der engang udtalte sig til Politiken om sin Audi TT: “- når jeg kigger på den, kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, “åh, min dejlige bil”. Den gør mig bare glad – jeg er vild med designet, udseendet, med at køre i den, det hele”.

I mine indtil videre 15 år i IT Branchen har de kolleger, jeg har mødt, der har delt min passion for gode biler, næsten udelukkende været mænd. De har til gengæld været temmelig fantasiforladte i deres lidenskab for de samme to karettyper: Sort Audi eller Sort BMW. Alle der nogensinde har arbejdet sammen med mig – eller bare været i min nærhed – og (uforsigtigt) spurgt ind til mig og kørsel, ved alt om min bil og SAAB passion. Jeg har ævlet til bevidstløshed om den slæde. I know. Men jeg har intet imod at skille mig ud ift. erhvervslivets slidte Audi og BMW hjulspor. Faktisk har det oprigtigt undret mig, at folk kunne tro, at jeg følte mig underlegen eller bagud, fordi jeg kørte SAAB. Jeg har i mødelokaler og kantiner over hele landet haft så mange fantastiske – til tider let ophedede – diskussioner om dette emne. De snakke kommer jeg også til at savne.

Men nu må jeg så efterhånden kaste håndklædet i ringen OG bide i det sure æble. Min SAAB er med sine efterhånden 300.000 km på tælleren for dyr at holde kørende, når man ikke selv kan makke med den. Desuden blegner mine lidenskabelige argumenter for livet som vintage automobil ejer efterhånden når jeg ser folks USB sticks matchet op imod Aero’ens integrerede kassette- og CD afspiller. Men det endelige udslag var nok en biograftur ind til “En mand der hedder Ove”, hvor jeg indså, at jeg var ligeså reaktionær og stædig som en svensk SAAB- elskende pensionist i 70’erne. Det måtte blive farvel. Endvidere spiller Audi og BMW drengenes dræber argument nr. 1 også ind: SAAB gik jo ligesom konkurs, og der laves nu kun SAAB reservedele i det mytiske Trollhättan. Game over.

Min elskede Aero er solgt til en 30 årig SAAB-entusiast, som har lovet mig både at passe godt på den og fortælle mig nyt ind imellem om, hvordan den har det. Jeg fortsætter naturligvis med at køre svensk. Min nye Volvo lander i december. Den er mere Zlatan end Göran, produceres i Torslunda fremfor Trollhättan. Men det er fint med mig. Næsten.

Så for sidste gang (særligt til Audi-drengene): “Born of Jets – SAAB in my heart ❤️”

Audi Q2: Café-racer eller familiebil?

Den nye Audi Q2 inviterer til at sætte sig ind i bilen og bare køre derudaf. Samtidig er der masser af plads til både barnevogn og indkøb

Det føles, som om man tager den på! Sådan havde jeg det første gang, jeg satte mig ind i den “Arablå med krystaleffekt” Audi Q2. Farven var jeg ikke så begejstret for til at starte med, men den vandt faktisk en hel del, som tiden gik. Den er et dejligt friskt pust i denne grå vinter og blandt alle de mange sorte og grå biler.

Nyheden om den nye Audi Q2

Jeg blev ret begejstret, da jeg første gang hørte, at Audi kommer med en “lille-søster” i Q-familien. Min første tanke var, at der måske kommer en SUV, som er til at betale? Bilen fåes fra kr. 305.905,- Om det er til at betale eller ej for en SUV kan diskuteres, men det er ikke så langt fra prisen på SEAT Ateca´en, som vi testede i sidste uge. Og så får man endda de 4 elegante ringe.

Jeg hentede bilen hos Audi Gladsaxe, hvor den stod klar til afgang. Sælgeren sagde, at jeg skulle prøve at lægge mærke til den meget “direkte styring” som Audi Q2 har. Det mærkes ved, at der ikke skal drejes så mange gange på rettet i en 3-punkts -vendning. Og det havde han ret i. Bilen er dejlig nem at køre, og den lette indstigning gør, at man får det skønne overblik i trafikken. Her går man nemlig hverken ned eller op i bilen men ind i bilen. Det er skønt for ryggen. Og selvsikkerheden! Jeg kunne ikke lade være med at skue ud af højre øjenkrog, når jeg lå i overhalingsbanen for at overhale de store BMW’ er, Audi´er eller Mercedes’er.  De  kunne bare komme an.

Baby Isabella blev hurtigt introduceret til mors nye testbil, og jeg må igen konstatere, at alle kvinder med børn bør køre i en SUV. Altså en høj bil. Baby er lige til at sætte ind i sædet, uden akavede stillinger og jag i ryggen.

Isabella og jeg skulle handle på vejen hjem, og her skulle bagagerummet stå sin prøve. Vi havde en smule travlt og vi kørte  varerne i indkøbsvognen ud til bilen.  Vognbunden i Audi Q2 er uden fordybning, og det gjorde, at det var en leg at få pakket poserne. Mange bagagerum har en fordybning, som gør det meget tungt at pakke bilen.

Klapvognen var der også god plads til, dog var det nødvendigt at pille det ene hjul af.

Audi Q2 henvender sig efter min mening til et bredt publikum. Hvis jeg var single, uden børn og på toppen af min karriere, kunne jeg sagtens forstille mig at cruise igennem de Københavnske Café-stræder i en Audi Q2. Du får en fin, lille kompakt SUV, men samtidig en fornuftig familiebil med god plads. Det er en hverken-eller bil, som jeg kalder det. Det er en forvokset bybil, og en mini SUV.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så er designet en smule “klumpe-dumpet”, bagfra ligner den en brednumset VW polo og så brummer den en del fra dieselmotoren. Fronten skuffer til gengæld ikke – med sin meget frække Audi snude. Og alene den følelse man får, ved at køre bilen, gør, at jeg bestemt er godt tilfreds med den nye Audi Q2.

*Klapvognen er en Babyjogger, City Elite

Audi Q2 får 4 stjerner ud af 6.

Testbilens specifikationer: Audi Q2 Sport 1,6 TDI, 4-cylindret dieselmotor med 116 HK, 6-trins manuel gearkasse, og et bagagarum på 405 liter. Audi Q2 fåes fra kr. 305.905,-. Testebilen jeg kørte i kostede kr. 466, 572,-

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.