Jaguar I-PACE er ikke alene sportslig, sikker og lynhurtig, den præsenterer også næste generations kunstig intelligens-teknologi (AI). Det er med god grund, at den har vundet flere priser.
Kørekomforten er i top
Der er brugt adskellige mandetimer på at udvikle I-PACEN hos JLR (JaguarLandrover i England) og det mærker du straks. Accelerationen er som altid i en el bil helt i top. Aerodynamikken er vel designet, hvilket jeg mærker, da jeg trykker speederen i bund ud af Strandvejen og bilen suger sig fast til asfalten. 400 hk og 0-100 km/t på bare 4,8 sek. kan virkelig mærkes, og jeg bliver trykket tilbage i sædet. Det er umuligt ikke at have det helt store smil på.
Sæderne er en anelse hårde, men med 20 forskellige indstillingsmuligheder -elbetjente selvfølgelig – sæder, burde det være muligt at indstille sædet så det passer til enhver.
Interiør og udstyr i Jaguar I-PACE
I-PACEN er spækket med udstyr og fede detaljer. Fx panorama tag, mange opbevaringsrum, usb stik, varme i bagsæderne, ambiente belysning og ikke mindst den lille lampe ved bagdøren så bagsædepassageren kan se, om der kommer cyklister, biler eller andet inden du åbner døren, ret smart!
Alt er lækkert designet, touch skærmen er nem at navigere rundt i, og så har du mulighed for at betjene 3 forskellige løsninger på en gang. 1 skærm til telefonen, 1 til radio og en til navigation. Selvfølgelig mens du har fokus på din kørsel.
Der er heads up display med skiltegenkendelse, som er en stor fordel når bilen både er hurtig og lydløs.
For at sikre, at ejerne altid har adgang til den nyeste software til infotainment, telematics og batterienergistyring, er I-PACE den første Jaguar, der stiller trådløs software til rådighed, hvilket sikrer ubesværede opdateringer.
Det avancerede infotainmentsystem anvender “Smart Settings”-teknologi – styret af AI-algoritmer – til at identificere den enkelte førers individuelle præferencer, hvorefter systemet skræddersyr I-PACEs indstillinger for kørsel og interiør tilsvarende.
Der er god plads i kabinen både foran og bagved. I den bagerste del af kabinen, er der plads til tablet og bærbar pc under sæderne, og bagagerummet rummer 656 l.
Læs også vores test af Tesla model S
Opladning
Og så er der jo lige det med opladningen. På skærmen har du hele tiden mulighed for at følge med i, hvor lang rækkevidden på batteriet er. Der er allerede en del standere rundt omkring i landet, men jeg måtte alligevel køre lidt rundt for at finde en ledig stander. Heldigvis fortæller navigationen, hvor nærmeste ladestander er.
Selve opladningen er nem. I I-PACEN ligger kablerne i et lille rum under køleren, men de fleste store standere har et kabel du blot tilslutter bilen, bruger din brik (Clever eller EON) og lader bilen. Kablet er låst fast indtil du låser bilen op igen.
Det eneste, der trækker ned i begejstringen for I-PACEN, er rækkevidden på batteriet, som er opgivet til 470 km. Med al den teknologi, der er brugt i bilen, kunne vi godt have ønsket os en længere rækkevidde.
Jaguar I-PACE kan fås med anhængertræk
Vi har med jævne mellemrum kvinder der spørger, om det er muligt at få en el bil med anhængertræk. I-PACEN fås med anhængertræk og må trække op til 750 kg. Det er altså ikke ligefrem den store hestetrailer du kan spænde bag på, men en trailer til at transportere haveaffald eller lignende kan godt lade sig gøre. Og hvem har ikke lyst til at ankomme til genbrugspladsen med stil!
Value for money
I-PACEN fås fra 713.880,- og kan privatleases fra 9.795,- (engangsydelse på 59.995,- kr.) Testbilen har en del ekstra udstyr og har en samlet pris på 931.980,- og ja, det er en dyr bil, men for de pengene får du virkelig rendyrket køreglæde og du får desuden en ladestander fra Clever inkl. installation med i prisen.
Er du på udkig efter en billigere el bil kan du læse vores anmeldelse af Hyundai Kona og Nissan Leaf
DESIGN
KØREGLÆDE
VALUE FOR MONEY
Bonusinfo
I-PACEN blev afhentet hos British Motor group , hvor jeg fik en meget fin og grundig gennemgang af bilen af deres sælger Lars, inden jeg trillede ud over kantstenen i deres flotte nye domicil i Gladsaxe .