Christina

Nissan Qashqai: Den yderst populære crossover

Nissan Qashqai
Nissan Qashqai

Det var påske og solen skinnede fra en skyfri himmel, da Kvindernes Bilmagasin testede Nissan Qashqai. Det er en attraktiv model hos det SUV-købestærke folk, og Nissan har formået at producere en bil, der både kører godt og stabilt, samtidig med at den er meget rummelig og familievenlig.

Jeg testede versionen med Tekna+ pakke: NissanConnect (audio-, kommunikations- og navigationssystem), vognbaneassistent, automatisk nødbremsesystem, blindvinkelalarm m.m.
Modellen havde desuden også parkeringssensor for- og bag, panorama glastag, 7-trins DCT automatgear og Bose lydsystem.
Nissan Qashqai kørte godt med sin 1,3 liters 4-cylindret turbo benzinmotor og 160 HK. Automatgearet hakkede desværre en smule ved start, når motoren var kold, men efter kort tid var problemet væk og kørslen fungerede fint med smidige og næsten ubemærkede gearskift.

NissanConnect
Det nye og avancerede infotainmentsystem er smart og nemt at bruge. Med App´en ”Door to Door”  på din mobil, kan du snildt planlægge og indtaste din rute hjemme i sofaen, og derefter sende ruten direkte ud til din bil i carporten. Når du derefter sætter dig i bilen, er ruten klar med det samme og du kan køre afsted til dit bestemmelsessted – virkeligt smart. App´en skriver også på din mobil, hvor du har parkeret bilen og NissanConnect giver dig præcise oplysninger om trafiksituationen.

Interiør
Læderindtrækket med syninger i felter, er jeg personligt ikke helt vild med, men bortset for udseendet, så er sæderne med hukommelse meget behagelige, og man sidder dejligt i dem. Bagi var pladsen rigtig god både på selve sæderne og ved benene. Midterarmlænet var forsynet med en stor og rummelig opbevaringsboks, hvilket var skønt til fralægning af solbriller, mobilkabler m.m.

Lædersæder med hukommelse


Nissan har tænkt på den fikse detalje, at sidespejlene vipper lidt nedad, når man sætter i bakgear, så man på den måde har et bedre udsyn ved parkering f.eks. i forhold til kantstene, hvilket jeg synes er meget praktisk.
I mørke er der lys i diverse knapper, og endda også i START-knappen, hvilket desværre ikke er tilfældet i alle biler, men virkelig skønt i Qashqai, så man ikke skal lede alt for længe, før bilen kan tændes. Førersædet kører bagud ved indstigning og rattet er lige i bunden, så ud- og indstigning gøres nemmere.

Rattet er lige i bunden, hvilket letter ud- og indstigning

Eksteriør
Det udvendige design er ikke ændret voldsomt meget siden den første version så dagens lys, og da modellen jo har været yderst populær, har Nissan nok tænkt, at det ikke har været nødvendigt at lave de store ændringer. Dog synes jeg nu alligevel, at de japanske designere godt kunne nytænke med et endnu skarpere design i fremtiden.
Den mørkegrå metallak klædte testbilen super fint og stod godt til de store 19” alufælge.

Plads i store mængder
Bagagerummet kan deles i to, og jeg bruger det selv meget i min egen bil, når jeg bare har et par indkøbsposer, der helst ikke skal vælte. Det er genialt.
Størrelsen på bagagerummet er rigtig god og nærmest kvadratisk, og det letter i forhold til transport af flyttekasser, kuffeter, hundebur eller barnevogn. Med sæderne nedfoldet får man et flat lastrum og en kapacitet på 860 L, og ellers er den normale bagagerumsstørrelse på 430 L.

Bagagerummet kan deles i to og sæderne kan lægges ned, så bunden er flad

Design i Asien og produktion i Europa
Nissan har gjort det godt med den japanskdesignet model Qashqai, men som rent faktisk er produceret i Storbritanien. Crossover-modellen har efterhånden været på markedet i en del år, og den lå endda på listen, som den mest solgte bil i Danmark i første kvartal 2019.

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Nissan Qashqai DIG-T 160 HK DCT aut Tekna+
Startpriser fra kr. 239.990
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 365.190
Leasingpriser fra kr. 2.995/md ved 15.000 km/år og kr. 7.495 i førstegangsydelse

Volvo V60 Cross Country – Komfort og lækkerier i ét

Volvo V60 Cross Country
Volvo V60 Cross Country

Det var med en vis nysgerrighed, da jeg skulle teste den nye Volvo V60 Cross Country for Kvindernes Bilmagasin


Jeg husker tilbage til min barndom i 70´erne , hvor familier med respekt for sig selv anskaffede sig en Volvo, og det var indbegrebet af et solidt og stabilt køretøj  – dengang dog en ret firkantet én af slagsen og uden de vilde sporty finesser. Det var en bil man kunne stole på og som kunne køre og køre mange år frem. Dengang ejede man en vogn og ikke en bil.

Jeg må dog sige, at der er sket utrolig mange forandringer siden dengang, og efter at have kørt i Volvo Cross Country´en i en hel uge, kan jeg konstatere, at Volvo er kommet helt op i de høje luftlag med rigeligt at nytænkning, avanceret teknik, lækkert design og fed stil.

Cross Country´en med 190 HK AWD og 4 cylindret dieselmotor ligger komfortabelt på vejen, er stabil i svingene og så har den super lette og smidige gearskift med sin 8-trins automatgearkasse, hvilket simpelthen er ren nydelse.
Min medpassager sagde én af dagene: ”Man har jo nærmest ikke tid til at køre bil med al den teknik”, og det kan der faktisk være noget om. Vi havde så mange valgmuligheder både med køreindstillingerne i Drive Mode, og med sædeindstillingerne som helt exceptionelt havde massage i ryg og læn, hvilket virkelig var en nydelse. Samtidig var der også mulighed for sædeforlængelse og ventilering i sæderne.

Lækre ventilerede sæder med varme og massage

Det er altså blæret af Volvo, sådan lige at sætte det lille svenske flag på siden af passagersædet, så selvom jeg godt nok aldrig har været stor fan af farvekombinationen gul/blå, hvad enten det gælder fodbold eller flagfarve, så er jeg nu altså alligevel vild med den lille finesse. Vores naboer fra hinsidan har virkelig styr på detaljerne.

Fin detalje

En rigtig fin detalje, som jeg lagde mærke til, var at man kunne vælge om bagagerummet skulle have sin fulde størrelse f.eks. til golfudstyr eller til feriebagage, eller om man ville dele bagagerummet op med en klap, som var super nemt. På den måde var det muligt at have et par indkøbsposer stående uden, at de væltede rundt, hvilket jo ofte kan være en udfordring i et stationcar-bagagerum.

Plads i længden til golfbag

Af lækkert udstyr i luksus-klassen vil jeg gerne nævne:

  • at kombinationen af metallakken i Osmium Grey og de mørkebrune Nappa-læder comfortsæder står godt til hinanden.
  • at lyden fra Harman Kardon anlægget er i top og panorama el-soltaget løfter niveauet en ekstra gang.    
  • at Speed Sign Assist fungerer endnu bedre end i andre bilmærker, her bliver ikke kun vist, hvad fartbegrænsningen er, men der er også en smart rød indikator, der flytter sig på speedometeret alt efter, hvilken fartzone man kører i.
  • at det virkelig smarte 360 graders Surround View Camera gør parkeringen til en leg. Det er muligt at se bilen fra oven, at se bagud og forud samt at se, hvor tæt man er på kantstenen.
  • at skærmen, der i V60 CC sidder vertikalt og har en tydelig grafik, er let at aflæse og er så følsom, at man kan anvende den iført handsker. Det er super smart tænkt af Volvo.
360 graders Surround View Camera

Villa, Volvo og Vovse !!!
Det er en smagssag, hvor meget af det, I skal anskaffe, men den nye Volvo V60 CC, den må I altså gerne kigge nærmere på. Med den, får I Jer ikke bare en bil, men en skøn og dejlig vogn. Her er absolut ingen traktorfornemmelse at spore fra dengang for 40 år siden, tværtimod vil jeg nærmest driste mig til at sige, at vi er ude i en Feel Good fornemmelse af de helt store. Det var en sand fornøjelse og fantastisk følelse at køre Volvo V60 Cross Country.

Volvo V60 Cross Country D4 aut AWD 190 HK 4-cylinder diesel:

Startpriser fra kr. 591.250
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 829.941
Leasingpriser på V60 fra kr. 4.995/md ved 20.000 km/år og kr. 35.000 i førstegangsydelse. 

Volvo V60 Cross Country er en del af
Kvindernes Bilmagasin´s ”Månedens Eksklusive”.

Ny Range Rover Evoque: Fræk og Feminin

Ny Range Rover Evoque
Ny Range Rover Evoque

Range Rovers lille darling er nu kommet i en ny og endnu bedre udgave: Ny Range Rover Evoque


Den populære forgænger er solgt i over 770.000 eksemplarer verden over, og man kan godt forstå, at den blev så populær, for både i forhold til køreegenskaber og design, så kan den smarte pige i klassen altså sagtens hamle op med de tunge drenge.

Kvindernes Bilmagasin har haft mulighed for at prøvekøre den sofistikeret nye skønhed i forårssolen langs Strandvejen i Nordsjælland. Det var en god tur og med det store smil på. Det kan godt være, at de kære briter har rod i deres politik, men de kan helt klart godt finde ud af at producere biler, og så endda på topniveau.

Designerne har ved første øjekast ikke ændret så frygtelig meget på Range Rover Evoque´ens ydre, det ville simpelthen også være utopi.


Man foranlediges til at tro, at teamet har tænkt tanken:
Hvorfor ændre på noget, der allerede virker. Ja, det kan man faktisk ikke være uenig med dem i. Men det er dog alligevel blevet til et par mindre justeringer på kølergrill, baglygter samt de flade dørhåndtag.

I de inderste gemmer er der til gengæld lækkerier og nytænkning i spandevis. Her er mange af de skønne og luksuriøse detaljer overført fra storebror Velar. Sæderne er også en klasse for sig, her ”sidder” man ikke bare i sædet, nej istedet svøber sædet sig rundt om én, og det er en vidunderlig fornemmelse.


Teknologien er i højsædet i den nye Evoque. Her kan man f.eks. opleve:  
Touch Pro Duo-system med dobbelt touchscreen, ny og hurtigere software, 16-vejs sædebetjening og ionisering af kabineluften. I hajfinnen på taget er der monteret et kamera, der bruges i en ny og banebrydende teknologi nemlig til et ClearSight bakspejl, der forvandles til en HD-videoskærm. Hvis passagerer eller store genstande spærrer udsynet bagud, kan føreren trykke på en kontakt under spejlet, og kan ved hjælp af højopløste videobilleder se, hvad der sker bag bilen.

Range Rover Evoque fås i flere forskellige modelvarianter i både diesel og benzin. Alle udgaver leveres med automatgear. I introperioden frem til 30. juni 2019 føres to varianter til kampagnepris, nemlig 180 HK diesel til kr. 551.900 og 200 HK benzin til
kr. 553.900.

Den nye Range Rover Evoque kan også privatleases.

Fotos venligst udlånt af Jaguar Land Rover Danmark

KIA Picanto GT-Line – Lille sød sag

Kia picanto gt-line

Picanto, Picanto, Picanto! Det kunne være råbt af en mørkhåret smart italiensk sælger på gademarkedet i Firenze. Men det er faktisk navnet på KIA´s mindste bil, og Kvindernes Bilmagasin har testet den lille søde sag, Kia Picanto GT-line og fundet ud af, om den virkelig er lige så pikant som navnet lyder.

Kia picanto gt-line

Kia Picanto har været på det danske marked i flere år, men nyheden denne gang er motoren, nemlig en 1.0 T-GDI benzin med 100 HK. Det gjorde helt sikkert noget for startprocessen, for bilen var rimelig hurtig til at komme i fart, og i de højere hastigheder klarede den sig fornuftigt. Heldigvis ingen markante rystelser som i mange andre småbiler.     
Modellen med turbomotor kan kun bestilles som GT-Line, men det er så også noget af et udstyrsstykke man får sig. Listen er imponerende lang:
16 ” alufælge, dobbelt afgangsrør, LED-lygter, klimaanlæg, el-ruder, varme i rat og forsæder, læderrat og lædergearknop, Bluetooth og meget mere.
I den Kia Picanto´ GT-line jeg testede, var der som ekstraudstyr bl.a. tonede ruder bag, LED-blinklys, Apple carplay og bakkamera.

Rummelighed
Pladsmæssigt er der jo begrænsninger, når det er en microbil, men alligevel synes jeg, at der var okay med plads til fører og forsædepassager. Bagagerummet var også helt fint til et par mindre sportstasker eller indkøbsposer. Bagsædepassagerer skal dog ikke være alt for store, men et par små børn kan snildt hoppe ind, og til mindre køreture fungerer det fint.

Sikkerhed
Det er meget vigtigt at sikkerheden er i top, og KIA er god for rigtig meget udstyr på den front. GT-Line har bremseassistent, bakkestartsassistent, Isofix, selealarmer og bakkamera.

GT-Line
Sportsligt look foran, bagpå og på siderne. De røde dristige detaljer på kofangere og sideskørter giver et smart og friskt pust, og de lækre 16” alufælge gør den lille kompakte Picanto til en fræk sag. 


Pikante Picanto
Pikant betyder raffineret, pirrende, særpræget eller tiltrækkende. Det er måske nok lige lidt for store ord at bruge her, men står man og skal anskaffe sig en ekstra bil til matriklen eller er man nystarter på bilmarkedet, så er Picanto et rigtig fint bud på en kompakt og fin lille størrelse. Hvis man så endda vælger modellen GT-Line, så får man også en lidt sjovere kørsel.   

Kvindernes Bilmagasin uddeler 4 ud af 6 stiletter

KIA Picanto GT-Line 1.0 T-GDI 100 HK
Startpriser fra kr. 99.999
GT-Line kr. 164.999
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 183.995

Mercedes-Benz GLA 200 Final edition

Mercedes-Benz GLA

Kvindernes Bilmagasin har denne gang været på køretur i kampagneudgaven af Mercedes-Benz GLA i elegant Cavansitblå metallak med 156 HK og 2.0 R4 benzin-motor.

Mercedes-Benz GLA

GLA´en er en del af SUV-programmet hos Mercedes-Benz, og er deres mindste af slagsen. Rent faktisk er den en lidt højere version af A-klassen.
Den føltes behagelig at køre, og der var ingen problemer i de skarpe sving og kurver. GLA har fine præstationsevner både på motorvej og i by, og det er lige nøjagtig det med køreegenskaberne, de jo har fuldkommen styr på hos vores naboer i syd.

Ny udgave inden længe
Det er ingen hemmelighed, at der er en ny udgave af GLA-klassen på trapperne, men indtil da har Mercedes-Benz lavet en Final edition. Nu er det altså muligt at få fat i den eksisterende model som en kampagneudgave med lækkert udstyr. Anskaffer du dig modellen her, så er udstyrslisten forsynet med bl.a. 19” AMG-letmetalfælge, LED High Performance-forlygter, sportssæder med integrerede nakkestøtter, 7-trins DCT aut gearkasse, automatisk el-bagklap og meget mere.


Dæktryksovervågning er standardudstyr i GLA´en, og nu er der måske flere, der tænker, at det da er uinteressant. Men der kan jeg oplyse, at det er genialt at have, hvis uheldet er ude. Jeg havde kun kørt ganske få meter, da overvågningen gav mig besked på infopanelet, om at det bagerste venstre dæk havde markant mindre dæktryk end de tre øvrige dæk. Det viste sig, at der sad et søm i dækket, og jeg havde nu mulighed for at køre ind og få det fikset med det samme, inden dækket blev helt fladt. 

Lækre detaljer og fin plads
Interiøret er udstyret med URBAN designlinje og Artico kunstlæder. Det eksklusive design i sort med hvide detaljer er meget gennemført og går igen flere steder bl.a. på frontpanel og måtter. Selv på selerne er der en hvid stribe, hvilket jeg synes er en ekstra lækker detalje. Både for- og bagsæder er sportsformet, og der er god plads til hele familien.

Udvendigt vil jeg gerne fremhæve den kompakte og muskuløse bagende, og især også de frække 19” AMG letmetalfælge i multieget design, som virkelig højnede standarden gevaldigt. Hvorfor er det så lige, at du skal nå at bestille en GLA 200 Final edition her på falderebet?

Jo, det er der flere årsager til:

  1. Du kan simpelthen ikke vente til den nye GLA-klasse kommer.
  2. Du har altid ønsket dig en Mercedes-Benz, og nu er muligheden der, for at kunne erhverve sig sådan én til fornuftig pris.
  3. Du vil gerne have en Mercedes-Benz, der er frisk, men alligevel har plads til hele familien.
  4. Sidst, men ikke mindst, så har du mulighed for at privatlease en GLA fra kr. 3.295 pr. md. med en førstegangsydelse på kr. 30.000. Men skynd dig, tilbuddet kører nemlig kun i marts 2019.

Finale
Køreegenskaberne er rigtig fine, og det ydre er jeg også godt tilfreds med. Jeg er dog nok ikke rigtig helt blæst bag over af designet på instrumentpanelet, som jeg synes virker lidt klodset samtidig med, at rattet er placeret meget tæt på. Det er lidt ærgerligt i forhold til det ellers meget vellykket valg af sportssæder med integrerede nakkestøtter. I sidste ende ændrer det nu stadig ikke på, at GLA Final edition er en god og velfungerende bil med flere gode egenskaber.

Kvindernes Bilmagasin giver denne gang 4 ud af 6 stiletter:

Mercedes-Benz GLA 200 Final edition
Kampagnepris fra kr. 419.898
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 443.049

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.