KVINDER

Marianne Foldberg Steffensen: “Mænd skal køre som kvinder”

Nye tal viser, at mænd er overrepræsenteret i alle typer trafikulykker med personskade. Højere fart og spirituskørsel ser ud til at være mere acceptabelt blandt mænd.

Kvinder kan ikke parkere. Kvinder kører unødvendigt langsomt og skaber lange køer. Kvinder laver ulykker, selv når de holder stille. Fordomme, forestillinger og rygter om kvinder og deres evner eller mange på samme bag rattet er der mange af. Og de lever i bedste velgående. Det kan man se på et par hurtige søgninger på de sociale medier.

Virkeligheden er dig noget langt fra de sejlivede myter. Mænd er nemlig involveret i mange flere ulykker end kvinder. Det gælder både for de mest alvorlige, der koster menneskeliv, og for de mindre personskader. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

“Jeg synes, det er en god idé, hvis mænd begynder at køre mere som kvinder” siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

 

Mænd forulykker alene
Mænd kører generelt flere kilometer, men selv når man korrigerer for, at mænd er mere på vejene og dermed har større sandsynlighed for at lave ulykker, er tendensen den samme. Nemlig at mænd er involveret i langt flere ulykker.

Hverken politiet eller Vejdirektoratet har tal, der viser, om mænd får flere fartbøder end kvinder, og derfor er det heller ikke muligt at konkludere, om mænd generelt set kører hurtigere end kvinder.

“Det vi kan se, er, at mange ulykker er eneulykker forårsaget af høj fart med mænd bag rattet. Det peger på, at mænd kører stærkere, da de oftere er involveret i dem”, siger Marianne Foldberg Steffensen.

 

Mænd drikker og kører bil
Fart er en af de helt store syndere, når det kommer til ulykker. Derfor har Vejdirektoratet også undersøgt, hvad der får særligt mænd til at køre for hurtigt.

“Det, psykologerne fortæller os, er, at det er mere socialt acceptabelt for mænd at køre hurtigt. Det kan i nogle tilfælde give en positiv respons. Det sker ikke for kvinder, ” siger hun.

Kvinder er ikke alene bedre til at holde foden fra speederen, de er også bedre til at adskille alkohol og kørsel.

Fem ud af seks ulykker med en spirituspåvirket fører er mænd. Særligt de unge mænd er involveret i mange ulykker.

Alt i alt går det dog en lille smule i den rigtige retning med trafiksikkerheden i Danmark. Fra 2014 til 2015 har der været et mindre fald i antallet af ulykker med personskade, mens antallet af materiel skade er steget en smule.

Det har dog ikke været muligt at få fat i tal, der indikerer, om kvinderne også her står for færre af uheldene end mænd, da forsikringssekskaberne kun måler på, hvem der er ejeren af den tilskadekomne bil, og ikke på, hvem der kørte den under ulykken.

 

                                                                                                                                                                     Kilde: Søndagsavisen uge 11

Helle Ainsworth: Jeg vil give et godt miljø videre til den næste generation

Byd velkommen til Kvindernes Bilmagasin’s nye “elbilsnørd”, Helle Ainsworth. Som en del af Advisory Boarded ønsker Helle at slå et slag for elbilsmarkedet i Danmark, da det er vigtigt for hende at give et godt miljø videre til den næste generation.

Navn: Helle Ainsworth

Alder: 53 år

Jobtitel: Elbils-entusiast, Senior Project Manager, Novo Nordisk, webshopejer af Busimiss.com

Bil: Tesla og en dieselgris (gammel SEAT Ibiza)

 

På en dejlig forårsdag i Kgs. Lyngby mødte jeg Helle Ainsworth. Helle kører til daglig i Tesla og er vild med det. “Prøv at sæt dig ind engang” sagde hun, da vi stod og betragtede det store design-ikon og jeg måtte med skam melde, at jeg aldrig havde prøvet en Tesla. Imens vi kørte en tur op ad Helsingør motorvejen fik Helle demonstreret bilens mange smarte finesser. Jeg fornemmede hurtigt Helle´s kærlighed til bilen og det tog ikke lang tid for mig at finde ud af hvorfor hun kalder sig elbilsnørd.

 

Hvorfor har du valgt at køre i Tesla og hvad betyder det for dig?
Jeg mener, at vi skal give et godt miljø videre til den næste generation. Det er derfor vigtigt, at min bil er miljørigtig. Men min bil skal også være lækker og smart, så her kom Teslaen på banen.

 

Hvilke biler har du ellers haft?
Her er nogle af de biler, som jeg har haft.

Den første bil: Rød Ford Escort
”Børnebussen”: Ford Aerostar
Den fornuftige firmabil: Ford Mondeo
Den første ufornuftige bil: BMW 3
Den anden ufornuftige bil: Audi A4
Den tredje ufornuftige bil: Tesla


Hvad er det vigtigste for dig når du vælger bil?
Smart design, gode køreegenskaber og miljørigtighed.

 

Hvorfor tror du der er forskel på hvilke biler mænd og kvinder kører i?
Jeg tror, at kvinder går mere op i design end mænd. Det er ikke kun farven på bilen, men også hvilke signaler den sender om dig.


Hvad tænker du om fremtiden og elbiler?
Jeg er helt sikker på, at vi i fremtiden vil køre i selvkørende elbiler. Det er bare utroligt ærgerligt, at Danmark har meldt sig ud af udviklingen lige nu. Vi har et stort problem med partikelforurening i de store byer. Her vil elbilen kunne være en god løsning.

Teslaen er lige nu den eneste elbil på markedet, hvor man ikke har brug for en fossilbil ved siden af. Bilen har en fin rækkevidde, og der en infrastruktur af Super Chargere, så du kan tage på langtur uden problemer.

Der er rigtig mange nye elbiler på vej med lang rækkevidde. Vi vil derfor, om ikke ret lang tid, se elbiler, der har rækkevidder på højde med Teslaen. Mit ønske er, at der bliver lagt mere vægt på designet på elbilerne. Lige nu ligner flere af dem futuristiske ingeniørprojekter, som ikke appellerer til tøserne.

 

Hvordan synes du at bilbranchen formår at markedsføre biler til kvinder?
Jeg er ikke imponeret. Jeg oplevede, da jeg skulle vælge firmabil, at bilsælgeren henvendte sig til min mand. Der er nok en opfattelse af, at kvinder intet ved om biler. Det kan godt være, at kvinder ikke er så gode til at reparere dem, men vi sætter os også ind i, hvad de forskellige biler kan.

 

Hvordan synes du bilbranchen formår at markedsføre el biler?
Uha, det går jo ikke særligt godt lige nu. Mest på grund af regeringens modvilje imod elbiler. Men bilbranchen er derfor heller ikke gearet til at sælge elbiler. Jeg oplever ofte, at jeg ved meget mere om bilen end sælgeren. Bilbranchen skal også forstå, at det er andre informationer, som en elbilskunde efterspørger. De første spørgsmål vil være:

  1. Hvor langt kan den køre på en opladning?
  2. Hvor lang tid tager opladningen og har den hurtiglader?
  3. Hvilke stik kan den oplades med (mormorstik, type 1, type 2, CCS Combo og CHAdeMO)?
  4. Hvordan oplader man hjemme og på farten?

 

Hvis du kunne gøre en forskel for at Danmark kom mere ”op på beatet” mht. Elbiler – hvad ville du så gøre?
Vi må have gang i lobbyarbejdet og få de korrekte fakta på banen. Der er lige nu en masse myter og urigtige informationer om elbiler.
Mit bedste argument for elbiler er, at de bliver mere og mere grønne med tiden efterhånden som elproduktionen bliver mere grøn. Det bliver aldrig tilfældet med de konventionelle fossilbiler.

Marleen Hansen: Jeg elsker mine tre amerikaner biler

Kvindernes Bilmagasin har været på besøg hos Marleen Hansen, som til daglig passer marketingafdelingen hos Terminalen i Taastrup, men når hun har fri, bruger hun al sin tid på sine 3 “amerikanske damer” og klubben “California Dreamers”.

Navn: Marleen Hansen

Alder: 33år

Jobfunktion: Salg & Marketingkoordinator, Terminalen Taastrup

Hestetøjlerne blev udskiftet med hestekræfterne, da Marleen som 15 årig første gang satte sig ind i en amerikanerbil. Lige siden har Marleen været forelsket i amerikanske biler. Jeg var inviteret ud til en lille snak om amerikanerbiler, “kvindehørm” og masser af V8 brøl.

Hvilken bil kører du i dag?
“Lige siden jeg solgte min gamle VW golf, har jeg kun haft amerikanerbiler. I dag har jeg 3 stk  – en Chevrolet Caprice Coupe fra 1977, en Chevrolet 3100 Task Force 1957 og en Chevrolet Suburban 1985. To af dem er “ener-bil”, hvilket vil sige, at den er det eneste eksemplar fra den årgang, som findes i Danmark.

Det er nogle gamle biler, hvad gør du hvis du kommer ud en morgen og bilen ikke vil starte?
“Hvis den ene ikke vil starte, tager jeg bare den anden. Men det sker ikke ret tit, og som regel er det noget, jeg selv kan fikse. Mange mennesker kigger undrende på mig, når jeg hopper ned i motorrummet og går i gang med at skrue, men faktisk elsker jeg selv at kunne finde fejlen. Jeg er ikke udpræget mekaniker, men jeg har lært mig til rigtig mange ting og har ofte kigget drengene over skulderen, når de har skruet på bilerne.”

 

Hvad siger dine veninder om din kærlighed til biler?
“Mine veninder forstår ingenting! De synes, at jeg er mærkelig, når jeg bruger weekend efter weekend på diverse træf. De har meget svært ved at sætte sig ind i alle de ting, vi laver. Men der må jeg bare sige, at jeg er vild med det. Jeg elsker 50´erne, musikken, kjolerne og selvfølgelig bilerne.”

Marleen bruger meget tid sammen med “California Dreamers”, som er en amerikanerbil-klub, der har eksisteret i mere end 20år. Her er hun formand i klubben og har i øjeblikket travlt med at planlægge dette års mange træf. Specielt ét træf glæder hun sig rigtig meget til:

“Vesterås i Sverige er det største træf i verden” fortsætter hun. “Det foregår i uge 27 hvert år, og temperaturen stiger med 2 grader  i byen i den uge, vi er der, fordi der er så mange biler. Hele byen bliver forvandlet til ét stort amerikanerbiler-træf, og folk kommer rejsende fra hele verden. Der kommer så mange mennesker, at den lokale tankstation sælger så mange Hot Dogs den uge, så han i princippet kunne holde lukket resten af året. 1000-vis af amerikanerbiler cruiser op og ned af gaderne, og beboerne flytter spisestuen ud på fortovet om aftenen, for at kunne følge med i de imponerende opvisningsshows. Det er en kæmpe oplevelse, man ikke må snyde sig selv for.”

Hvad tænker du om kvinders forhold til biler generelt, og hvordan har du med bilbranchens måde at markedsføre sig til kvinder på?

“For mit vedkommende kan mine biler nærmest ikke blive store og høje nok. Jeg synes, det er absurd, at så mange kvinder ligger og kører rundt i små mikrobiler. Jeg kan fortælle en sjov historie  –  jeg kom engang kørende i min store Suburban, som er den største bil jeg har, med min kæreste på passagersædet – og pludselig blev vi stoppet af politiet. Betjenten kiggede forbavset ind på min kæreste og spurgte, om han måtte se mit kørekort? Herefter spurgte han, hvordan det kunne være, at jeg kørte min kærestes bil? Var min kæreste ikke i stand til selv at køre den? Hvorefter jeg måtte fortælle ham med stolthed i stemmen, at det nu altså var min bil. Det troede betjenten simpelthen ikke på og måtte til sidst ind på sin computer i bilen for at slå mit registrerings nummer op. Da han kom tilbage, var kan knap så kæphøj og måtte med skam indrømme; “Ja, det er søreme din bil. Fortsæt god aften!”

“Det er som om, at det er to verdener, der mødes. At kvinder kører i store biler, og endda har viden omkring biler, ligger stadig meget fjernt for mænd, Men det skaber stor respekt!”

“Det, der skal til for at ændre den meget mandsdominerede verden, bilbranchen nu engang er, er en holdningsændring blandt mændene. Man kunne eksempelvis starte hos bilsælgerne. Hvis de fik en indsigt i kvindernes økonomi, ønsker og behov, så kunne der blive solgt mange flere – og meget dyrere og større biler – til kvinder.”

Det var fascinerende at mærke Marleens store passion for sine 3 amerikanske “damer”. Det var som om, at jeg glemte tid og sted i de to timer jeg var der, fordi jeg blev lullet ind i en amerikaner-bil-verden. Den kærlighed, hun har til bilerne, de historier hun fortæller og al den energi hun lægger i California Dreamer klubben, bekræfter mig endnu engang i, at vi er mange kvinder derude, der elsker biler!
Og jeg kunne da heller ikke dy mig for lige at høre lyden af en kæmpe stor V8’er, da Marleens fyrede op under den gamle dame. Waauw… det lød så fedt!

 


Marleen hopper tit ned i motorrummet og skruer på bilerne.

 

 

Kvindernes TOP 10

Vi er mange kvinder, der har en helt klar holdning til hvilken bil der er vores favorit. Analysefirmet YouGov har lavet en undersøgelse af danske kvinders TOP 10. Den kigger vi lidt nærmere på her.

Vi kvinder vægter miljø, hestekræfter, sikkerhed og komfort højt når vi vælger ny bil, men hvilke mærker er egentlig vores favoritter?

Se listen her:

  1. Audi
  2. Vokswagen
  3. Volvo
  4. Mercedes-Benz
  5. BMW
  6. Tesla
  7. Toyota
  8. Ford
  9. Opel
  10. Peugeot

Det er vist ingen hemmelighed, at de tyske premium mærker er populære blandt kvinderne. Vi elsker at signalere klasse og udsende masser af signalværdi.
Volvo er landet på en flot 3. plads, som der virkelig er sket meget hos de senere år – specielt designet.
Tesla er landet på en 6. plads. Vi elsker designet og er vilde med ideen om, at vi sender et grønt signal når vi kører el bil.
Loyale Toyota er havnet på en 7. plads, imens populære Ford har sneget sig op på en 8. plads – og Opel og Peugeot lander på en sidste plads.

Til trods for, at vi kvinder giver udtryk for, at vi tænker meget på miljøet når vi vælger bil, så sender analysen et tydeligt signal om, at vi kvinder ikke lader os påvirke af VW’s negative omtale omkring en enkelt omstridt miljøsag.  Nææh.. vi kvinder ved skam godt hvad vi vil ha´!

Kilde: YouGov

Video: Margot Robbie er Nissan’s nye El-bils ambassadør

Skuespillerinde Margot Robbie blev i dag præsenteret som Nissan’s nye El-bils ambassadør. Dette fejres med et imponerende racerløb rundt i Monacos glamourøse gader.

Den australske skuespillerinde Margot Robbie, som bl.a er kendt for filmene “About time” og “The Wolf of Wall Street” er blevet den nye El-bils ambassadør for Nissan. I videoen får hun pulsen til at stige på midnatstur i Monte Carlo’s smukke gader i den nye Nissan BladeGlider.
Den meget hurtige racerbil kan accelerere fra 0-100 km/h på under 5 sek.

Margot Robbie udtalte følgende: “Det er en rigtig spændende tid for elbiler. Flere og flere vælger elbiler og baner vejen for en mere bæredygtig fremtid, og Nissan BladeGlider giver et hint om fremtidens mere intelligente sports-biler”.

Gareth Dunsmore, som er Director of Electric Vehicles hos Nissan Europe, udtalte følgende: “Vi ønsker at inspirere mennesker til at tage små skridt mod renere og mere sikre byer, og samarbejdet med Margot er den perfekte måde at gøre det på.

BladeGlideren er designet af Nissan, som er førende inden for elbiler, og som også er producenten bag verdens mest solgte elbil – Nissan LEAF.

Filmen er en del af kampagnen #ElectrifyTheWorld, som skal få flere mennesker til at tale om bæredygtighed og en tilværelse uden emissioner.

Se filmen her på YouTube

 

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.