KVINDER

Månedens kvinde: Christina Hembo

Udpluk af vognparken

Christina Hembo elsker biler og bruger bilernes design til at blive inspireret, når hun designer smykker. Kvindernes Bilmagasin har mødt Christina til en snak om drømme, iværksætteri, smykker og naturligvis – biler.

Blev gift i en Morris Mascot cabriolet

Christina Hembo fortæller: Min aller første bil var en MG Midget fra 1965, som egentlig ikke var noget prangende. Den bil, jeg husker tilbage på med aller største kærlighed – og som betød noget helt specielt for mig, var min Morris Mascot Cabriolet fra 1977. Den står som noget ganske særligt for mig og minder mig om vores bryllupsdag, hvor vi kørte igennem Londons gader i åben vogn og fyldt med kærlighed til hinanden. Desværre er den ikke en del af vognpakken i dag, da vi valgte at sælge den for mange år siden, for da vi var helt nystartede, havde vi brug for pengene. (Vi kørte i denne bil fra London til Fåborg hvor vi blev gift.)

Læs også interviewet med månedens kvinde Marina Aagaard.

Christina Hembo: Fra iværksætteridé til international virksomhed

Vi startede virksomheden i 2004. Jeg har altid haft en stor glæde i at designe smykker. Jeg er uddannet på The University of the Arts i London, hvor jeg boede og sugede en masse viden til mig. Efter at Claus og jeg flyttede hjem fra London, besluttede vi os for at begynde at designe ure – luksusure i den autentiske, schweiziske kvalitet med ægte diamanter. Jeg designer selv alt, hvad vi sælger og henter inspiration fra nær og fjern. Jeg designede engang en herre-urkollektion ud fra vores Ferrari Testarossa. Ud fra linjerne, feelingen, gearknoppen, fælgene osv. Det havde jeg det rigtig sjovt med. I 2012 kom vi med vores smykke kollektion som i dag er en stor del af virksomhenden.

Min søn blev født i en Ferrari. Næsten.

Jeg husker tilbage til dengang, jeg var gravid med min søn og nærmede mig min terminsdato. Det var sommer og jeg havde været til koncert med ”Die Herren” og rigtig svunget hofterne på dansegulvet. Da jeg kom hjem i seng begyndte det at rumstere meget rundt i maven, og jeg kunne mærke, at det var ved at være tid. Jeg vækkede Claus, som straks sprang ud af sengen, og kort tid efter sad vi i vores Ferrari 412 fra 1986 på vej til fødeafdelingen. Jeg skreg flere gange til Claus, at han måtte køre stærkere og stærkere, for jeg kunne mærke at vores søn var på vej ud.

Vi nåede til hospitalet, Ferrari’en blev smidt henkastet på fortovet, og jeg fik bugseret mig ind på fødeafdelingen, hvor jordmødrene sad og strikkede og bestemt ikke havde travlt. Med stor panik i stemmen fik jeg overbevist dem om, at jeg skulle føde NU, men det tog de meget stille og roligt. Lige indtil jeg kom op at ligge på sengen, så så de hvor langt henne jeg var, og en time senere var vores søn kommet til verden.

Christina Hembo om sine biler

Jeg har mange biler, og jeg elsker biler. Jeg har sammen med min mand samlet en række biler igennem årene. Jeg elsker deres design og deres former – noget, jeg godt kunne savne, når jeg kigger på nutidens biler. De er meget kønsløse og charmeforladte i dag. Bilerne i gamle dage var bare meget mere charmerende. 

En af de ting, jeg elsker aller mest ved vores biler, er deres historie. Hver eneste bil jeg har købt, har en helt særlig historie med sig i bagagen.

Samlingen består af følgende biler:

  • 2x Ferrari 612 Scaglietti OTO 2008, 2009
  • Ferrari 412 1986
  • Ferrari Testarossa
  • Mercedes 230 SL Pagode 1963
  • Mercedes S500 2006
  • London Taxi 1998
  • Unimog brandbil 1970
  • Lancia-Ferrari 8.32 Thema 1990
  • Ferrari 308 GTS 1990
  • Ferrari 550 
  • London Bus årgang 1953

På mit kontor står Testarossa’en og London Taxi´en. Jeg elsker at kigge på bilerne og bruger dem ofte som inspiration. Og så elsker jeg minderne. London Taxi´en kørte vi selv hjem med ungerne og jeg på bagsædet og Claus i chaufførsædet. Den tur glemmer jeg aldrig!

London taxa på kontoret
London bussen står og pynter midt i kontoret hos Christina Jewelry & Watches i Herning
Christina Hembo på hendes kontor
Den røde Ferrari Testarossa står lige bag Christinas skrivebord

Vores Ferrari 412 1986 spottede vi i Frankrig, og vi var solgt på stedet. Det var en ældre fransk gentleman, der havde den, og han ville kun sælge hvis han kunne lide køberen. Andre var blevet afvist. Han ville have den gode fornemmelse i maven af, at køberen, ville tage godt vare på den fine gamle vogn. Vi fik ham dog hurtigt overbevist om, at den bil måtte vi eje. Med bilen fulgte hans cigarer, som franskmanden havde efterladt i bilen. Cigarerne ligger der stadig, da de er en del af bilens historie og er et sjovt minde om den ældre herre og første ejer af bilen.

Christina Hembo og hendes Ferrari
Ferrari 412 1986 som Christina og hendes mand spottede hos en fin ældre herre i Frankrig
Cigaræske fra den oprindelige ejer
Den fine gamle franske mands cigarer ligger stadig i det lille rum i midterkonsollen, og det bliver de ved med.

London bussen bruger vi, når vi er på messer. Der er fadølsanlæg i den ene ende og loungeomårde i den anden. 

Bag om historien, Kvindernes Bilmagasin og Christina Hembo…

Benedicte fra Kvindernes Bilmagasin havde set en smykkeannonce fra Christina Jewelry & Watches, hvor Christina sidder i en gammel Mercedes pagode. Benedicte researchede lidt om Christina og fandt ud af, at den var god nok – der var noget om, at Christina godt kunne lide gamle biler. 

Benedicte tager til Herning for at mødes med Christina og lave et interview, og idet hun åbner døren til kontoret, bliver hun mødt at en Ferrari Testarossa og en London Taxi. Inde midt på kontoret! I foyeren stod der en lille bil fra Legoland.

Herefter blev hun hevet ud i de hemmelige haller, hvor dørene blev åbnet til den vildeste vognpark af utrolig gamle fine og ikke mindst værdifulde, klassiske biler. Wauw, Benedicte havde ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at der var samlet så mange fine biler på ét sted. 

Tænk engang at gå så stille med dørene, og pludselig åbner der sig et skattekammer af fine gamle biler. Det var en stor overraskelse, at biler har været og er en så stor del af Christinas liv. 

Læs mere om Christina Jewelry & Watches her

Autobranchen og EUC Syd vil sikre kvinders trivsel i uddannelsen

EUC syd

EUC Syd i Aabenraa og AutoBranchen Danmark indgår et nyt samarbejde for at sætte fokus på kvinder i autobranchen. Det sker for at imødekomme, at Danmark kommer til at mangle faglærte i fremtiden og for at sikre en bedre kønsfordeling i branchen.

EUC syd

Fremskrivninger siger, at Danmark mangler 60.000 faglærte allerede i 2025. Også autobranchen mangler unge, der kan fylde hullet efter dem, som går på pension. Der skal rekrutteres unge af begge køn, og i forvejen er der ikke mange kvinder i branchen. Derfor vil AutoBranchen Danmark, brancheorganisation for 1200 autoforhandlere, værksteder og autolakerere, i samarbejde med skolerne undersøge trivslen blandt kvinderne på uddannelserne. Formålet er at styrke rekruttering og muligheden for at fastholde kvinderne i autobranchen. Det sker i første omgang med trivselsanalyser udviklet i samarbejde med konsulenthuset LIVING INSTITUTE.

”Kvinderne har brug for at se, at der er karrieremuligheder i autobranchen. Undersøgelserne skal bruges til at se på, om trivslen skal øges på skolerne og måske i virksomhederne, der også skal kende til eventuelle udfordringer i arbejdsmiljøet. Det er et vigtigt samarbejde,” siger Gitte Seeberg, der er adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

EUC Syd er blandt de første skoler i Danmark, som ønsker at undersøge trivslen blandt kvinderne i samarbejde med AutoBranchen Danmark. Håbet er at erhvervsskoler over hele landet kommer med og sætter fokus på kvinder på uddannelsen.

Læs også: Få kvinder i autobrancen – netværk og rollemodeller skal vise karrierevejen

”For os giver det god mening at være med i dette samarbejde, for vi ønsker jo kun det bedste for de brancher, vi arbejder med, og som skole kan vi ikke være ligeglade. Vi kan også se, at manglen på lærlinge begynder at sætte ind, og selvfølgelig må vi alle tage del i at gøre noget. Det er kun naturligt, at vi vil dette samarbejde,” lyder det fra Søren Nees Priisholm, der er afdelingschef på EUC Syd.

I samarbejdet vil EUC Syd påtage sig at undersøge trivslen blandt de unge kvinder på uddannelsen. Både hos dem, der er på uddannelsen, og hos dem, som måske vælger at forlade uddannelsen.

Konsulenthuset LIVING INSTITUTE har medvirket til at udarbejde det spørgeskema, som skal danne grundlag for arbejdet med at forbedre forholdene. Hos LIVING INSTITUTE er de specialister i ”diversity intelligence” – altså at arbejde med diversitet inden for såvel køn som kultur. Her siger partner Jens Rotbøll, at en bedre kønsfordeling ganske enkelt er en nødvendighed.

”Man kan spørge sig selv, om man har råd til at lade være. Når man mangler lærlinge, har man så råd til at ekskludere halvdelen af potentialet? Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det er et faktum, at folk der tænker forskelligt kan lave bedre resultater end folk, der tænker ens,” fortæller Jens Rotbøll. Han tilføjer i øvrigt, at det ikke kun er på værkstedet, at autobranchen har brug for kvinder.

Kilde: Autobranchen Danmark

Marina Aagaard: Månedens bilpassionist – Fra Mazda 121 til Audi A8

Du kender hende formentlig allerede – Marina Aagaard – træningsekspert på blandt andet Danmarks Radio og forfatter til et utal af træningsbøger. Og så er hun i øvrigt kæmpe bilentusiast med smag for god teknik, høj sikkerhed og god kørekomfort.
Jeg var forbi hende til en snak om biler og hvad hendes bilvalg igennem tiden har betydet og givet hende af erfaringer den dag i dag.

Marina Aagaard

Hvad betyder din bil for dig?
”Sådan lige top of mind: er den et arbejdsredskab. Netop fordi jeg kører rigtig mange kilometer årligt, så betyder bilen meget for mig og derfor sætter jeg også pris på god kørekomfort.” Marina Aagaard er bestemt en kvinde, der ved hvad hun vil have og hendes præferencer er klare, da jeg spurgte, hvad hendes nuværende bil betyder for hende. ”Bilen er et redskab. Jeg er imponeret over maskineriet og teknikken i en bil. Særligt komfort på de lange kørerturer for eksempel langs Autobahn, der nyder jeg at kunne mærke at bilen trækker. Audien jeg har nu ligger utroligt fast på vejen – nærmest som en sugekop.”

”Min bil har blandt andet automatgear, hvilket er rigtig godt ved køkørsel. Jeg kører dog også af og til i biler med manuelt gear, hvilket jeg også godt kan lide. Og så kører jeg ligeledes ofte uden fartpilot, men så er der jo benzinøkonomien, den smerte bider jeg i mig. Sikkerheden i en bil er også vigtig for mig. Jeg føler sig mig mere tryg i en større, solid bil”. 

Bilhistorik: Hvilke biler har du haft indtil nu, som har gjort at du i dag kører i Audi A8?
”Jeg startede i sin tid med en mikrobil – en Mazda 121 så blev det en 323 – som vi lånte af svigerforældrene – og derefter købte jeg en Mazda 626. En virkelig dejlig bil og billigere end Volvo, som jeg ellers var vokset op med.

Mazda 121 Foto: Arkiv

Efter nogle år skiftede jeg til en Mazda 626 GLX

Mazda 625 GLS Foto: Arkiv

Min mand har boet i Tyskland og kørte Audi hvortil vi først havde en Audi 100, så en A6 og så fik vi en Volvo S80 T6– den var der godt ryk i.” 

Volvo S80 Foto: Arkiv

”Så fik vi en A8 4,2 benzin– en brugt en. I en A8 er motoren ikke til at slide op – det var tilbage i 2000. De mekaniske dele og motoren fungerede bare – åååh. 
Derfor er min nuværende bil også en A8’er, nu bare en mere økonomisk diesel model.”

Audi A8 4,2 Foto: Arkiv

Og det er i sandhed en bilpassionist vi besøgte, for Marina Aagaard rundede sin bilgennemgang af med at sige: ” Jeg kører også i alt muligt andet. Somme tider er jeg chauffør for vores venner og så får jeg lov til at prøvekøre deres biler. Jeg har blandt andet kørt i Jaguar, Porsche og Masserati”, sluttede hun smilende af. 

For Marina Aagaard er biler ikke bare et transportmiddel til at komme fra A til B. Hun har sammen med hendes mand været på flere bilmuseer i blandt andet Tyskland og Italien. Hun anbefaler med stor glæde, at tage til Autostadt Wolfsburg (Volkswagen Groups hovedsæde med produktion og mulighed for at få rundvisninger på fabrikken). Læs mere om Autostadt Wolfsburg på linkether

De har ligeledes besøgt nedenstående steder – måske det kunne være nogle seværdigheder til sommerens kør-selv-ferie.

Audi Museum i Ingolstadt

Porsche Museum i Stuttgart

Mercedes-Benz Museum, også i Stuttgart 

BMW Welt i München

Museo Enzo Ferrari i Modena, Italien 

Efter en snak om biler gik vi udenfor, hvor Marina Aagaard gennemgik hvordan man indstiller en korrekt kørestilling i sin bil. Her fik vi en snak om hvad flere timers kørsel betyder for kroppens blodomløb og hvilke fysiske negative følger det kan have, når man sidder fastspændt i et sæde i længere tid af gangen. Læs artiklen ”Køresko, åbne vinkler og afslappede skuldre – sid rigtigt når du kører” her.

Du kan læse mere om Marina Aagaard på hendes blog her: http://marinaaagaardblog.com/

Josefine Lützau: Min Golf 6R´er giver mig ro i sjælen

Golf 6R

22- årige Josefine Lützau er Danmarks bedst rangerede kvindelige freerider. Lige nu er hun draget sydpå for at udleve sin drøm om at kvalificere sig til Freeride World Tour. Hun elsker biler og kører til daglig i en Golf 6R. Vi bringer anden del af interviewet fra det hyggelige café-møde på Frederiksberg til en snak om skisport og fede biler.

Golf 6R

Skisport=fede biler
Jeg har altid synes, at biler er fede. Jeg har altid kombineret skisport med fede biler. Der er en naturlig parallel iblandt skisport og vinterbiler. Der er mange bilmærker, der har været sponsorer igennem tiden til de forskellige ski-events, så jeg har været vant til at omgås dyre biler. Jeg har altid være meget privilegeret og fået lov til at køre dyre, lækre biler. Men det er søreme heller ikke kommet af sig selv. Hvis du vil noget her i livet, så kan man ikke sidde og vente på, at andre kommer og gør det for dig, – du må tage sagen i egen hånd. Den eneste der kan ændre din situation, er dig selv.
Jeg kan ikke leve uden min bil. Når vi er afsted på tour og kører fra destination til destination, er jeg dybt afhængig. Bilen er alfa-omega for, at jeg kan komme rundt til min konkurrencer. Destinationerne er ufremkommelige, hvis ikke jeg har en bil, og jeg har rigtig meget udstyr med. Bilen giver mig en frihed og en ro, så jeg kan fokusere på mit skiløb. Jeg kører derudaf som en rigtig landevejsridder i løbet af vinteren.

Bilen er pakket til randen. Tagboksen er fyldt med ski, og bagagerummet er fyldt med bags og alt mit udstyr. Udover snekæder, skitøj, goggles, hue og handsker er der alt mit lavineudstyr. Når man kører offpiste, har man rigtig meget sikkerhedsudstyr med – en airbag hvis man bliver begravet i en lavine, en skovl, lavine-beeper, en sonde (markeringspind) og walkie-talkier. Det fylder alt sammen i bagagerummet.

I denne sæson har jeg været så heldig at få stillet en VW Golf 6R til rådighed. En super hurtig bil, som virkelig kan flytte sig. Jeg ser frem til at give den gas på den tyske Autobahn ned igennem Europa. Den er firhjulstrukket, så jeg er ikke sikker på, at jeg får behov for snekæderne. Den er til gengæld sænket i undervognen, så jeg er ret spændt på. hvordan den reagerer i snedyngerne, når jeg rammer alperne.

Som ekstrem sportsudøver har jeg behov for en ekstrem bil, så med min Golf 6R føler jeg mig fortrøstningsfuld, og jeg har en god mavefornemmelse overfor den forestående skisæson.

Læs også: Josefine Lützau – Jeg er min egen lykkes smed

Hvordan får du dit drive?
En indre fascination. Jeg ser det som et arbejde med mig selv – en personlig udvikling. Skiløb har givet mig så meget på det personlige plan. Free-ride verdenen er et sundt miljø, man bliver bundet sammen og får en naturlig nysgerrighed overfor andre mennesker. Alle hjælper hinanden. Selvom vi er konkurrenter, så står vi sammen. Jeg havde aldrig gjort det, hvis det ikke havde været for alt det udenom. Det er hele pakken. Jeg har lært utrolig meget på det personlige- og det menneskelige plan.

Nøglen til at bæredygtig udvikling
Jeg fokuserer ikke nødvendigvis på målet om at være den bedste. For mig er det vigtigere, at jeg gør mig umage på selve vejen hen til målet og ikke selve målet.  Når jeg kommer ned i bunden af et løb, så vil jeg vide med mig selv, at jeg har gjort ALT, hvad jeg kunne for at skabe de bedste resultater.

Hvad er din drøm? ( Josefine får Chili con Carnen serveret og pludselig kommer den rene after-ski stemning på bordet. )
Helt klart at jeg kan kvalificere mig til den professionelle World Tour. Jeg vil gerne finde en måde at kombinere skiløb og uddannelse. Jeg har brug for mere stimulans end blot skiløbet og har derfor valgt statskundskab. Jeg elsker at være beskæftiget – hellere lidt for meget end lidt for lidt. Jeg har ambitioner om at gå Public affairs-vejen eller varetage politiske interesser hos virksomheder. 
På et tidspunkt skal jeg også have børn. Jeg er ikke skruk, men jeg har en dejlig kæreste, og det er et stort samtaleemne blandt veninderne – så jeg kommer helt sikkert til at stifte familien en dag. Men ski kommer i første række!

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Specialcars.dk

Kvindenetværk styrker kvalifikationerne i motorsporten

Motorsport

Fair, fun & female er navnet på et nyt netværk i motorsporten, der skal gøre det nemmere og endnu sjovere at være kvinde i en – lad os indrømme det – mandsdomineret sport.

Motorsport

Gennem en serie af netværksmøder og events får de danske motorsportskvinder bredere indsigt i sporten, mulighed for at lære om fysisk og mental træning, om køreteknik og teknisk indsigt. Formålet er at styrke fællesskabet mellem kvinderne – frivillige som aktive.

For selvom der har været kvinder i sporten i årevis, og indtil flere markerer sig helt fremme i en af de få sportsgrene, hvor kvinder kan konkurrere med mænd på lige vilkår, så kunne der være endnu flere kvinder, mener Line Sønderskov, Majbritt Linnemann og Carina Møller, der står bag netværket Fair, fun and female.

“Jeg vil gøre det mere “almindeligt”, at der optræder kvinder i motorsport. Som kører påvirker det mig, at der ikke er så mange, og det synes jeg er forkert. Mest af alt er det forkert, fordi der ikke er noget fysisk, der fraholder kvinder at præstere på samme vilkår som mænd,” siger Line Sønderskov, der selv er aktiv i banesportsklassen Formel 5.

“Jeg håber naturligvis, at der kommer flere ind i motorsport, også som officials og frivillige. Kommer der flere kvindelige kørere gennem vores arbejde, vil det naturligvis også være et plus. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ønsker at konkurrere på samme vilkår som drengene, og har altid set mig selv som en del af drengene. Der skal ingen forskelsbehandling være,” siger hun videre.

Indtil videre er der planlagt events til foråret og til efteråret. Den første skal forberede kvindelige aktive på sæsonen, de går ind til med fokus på køretræning, fysik og mentalitet. Den anden er sigtet mod at forberede arbejdet frem mod en ny sæson, herunder med sponsorsøgning.

Læs også: Få kvinder i autobranchen – Netværk og rollemodeller skal vise karrierevejen

Også en række gå-hjem-møder er i støbeskeen, og de kommer fortrinsvist til at foregå hos klubber og racerteams. Netværket er et af mange tiltag i DASU i forbindelse med de kommende års strategiaftale med DIF, Danmarks Idrætsforbund. 

“Vi har som erklæret strategimål, at vi skal rekruttere nye medlemmer, herunder kvinder. Men selv hvis vi ikke havde dette mål, ville dette initiativ være yderst velkomment. Det er vigtigt for os i DASU, at vi har en bredde i medlemsskaren, så giver dette initiativ bare et par flere kvinder bag rattene eller som frivillige, så har vi nået meget. Det er først og fremmest vores håb, at dette netværk giver kvinderne en højere grad af fællesskabsfølelse, og kan det klæde dem ekstra godt på til de kommende sæsoner, så er det bare en bonus,” siger DASUs bestyrelsesmedlem Brigitte Klintskov Jerkel, der selv er aktiv kører, når tiden tillader det.

Du kan følge Fair, fun and female i Facebook-gruppen her.

Om Fair, fun and female

Fair, fun and female er navnet på det initiativ, der er stiftet i DASU. Bag projektet står Line Søndergaard (F5), Majbritt Linnemann (rallycross) og Carina Møller (DASUs sekretariat). Projektet søsættes i 2019 og løber tre år.

Fakta

Faktaboks Line Sønderskov
20 år gammel
Har kørt tre sæsoner i Formel 5, før det karting, bl.a. Rotax Max Challenge.
Medlem af AAS

Faktaboks Majbritt Linnemann
21 år gammel
Har deltaget i folkerace og rallycross, og blev 3’er i DM 2018.
Medlem af MNJ

Faktaboks Carina Møller
37 år gammel
Codriver siden 1997, og arbejdet i DASU siden juni 2015.

Fototekst: Line Sønderskov, Majbritt Linnemann og Carina Møller.
Foto: Morten Alstrup

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.