KVINDER

Christiane Vejlø: Min bil er min gadget

Danmarks elektronikdronning klatrede i træer og legede med biler som barn. Hun har altid være fascineret af det digitale univers og til daglig arbejder hun som radiovært, foredragsholder og chefredaktør på tech-sitet Elektronista.dk. Kvindernes Bilmagasin har mødt Christiane Vejlø til en snak om gadgets, biler og fremtidens mobilitet. 

Christiane Vejlø
Fotograf Sif Meincke www.sifmeincke.dk

Fascineret af det Digitale Univers.
Jeg har lige siden jeg var lille altid interesseret mig for det digitale univers. Det har altid ligget til mig at være som drengene. Som lille legede jeg med biler og klatrede i træer. Min fætter havde en Commadore 64, som jeg kiggede langt efter. Jeg begyndte at læse religionsvidenskab på universet samtidig med, at jeg skrev artikler om internettet. Jeg havde allerede forudset socialisering i en online verden dengang og begyndte at læse medievidenskab. Jeg begyndte som en af de første i Danmark at skrive om communities og socialisering inden det rigtig fandtes. Ja på det tidspunkt fandtes der kun Hestenettet og diverse dating sites som Scor.dk og Dating.dk. Siden hen kom Arto.dk og derefter Facebook som vi alle kender i dag.


Jeg elsker biler
Jeg har altid synes at biler er fede og betragter dem som en stor gadget. Jeg startede som helt ung med at køre go-cart og tog derefter racerlicens. Jeg ønskede dengang at drive det til noget, men jeg kom aldrig rigtig videre med det. Det er en meget dyr hobby. Til gengæld har jeg været så heldig at få lov at køre på nogle af verdens fedeste racerbaner, såsom Ferraris tracks i Modena med Formel 1, Lotus Track i England i en Lotus Elise, (den samme som Prins Joakim har i racing green) og Formel 3 bil i Bangkok.


Brian-typerne i Esbjerg giver mig thumbs-up

Til daglig kører jeg rundt i min SEAT FR og jeg elsker min bil. En SEAT FR er jo en spansk designet bil og jeg synes man får rigtig meget bil for pengene. Jeg ønskede at skille mig ud fra mængden og derfor faldt valget på den. Den har lækre sports sæder, sportsmåtter og røde syninger i sæderne. Og så er der lige det med farven. Normalt synes jeg, at en bil kun kan være rød hvis det er en Ferrari, men denne går an, fordi den har en flot skinnende metalfarve i sig. Og så giver den mig street credit når Brian-typerne i Esbjerg i deres sænkede Golf eller Leon giver mig ”thumbs up” når jeg holder og venter for rødt. Jeg er sikker på, at det er de fede fælge der gør det.

Christianes røde SEAT Ibiza FR

Kører en elektronik-nørd som dig elbil?
Min familie har et sommerhus ved Vesterhavet, hvor jeg elsker at tilbringe min fritid. Der går ikke offentlig transport og der er simpelthen ikke nok rækkevidde i en elbil. Hvis jeg boede i en lille landsby uden for København og havde 10 km på arbejde, ville det være fint med en elbil. Ligeså snart der kommer batterier som kan køre væsentlig mere end de 500 km, så tipper det over, og så vil vi for alvor se elbils-salget komme i gang.

Læs også: SEAT Ibiza FR gør en fuldvoksen mand blød i knæene!

Hvilken elbil hælder du mest til?
Vi mangler lidt en in-between elbil. Tesla er fed, men for dyr og Nissan Leaf og Toyota Prius er for kedelige. Men hvis fx, SEAT kom med en cool lille elbil, som man også kunne betale, så tror jeg det ville være et hit.
Så er der jo også hybridbilerne, men de er for tunge, og de er i en mellemperiode mellem benzinbiler og elbiler. Et såkaldt springbræt. Og jeg ville i den grad have store bekymringer om gensalgsværdien, hvis jeg pludselig stod og skulle af med den igen. Jeg tror hybridbilerne bliver hurtigt out-dated ligesom den moderne teknologi i dag.

Selvkørende biler
Vi ser det allerede – jeg har adaptiv cruise-control i min bil og jeg elsker den. Det er den rene kognitive energibesparelse, som gør mig mindre træt og jeg vil absolut ikke være den foruden. Systemerne bliver sluset mere og mere ind i vores biler. Men der går et stykke tid før den kører helt selv. Det starter i et begrænset omfang. DTU har allerede selvkørende busser der ligger og kører A-B ruter. Men det helt store spørgsmål er etikken i alt dette her. Selvkørende biler kører mere sikkert end mennesker. Men hvad hvis den kører galt? Hvorfor er det værre når maskinen kører galt end når mennesket kører galt? Jeg tror, det er fordi vi ikke kan sige hvis skyld det er. Men skal vi placere skylden? Forsikringsselskaber er i hvert fald nødt til at vi det. Og hvad med straffen? Man kan jo ikke straffe kunstig intelligens.

Statsministerens udsagn
Lars Løkke har meldt ud at i 2030 skal alle biler være elbiler. Når man tænker på infrastruktur og alle de ladestandere, som skal kunne lade bilerne op i byerne, hvad tænker du så om det?
Bilbranchen rider ikke den dag de sadler. Men respekt for at han sætter et mål, som er signalværdi i sig selv. Det er både modigt og sejt. Jeg tror ikke at de kan leve op til det. Regeringen gør ikke helt det der skal til for at ramme miljømålene, men de er gode til at tale om dem. Klimakrisen er selvskabt og kommer udefra og er vores allesammens problem, så jeg synes det er op til hver enkelt at sætte fokus på en mere bæredygtig livsstil.

Bilbranchen vs. netflix
Vi er nysgerrige på, hvordan fremtiden ser ud. Hvor hurtigt kommer ændringer til at ske?
Der er kommet mange elbiler om 10 år, men ikke i så stort omfang som Lars Løkke ønsker det. Der vil jo også stadig være et stort brugtbilsmarked at tage hensyn til. Hvis der lige pludselig dukker en superfed løsning op, vi ikke har set før, som distrupter hele markedet såsom Netflix – det har taget ganske få år at blive en streaming-nation – så tør jeg ikke udelukke det. Vi har set før at vanerne kan ændre sig i takt med teknologien.

Debat: Kære bilsælger, så lyt dog til mig

Undersøgelser viser, at kvinderne tager 80% af købsbeslutningerne i familierne i dag. Hvordan kommer bilbranchen og bilsælgere det segment i møde? Her fortæller 49-årige Christina om sin oplevelse på en helt almindelig dag, i en helt almindelig bilforretning.

bilsælger

Hvordan er det nu lige med kvinder og biler?

Ja, det er der mange fordomme omkring og de lever i bedste velgående blandt bilsælgere – Det ved jeg, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har hørt om dem og oplevet det.

Vi kender alle de dårlige vittigheder, vi har endda hørt dem mange gange. Engang imellem ryster man overbærende på hovedet, andre gange lukker man bare af for det. Men så er der især de gange, hvor man rent faktisk bliver godt og grundig vred over ikke at blive taget alvorlig.

Min mand og jeg var for nogen år tilbage ude for at se på bil. Vi havde inden da pejlet os ind på et bilmærke og en model, og da det var en bil, som jeg skulle køre i, havde jeg tjekket op på både importørens og bilforhandlerens hjemmeside. Jeg havde undersøgt de forskellige motorstørrelser og udstyr, som man kunne vælge imellem.

Da vi ankommer til bilforhandleren og finder en ledig bilsælger, henvender han sig straks til min mand. Vi gør så opmærksom på, at det er mig, vi kigger på bil til, og sælgeren koncentrerer sig derefter om at fortælle, at der er rigtig god plads og stort bagagerum.

Det kan vi altså godt selv se. Jeg spørger så ind til de forskellige udstyrspakker alt efter, hvilken model vi vælger, og det er her, jeg nu finder ud af, at det rent faktisk er mig, der ved mere om bilen end sælgeren! Det kan da vel ikke passe, tænker jeg.

Min mand står lidt på afstand og trækker på smilebåndet for han har set det før, og han ved hvor meget det irriterer mig. Sælgeren har altså ikke læst på lektien, og han siger flere gange, at der er ting, der ikke hører med i pakken, selvom det viser sig at være det modsatte.

Så var der også dengang, hvor jeg ankom med min bil til værkstedet, fordi der var en lampe, der lyste. Jeg havde skam haft fat i instruktionsbogen, inden jeg kørte afsted, og kunne se at bilen skulle en tur til mekanikeren. Men da jeg indfandt mig dér, blev jeg spurgt sådan lidt med et smøret grin, “om jeg havde prøvet at trykke på den knap, der hører til, for så løser problemet sig nok”! Selvfølgelig havde jeg det – og nej lampen stoppede ikke med at lyse af den grund.

Tilbage til sælgeren i bilforhandleren. Én ting var han ihvertfald sikker på – troede han.
“Kvinder og biler = farven RØD”.
Men der kunne han altså ikke have taget mere fejl.

Christina Schach har bla. kørt Alfa Romero Giulietta, Audi A5, Peugeot og Fiat igennem tiden. I dag kører hunRenault Kadjar.

Amanda Bodenhoff: Der er så meget mænd ik forstår

21-årige Amanda Bodenhoff kører Fiat 500 og er vild med fodbold. Hendes store drøm er engang at blive sportsjournalist. I dag arbejder hun som radiovært på Nord FM, og så er hun stadion-speaker for Lyngby Boldklub. Kvindernes Bilmagasin har mødt Amanda til en lille snak om det, som mænd ikke forstår.

Amanda Bodenhoff er vokset op i sin fars bagerforretning, hvor hun ofte lå og sov om natten på melsækkene ude i baglokalet. Hun har  har en kæmpe passion for fodbold og er vant til den hårde tone, som ofte er i fodboldverden. ”Jeg har været vant til jargonen fra min barndom i min fars bagerforretning, og det har helt klart været med til at gøre mig til den stærke og målbevidste kvinde, jeg er i dag. Amanda arbejder som den eneste kvindelige stadion-speaker i Danmark hos Lyngby Fodboldklub. “Og ja, fodbold er en mandeting, og fordi jeg er enlig kvinde i en mandeverden, bliver der “kørt” lidt på mig. Men når jeg så har vist mit værd, opnår jeg til gengæld den dybeste respekt. Det er ret sejt!”

 

Tager ikke nej for et nej.
Jeg husker, jeg engang ringede til en fodboldklub for at høre, om de ikke manglede en speaker. Jeg fik lov at komme på prøve, og det gik smadder godt og var mega fedt.
Men Amanda hørte aldrig mere fra folboldklubben. Hun undrede sig meget, fordi hun syntes, det var gået så godt.
”Da jeg ringede til dem, sagde de, at de syntes også, det var gået rigtig godt, men de syntes ikke, at kvindestemmen passede ind på stadion. Det passede ikke Amanda, og det gav hende endnu mere blod på tanden til at gå efter sit drømmejob som stadion-speaker. “Jeg skulle virkelig ud og vise, at det var den forkerte beslutning, de havde taget.
I dag arbejder Amanda som radiovært på Nord FM sideløbende med, at hun er stadionspeaker hos Lyngby Boldklub.

 

Min bil er mit pusterum
Amanda er vild med at køre bil. Selvom hun kun har få kilometer til arbejde, tanker hun bilen op flere gange om ugen. ”Jeg elsker min bil, og når jeg virkelig skal koble af og lade op, køber jeg mig en kaffe latte, sætter min playliste på i bilen og suser derud af. Det er dyrt i benzin ja, men det er simpelthen min måde af koble af på. ”

Amandas lille røde Fiat 500 betyder alt for hende. I det hele taget betyder farven rød meget for hende. ” Du kan selv se, jeg er meget glad for rød” siger Amanda under interviewet og peger på sin røde cowboy jakke. ”Det var vigtigt for mig at få en bil, der passer min røde stil ”.

Biler er ikke en mandeting
Amanda påpeger, at i gamle dage var biler kun for mænd. Men i dag er biler helt sikkert også for kvinder. ”Kvinder elsker fede biler, og de elsker at udrykke sig igennem en fed bil, og det betyder meget for kvinder, at de har en lækker bil, som de kan nyde i hverdagen”. Når Amanda vælger bil, går hun udelukkende efter designet. “Hverken hestekræfter eller brændstoføkonomi tænker man ikke på, når man vælger en Fiat 500.
Den moderne kvinde i dag går ret meget op i hvilken bil, de kører rundt i, og det signalerer noget ret sejt at køre rundt i lækre biler. Kvinderne i dag er blevet mere selvstændige og får bil i en tidligere alder end før. “Selv har jeg lige investeret i et månedskort til Washworld i Farum, hvor jeg kører op og vasker bil op til flere gange om ugen. –  og helt bevidst har jeg valgt Farum, så jeg får mine lange køreture derop. Det er ikke sikkert, at det er så godt for lakken, at jeg vasker den så tit, men jeg elsker følelsen af en ren bil, og min bil skal altid stå knivskarpt”

Det drømmer jeg om
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive sportsjournalist. Lige nu arbejder jeg på at lave sports-podcasts sammen med stand-up komiker og foredragsholder, Mette Frobenius.  Her skal vi besøge omklædningsrummene hos fyrene i 14 superliga fodboldklubber og tage pulsen på mandehørmen. Jeg tænker, at det er en god start på en sportsjournalist-drøm.

Interview: Szhirleys labre muskelbil, KIA Sportage

Szhirley tjekker olie og sparker dæk. Hun mestrer en OL-værdig parallelparkering og vil have flere kvinder i store biler. Kvindernes Bilmagasin har mødt Szhirley og hendes KIA Sportage, til en snak om truckertendenser og biler med balls.

Szhirley står i sommertøj foran sin muskelbil, Kia Sportage

Forestil dig en kæmpe, behåret trucker. Sådan én med seriøs hang til motorer, maskiner og mekanik. Sådan én gemmer Szhirley på. Helt inde ved hjertet. Der sidder han. I sin fullsize 18-hjuls lastvogn og har hiphop i blodet. Neglene er blå og hælene er høje. 41-årige Szhirley er en kvinde med benzin og hestekræfter – og det skal helst kunne mærkes helt ud i hårrødderne, når hun krammer rattet og masserer gearstangen i hendes KIA Sportage fra 2017.

Læs også: KIA Sportage – Fuck Konebilen

Laber muskelmaskine
Kvindernes Bilmagasin har haft den fine KIA Sportage i hænderne før, men den hurtige frøkens komfortable udstyr kan sagtens tåle endnu mere spalteplads. Szhirleys KIA Sportage har sorte lædersæder, bakkamera og touchskærm. Den har også varme i sæder og rat, ergonomisk cockpit og lækre detaljer såsom aluminiumsfinish på pedalerne og perforeret læder på rattet.

Og er du typen, der altid må grave efter bilnøglen, vil du elske KIA Sportage. Den raffinerede SUV har komfort-adgang, så dørene låses op når du nærmer dig bilen. Det lyder som sød musik i vores ører, og den labre sangerinde klapper da også begejstret i sine hænder, da vi spørger ind til designet.
”Sportagen har et design, der passer godt til kvinder. Den er vildt sexet. Og mænd synes ikke, den er for fimset. Den ser ud som om, den er klar på at tage ud i skoven og køre offroad, og det elsker jeg ved den.”

Men når man fysisk er en lille sangerinde som Szhirley, ville det måske være nærliggende at smøre sig selv ned i en lille KIA Picanto? Szhirley kigger olmt på os:

”Jeg er lille og ikke særlig høj. Men jeg er fucking stærk. Det skal min bil også være. Sportagen er jo en rigtig laber muskelmaskine, og jeg er vild med muskler og power, så den her bil passer perfekt til mig.”

Et ekstra hjem

Den robuste bil kan dog andet end at spille med musklerne og tage på skovtur. Sportagens fortræffelige rummelighed er nemlig blevet en udvidet version af sangerindens lejlighed i København og kolonihaven i Dragør.

”Mine to drenge har deres skateboards og hjelme i bilen – og jeg har altid tøj og stiletter, så jeg lige kan komme op og se lidt fiffi ud.” Szhirley knipser med fingrene, så hendes guldøreringe slår et smut henover øreflipperne og tilføjer:

”Og så et halvt ton vådservietter og ekstra tøj når man har børn. Den kan virkelig rumme det hele, uden at vi drukner”

Læs også: Vi lancerer Female Drivers Club

 

Føler sin bil

KIA Danmark beskriver selv deres Sportage som ”en stor SUV med masser af detaljer”. Det nikker Szhirley genkendende til. Hun er især glad for den elektroniske håndbremse og det sjette gear.

”Jeg kan godt føle, at min gearkasse og kobling er en del af min krop, og så er det enormt irriterende at sidde i en bil og fornemme, at bilen beder om noget ekstra styrke. Det kan jeg give min Sportage. Jeg lytter meget efter, mærker bilen og fornemmer, hvad den har lyst til. Om den kører godt eller arbejder lidt for hårdt. Jeg har altid haft manuelt gear i mine biler. Jeg skal kunne føle min bil, når jeg kører den.”

Elsker at parallelparkere

En solid trucker der føler sin bil. Men så sidder parallelparkeringens svære kunst vel limet fast til rygraden?

”Inde i byen er der jo så tight, men jeg er en mesterparkerer. Jeg kan parkere de smalleste steder.” Og mesterparkereren stopper gerne op og hjælper folk, der er gået kolde i parkeringen.

”Jeg kan lære alle at parallelparkere – og jeg ville være svært skuffet, hvis jeg havde sådan en feature, der parkerede for mig. Jeg kan godt lide at mærke min bil.”

Olie, dæk og dirty work

Tilbage i 90’erne boede Szhirley i Texas som udvekslingsstuderende hos en familie, der havde olie på fingrene og trucks i blodet. Familiens overhoved kørte lastbil for Texas Overnight Express, og Szhirley var ofte med på tur. Hun fik hurtigt smag for at rode med biler, som familiens sønner, og i dag er det også den erfarne R&B-sangerinde, der står for vedligeholdelsen af familiens firhjulede.

”Jeg møder virkelig undrende blikke, når jeg fortæller venner og veninder, at det er mig der skifter olie på bilen. Jeg tjekker også dæktryk og sprinklervæske. De fleste biler er jo så intelligente i dag. De fortæller dig, hvornår du skal tjekke op. Det er jo dirty work at pille på biler, men jeg synes, det er alletiders. Kvinder er måske bange for at gøre noget forkert. Men det kan du nærmest ikke.”

Kvinder skal ikke være bange for biler

Og bange for biler, skal man absolut ikke være, hvis man spørger Szhirley. Hun ærgrer sig over, at der ikke er flere kvinder, der kører SUV.

”Det er synd. For hvis de tror, de ikke kan klare en stor SUV, så tager de fejl. De skal bare prøve at sætte sig op i den. Når jeg sætter mig ind i min bil, smelter jeg nærmest sammen med den.”

Der er ingen tvivl om, at den labre muskelmaskine passer godt til Szhirley.

”Jeg føler mig vildt privilegeret, når jeg sætter mig ind i min KIA Sportage. Jeg glæder mig hver gang, jeg kommer ud til den, træder på pedalen og mærker styrken. Hold kæft, hvor føles det fedt.
Den her bil har balls.”

Szhirley driver i dag en fantastisk smykkevirksomhed, Dropps by Szhirley.

Co-driver Line Lykke Jensen: Jeg er aldrig bange

32-årige Co-driver Line Lykke Jensen er født ind i rally-sporten. Til daglig arbejder hun som Nordic Demand Planner & Logistics Coordinator ved Estee Lauder Cosmetics, og når hun ikke sidder på sin pind, bruger hun al sin fritid som Co-driver for rallykører, Jacob Madsen. Vi har mødt Line i et interview om, hvordan det er altid at sidde ved siden af og det, at hun aldrig er bange.

Hvordan er det at være Co-driver i dansk rally?
I Danmark er det størrelsesmæssigt set en mindre opgave, fordi vi typisk har alt overstået på en dag, hvorimod i udlandet kører man et løb over 2 dage. Det gør det ikke mindre udfordrende, men det bliver en noget mere koncentreret opgave. Jeg vil være den bedste til mit virke som co-driver, så det er det, jeg fokuserer på.

Hvordan startede din interesse?
Jeg er født ind i sporten. Mine forældre kørte sammen, før jeg blev født og har fortsat lige siden – bortset fra et enkelt års pause. Jeg var ellers til heste, da jeg var yngre, men måtte lægge det på hylden grundet studier, og da jeg var ved at være færdig som ingeniør, manglede jeg noget at beskæftige mig med i min fritid, og så valgte jeg at prøve at være co-driver. Det har så holdt ved lige siden.

Hvordan er det at være kvinde i en meget mandsdomineret verden?
Jeg er vant til det. Jeg læste på HTX hvor 90% var mænd, og jeg tog en videregående uddannelse, hvor 75% var mænd. Jeg føler mig egentligt bedst tilpas i en mandsdomineret verden, for man kan snakke frit fra hjertet, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Jeg elsker den form for ligefremhed, da det er meget sådan, jeg selv er som person. Jeg kan godt lide, at man ikke altid skal pakke tingene så pænt ind.

Hvad siger dine veninder?
De synes, det er super fedt, men de vil også gerne have, at jeg passer på mig selv. Nogen har haft svært ved at forstå al den tid, jeg bruger på det, imens andre bare synes, det er super fedt, så længe de ikke bliver tvunget til at bruge en hel dag på at kigge på biler. Men jeg har også mistet veninder på det, simpelthen fordi de ikke forstår mit valg og den tid, jeg bruger på en hobby. For mig er det bare ikke en hobby – det er en livsstil. Og jeg elsker alt ved det! Når jeg ikke arbejder, så bruger jeg tid på et eller andet, der har med rally at gøre. Det kan være alt fra forberedelse til næste løb, til opdatering af hjemmeside/facebook og til søgning af sponsorer. Derudover skal kroppen også holdes ved lige, så træningen betyder også meget.

Når man kører rally, kører man ikke på lukket bane, men på offentlige veje – uden for meget afskærmning og bander. Er du aldrig bange for, at det skal gå galt?
Jeg er ikke bange og har aldrig været det. Man skal respektere, at det kan have konsekvenser, når man dyrker en sport med høj hastighed. Begynder man at blive bange for, hvad der kan ske, så synes jeg, at man skal stoppe med at køre. Chancen er der – det ved man jo – og jeg har også prøvet at køre alvorligt af, men sikkerheden er så høj i disse biler, så det er virkelig sjældent, at det går rigtig galt. De fleste gange, jeg har været kørt af i en rallybil, har jeg kunne stige ud af bilen uden en eneste skramme. Man er mere irriteret over, at man ikke kan komme i mål. Da Jacob og jeg kørte galt i starten af 2017 og endte på sygehuset, sad vi inde på hans stue dagen efter og talte om, hvordan vi hurtigst muligt kunne komme tilbage i rallybilen igen –  på trods af, at han havde brækket to lændehvirvler. Jeg ringede til min veninde et par dage efter jeg var udskrevet og fortalte hende, hvor irriteret jeg var over, at vi nu måtte tage en ufrivillig pause. Det siger vidst lidt om den mentalitet, jeg har.

Hvordan synes du, at bilbranchen formår at markedsføre sig til kvinder?
Altså,  jeg synes reklamerne i dag er meget kønsløse. De henvender sig hverken til mænd eller kvinder, det bliver sådan meget neutralt. Men på den anden side – det er svært at vælge side, for begge parter har jo stor indflydelse på køb af bil i dag i de fleste hjem. Jeg har arbejdet som sælger for BMW, og når mændene tog deres partner med for at købe bil, var hun typisk mest interesseret i de praktiske ting. Jeg forsøgte at henvende mig til hende for at inddrage hende, og det virkede!  De virkede interesserede når jeg fremviste bilen. Men jeg tror generelt, det er svært for branchen at få tiltrukket kvinderne, fordi de fleste kvinder bare ser deres bil som noget, der skal bringe dem fra A til B – og så skal den være praktisk!

Hvad tænker du i det hele taget om Biler & Kvinder? (gamle myter, fordomme osv.)
I gymnasiet var der ingen af drengene, der ville snakke biler med mig, for jeg vidste nærmest mere end dem. Men jeg møder stadig mange fordomme, især i forbindelse med rally, men jeg er vant til det. Jeg kan faktisk godt lide at overraske folk, når jeg kan svare på de spørgsmål de stiller omkring vores rallybil. Jeg indrømmer gerne, at jeg kunne lære meget mere, men jeg ved det mest basale. Det er vigtigt for mig at sætte mig ind i diverse funktioner, så jeg har mulighed for at give input, hvis der er noget på bilen, der lyder mærkeligt. Eller vi har problemer vi skal forsøge at løse. Der kommer flere og flere kvinder i bilverdenen, hvilket jeg synes er super fedt. Vi kan sagtens være med i en verden, som normalt styres af mænd, men derudover så er det ikke noget jeg tænker videre over.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.