Benedicte Engel

Biltest: Hyundai Kona (2018) Er KONA den nye KONE-bil?

Jeg altid været modstander af begrebet KONEbil, fordi man forbinder ordet med en lille bitte, usexet mikrobil uden nogen særlig sjæl og charme. Men måske er tiden inde til, at vi ændrer begrebet og giver det ny betydning? For vi KONER gider ikke de små usexede biler mere… Nu skal det være slut! Kvindernes Bilmagasin har testet den nye Hyundai Kona.

Hyundai Kona 2018 i rød

Jeg har testet det sidste nye skud på stammen fra Hyundai, som jeg synes er et ret friskt pust i den ellers lidt, til tider, charmeforladte Hyundai familie. Og jeg må sige, at selvom jeg i det daglige er en KONE og kører KONEbil, så passer den egentlig ret godt til mig.

Læs også: Hyundai Kona – Verdenspræmiere i fashionable Milano

KONA’en er Hyundais svar på den moderne SUV – en dejlig høj bil, nem at komme ind i, skønt overblik i trafikken. Og som den kone jeg nu er, er KONA’ en den perfekte bil. Det er nemlig mig, der henter og bringer barnet fra børnehaven, og til det har jeg bare at sige – min ryg jubler. Der er ikke noget så anstrengende for ryggen som at løfte en 2-årig ind i autostolen, når man så samtidig har en lav bil og skal sætte barnet ned i en meget akavet stilling. Her SUV´erne min redning. Og derfor ELSKER jeg alt omkring bogstaverne S-U-V.

Udstyr
KONA’en fås i fire forskellige udstyrsvarianter: Life, Select, Trend og Premium – alt afhængig af hvor mange, sikkerhedssensorer, kosmetisk styling, hjulstørrelser og soundsystem du ønsker. Den model, jeg testede, var en 1,0 T-GDI Trend. Her havde jeg fornøjelsen af følgende udstyr: bagagerumsnet, bakspejl med automatisk nedblænding (ECM), Blind Spot Detection (BSD), førersæde med elektrisk lændestøtte, lommer bag forsæderygge, klimaanlæg, regnsensor, sidespejle med elektrisk foldefunktion, smart Key med start/stop knap og keyless entry, trådløs opladning af mobiltelefon.  Trenden koster kr. 223.975,- inkl. lev.omk.

Så selvom KONA’en umiddelbart godt kan virke skrabet, når man træder ind i bilen, så har den faktisk mange fine finesser i sit ellers meget enkle og overskuelige instrumentpanel. Noget af det, jeg elsker Hyundai for, er varme i rattet. Dog ikke just en nødvendighed i disse dage, men en kold vinterdag er det Guds gave til folket.
Den 120 HK motor er ikke prangende – nogle racerpoint får den ikke. Men fin hvis du bare skal fra A til B. Og så har den en del dækstøj. Men jeg ville også vælge denne bil på grund af alt det andet, den byder på nemlig design, komfort og fleksibilitet.

KONA’en fås i følgende farver: Lake Silver, Dark Night, Chalk White, Ceramic Blue, Blue Lagoon, Tangerine Comet, Pule Red og Acid Yellow.
Og er du træt af den kedelige sorte kabine indvendigt, så kan du, imod merbetaling, tilkøbe en farvet kabine i sprudlende farver som: Bright orange, Red hot eller Lively Lime.

Den grå/sorte standard kabine

Hvis jeg skulle ud og vælge mig en KONA, ville jeg klart vælge farven Acid Yellow med et Lively Lime interiør.
En super frisk farvekombination og jeg ville være helt sikker på at jeg for alvor ville vække opsigt på gaden.

Her ses Konaen i den Acid Yellow

Vil du være medlem af Kvindernes Bilmagasin’s Loyalty Club?

Skrot janteloven
Konaen er en praktisk bil med masser af dejlig plads. Perfekt til byen eller til den aktive livsstil. Hvis du ønsker at skille dig lidt ud, specielt i den Acid Yellew NEON farve, vil du helt sikkert vække opsigt på gaden.

Konanen har et lidt outreret design –  enten er du til det, eller også er du ikke. Det virker ret futuristisk, og man er næsten tilbøjelig til at tro, at man ser et uhyre på gaden, når man kigger på den. Hyundai selv skriver følgende: ”Skrot janteloven – kør bil med attitude”. Og attitude er der masser af! 
Jeg synes bestemt at det er et friskt pust fra Hyundai’s side og hvis du gerne vil være med på SUV-moden – men pengepungen ikke rækker til en Audi Q2 eller VW T-Roc- så er denne bil et perfekt alternativt til en fornuftig pris.

Er KONA så den nye KONE-bil? Ohh yes baby, bring it on!

Konaen fås fra kr. 183.975,- og får 4 stilletter ud af 6.

Læs mere om Hyundai Kona her

Biltest: Volvo V60 (2018) Når en bilfabrikant møder Illums Bolighus

Som sagt før og nu siger jeg det igen – Volvo er det nye sort. Der er sket en kæmpe forandring i Volvos verden – og det er kun til det bedre. Og den nye Volvo V60 er ingen undtagelse. Kvindernes Bilmagasin har været i Barcelona for at testkøre sidste nye skud på stammen – nemlig Volvo V60.

En 2018 Volvo V60 i grå

Og Familiebil har altid været noget, som Volvo har været gode til. For mig – og sådan tror jeg, det er for mange – er Volvo et bilmærke, man forbinder med sikkerhed. Volvo har altid haft et ry for at gå meget op sikkerhed – og det er ikke tilfældigt, at amerikanerne kalder en Volvo for ”den svenske Mercedes”.

Hvad er det så for en bil?

Den nye Volvo V60 er en dejlig, rummelig familiebil. Nogen vil sågar mene, at den skal erstatte den V70, som er på gaden i dag grundet dens størrelse. Men det er altså en ny model af V60´eren, som vi kender den i dag – den har bare fået lidt større dimensioner.
Lad mig starte med det ydre design – som jeg synes er noget af det vigtigste på en bil. Jeg skal være ærlig at sige, at Volvo i mange år ikke har været særlig heldige med designet – men det er de virkelig kommet efter. Faktisk helt utrolig meget. Det virker som om, at der er kommet helt andre boller på suppen inde på kommando-centralen hos Volvo – men det er der nu nok også, eftersom kineserne jo har overtaget Volvo for små 8 år siden.

Designet er virkelig lækkert,  – det er harmonisk og minimalistisk – og utrolig elegant. Man er næsten tilbøjelig til at sige, at Volvo har kigget de tyske mærker lidt over skulderen, fordi Volvo har fået den samme frække attitude, især når jeg kigger på bilens front. Den er jeg helt vild med. Jeg synes den er gudesmuk. Det meget karakteristiske frontgitter glimter i solen som et andet smykke, og bagenden, som er den, der plejer at være det kedelige på bilen, er også kommet til sin ret. Det virker som om, at Volvo har fundet hjem igen.

Det nordiske rum

Og så kommer vi til interiøret. Selvom alle kan have deres egen mening om design, så er jeg overbevist om, at kabinen vil vinde indpas hos mange. Hold nu op det er lækkert.  Hele instrumentbrættet er så enkelt og minimalistisk. I de forskellige udstyrsvarianter, kan du vælge imellem lyse eller mørke træpaneler, og det lyder måske lidt “morfar”, men det er det overhovedet ikke. Så er det i hvert fald den “moderne morfar”.


De lodrette luftdysser og den store ”iPad-lignende touchskærm i midten giver et intuitivt overblik over alle funktioner, og jeg slipper for at skulle sidde og lede efter knapperne. I instrumentbrættet sidder den smukkeste B&W højtaler, som gir dig følelsen af at sidde hjemme i dagligstuen.
Det lyder måske underligt – men det er sandt. Den aller første følelse jeg fik, da jeg satte mig ind i bilen var, at jeg fik associationer til Illums Bolighus. De flotte lyse træpaneler mindede mig om et bolighus fyldt med danske designermøbler såsom Børge Mogensens klassiske naturflettede J39 stol i lys eg eller Montanas nye låger i hvid ask.

Børge Mogensens J39 stol
Træpanelerne minder om det fineste, lyse egetræsmøbel

Hvis Illums Bolighus fik indrettet en bilafdeling i det gamle københavnerhus inde på Strøget, så ved jeg godt, hvilket mærke der skulle stå på podiet. Denne bil er indbegrebet af “NewNordic”, skandinavisk boligdesign, og Volvo har formået at skabe følelsen af dansk design, når det er bedst.
Pladsen i bilen er ret overbevisende – især i forhold til konkurrenterne som er Audi A4, Mercedes C klasse og BMW 3 serie. Selvom jeg har lange stænger, sidder jeg behageligt på bagsædet uden at få mast knæskallerne.

Læs også: Volvo XC40 – Volvo er det nye sort

Firmabilskonkurrent

Udover at henvende sig til familien Danmark, så bliver denne bil helt sikkert en skarp konkurrent til 3-kløveren på firmabilsmarkedet: Audi A4, Mercedes C klasse og BMW 3-serie. Det er alle 3 dejlige biler, men der er ikke så meget nyt i dem og vi kender dem efterhånden så godt. En Volvo V60 er et friskt pust til dig der vil være med på moden og prøve det sidste nye.

Rent prismæssigt ser det således ud:
Beskatningsgrundlag: fra kr. 385.000,-
Privatleasing: udbetaling på kr. 35.000,- og en månedlig leasingydelse fra kr. 4995,-
Kontant køb: fra kr. 512.000,-

I forhold til udstyrsvarianter lancerer Volvo en Momentum og en Inscription version og motorvarianterne bliver D4 (både man/aut)m T5 aut og T6 AWD aut.

Læs mere på Volvo.dk

Audi Q8 (2018) Det nye ansigt i Q-familien

Audi Q8 forener elegancen fra en firedørs luksuscoupé med den praktiske alsidighed fra en stor SUV. Med eksklusivt udstyr, omfattende opkoblingsmuligheder og robuste offroad egenskaber er den en suveræn ledsager i alle situationer

Audi Q8

Med den fremtrædende singleframe i ottekantet design præsenterer Audi Q8 det nye ansigt i Q-familien. Den kraftfulde kølergrill står lodret og understreger i kombination med den fremtrukne spoiler og de store, markant udformede luftindtag det selvsikre look. Den faldende taglinje går over i fladt hældende D-stolper og støtter sig på quattro-kanterne over hjulkasserne, som rummer store hjul – op til 22″. I en lang række detaljer henter designet inspiration fra Ur-quattroen. Stærke konturer og atletisk spændte flader giver et indtryk af kraft, eksklusivitet og den særlige dynamik fra det permanente firehjulstræk. Spoileren, skærmforøgere, dørlisterne og diffusoren er farvemæssigt fremhævet og understreger dermed bilens offroad-look yderligere.

Som standard oplyses vejbanen af LED-forlygter, mens HD-Matrix-LED-teknologien fås som ekstraudstyr. Her har den tredimensionelle dagskørelyssignatur en digital karakter på samme måde som baglyset. En lysstribe forbinder lygterne på bagenden med hinanden, og som på Audi Ur-quattro har det en sort flade som baggrund. Q8-ejerne kan aktivere en lang række lysfunktioner via myAudi-appen på sin smartphone og dermed opleve dem udefra.

Rummelig

Audi Q8 udstråler sportslig dynamik og eksklusiv prestige som ingen anden SUV fra mærket med de fire ringe. Med en længde på 4,99 m, en bredde på 2,00 m og en højde på 1,71 m er SUV-coupéen bredere, kortere og lavere end sin søstermodel Q7. Med en akselafstand på knap 3,00 m byder den på pladsforhold, som overgår de direkte konkurrenter på de fleste relevante mål – fx når det gælder kabinelængden og loftshøjden. 3-personers-bagsædet kan som ekstraudstyr forskydes i længderetningen. Når man klapper ryglænene frem, rummer bagagerummet op til 1.755 l bag den elektrisk betjente bagklap.

Sportslig køreoplevelse

Audi er quattro, og quattro er Audi – det gælder naturligvis i særlig grad for Q8, som er mærkets top-SUV. Dens rent mekanisk arbejdende midterdifferentiale overfører som standard kræfterne til for- og bagakslen i forholdet 40:60. Ved behov sender den størstedelen til den aksel, der har det bedste vejgreb. I kombination med en frihøjde på op til 254 mm, korte overhæng og nedkørselsassistenten kører Audi Q8 også videre, når vejene med fast underlag ophører. Undervogn med støddæmperregulering er standard, og som ekstraudstyr monterer Audi luftaffjedring med reguleret støddæmpning, enten med komfortbetonet eller med sportslig opsætning. Den varierer karrosseriets højde med op til 90 mm afhængigt af kørselssituationen og førerens ønske.

Ud over det standardmonterede progressive styretøj med en udveksling, der bliver mere og mere direkte, jo mere man drejer på rattet, tilbyder Audi firehjulsstyring som ekstraudstyr. Dette system kan dreje baghjulene op til 5 grader – i modsat retning ved lav hastighed for at øge adrætheden, i samme retning til fordel for stabiliteten ved høj hastighed.

Alle drivlinjer er særligt effektive takket være den nye mildhybridteknologi (MHEV). Det 48 V ledningsnet omfatter to vigtige tekniske komponenter: et litium-ion-batteri og en remstartergenerator. Ved deceleration kan den genindvinde en effekt på op til 12 kW og lagre den i batteriet. MHEV-teknologien giver mulighed for lange rullefaser med standset motor og et start-stop-område, der allerede begynder ved 22 km/t.

Fokus på detaljen i interiøret

Let forståelige grafikker står for den digitale præcision hos Audi samt for den høje integrationsgrad af arkitektur og betjening. Det centrale element er den øverste MMI touch response-skærm. Med dens black panel-look er den i slukket tilstand stort set integreret usynligt i en stor, sort flade. Alle elementer passer på logisk vis til hinanden – fra det smalle luftdysepanel til den brede konsol på midtertunnellen, hvor gearvælgeren til tiptronic er placeret. I mørke genskaber konturbelysningen (ekstraudstyr) de markante designlinjer i kabinen, og desuden fungerer den også som baggrundsbelysning til det tredimensionelt laserfremstillede quattro-logo over handskerummet – et eksempel på Audis kærlighed til detaljen. Som ekstraudstyr supplerer individuelle kontursæder med massagefunktion og ventilation, et 4-zoners klimaanlæg og Air Quality-pakken med aromatisering og ionisator den eksklusive atmosfære.

Digitale skærme

I forbindelse med MMI touch response-betjeningskonceptet i Audi Q8 kan næsten alle funktioner udføres på to store skærme. Den øverste på 10,1″ fungerer til styring af infotainment og navigation. På den 8,6″ skærm derunder kan føreren betjene klimaanlægget, komfortfunktionerne og tekstindtastningen, mens håndleddet hviles komfortabelt og ergonomisk på gearvælgeren.

Betjeningen er hurtig og sikker, og når fingeren aktiverer en funktion, kommer der et mærkbart og hørbart klik som bekræftelse. Derudover gør den naturlige stemmestyring Audi Q8 til en intelligent samtalepartner. Føreren kan frit formulere sine kommandoer, og stemmebetjeningen forstår eksempelvis en sætning som “I am hungry” og foreslår efterfølgende restauranter i nærheden.

Visningerne bliver vist i det digitale Audi virtual cockpit. Dets skærm med høj opløsning måler 12,3″ og kan omskiftes til to forskellige visninger via multifunktionsrattet. Som ekstraudstyr fås Plus-versionen med en tredje, særligt sportslig visning. Som supplement projicerer head-up-displayet vigtige informationer op på forruden, herunder også et detaljeret kort til vejkryds i navigationen.

Smart opkobling

På det tyske marked er Audi Q8 som standard udstyret med topinfotainmentsystemet MMI Navigation plus. Det omfatter Audi connect onlinetjenester med LTE Advanced samt et Wi-Fi-hotspot. Navigationen registrerer førerens præferencer på baggrund af de kørte strækninger og kan ud fra dette komme med intelligente forslag. Onlinetjenesterne fra Audi connect supplerer guidningen, og på den måde kan de to Car-to-X-tjenester vejskilteinformation og fareinformation nyde godt af den kollektive intelligens fra andre Audier.

Audi connect-nøglen (ekstraudstyr) giver mulighed for at låse bilen op, låse den og starte motoren via en kompatibel Android-smartphone. I individuelle brugerprofiler kan man gemme op til 400 foretrukne indstillinger til flere forskellige førere. Med myAudi-appen kan føreren desuden sende POI’er til navigationssystemet, streame musik eller overføre sin smartphonekalender til MMI.

Også når det gælder lyd- og forbindelseskvaliteten ligger Audi Q8 på topniveau – takket være Audi phone box og Voice over LTE. Det samme gælder for Bang & Olufsen Advanced Sound System. Det leverer den fascinerende 3D-lyd med dens højdeinformationer til alle fem siddepladser. Musikken udfoldes på præcist samme måde, som den blev optaget i koncertsalen.

Førerassistentsystemer

Uanset om det er ved parkering, i byen eller på lange køreture, understøtter Audi Q8 sin fører i mange situationer. Dertil hører blandt andet den adaptive kørselsassistent, effektivitetsassistenten, vejkrydsassistenten, vognbaneskiftadvarslen, kantstensadvarslen og omgivelseskameraerne. Et highlight er Remote-garagepiloten, som lanceres i starten af 2019. Den styrer automatisk SUV’en ind i en garage og ud igen, mens føreren blot skal overvåge processen. Føreren stiger ud først og aktiverer processen via myAudi-appen på sin smartphone. (Remote-) parkpilot byder på en lignende komfort. Bag alle disse features står den centrale førerassistentstyreenhed (zFAS). Den beregner permanent et differentieret billede af omgivelserne og styrer på denne baggrund assistentsystemerne. Dataene dertil får den – afhængigt af udstyret – fra op til 5 radarsensorer, 6 kameraer, 12 ultralydssensorer og laserscanneren.

Audi Q8 i Danmark

Audi Q8 lander hos de danske forhandlere sidst på sommeren. Der er ikke danske priser på Audi Q8 endnu.

Kilde: Audi Danmark

Biltest: Ford Fiesta ST (2018) Den nye frækkert i klassen

Fords populære Fiesta præsenteres til sommer i en ST udgave, som er Fords svar på en racerbil. Kvindernes Bilmagasin har været i bjergene i Sydfrankrig for at teste den lille frække sag.

Racerudstødning, Recarosæder og røde bremsekalibre er bare nogle af de specielle features, som den nye Ford Fiesta ST byder på. Den adskiller sig fra en almindelig Fiesta ved at udstråle et overlegent og aggressivt design.
Den kommer med 17 tommer alu fælge, et specielt ST frontgitter, ST trinlister, ST rat, fed ST gearknop, B&O PLAY anlæg og så de her famøse Recaro sportssæder. Og lad mig bare sige det lige ud, – man skal ikke være for brednumset for at kunne sidde i de utrolige skålformede sportssæder. Min fine brede numse sad i hvert fald godt fastspændt. Men godt ser det ud og bestemt en del af charmen. Det føles lidt om om, at man har bilen på, når man sidder bag rattet.

Kørsel i bjergene

Fiesta ST byder på en 3-cylindret motor med 200hk i en 1.5 benzin motor! Ja, det lyder måske ikke af meget. Men i en lille bitte Fiesta føles 200 heste af rigtig meget. Og selv jeg, som er tidligere Mercedes-sælger og har været vant til at begå mig i “AMG-land”, var meget imponeret. Bilen har den fedeste lyd, den er virkelig sjov, og man føler sig virkelig som en racerkører bag rattet.

Læs også: Biltest: Ford Kuga PHEV 

Det lækre sportsrat, den gode lyd og fornemmelsen af, at recarosædet svøbte sig om min krop, fik smilet helt op over begge ører. Jeg fornemmede, hvor lækkert bilen lå på vejen. Den havde et fantastisk vejgreb, og styringen var meget kontant og direkte. En fornøjelse i de meget skarpe hårnålesving i bjergene, hvor modkørende bilister havde svært ved at holde sin egen vejbane i svingene. Mit helhedsindtryk af bilen er, at den har en lækker finish, og den virker til at være skruet godt sammen.

Fiesta ST fåes både i en 3-dørs og 5-dørs udgave og den fåes i to forskellige udstyrsvarianter:

ST1 indeholder bla. 17″ Alu fælge, stor bagspoiler, dobbelt udstødningsrør og unik ST grill og ST emblem, vejbaneassistenter, valgfrie drivemodes (normal sport og track), ST undervogn, Recaro Performance sæder, Radio med 6,5″ touchskærm og Ford SYNC3, ST gulvmåtter og gearknop.

ST2 indeholder nogenlunde det samme som ST1 – bare i blå nuancer istedet for røde.

Fiesta ST starter på en pris á kr.  274.800,- i en 3-dørs udgave og lander i Danmark henover sommeren.

Se mere på Ford.dk

Stella Due: Tak for en hyggelig Kvinde-kend-din-bil aften

Vores trofaste blogger og bilenthusiast Stella Due fra bloggen Stelladue.dk havde en spændende aften til Kvinde kend din bil den 19. april. Stella blev klogere på én ting denne aften. Læs med her og se hvad det var.

Foto: Stella Due

Hej alle sammen. Ja, det er lang tid siden, men jeg har oplevet SÅÅÅ meget siden sidst. Jeg har bl.a. deltaget i Kvindernes Bilmagasin – Kvinde kend din bil aften. Det var fantastisk spændende aften, hvor jeg mødte en masse andre kvinder med passion for biler og jeg mødte blandt andet Rally Co-driver Line Lykke Jensen.

Et møde med kvindelige bilentusiaster

Min taekwondo veninde Mie og jeg drog afsted til det Nordsjællandske med lidt sommerfugle i maven. Vi var begge spændte på hvad vi skulle lave og hvilke typer de andre var.

Endelig kom vi frem til et idyllisk landsted. Vi havde vejret med os og hele arrangementet foregik udenfor. Der var en fantastisk ned tonet og hyggelig stemning og vi blev alle budt velkommen med et glas lyserød boblevand.

Efterhånden som tiden gik dryssede der flere og flere kvinder til arrangementet og det var alle typer som mødte frem. Det fede ved det hele var den fælles passion for biler på den ene og den anden måde. Nogle var vild med fart, andre havde passion for amerikanerbiler og sådan var der flere interesser for biler.

Klassikerne blev luftet under den skyfrie himmel

Vi blev med det samme forkælet med synet af nogle flotte klassiske biler, hvor lakken fik lov til at skinne i solstrålerne.

Der er noget helt specielt ved klassiske biler. De udstråler historie, håndværk, design og på en eller anden måde også en form for kærlighed. For uden den kærlighed ville de slet ikke eksistere i dag. Der er lagt ubeskriveligt mange penge og timer i disse biler og jeg har stor respekt for de mennesker som gør det.

Ud af alle de flotte biler faldt jeg pladask for denne skønhed (coverbilledet). Hvis jeg skulle vælge, blev det her min bil. Den er noget coolness, maskulint og alligevel lidt feminint med den store kuffert bagpå.

Bilen er en Morgan fra 1954. Det er altså lidt sjovt, at jeg altid falder for noget som er lidt gammelt. Hahaaa, jeg håber ikke min mand Lars læser den sætning, tihiii.

Foto: Stella Due

En kvinde med racerblod og en kæmpe portion mod

Når man allerede fra starten får et glas lyserød boblevand i hånden og nyder synet af den ene smukke bil efter hinanden samtidig med at være i en flok med samme interesse som dig selv, så har man en fed fornemmelse i maven. Allerede der var jeg godt tilfreds med det hele.

Men det skulle blive endnu bedre.Vi skulle høre et foredrag af  Line Lykke Jensen som kører rally med sin makker.

Fra hun startede til hun sluttede med at fortælle sin rally historie, var jeg helt opslugt. Hun var så spændende at lytte til, at jeg glemte alt andet.

Jeg har en god fantasi og kunne sagens forestille mig de farlige situationer hun kunne berette om. Der er ingen tvivl om, at hun er ufattelig modig og helt tosset med fart og spænding.

Jeg har tager hatten af for dig Line. Stor respekt til dig.

Rallykører Line Lykke Jensen og Stella Due

Ud over at høre om hendes liv inden for rallysporten, følte jeg også  at der var et budskab i hendes foredrag.

Der kan være mange fordomme og holdninger til hvad man kan som kvinde. Just do it! Kæmp for din passion og interesse. Dyrk dit talent og gør det!

Line gør det og er blevet en rigtig dygtig professionel Co-driver i Rally fordi hun har fulgt sin passion og dyrket sit talent. Hun giver med sikkerhed mange mænd baghjul på den konto. En ting er sikkert og det er at hun aldrig er bange.

Hvor sidder oliepinden?

Temaet for arrangementet var selvfølgelig at vi alle skulle lære noget om vores biler. Det fik vi i aller højeste grad mulighed for.

Vi fik professionel undervisning med en god pædagogisk tilgang. Vi gennemgik hele motorrummet og meget mere. Der var plads til alle typer spørgsmål og vi fik alle lært noget nyt. Stemningen bar præg af en rummelighed for, at man ikke behøvede at være ekspert eller alt vidende om sin bil. Her var et forum, hvor det var helt i orden at spørge om hvordan oliepinden ser ud, hvornår bruger man sin aircondition, hvordan bruger man det “lappekit” der er i de nyere biler som ikke har et reservedæk mv.

Benedicte Engel tv, Stella Due og mekaniker, Marleen Hansen th.

Konkurrence – Vores kendskab til biler blevet testet

Selvfølgelig var der en lille konkurrence og det skulle nu vise sig om vi havde lyttet ordentlig efter i timen.

Vi fik alle udleveret et spørgeskema og skulle nu på bedste vis svare rigtigt på en del bilspørgsmål. Der var gode præmier i sigte, så der blev virkelig tænkt godt igennem og snakket med side makkeren.

Der var mange som havde gættet rigtigt, men desværre var jeg ikke blandt de heldige. Jeg fejlede ved spørgsmålet om at bilen har 3 bremser og ikke 2 bremser. Jo jo, jeg lærte skam noget nyt.

Foto: Stella Due

Kom med til – Kend din bil aften i september 2018

Hvis du synes det kunne være noget for dig at være med, så kan du allerede nu melde dig til næste arrangement i september 2018.

Følg Kvindernes Bilmagasin på Facebook og få deres nyeste opdates!

Inviter din veninde, søster eller mor med og få jer en hyggelig aften i godt selskab.

Du er også mere end velkommen til at læse nogle af mine indlæg om Kvindernes Bilmagasin. Du kan fx læse om deres helt egen professionelle mekaniker Emilie Ravn – Danmarks første Formel 1 racermekaniker.

Signature

Læs mere på Stelladue.dk

 

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.