Maj Bjørn Rames

CUPRA Ateca: Dyr racerbil forklædt som SUV

CUPRA Ateca

Det var en kontrastfyldt oplevelse at prøvekøre den nye CUPRA Ateca – sjældent har jeg oplevet en så vild køreoplevelse, men samtidig været så overrasket over udstyrslisten i en bil til 660.000kr – her betaler du for 300 hidsige hestekræfter og det er primært det. Læs med og se hvorfor.

CUPRA Ateca

CUPRA – Seats nye sportsmærke
CUPRA er Seats nye selvstændige sportsmærke. Om CUPRA skriver Seat Danmark ”I fremtiden vil CUPRA positionere sig som en ny, unik og nutidig vision om sport, skønhed og stil i symbiose med funktionalitet, personalisering, teknologi og pålidelighed.” Den første CUPRA model på det danske marked er CUPRA Ateca og hold nu fast den var en unik køreoplevelse. Læs andre biltests af Seats modeller.

Kørekomfort
CUPRA Ateca er en racerbil forklædt som SUV – færdig slut! Da jeg havde hentet vores testbil og kørte ud fra forhandleren, trykkede jeg speederen i bund for lige at mærke hvor jeg havde bilens optræk og det kan ikke siges nok gange – det var en vanvittig oplevelse! Jeg blev bogstavelig talt blæst tilbage i sædet med et kæmpe sug i maven! Den bil her, den kører som en racerbil og det altid velkørende DSG-automatgear gør det til UG. Min store anke er dog, at I sådan en hurtig bil, så bringer den snarere racerkøreren frem i mig og du glemmer hurtigt at være den lovlydige, tålmodige bilist. 300Hk skal tæmmes og ikke udnyttes når vi bor i et land som Danmark med maksimale fartgrænser på 130km/timen.

Interiør og udstyr
Her kommer CUPRA til kort. Jeg synes der er mange udstyrs- og interiørmæssige mangler når man tager prisen i betragtning.  Fartpilotfunktion sad som separat arm bag rattet. Adaptiv fartpilot skal tilkøbes for 10.090kr. Jeg savnede virkelig skiltegenkendelse, i en bil med så mange hestekræfter. Det er et must, når du lynhurtigt kommer op i fart. Derudover var midterkonsollen skuffende. Her får du to huller til flasker/kopper, uden overdække, så der samler sig alverdens snavs. Armlænet består af et kæmpe hul til opbevaring af den håndtaske det store bagagerum ikke har plads til…eller?! Det virker bare ikke lækkert, men snarere som en billig løsning. 

Det der til gengæld spillede var det velfungerende bakkamera med top view kamera, parkeringsassistent der hjælper dig godt på plads, fantastisk LED-pakke og det 7-trins DSG-automatgear er fantastisk!

Value for money
Hvis du er typen der gerne vil hurtigst ud af lyskrydset, så er det her bilen, men vil du gerne have lækkert udstyr og en premiumfornemmelse, så ligger denne bil i klasse med en VW Tiguan, BWM X3, Audi Q5 og Mercedes GLC300 i nogenlunde samme prisniveau. Det er alle nogle lækre biler at konkurrere med!

CUPRA Ateca er ikke en økonomisk bil og det er formentlig heller ikke formålet med det nye mærke. Den har et oplyst forbrug på 11,9km/l, men jeg havde ikke en eneste tur der lå over 9,2km/l (jf. bilens egen opgørelse). Den er sjov, med en fantastisk motor, men da jeg startede bilen på fuld tank og der stod ”580km tilbage”, så kommer du ikke ret langt. 

Tak for turen CUPRA – I får mine egne biler til at føles som om man kører med håndbremsen trukket.

CUPRA Ateca fås fra 262.800 kr og vores testbil koster 660.981 kr (inkl. metallak og elektrisk bagklap med virtuel pedal)

DESIGN

KØREEGENSKABER

VALUE FOR MONEY


Suzuki Vitara – SUV med 1,0 motor og en del plastik for pengene

Suzuki Vitara

Solen skinnede på en rigtig forårsdag. Det var mandag og jeg havde netop hentet ugens testbil: Suzuki Vitara. En SUV og en 1,0 turbo-benzinmotor er sjældent to ting man forbinder med hinanden. Jeg blev heldigvis meget klogere på, hvordan sådan en størrelse og 112 hestekræfter arbejder sammen.

Suzuki Vitara

Design
Suzuki Vitara har i den grad fået et lækkert facelift hvad det ydre look angår. Kølergrillen har fået seks lodrette, forkromede ribber og ved LED-kørelyset ses krominddækninger. Fra siden har den næsten ”ansigtstræk” fra Range Rover Evoque. Og det er helt klart på det ydre, at Vitaraen vinder min opmærksomhed – indvendig er lidt en anden sag. 

Indvendige brugerflade og komfort
Interiøret har ifølge Suzuki fået en upgrade med mere lækker plastik i instrumentbrættet, men jeg synes desværre stadig at man har en discountfornemmelse inde i bilen. Sæderne, rattet og gearstangen er i den billige ende og har ikke meget lækkerhed over sig. Hele komfortdelen i bilen var lidt så som så. Ligeledes kunne sædevarmen til de kolde morgener også mærkes, men dog kun meget lokalt lige hvor varmelegemerne lå i sædet – det var en lidt speciel fornemmelse første gang.

Læs også: Suzuki Ignis – Verdens mindste SUV

Det du ser er hvad du får – simpelt. Det samme gør sig gældende i den brugerflade som touchskærmen har fået. Her har setup’et fået farver ift den gamle model, men lækkert bliver det aldrig rigtigt.  Vores testbil havde både navigation og DAB-radio. Radiosignalerne (evt. antennen) var ikke altid lige gode og navigationen desværre ikke opdateret. 

En vigtig ting for mig er en god infoskærm bag rattet. I Vitaraen kan jeg trykke mig frem til diverse info ved at trykke på den lange knap til højre for speedometret – det var lidt gammeldags med sådan en plastikknap bag rattet. 

Hvad lækkert dog var, var bakkameraet og den adaptive fartpilot. Bakkameraet fungerede fint og er et must for mange, så snart de sætter sig i en SUV med dens størrelse og til tider begrænsede udsyn. Vitaraens udsyn var dog ganske udemærket. Fartpiloten fungerede ligeledes upåklageligt og gav en behagelig kørsel på motorvej.

Bilen synes større udenpå end den er indeni. Jeg savnede at sidde højt, som mange SUV’er plejer at være garanter for, men det lykkedes aldrig rigtigt – heller ikke selvom jeg pumpede sædet helt op. Bagsæderne var en smule klemte og højden bagi ville give enhver mand over 1,85m uglet hår.

Forbrug og power
Optrækket i bilen var jeg meget spændt på ift motorstørrelsen og dens turbofunktion. Desværre var motoren ikke super kvik, men af en bil på den størrelse, synes jeg den klarer det udmærket. Turbofunktionen kommer til sin ret ved igangsætningen af bilen og som forventet er bilen noget træg i optrækket ved overhalinger på både motorvej og landevej. 

Bilen vi testede har et oplyst brændstofforbrug ved blandet kørsel på 16,2km/liter. Suzuki Vitara kan erhverves for en startpris på 197.990kr for mindste model. Vores testbil – model 1.0 Boosterjet Adventure – står til 252.000kr med kun metallak som eneste ekstraudstyr.

DESIGN

KØREEGENSKABER

VALUE FOR MONEY

Mercedes B-klasse – mere chic, lidt mindre morfar og lækker selv i standardudgaven.

Jeg har haft fornøjelsen af at testkøre Mercedes to nye B-klasse udgaver: B180 og B220. Det var i sandhed en fornøjelse at prøve begge biler trods den store forskel i udstyrspakkerne. Jeg fik et rigtig godt indtryk af, hvad ambitionerne med den nye Mercedes B-klasse byder på, formentlig i håbet om at få aflagt sig morfar-looket – det lykkes dog ikke helt, men bedøm selv.

Mercedes b-klasse

Den sølvgrå B180’er er en benzinmotor med 136hk, automatgear og ”kun” udstyret med metallak og Apple Carplay og Andriod Auto, hvilket fik udstyrsprislisten op på 19.088kr. Det gav altså en fornemmelse af, hvad den ”rå” b-klasse indeholder, hvis man ”nøjes” med standardudstyrspakken. Og den byder ærlig talt på en masse godt!

Den røde B220’er er en dieselmotor med 190hk og har en udstyrspakke på 166.631kr. For denne ”nette” sum får man bla. en Premiumpakke plus (50.000kr) der indeholder panoramatag, KEYLESS-GO, mulitibeam LED-forlygter, memorysæder og meget mere. Desuden er den udstyret med AMG designlinjen (25.000kr) der blandet andet indeholder lædersportssæder og AMG bodystyling med skørter, der giver bilen et mere sporty look.

Design

Det nye design på B-klassen, med den sænkede bagende ift forgængeren, gør udtrykket en smule mere chic og sporty. Den tenderer næsten til en høj udgave af A-klassen, men så alligevel ikke helt grundet det høje tag og stadig praktiske look. Selvom B220’eren var blevet iklædt alskens udsmykning i form af skørter, hurtige fælge og en diamantfrontgril, der nærmest viser tænder til de forankørende, så forbliver B-klassen stadig mere familievenlig og praktisk appellerende.

Indvendigt

Med udgangspunkt i B180’eren, der har cognacfarvede ARTICO kunstlædersæder og med tanke på B220’erens sportssæder, så gør begge biler det virkelig godt indvendigt. Jeg kan dog snildt nøjes med B180’erens pakke hvad interiøret angår – det er lækkert, classy og så er brunt læder lige mig.
Det helt spektakulære i begge biler er det nye MBUX-infotainmentsystem, der fordeler sig over 2 skærme og som kan styres fra en touchpad eller en sort touchknap på rattet – sågar også ved stemmestyring startende med ”Hey Mercedes” efterfulgt af den ønskede funktion. Og stemmestyringen virker bare! Sirifunktionen på min iPhone kan godt pakke sammen, hvad stemmegenkendelse angår. Den virkede faktisk næsten for godt, da jeg sad og sang med til en sang i radioen, hvorefter den sagde ”How can I help you?”
I infortainmentsystemet kan man styre alt fra kabinevarme, navigation, multimedier, og meget mere. I det hele taget en meget intuitiv interface der bestemt gør, at man hurtigt bliver bekendt med bilens mange funktioner i begge displays.


B220’eren udstyret med Premium Plus pakken (50.000kr) har ligeledes en fed feature i det ambiente lys der har over 60 farvemuligheder, til at lyse kabinen op. Der skulle derfor være rig mulighed for at få sin yndlingsfarve i kabinen, hvis man er til den slags. Ikke et need-feature, men dog ret blæret synes jeg.

Kørekomfort

B220’erens sædekinetic er en rigtig fed feature, hvis man skal køre lange turer. Med sædekineticfunktionen laver sæde og ryglæn små justeringer under kørsel, så man ikke har siddetrykket på underben og bagdel samme sted. Selv i B180’eren uden sædekinetic, for en kvinde på 1,60m, er der dog rig mulighed for at få optimale siddeindstillinger ved justering af både sæde og ryglæn, hvilket gjorde kørekomforten rigtig lækker i begge biler.

Motor

Motoroplevelsen i bilerne er dog med god grund forskellige. 180’eren med sin benzinmotor og 136 hk holdt op imod 220’erens dieselmotor med 190hk, er næsten som at sammenligne pære med banan. Benzineren kom en smule på arbejde ved 120km/timen på motorvejen. Her skifter den flere gange imellem 6. og 7. gear, hvilket er en smule forstyrrende. Benzinmotoren er ligeledes en smule træg når man skal have bilen i bevægelse fra fx et lyskryds og nogle gange føles det som om at man hoster sig i gang, trods det at bilen har automatgear.
Dieselmotoren (B220) med 190hk og en accelerationshastighed på 7,2 sek fra 0-100km/timen er derimod en fornøjelse ved både by- og motorvejskørsel. Den er kvik i optrækket og ligger stabilt på motorvejen – også ved de høje hastigheder. Begge biler har til gengæld et acceptabelt støjniveau i kabinen.

Alt i alt to forskellige biler hvad angår motoroplevelsen og indholdet af ekstraudstyr. Ikke desto mindre, så med udgangspunkt i 180’eren, så får man rigtig meget lækkerhed for pengene, men brændstoføkonomien i benzinmotoren imponerer ikke på et efterhånden meget ”eco-fokuseret” marked i Danmark. Jeg synes derfor priserne på begge biler ender højt taget markedets udbud i betragtning.

DESIGN: (begge biler)

KØREEGENSKABER:

B180

B220

VALUE FOR MONEY:

B180

B220

Læs mere om det nye B-klasse på Mercedes-Benz’ hjemmeside

Marina Aagaard: Månedens bilpassionist – Fra Mazda 121 til Audi A8

Du kender hende formentlig allerede – Marina Aagaard – træningsekspert på blandt andet Danmarks Radio og forfatter til et utal af træningsbøger. Og så er hun i øvrigt kæmpe bilentusiast med smag for god teknik, høj sikkerhed og god kørekomfort.
Jeg var forbi hende til en snak om biler og hvad hendes bilvalg igennem tiden har betydet og givet hende af erfaringer den dag i dag.

Marina Aagaard

Hvad betyder din bil for dig?
”Sådan lige top of mind: er den et arbejdsredskab. Netop fordi jeg kører rigtig mange kilometer årligt, så betyder bilen meget for mig og derfor sætter jeg også pris på god kørekomfort.” Marina Aagaard er bestemt en kvinde, der ved hvad hun vil have og hendes præferencer er klare, da jeg spurgte, hvad hendes nuværende bil betyder for hende. ”Bilen er et redskab. Jeg er imponeret over maskineriet og teknikken i en bil. Særligt komfort på de lange kørerturer for eksempel langs Autobahn, der nyder jeg at kunne mærke at bilen trækker. Audien jeg har nu ligger utroligt fast på vejen – nærmest som en sugekop.”

”Min bil har blandt andet automatgear, hvilket er rigtig godt ved køkørsel. Jeg kører dog også af og til i biler med manuelt gear, hvilket jeg også godt kan lide. Og så kører jeg ligeledes ofte uden fartpilot, men så er der jo benzinøkonomien, den smerte bider jeg i mig. Sikkerheden i en bil er også vigtig for mig. Jeg føler sig mig mere tryg i en større, solid bil”. 

Bilhistorik: Hvilke biler har du haft indtil nu, som har gjort at du i dag kører i Audi A8?
”Jeg startede i sin tid med en mikrobil – en Mazda 121 så blev det en 323 – som vi lånte af svigerforældrene – og derefter købte jeg en Mazda 626. En virkelig dejlig bil og billigere end Volvo, som jeg ellers var vokset op med.

Mazda 121 Foto: Arkiv

Efter nogle år skiftede jeg til en Mazda 626 GLX

Mazda 625 GLS Foto: Arkiv

Min mand har boet i Tyskland og kørte Audi hvortil vi først havde en Audi 100, så en A6 og så fik vi en Volvo S80 T6– den var der godt ryk i.” 

Volvo S80 Foto: Arkiv

”Så fik vi en A8 4,2 benzin– en brugt en. I en A8 er motoren ikke til at slide op – det var tilbage i 2000. De mekaniske dele og motoren fungerede bare – åååh. 
Derfor er min nuværende bil også en A8’er, nu bare en mere økonomisk diesel model.”

Audi A8 4,2 Foto: Arkiv

Og det er i sandhed en bilpassionist vi besøgte, for Marina Aagaard rundede sin bilgennemgang af med at sige: ” Jeg kører også i alt muligt andet. Somme tider er jeg chauffør for vores venner og så får jeg lov til at prøvekøre deres biler. Jeg har blandt andet kørt i Jaguar, Porsche og Masserati”, sluttede hun smilende af. 

For Marina Aagaard er biler ikke bare et transportmiddel til at komme fra A til B. Hun har sammen med hendes mand været på flere bilmuseer i blandt andet Tyskland og Italien. Hun anbefaler med stor glæde, at tage til Autostadt Wolfsburg (Volkswagen Groups hovedsæde med produktion og mulighed for at få rundvisninger på fabrikken). Læs mere om Autostadt Wolfsburg på linkether

De har ligeledes besøgt nedenstående steder – måske det kunne være nogle seværdigheder til sommerens kør-selv-ferie.

Audi Museum i Ingolstadt

Porsche Museum i Stuttgart

Mercedes-Benz Museum, også i Stuttgart 

BMW Welt i München

Museo Enzo Ferrari i Modena, Italien 

Efter en snak om biler gik vi udenfor, hvor Marina Aagaard gennemgik hvordan man indstiller en korrekt kørestilling i sin bil. Her fik vi en snak om hvad flere timers kørsel betyder for kroppens blodomløb og hvilke fysiske negative følger det kan have, når man sidder fastspændt i et sæde i længere tid af gangen. Læs artiklen ”Køresko, åbne vinkler og afslappede skuldre – sid rigtigt når du kører” her.

Du kan læse mere om Marina Aagaard på hendes blog her: http://marinaaagaardblog.com/

Pendlernyt: Biludstyr du gerne vil betale ekstra for som pendler

 Som daglig pendler mellem Aarhus og Aalborg bruger jeg forholdsvis meget tid i bilen – faktisk bruger jeg mindst 2,5 ud af døgnets 24 rådige timer hver dag. Jeg kører ofte i mørke morgen- og sene eftermiddagstimer og da det meste af ruten er på motorvej, ligger hastigheden typisk på 120-130km/timen, hvorfor min bils sikkerhedsudstyr er alfa omega. Her er 3 ting som jeg gerne vil betale ekstra for, hvis jeg skulle købe pendlerbil.

pendler

Adaptiv fartpilot
Once you go, you’ll never go back! Kører du meget på motorvej, så har de fleste nyere biler i dag fartpilot som standardudstyr, men ikke den adaptive udgave. Ved mange biler kan du styre fartpiloten i rattet, men med en adaptiv fartpilot justerer bilen selv hastigheden i forhold til forankørende. For mig sker det ofte på motorvejen, at medbilister trækker ud i venstre vejbane, og ikke alle kører i samme hastighed, hvilket ofte betyder at man uden adaptiv fartpilot skal sidde og slå den til og fra hele tiden. Med en adaptiv fartpilot gør bilen det helt af sig selv.

Se Audi’s demonstration af hvorledes deres adaptive fartpilot virker her.

Foto: Audi-technology-portal.de

LED-lygter
Ikke sagt at man ikke kan køre bil uden LED-lygter, men kører man meget, så er virkeligheden i vintermånederne bare den, at vi ofte kører hjemmefra i mørke og kommer hjem når det er mørkt. Almindelige halogenlygter overholder lovens krav, men LED gør en kæmpe forskel, og sørger for at du får optimalt udsyn på og langs vejen i de mørke timer – og et godt udsyn i mørke, mindsker risikoen for ikkeat opdage vildfarende dyr eller andet uvedkommende på vejen.

Foto: Ekstrabladet.dk

Foto: Bestreviews.com

Skiltegenkendelse
Indrømmet, efter jeg tog kørekort, er min opmærksomhed på vejskiltenes fartbegrænsninger desværre ikke som den var en gang. Jeg sjussede mig ofte frem til fartbegrænsningerne, hvis jeg ikke havde set det seneste passerede vejskilt – eller hvis jeg kørte steder jeg ikke havde været før. Det er slut nu – bilen hjælper.

Foto: Volvo Danmark

Uanset om du kører mest landevej, motorvej eller i by, så er de fleste nyere ’Skiltegenkendelsessystemer’ så veludviklede, at de registrerer skiltene, idet du passerer og viser et lille skiltesymbol i instrumentbrættet af det senest passerede vejskilt.  Det er en stor hjælp og du kan dermed regulere farten i tide, så du undgår at blive blitzet – hvis du skulle passere en fartkontrol.

Foto: Volvo.com

Så kort sagt: med adaptiv fartpilot undgår du unødig til- og fraslutning af fartpiloten og opnår dermed en ”blødere kørsel”. Med LED-lys og dets fantastiske oplysning af vejen, vil du aldrig gå tilbage til ”almindelige” lygter og med skiltegenkendelse er du altid opdateret på fartbegrænsningerne hvor end du kører.

Rigtig god tur!
Læs flere Tips & Tricks til din bil

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.