Benedicte Engel

Dine madvarer bliver for gamle – det samme gør dine bildæk!

bildæk madvarer

Du kender det sikkert. Det er tid til, at du skal have udskiftet dine gamle dæk. Du står ude hos forhandleren. og han tilbyder dig et hav af forskellige muligheder. Hvordan sikrer du dig, at sælgeren ikke forsøger at sælge dig et sæt gamle bildæk? Kvindernes Bilmagasin har kigget nærmere på, hvad du skal være opmærksom på, når du skal købe 4 nye dæk.

bildæk madvarer

Hvad har dine bildæk med dine madvarer at gøre? Ja, du læste rigtigt. Lige såvel, som der er en udløbsdato på dine madvarer, så er der også en sidste salgsdato for dine bildæk. 

Dine dæks udløbsdato

Når du skal ud og købe nye dæk, er det vigtigt, at du sikrer dig, at det ikke er nogle dæk, der har ligget på lager i årevis. Der sker en kemisk og fysisk proces med tiden, som gør, at dækket ikke opfylder sin fulde ydeevne.
Du tjekker dækkets fremstillingsår ved at kigge efter DOT feltet på dækket. (DOT – Datomærkning på dæk.) Det såkaldte DOT-mærke er et firecifret tal. De første to tal er ugenummeret, og de sidste tal angiver årstallet fx 36/16 = uge 36, år 2016. 

Udløsdato på dine dæk
Produktionsdatoen også kaldet DOT mærket, er markeret på alle dæk

”Man kan med fordel altid spørge forhandleren om dækkenes alder for at sikre at få så nye dæk som muligt” siger Georg Nielsen, Administrerende Direktør, Continental Danmark og fortsætter: ”Hvis du vil være helt sikker på, at dit nye dæk er nyt og ikke har taget skade, kan du altid spørge ind til, hvordan det har været opbevaret. 
Som udgangspunkt er der ingen regler for, hvor gammelt et dæk må være. Generelt bør de dog ikke blive ældre end 10 år. Men det er især vigtigt at være opmærksom på, at et dæk ældes løbende, og dækkets egenskaber forringes gradvist med tiden. Dertil kommer, at den dækteknologiske udvikling løber stærk i løbet af 10 år.”

Læs også: Akvaplaning – så farligt kan det være

Opbevaring af dine dæk

Det er vigtigt, at dækket opbevares korrekt for at kunne holde i op til 10 år. Når det opbevares under de anbefalede forhold (køligt, tørt, væk fra direkte lys og kemikalier), vil et dæk opretholde sine originale velafbalancerede ydeevne over en længere periode.

Continental anbefaler altså, at alle dæk, der er 10 år ældre end deres datostempler, erstattes af nye dæk. Efter 10 års levetid anses dækket for at have nået sidste salgsdato.

Continental anbefaler også at lade være med at købe brugte dæk, hvor du ikke kender historikken på det – det kan have været lappet eller udsat for forkert dæktryk.

Læs mere på Continentals egen hjemmeside

”Konsekvensen af at køre på for gamle dæk er, at gummiet ændrer sig, og dermed har det ikke den samme smidighed, som når det er nyt, og du går derfor på kompromis med sikkerheden både for dig og andre i trafikken, og det skulle vi nødig udsætte hverken din familie eller andre billister på vejen for”afslutter Georg Nielsen.


Georg Nielsen, Administrerende Direktør Continental Danmark

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Continental Danmark og Lindskov Communications

Volvo S60: Den oversete Volvo-klassiker

Volvo S60

Ok indrømmet! Jeg har aldrig været fan af Volvos sedaner. De har været tunge i numsen og proportionerne helt skæve. Men hvordan ser de ud nu, efter at Volvo har redefineret deres design med Volvo S60? Det glæder jeg mig til at finde ud af.

Volvo S60

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og denne uges testbil hed Volvo S60. Det var med en smule skepsis, at jeg startede min bil for at køre ud til Volvo Danmark i Herlev for at hente bilen. Jeg har nemlig aldrig være vild med Volvos “S-klasser”, altså sedan versionerne. Jeg synes, de har haft et uheldigt udtryk og mildt sagt været en smule kikset. Og selvom at det er nye tider hos Volvo med masser af nyt lækkert design og lækkert interiør, så var jeg ikke overbevist om at S-modellen levede op til mine forventninger. Men det måtte tiden vise.

2008 model Volvo S-60
2019 Volvo S-model

“Volvosk lækkerhed”
Volvo S 60 T5 R-Design, hed den model jeg fik udleveret nøglerne til. I den flotteste Fusion Red Metal, lækre store 19 tommer alufælge, luksus lædersæder, panoramasoltag osv. Da jeg satte mig ind i bilen for første gang, gav det en følelse af masser af luksus med et skandinavisk touch. Jeg følte mig faktisk rigtig meget hjemme i Volvoen og køre- oplevelsen fik mig ikke til at føle mig mindre hjemme.

4-6-8-12 cylindre
Volvoen var udstyret med en 4-cylindret motor, som ydede helt op til 250hk. Og det lyder måske som volapyk for dig. I gamle dage skulle man nemlig op og have en 6-cylindret motor for at den kunne levere op til 250hk – men i disse miljøtider er der dygtige ingeniører, som har formået at neddrosle motoren således, at en “mindre motor” kan levere flere HK. I helt gamle dage fandtes der også 8-cylindrede og 12-cylindrede motorer – men det hører fortiden til.

Motoren tændes ved den elegante lille drejeknap

Jeg var i hvert fald ret imponeret over Volvoens formåen. Den kørte som en drøm. Ja, det gjorde den. Motoren startes via en elegant lille drejeknap, dvs. ingen irriterende nøgler. Motoren var dejlig lydsvag, gearskiftet var smooth og nemt at finde ud af, og undervognen føltes fast og kontant. Testbilen var en R-design, som er Volvo’s topmodel. Sæderne var i lækkert læder, rattet og gearknop var i ekstra lækker kvalitet, undervognen var mere fast og stødabsorberende, kølergrill og LED forlygter var i det specielle R-design.

Læs også: Volvo V60 Cross Country – Komfort og lækkerier i ét

Jeg lagde mærke til en ret fed feature, som jeg ikke har prøvet ved andre bilmodeller. Jeg holdt parkeret i en parkeringsbås og skulle bakke ud. Det var svært for mig at se om der kom nogle biler. Her hjalp bakkameraet mig på en helt ny måde. Ikke nok med at den kunne se bag bilen om der var fri bane – den kunne også registrere bilerne som kom langt væk fra, så altså de biler jeg ikke selv kunne se, kunne bilen se for mig. Det var ret elegant.

Her registrerer bakkameraet at en bil nærmer sig langt væk fra
Her registrerer bakkameraet en bil lige bag ved mig

Design
Den nye S-60 er faktisk en rigtig pæn bil. Den er blevet meget mere sporty at se på. De store fælge, LED lyset, den dobbelte udstødning klæder bilen på en måde, så den både fremstår elegant og sporty på samme tid. Noget som vi danskere er vilde med.
Bagenden er blevet markant flottere, selvom jeg aldrig bliver fan af den. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg måske ikke er den eneste, der har det på den måde, for man ser ikke ret mange S-modeller på vejene i forhold til Volvos st. cars. Men om de gode køreegenskaber fik mig til at glemme min manglende kærlighed til S-modellens bagende, ved jeg ikke. For én ting er sikkert – jeg skænkede det ikke en tanke, så længe jeg sad bag rattet.

Det lille svenske flag, som er syet ind i sæderne, fik mig til at føle mig helt hjemme

Kvindernes Bilmagasin giver den nye Volvo S-60 følgende stilletter:

DESIGN:

KØREEGENSKABER

VALUE FOR MONEY

Volvo S 60 T5 R-Design
Startpriser fra 547.873,-
Modellen vi testede kostede 751.627,-
Læs mere om den nye Volvos S-60 på
Volvos hjemmeside

Se video:

Stemmeguide: De tyske biler – part 3

tyske biler asiatiske biler franske biler

Er du i tvivl om hvem du skal stemme på? Så kig i garagen. Har du tyske biler stående?… Hvad er hønen og hvad er ægget? Kommer partifarven før bilvalget  – eller bestemmer dit politiske ståsted hvad du vælger at have i garagen? Ingen ved det – men vi hjælper dig gerne alligevel i denne analyse baseret på lettere forældet statistik, løse påstande og strammede konklusioner… 

tyske biler

Hvis der står en tysk bil i din garage er du glad for en vis stabilitet. Vildskaben (eller manglen på samme) skal du nok selv sørge for når du sætter dig bag rattet – bilen skal være i orden, både mekanisk og udefra. Samme rationale gælder i stemmeboksen – politikere skal være driftsikre og sørge for gode rammer. 

Ejere af BMW, Mercedes og Audi stemmer generelt borgerligt. Opel og VW-ejere er mere tvivlende midtervælgere, der generelt bare ønsker en vis stabilitet og tryghed og som sagtens kan læne sig helt over til Socialdemokraterne eller Radikale.

Hvis du er til italienske biler er du sværere at kategorisere. Overordnet set ligger Alfa Romeo-ejere til højre for midten og Fiat-ejere til venstre – men folk, der vælger italienske biler er følelsesmennesker. Man vælger italienske biler fordi de er dejlige at køre i og fordi de ser godt ud – ikke fordi det er fornuftigt. Indenfor mærkerne er selvfølgelig også variationer. Kører du Punto, Tipo eller Panda stemmer du nok radikalt eller socialdemokratisk. Fiat 500-ejere er lidt nogle pyntegøjer, så de vil svinge mere ud – det kan både være over til SF eller måske Alternativet eller de kan være ovre at flirte med Konservative og LA. Også deres kryds i stemmeboksen er et fashion statement. Alfa Romeo-ejere vil sjældent stemme til venstre for Radikale – det elsker de deres brændstofslugende livsstilsaggregat for højt til. 

Hvis du kører dieselbil er der overvejende sandsynlighed for at du stemmer til højre for midten. Er det benzin, ligger du formentlig til venstre for midten. Hvis den senesteforskning viser sig at holde stik kan det være at det ændrer sig.

Elbiler er mere tricky… Hvis du kører Tesla er du opmærksomhedskrævende – også politisk. Enten stemmer du konservativt, eller LA (borgerligt, men ikke mainstream) og brokker dig gerne højlydt over at det ikke er til at få en ordentlig bil til under 1 mio i det her land. Du gør det dog med et skævt smil så du stadig kan leve lykkeligt i fantasien om at du i virkeligheden er Danmarks svar på Jennifer Lopez. 

Alternativt er du hipster, kreativ, har den store pakke med apple-produkter og bor funky-urbant med bistade indenfor gåafstand. I givet fald stemmer du Alternativet, Enhedslisten eller Radikale – og er meget højlydt engageret i klimadebatten. 

Hvis du kører en hvilken som helst anden el-bil stemmer du også radikalt eller til venstre herfor. Du støtter også gerne Greenpeace, har et aarstiderne-abonnement, hvis du ikke cruiser co2-neutralt rundt til de lokale gårdbutikker – du er klimabevidst og det må omverdenen gerne vide. 

Uanset hvad der står på dit rat, ønsker vi dig en rigtig glædelig valgdag.

Stemmeguide: De asiatiske biler – part 2

tyske biler asiatiske biler franske biler

Er du i tvivl om hvem du skal stemme på? Så kig i garagen – har du asiatiske biler stående? Det kan sige noget om, hvem du vil foretrække at stemme på politisk.

Kommer partifarven før bilvalget  – eller bestemmer dit politiske ståsted hvad du vælger at have i garagen? Ingen ved det – men vi hjælper dig gerne alligevel i denne analyse baseret på lettere forældet statistik, løse påstande og strammede konklusioner…

tyske biler asiatiske biler

Er det en Honda, Mazda, Kia eller Toyota der står i indkørslen er sandsynligheden for at du stemmer V eller K høj. Du kan godt lide det driftssikre, garantien og er ikke for fin til at skrue godt op for Tv-2s Fantastiske Toyota og hylde de gode køreegenskaber. Du kunne sagtens være typen, der ikke gider købe Mac og iPhone når du kan få noget ligeså godt lidt billigere. Du er sparsommelig men ikke nærig – du ved hvad du har lyst til at bruge penge på. Hvis du kører MX-5 eller Kia Stinger stemmer du LA eller K – pr brevstemme. Du vil nemlig helst ikke gå glip af kostbar tid i bilen for at stå i kø ved stemmeboksen.

Mitsubishi og Hyundai peger i retning af S eller SF. Der er ikke noget flashy – på mange måder et anonymt valg. Du er nemlig typen, der optaget af meget andet og vigtigere ting end biler. Det vigtigste er at du kommer fra A til B og at bilen kører som den skal og holder længe. 

Kører du Suzuki eller Chevrolet er der stor sandsynlighed for at du stemmer DF. Du holder af at handle discount, er i det hele taget ikke meget for at betale ‘for meget’ for noget og går ikke så meget op i hvordan bilen ser ud eller om den kan ‘alt muligt fancy’. Den skal bare virke og der skal ikke være for meget brok med den. 

Undtagelsen er selvfølgelig hvis du kører ‘rigtig’ Chevrolet – Corvette eller lignende. I så fald er det mere sandsynligt at du stemmer konservativt, fordi det var tjekket dengang du købte bilen, hvor både du og dit hår havde deres storhedstid. 

Fortsættelse følger…

Stemmeguide: De franske biler – part 1

tyske biler asiatiske biler franske biler

Er du i tvivl om hvem du skal stemme på? Så kig i garagen – har du franske biler stående? Det kan sige noget om dit politiske ståsted.

Kommer partifarven før bilvalget  – eller bestemmer dit politiske ståsted hvad du vælger at have i garagen? 
Ingen ved det – men vi hjælper dig gerne alligevel i denne analyse baseret på lettere forældet statistik, løse påstande og strammede konklusioner…
I dag ser vi på de franske biler og hvordan deres ejere stemmer.

tyske biler asiatiske biler franske biler

Peugeot er lidt af en blandet landhandel. Generelt er det den mest højreorienterede af de franske bilmærker og det af mærkerne, der tilbyder mest bling, luksus og design. 

Formentlig bor du som Peugeot-ejer i eget hus, har 2,3 børn, måske også hund og sommerhus. Du er sikkert havetypen og går ikke af vejen for at bruge roundup når havens look skal være ligeså skarpt som bilens. Der er også mindst ét fitness-abonnement i husstanden og nationalfølelsen er nært knyttet sammen med håndbold og fodbold. Her kan krydset godt glide helt over til Venstre, men ellers er Socialdemokraterne også populære – bare de ikke piller ved boligskatterne.

108 rammer bredt – den er et populært valg som bil nummer 2, fordi den er lidt mere lækker i både design og udstyr end så mange andre mikrobiler. Her kan krydset sagtens lande hos SF, Radikale eller Konservative. 

208 er både en praktisk familiebil og en rigtig Brian-bil. I flere år har den både været den mest solgte og den mest leasede bil på det danske marked – derfor er den også svær at indkredse en type på, da det er et meget bredt udsnit af befolkningen, der ser verden henover et rat med løvelogo.

Hvis man er kørende i 308 og opefter, stemmer man ikke til venstre for Socialdemokraterne.  

Sidder du til daglig bag rattet på en Renault er du sandsynligvis midtervælger – og lidt et vanemenneske. 

Du stemmer sandsynligvis på et af de gamle partier og holder i det hele taget meget af en vis soliditet. Et Politiken-abonnement vil ikke være usædvanligt og du kunne godt være typen der tager i teateret mere end én gang om året. Du læser mere end gennemsnittet og bruger mere tid på at lave mad end fx Suzuki-ejere. 

Kører du Twingo er du nok førstegangsvælger eller klimabevidst, men uden at have budget til at købe el-bil – her vil Radikale være et oplagt valg. Med mindre det er husstandens bil nummer 2 – så kan det ligeså godt være S eller V.

Renault Twingo

Renault er storleverandør i rummelige biler – til rummelige familier med flere børn, hunde, naboer og slægtninge. Jo ældre model storfamilieRenault du kører, jo længere til venstre lander dit kryds. Er vi ude i en ældre Renault – måske en klassisk 19 eller en cabriolet af ældre dato – kunne ejeren godt være SF-vælger, gerne piberyger og måske ejer af en saxofon. Eller ihvertfald en mundharmonika.

Er det Citroën der pryder din indkørsel, stemmer du til venstre for midten. 

Hvis du kører 2 CV stemmer du SF og har gjort det siden du købte den sent i 70erne. Egentlig er den ikke så klimavenlig, men omvendt er det heller ikke bæredygtigt bare sådan at bruge og smide væk og bilen er fyldt med gode minder. Desuden kan man selv reparere den, da den er så dejlig ukompliceret.

Citroën 2cv

Kører du C3 stemmer du Socialdemokratiet, handler i Brugsen, bor i parcelhus og følger med i Den store bagedyst når børnene, der går i den lokale folkeskole, er kommet hjem fra håndbold. Du er ikke meget for at være midtpunkt og bryder dig ikke om de store omvæltninger. 

Har du derimod en DS-model, er du offentlig mellemleder og er svært splittet mellem ønsket om magt og indflydelse og din illusion om at du stadig er ligesom alle de andre. Dit outfit vil typisk være jeans og upudsede sko forneden og enten en skarp skjorte for oven eller en halvhjertet blazer over en ternet skjorte. På samme måde vil du gerne have luksus a la Charles de Gaulle, men samtidig lade som om du kører Citroën ‘ligesom alle de andre’. 

Hvis du kører Berlingo er du udenfor kategori… du kan være typen, der hører Pia Raug for fuld udblæsning mens du er på vej til keramik/drømmetydning og stemme Enhedslisten – eller du kan være typen, der har stylede puddelhunde med til hundeudstilling, ryger mentolcigaretter og stemmer Nye Borgerlige. Man ved det ikke med sikkerhed…

Fortsættelse følger…

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.