Karen

Salg af elbiler stiger i Danmark

Danskerne er begyndt at få øjenene op for elbilerne. Salg af elbiler i Danmark stiger. Nye tal fra Autobranchen viser, at der alene i januar måned 2019 er solgt op mod 200 el biler i de 3 første uger i januar i år, hvorimod der kun blev solgt 18 biler i samme periode i 2018.

salg af elbiler

Direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, mener, at den øgede købelyst tyder på, at elbilerne står foran et mindre gennembrud.

”Salg af elbiler begyndte at tage fat i andet halvår i 2018 og fortsætter nu ind i det nye år. Forbrugerne har fået sikkerhed for de lave afgifter på kun 20 pct., og elbilernes rækkevidde er gennem større batterier også blevet stærkt udvidet. Så alt i alt er vi nok på vej i en retning af, flere familier ser de grønne biler som et fornuftigt alternativ til de traditionelle biler”, siger Gitte Seeberg.

Priserne på elbilerne er samtidig blevet mere konkurrencedygtige i forhold til de mere traditionelle benzin- og dieselbiler, og vi ser et stigende antal af nye el biler på markedet som fx Hyundai Kona og Kia e-Niro. I den mere eksklusive klasse er der store forventninger til Jaguar I-Pace, som allerede er på markedet og Tesla 3, som lanceres i denne måned.

1545 elbiler solgt i 2018

Generelt har salg af elbiler været en træg affære de seneste år. Det samlede salg beløb sig kun til 1545 elbiler sidste år, hvilket dog var en fordobling i forhold til året før. Dermed er den samlede bestand af elbiler på de danske veje kun lige knap 10.000.

”Statsministeren har en ambition om, at der kommer en million grønne biler ud på vejene senest i 2030. Det er meget ambitiøst, og skal man i mål med det, vil det kræve et meget stort finansieringsbehov.

Men der er heller ingen tvivl om, at der kommer til at ske en masse på den grønne front, når bilfabrikkerne begynder at masseproducere deres nye elbils-modeller, ” siger Gitte Seeberg.

Finansministeriet har beregnet at den grønne omstilling af transportsektoren vil koste omkring 88 mia. kr. frem til 2030.

Kilde: Autobranchen Danmark

Mercedes C 300 coupé: En fryd for øjet

Mercedes skiller sig væsentligt ud fra de fleste andre producenter, så jeg så frem til at teste den nye Mercedes C 300 Coupé, og jeg blev ikke skuffet når det kommer til køreegenskaberne.

Mercedes C 300 coupé

Intuitiv brugerflade?
Automatgearet betjenes fra ratpinden, hvor du i de fleste andre biler betjener vinduesviskeren, og det lykkedes mig da også en mørk vintermorgen at komme til at sætte bilen i frigear i stedet for at bruge viskerbladene!

En fryd for øjet

Infosystemet styres dels via panelet i midterkonsollen, fra rattet og Mercedes Me appen. Jeg mener selv, at jeg generelt er rimelig ferm til at lære forskellige systemer at kende og ellers prøver jeg mig frem. Mercedes er dog ikke særlig intuitiv, jeg måtte ty til brugermanualen for at finde ud af, hvad den kan og hvordan det betjenes. Det lykkedes mig aldrig helt at finde ud af navigationen, og min tålmodighed duer ikke til at bruge lang tid på at taste destinationen ind. Hvor er den smarte touchscreen Mercedes?

Solskærmen er lidt uheldigt placeret, da jeg klappede den ned for at undgå at blive blændet af solen, dækkede den det meste af mit synsfelt, jeg måtte vippe den op langs forruden og så på med solbrillerne.

Pænt ser det ud, men knap så brugervenligt.

De små, lækre detaljer
Bilen var AMG stylet. som giver bedre køreegenskaber, et frækkere udseende både indvendigt og udvendigt. Jeg har efterhånden testet en del bil, men C300’eren er faktisk den jeg har fået flest kommentarer for på gaden, jeg er åbenbart ikke den eneste der drejer hovedet når jeg ser en lækker bil og der er ingen tvivl om, at C300 Coupé er en smuk bil. Mercedes har forstået at lave et flot design, der giver et eksklusivt og sporty udseende og fremragende køreegenskaber, der virkelig får udnyttet effekten på kW 190/ 258 hk. Det var ren nydelse at trykke på speederen og mærke accelerationen og bilen der sugede sig fast på vejbanen.

Læs mere om AMG styling

En lækker lille detalje ved coupé’en er selen der kører frem når du lukker døren, samt strammer til, når du har spændt den.

Da jeg en morgen kom ned til en snefyldt bil blev jeg et øjeblik irriteret over, at der ikke var nogen isskraber i testbilen. Jeg trykkede på max på klimanlægget og vupti, så var bilens for og bagrude fri for sne og is i løbet af meget få minutter, jeg var imponeret og hurtigt klar til at køre.

Egoist bil
Det er en egoistbil, hvor bagsædet er mest til pynt. Det at få en autostol ind på bagsædet var noget af en bedrift, og når den endelig var sat i, og forsædet klappet tilbage, var der ikke plads til min datters ben, medmindre jeg kørte passagersædet helt frem. I og med at det er en coupé, er dørene meget brede, hvilket gav endnu en udfordring da jeg skulle mosle datteren ud af bilen, samtidig med at jeg skulle passe på, at døren ikke rakte for langt ud på cykelstien, hvor cyklerne kom kørende i høj fart. Jeg var helt svedig da jeg endelig fik hende ud af bilen, så jeg må konkludere, at en coupé er meget upraktisk, så længe jeg har et barn der sidder i autostol. Til trods for alle mine anstrengelser var min datter meget ulykkelig da jeg havde afleveret testbilen og hentede hende i vores egen bil, hun ville hellere køre Mercedes!

Læs også vores artikel om Mercedes B 200

Pladsmangel på bagsædet.

Så er der lige det med prisen
Mercedes C coupé fås fra 530.998,- Testbil koster 857.957,- inkl. ekstra udstyr for 191.359,- Til gengæld får du ren køreglæde for alle pengene, infotainmentsystemet trækker dog ned og jeg lander derfor på 4 stilletter.

Rummelig familiebil med et sporty design? Ford Focus 2019 leverer varen

Som tidligere bilsælger hos Ford, havde jeg store forventninger til Ford Focus 2019, hvor der er lagt vægt på kørekomfort, rummelighed og teknologi. Levede bilen op til mine forventninger? Læs med her.

Ford Focus 2019

Prisvindende motor
Bilen som jeg testede havde den prisvindende 1.0 Ecoboost motor med 125 hk. Jeg har tidligere kørt Fiesta med den samme motor, hvor jeg var begejstret for den store ydeevne på den lille motor med 3 cylindere. Men jeg blev skuffet over Focus’en, med kold motor lyder den som en traktor og overanstrengt når jeg accelererede, til gengæld kørte den fint, når først motoren var varmet op.

Vi var med, da bilen blev lanceret i Nice, læs anmeldelsen

De fleste nyere biler er udstyret med start/stop funktionen som er en smart måde at spare brændstof og skåne miljøet på. Ford har dog nogle udfordringer med deres system, der er ustabilt og du kan ikke altid regne med at det virker.

Brugervenligt instrumentbræt

Læs også vores test af Fiesta ST2

Infotainment systemet med uheldig skærm

Testbilen var desværre ikke udstyret med navigationsanlægget, men der var et infotainment system hvorfra radio, telefon og bilindstillinger kan styret fra, samt Sync som er Fords nødsystem, som ringer efter hjælp, hvis du kører galt. Systemet er brugervenligt, men skærmen er klodset placeret og giver indtryk af at være eftermonteret, om igen Ford!

Om igen Ford

Ekstra udstyr der gør en forskel på en kold vinterdag
Ford har altid været kendt for at være de første der leverede biler med opvarmet forrude. Testbilen var udstyret med vinterpakke, som udover den opvarmede forrude også indeholder varme i rattet.  Fra september til maj måned kører jeg med kørerhandsker fra Randers Handsker, men i de koldeste måneder er det ikke nok til at holde hænderne varme og så er det ren luksus at få varmet hænderne samtidig med at du slipper for at skrabe is af ruden. Jeg er fan af vinterpakken.

En anden feature som Ford er kendt for er dørkantsbeskytterne, det ser måske ikke kønt ud, men det er en fremragende måde at undgå de ærgerlige “Bilkabuler” på, og jeg ville ønske at alle biler var udstyret med den lille plastikdims, så jeg slap for at parkere i fjerneste, ødede hjørne af p-pladsen ved store supermarkeder.

Rummelig bil til overkommelig pris
Alt i alt er Focus’en en god, rummelig familiebil. Der er god plads på bagsædet og en fin størrelse bagagerum. Designet giver et sporty indtryk, bilen er pæn at se på og virker ikke klodset som nogle af de tyske modeller i samme klasse.

God plads i bagagerummet
Smuk og sporty bagende

Ford Focus fås fra 213.940 med 125hk. Testbilen koster 228.635,- ekskl. ekstraudstyr.

Bilen er dejligt rummelig, men køreoplevelsen kunne være bedre og den klodsede skærm trækker ned, jeg giver derfor Focus’en 3 stilletter.

VW T-Roc: En lille rap sag

Ved første øjekast virker VW T-Roc’en som en høj rummelig bil, men jeg blev overrasket over størrelsen i kabinen. Kvindernes Bilmagasin har prøvekørt den nye crossover fra VW.

VW T-Roc

VW T-Roc er en crossover (altså mellemstørrelse af en hatchback og en SUV) og er en lille, men rap bil, som vinder ved nærmere bekendtskab. Den er kvik og hurtig i optrækket, og på trods af, at den virker lille, er der plads til en fuldvoksen mand på bagsædet. Testmodellen havde glastag som var til stor fornøjelse især for min 2-årige datter som nød at kunne se himlen mens vi kørte.

Infoskærmen var overskuelig og nem at betjene, selvom der var lidt start vanskeligheder med at få parret telefonsystemet med min Iphone. Min umiddelbare opfattelse er, at Volkswagen er tysk grundighed og god kvalitet, men mht. telefonsystemet er der plads til forbedring, ifølge dem jeg talte med lød det som om jeg stod i en svømmehal.

Læs også: Ny T-Cross – Volkswagens lille nye baby er født

Testbilen var udstyret med DSG automatgear som jeg personligt er stor fan af. Det fungerer bare og giver en let og glidende kørsel. Når bilen samtidig er udstyret med 190 hk og er forholdsvis let, føles det lidt som at køre i en komfortabel gokart, acceleration er der masser af og til trods for at jeg har en forkærlighed for store og lidt tunge biler, var jeg faktisk ret solgt på VW T-Roc.

DSG (automatgear) i VW T-Roc
Overskueligt instrumentbræt

En fed feature er muligheden for at ændre på køreegenskaberne alt efter terræn. Dvs. at du kan skifte mellem almindelige vejforhold, bjergkørsel og sne. Har du varer eller andet på bagsædet kan man ofte stå og fumle i mørke, men vores testbil var udstyret med Ambient belysning i hvid så bagsæde var fuldt oplyst når man åbner døren, jeg er begejstret.

Der er masser af sikkerhedsudstyr i VW T-Roc, bl.a. PreCrash, som registrerer kritiske trafiksituationer og forbereder personer i bilen og selve bilen på en mulig ulykke, fodgængerregistrering og træthedsregistrering

Med nødopkaldsservice som ekstraudstyr kan du ved at trykke på den røde SOS-knap få fat i Volkswagens nødhjælpscentral hele døgnet rundt. Ved ulykker med airbagudløsning tilkaldes der automatisk hjælp.

Du bør jævnligt køre ind på en tankstation og tjekke dæktrykket i bilen, da det kan udgøre en sikkerheds risiko at køre med forkert dæktryk. Men med dæktrykskontrolsystemet som T-Roc’en er udstyret med slipper du for at bekymre dig om lufttrykket, da systemet giver besked, hvis der mangler luft i dækket. En sikkerhedsfunktion som har været et EU lovkrav i alle nye biler siden november 2014.

Bagagerummet er forholdsvis rummeligt når man ser på størrelsen af bilen, og der kan nemt blive plads til både bagage og klapvogn.

T-Roc’en fås fra 237.897,- Kr. Vores testbil var T-Roc 2,0 TSI DSG 4MOTION Sport spækket med ekstraudstyr og står til Pris: 366.194,-  Om du så vil betale 10.998 for energetic orange metal vil vi lade være op til dig.

Min begejstring for bilen giver den 5 stilletter.

Volvo XC60: 100% ren køreglæde

Volvo er blevet det nye sort. De har altid været kendt for at være førende inden for sikkerhed, men de senere år er de virkelig også kommet efter det mht. design og funktionalitet. Kvindernes Bilmagasin har testet den nye Volvo XC60.

Volvo XC60

Det skal ikke være nogen hemmelig, at jeg havde glædet mig til at teste Volvo XC 60’eren. Jeg har altid haft en forkærlighed for Volvo og privat kører jeg selv rundt i den tidligere model XC60. Så jeg var spændt på at se, om bilen kunne leve op til mine forventninger. Og det skal jeg love for at den gjorde!

Testbilen havde 190 hk og et 8-trins automatgear. Jeg var overrasket over accelerationen og det glidende gearskifte, så det var med at holde øje med speedometeret for at overholde hastighedsbegrænsningen.

Selvom Volvo XC60’eren er en SUV i den tungere klasse er den utrolig let kørt. Jeg var i et med både bil og vej og parallelparkering er piece of cake, eftersom den er nem at manøvrere. Udsynet er rigtig godt da man sidder højt – de store vinduer gør samtidig, at der ikke er mange blinde vinkler. For at blive lidt nørdet så er undervognen designet til at give en adræt håndtering og reaktionsvillig styring, og det må man sige, at de er lykkedes med. Luftaffjedringen (som er ekstra udstyr) holder kørehøjden konstant og leverer en mere smidig og kontrolleret kørsel gennem sving og ujævnheder.

Læs også: Volvo XC40 – Volvo er det nye sort

Infocenteret er utrolig brugervenligt og logisk opbygget så både telefon og navigation kan betjenes lynhurtigt.

Lane assist og adaptiv fartpilot er en selvfølge i Volvo og hvor jeg normalt ikke er den store fan af den adaptive fartpilots måde at bestemme min kørsel på, så fungerer den fint i Volvoen,. Den har en blidere måde at sænke farten og accelerer i forhold til de forankørende.  Når den sænkede farten føltes det naturligt, hvor det i andre mærker føles som en kraftig opbremsning.

Der er god plads i kabinen og på bagsædet – og denne SUV er ikke gået på kompromis i forhold til bagagerummet (505L), så her er der plads til både barnevogn og bagage. Kør-selv ferie ligger således lige til højrebenet.

Volvoen er selvfølgelig spækket med ekstra udstyr såsom intellisafe, elbagklap, el-indfældbare sidespejle , og Apple Carplay. Skal du have en autostol med i bilen er der ikke kun Isofix, men desuden top tether som er en rem der fastgøres i bagagerummet, som gør at autostolen er spændt ekstra godt fast. En anden fin detalje i Volvo’en er barneselepuder på bagsædet, dvs. at når barnet er blevet gammel nok til at sidde på selepude, så er det integreret i bilen, smart!

En velkørende bil med stor fokus på både fører og andre i trafikken. What’s not to like?

XC60’eren fås fra 630.000,-. Testbilen koster 801.039,-

Alt i alt er jeg vild med XC60’eren og det eneste der kan trække ned er prisen som ligger i den høje ende, det til trods ender jeg alligevel på 6 stilletter til XC 60’eren.

De fede fælge er ekstra udstyr, men skal du være flot kørende, så er lækre 19” fælge næsten et must.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.