BILER

Audi RSQ e-tron – designer spionbilen er med i ny animationsfilm

For første gang nogensinde bringer Audi fremtidens design og mobilitet til det store lærred. Det gør de med konceptbilen Audi RSQ e-tron, der er en fiktiv og virtual performance bil, som er skabt specielt til Twentieth Century Fox’ nyeste animationsfilm – Spies in Disguise.

Audi RSQ

Den batteridrevne og fuldelektriske model, som er designet af Audi Design i samarbejde med Blue Sky Studios, kombinerer selvkørende mobilitet med kunstig intelligens og transformationsteknologi. Audi RSQ e-trons chauffør i filmen er superspionen Lance Sterling, der på amerikansk er stemmelagt af skuespilleren Will Smith.

Med et speedometer vist som hologram, elektrisk mobilitet og fuldautomatisk køreteknologi er den to-sædede konceptbil indbegrebet af brandets visionære designsprog. Superagenten Lance Sterling har brug for en bil med høj ydeevne, der komplimenterer hans evner. Sammen med udstyrsfeatures som fuldautomatisk kørsel og andre Audi assistentsystemer, er bilen derfor fuld af udstyr, som passer sig til en ægte agentbil.

“Audi har haft en digital og fremadskuende tilgang til designprocessen af Audi RSQ e-tron”, siger Frank Rimili som er Head of Exterior Design Studio 3 hos Audi AG. “Hos Audi Design kombinerer vi førsteklasses digitale visualiseringsværktøjer med menneskelig præcision. Disse processer giver os mulighed for præcist at implementere futuristiske designideer i udviklingen af en fiktiv virtuel konceptbil som RSQ e-tron”.

Audi RSQ e-tron er med til at fortælle historien om e-trons fuldelektriske mobilitetskoncept og cementere det som en del af Audis brand: “En international spionhistorie med fremtidsteknologier, som kan redde verden, er det perfekte match for Audi som brand”, siger Giovanni Perosino, Vice President of Marketing Communication hos Audi AG. “Ligesom med vores biler er sjov, innovation og ydeevne nøgleord i fortællingen”.

Audi og Fox har været gode samarbejdspartnere gennem flere år, og vi er ovenud begejstrede for at udvikle forholdet ved at bringe Audi ind i animationsfilmsverdenen for første gang. Projektet har været en perfekt mulighed for at understrege Audis e-tron-teknologi og give vores heroiske spion, Lance Sterling, hans helt egen signaturbil”, udtaler Erin Williams, Vice President for Marketing Partnerships hos Twentieth Century Fox Film.

Animationsfilmen Spies in Disguise har international præmiere i september 2019. Se den officielle trailer her:

Alfa Romeo Stelvio: Hurra for italiensk perfektionisme

Kvindernes Bilmagasin har denne gang testet den flotte og sporty SUV, Alfa Romeo Stelvio. Alfa Romeos bilsortiment er ikke så stort, men til gengæld er det yderst interessant, og de forstår at skille sig ud på flere fronter.

Bilerne har bare noget helt unikt i form af både design og køreegenskaber, og for sådan en Alfa-pige som mig, der tidligere har kørt Giulietta i flere år, så har jeg glædet mig meget til at skulle teste Alfa Romeo Stelvio.

Alfa Romeo Stelvio

High-end design
Jeg fornemmer fra start, at det italienske designteam virkelig har gjort det godt her. Det har helt sikkert ikke været nemt, for denne gang var det ikke kun de sædvanlige Alfa-fans, der skulle tænkes på, men også et helt nyt segment, nemlig de SUV-interesserede, som skulle begejstres. Det synes jeg faktisk, at Alfa Romeo har klaret med bravour – sådan en dejlig blanding af sportslig frækhed kombineret med god plads og high-end design.

Køreegenskaber
Alfa Romeo Stelvio kører formidabelt. Den ligger godt på vejen, og affjedringen er i top. Med sin 4-cylindret turbodiesel motor og 180 HK er der hurtig reaktion og høj fart på forholdsvis kort tid (0 – 100 km/t på 7,6 sekunder). Skønt, når der føles et godt pres ned i de lækre formstøbte lædersportssæder.

Den 8-trins automatiske gearkasse skifter hurtigt og smidigt, ingen mærkelige hak her. Stadigt fedt med Alfa´ Romeo D/N/A – Drive Mode Selector: D for Dynamic, N for Natural og A for All Weather. På den måde kan man både få lidt sjov i gaden eller køre økonomisk, alt efter humør.

Eksteriør
Især bagfra synes jeg, at bilen skiller sig ud med den brede og flotte bagdel med dobbelt udstødning samt elegante lygter. Bagagerummet er dejligt stort og bagklappen har automatisk åbne/lukke-funktion, især skønt, når man har favnen fuld.
Det er godt at se, at man har beholdt det klassiske og elegante design i front. Dog var det ikke kun designet, men også metallakken Misuno Blue, der skabte meget opmærksomhed, da jeg var på tur, og Alfa Romeo Stelvio´ kan sagtens bære en så flot og vild farve.

Kabine
Modsat det ydre, er det indre meget afdæmpet. Interiøret er holdt i alu og sort, så faktisk følte jeg en behagelig ro, når jeg satte mig ind i bilen. Der er virkelig mange bilfirmaer, der har tendens til lige at få ført en skrap farve ind i sædestof eller instrumentering, men her virker det super lækkert og stilligt kun med to farvenuancer. Et godt eksempel var Alfa-logoet, der denne gang ikke var i de traditionelle farver, men også holdt i alu og sort. Logoet sad midt i det lille sporty rat, som endda var udstyret med varme, hvilket var en fryd på en kold efterårsmorgen.

En ekstra lille finesse som jeg bliver nødt til at bemærke, var start/stop-knappen, som var placeret i rattet, sådan: ”Vi vil godt skille os ud” – agtigt. Genialt tænkt.

Af ekstraudstyr i den model, jeg fik lov at teste, kan bl.a. nævnes: Ratbetjent gear, Lys i dørhåndtagene, læderindtræk, aluminiumssportspedaler, 19” alufælge samt gul-lakerede bremsekalibre. Sidstnævnte giver lige et ekstra cool look.

Summa Summarum
Prismæssigt ligger Stelvio´en i den høje ende af skalaen sammen med de tyske SUV´er, men med både det flotte design, super køreegenskaber samt en crashtest med højeste score, så synes jeg klart, at den fortjener placering i den øvre klasse. Her får man nemlig hele paletten. Hurra for italiensk perfektionisme.

Alfa Romeo Stelvio 2.2 DS 180 HK aut. Edizione får 5 ud af 6 stiletter

Denne italienske herlighed koster kr. 649.490,- incl. ekstraudstyr.

Startpris kr. 569.345,-.

BMW X4: Mors monstertruck

Enhver kvinde med respekt for sig selv bør vælge en fornuftig størrelse bil. En god størrelse, med masser af plads, perfekt siddekomfort og et lækkert design. Dette og meget mere får du i BMW´ X4

BMW X4

Den største fejl en sælger kan begå
Dengang jeg arbejdede som bilsælger, lå det i kortene, at kvinder skal køre rundt i små biler. Det gør det stadig. I hvert fald i en bilsælgers verden. I min verden er det den største fejl, en bilsælger kan begå – automatisk at tro, at en kvinde ønsker en lille bil. Utallige gange har jeg set en sælger være forudindtaget, til trods for, at de efter en lang snak hvor, kvinden har stået og hældt vand ud af ørerne og fortalt, at om mandagen går Laura til Svømning, om onsdagen går Benjamin til fodbold, der skal handles ind, og mange weekender går med datterens ridestævner eller sønnens sejlads.

Alt imens manden ligger på landevejene i sin store st.car. Helt alene.
Her er det, at sælgeren fejler når han efterfølgende hiver kunden med over i det fjerneste hjørne af bilforretningen, og med stor entusiasme fremviser den kedeligste, lille mikrobil, “for den er jo nem at parkere”. Helt ærlig! Har du overhovedet ikke hørt efter ,hvad jeg lige har stået og fortalt? Hvor mange gange skal jeg sige det? Lyt, lyt, lyt. Der er egentlig bare tale om god gammeldags behovsafdækning. Sværere er det ikke.

Men det er lidt som om, at når en enlig kvinde træder ind i en bilforretning, får hun et klistermærke i panden, hvorpå der står: Biler siger mig ingenting, så jeg skal bede om den mindste og billigste bil, du har. Det er den største fejl, en sælger kan begå!

Konklusion: Kvinden skal køre i familiens største bil. Basta!

Læs også: BMW X2 – Til den kræsne karrierekvinde

En monstertruck
Og når jeg nu siger “stor bil”, så mener jeg stor bil. Det får du altså, hvis du vælger en BMW X4. Den er til gengæld også rigtig stor. En monstertruck kunne man fristes til at kalde den. Men så stor igen er den faktisk heller ikke. Det er dens former, der gør, at den ligner en vulgær, brutal monstertruck. Og hvorfor gør den så det? Jo, en BMW X4 er en stor SUV, men så har manden med coupé-blyanten nede på tegnestuen hos BMW lige været inde over og lavet et par linjer henover tagryggen, som gir den det her meget “grrr…” udseende. En Coupe-SUV vil jeg kalde den. Du får både en SUV, men også en stor Coupé. Om man kan lide designet eller ej?  Det kan diskuteres…

Coupelinjerne ses henover tagryggen

Oceaner af plads
Fordi at BMW X4´  er bygget på en X3´ers platform, altså samme bund-skelet, er der kæmpe meget plads i bilen. Både som chauffør og passager. Det føles som at sidde i en balsal. Pladsen på bagsædet er luksus, når man har en 3-årig med i en autostol, og læssehøjden er genial. Bagagerummet er et badekar. Det frygtelige ved at have et så stort bagagerum er, at man får slæbt simpelthen så mange ting med. Også ting man måske ikke helt behøvede.

Det kæmpe store bagagerum kan fyldes med masser af habengut. Også en klapvogn er der masser af plads til.

Alt i udstyr
Testbilen, jeg kørte i var en BMW X4 xDrive 30i Connected – Model M Sport. En 4-cylinderet (dvs. knapt så meget brum), 2,0 med 252Hk. Det lyder egentlig af ret mange hestekræfter. Men af sådan en stor og tung bil at være, så føltes den faktisk engang imellem en lille smule anstrengt. Hvis jeg skulle vælge denne bil, ville jeg helt sikkert bevæge mig op i en 6-cylindret(mere brum og mere hest).

Men det er selvfølgelig også til en helt anden pris. Bilen havde en masser lækkert udstyr, bla. trådløs opladning, head-up display, M-læderrat, M-sportssæder og en hulens masse sikkerhedsudstyr. Som enhver anden BMW var der ikke en finger at sætte på køreregenskaberne. Et lækkert stykke vogntøj må man sige!

Den trådløse mobiloplader foran kopholderen, sørger for at din telefon altid er fuldt opladt når du er på farten

Pris
Sidder du og bliver fuldstændig forelsket i denne monstertruck, kan den blive din for kr. 716.215,-. Testbilen, jeg kørte i, koster kr. 1.047.078,- Det er selvfølgelig mange penge lige at punge ud med på en gang. Men så er det heldigt at den helt sikkert også kan leases.

Der er ikke en finger at sætte på bilens køreregenskaber, komfort og funktionalitet, men designet er en smule for vulgært til min smag. Derfor får BMW X4 4 stilletter ud af 6:

Volvo XC60: 100% ren køreglæde

Volvo er blevet det nye sort. De har altid været kendt for at være førende inden for sikkerhed, men de senere år er de virkelig også kommet efter det mht. design og funktionalitet. Kvindernes Bilmagasin har testet den nye Volvo XC60.

Volvo XC60

Det skal ikke være nogen hemmelig, at jeg havde glædet mig til at teste Volvo XC 60’eren. Jeg har altid haft en forkærlighed for Volvo og privat kører jeg selv rundt i den tidligere model XC60. Så jeg var spændt på at se, om bilen kunne leve op til mine forventninger. Og det skal jeg love for at den gjorde!

Testbilen havde 190 hk og et 8-trins automatgear. Jeg var overrasket over accelerationen og det glidende gearskifte, så det var med at holde øje med speedometeret for at overholde hastighedsbegrænsningen.

Selvom Volvo XC60’eren er en SUV i den tungere klasse er den utrolig let kørt. Jeg var i et med både bil og vej og parallelparkering er piece of cake, eftersom den er nem at manøvrere. Udsynet er rigtig godt da man sidder højt – de store vinduer gør samtidig, at der ikke er mange blinde vinkler. For at blive lidt nørdet så er undervognen designet til at give en adræt håndtering og reaktionsvillig styring, og det må man sige, at de er lykkedes med. Luftaffjedringen (som er ekstra udstyr) holder kørehøjden konstant og leverer en mere smidig og kontrolleret kørsel gennem sving og ujævnheder.

Læs også: Volvo XC40 – Volvo er det nye sort

Infocenteret er utrolig brugervenligt og logisk opbygget så både telefon og navigation kan betjenes lynhurtigt.

Lane assist og adaptiv fartpilot er en selvfølge i Volvo og hvor jeg normalt ikke er den store fan af den adaptive fartpilots måde at bestemme min kørsel på, så fungerer den fint i Volvoen,. Den har en blidere måde at sænke farten og accelerer i forhold til de forankørende.  Når den sænkede farten føltes det naturligt, hvor det i andre mærker føles som en kraftig opbremsning.

Der er god plads i kabinen og på bagsædet – og denne SUV er ikke gået på kompromis i forhold til bagagerummet (505L), så her er der plads til både barnevogn og bagage. Kør-selv ferie ligger således lige til højrebenet.

Volvoen er selvfølgelig spækket med ekstra udstyr såsom intellisafe, elbagklap, el-indfældbare sidespejle , og Apple Carplay. Skal du have en autostol med i bilen er der ikke kun Isofix, men desuden top tether som er en rem der fastgøres i bagagerummet, som gør at autostolen er spændt ekstra godt fast. En anden fin detalje i Volvo’en er barneselepuder på bagsædet, dvs. at når barnet er blevet gammel nok til at sidde på selepude, så er det integreret i bilen, smart!

En velkørende bil med stor fokus på både fører og andre i trafikken. What’s not to like?

XC60’eren fås fra 630.000,-. Testbilen koster 801.039,-

Alt i alt er jeg vild med XC60’eren og det eneste der kan trække ned er prisen som ligger i den høje ende, det til trods ender jeg alligevel på 6 stilletter til XC 60’eren.

De fede fælge er ekstra udstyr, men skal du være flot kørende, så er lækre 19” fælge næsten et must.

Biltest: Volkswagen T-Cross (2018) Den lille nye baby er født

Hele verden er netop præsenteret for Volkswagen T-Cross. Et nyt familiemedlem til Volkswagens hurtigt voksende SUV-familie. En cool, urban og praktisk lille cross-over. Kvindernes Bilmagasin har været i Amsterdam for at kigge nærmere på den lille nyfødte sag.

Volkswagen T-Cross

Alle bilfabrikanter sprøjter i øjeblikket den ene SUV ud efter den anden, og SUV er en model, som er kommet for at blive. Alle vil køre SUV. Også hos Volkswagen! Faktisk er hver 5. Volkswagen i verden en SUV, og det siger ikke så lidt. Også Volkswagen-folket har for alvor taget SUV´en til sig.

Den nye Volkswagen T-Cross, som den så fint hedder, blev præsenteret til verdenspræmieren i Amsterdam torsdag den 25. oktober. Og vi var med! En mini-SUV vil jeg kalde den, eller cross-over – en alsidig tilføjelse til Volkswagens hurtigt voksende familie af SUV-modeller. En spritny model, som henvender sig til det urbane, praktiske og cool folkefærd.

Læs også: VW T-Roc and Roll

En cool SUV
Den nye T-Cross ligner en mini Tiguan og er en praktisk lille sag, bygget på Poloen’s platform. Og selvom den bare ligner en forvokset Polo, så er den 5 cm længere og 12 cm kortere end T-Roc. Fronten minder lidt om den største bror, Touareg, og bagenden er sin helt egen – med en gennemgående refleks linie som giver en lille smule associationer til Audis nye baglygte-design. Om det er Volkswagens nye design-strategi for SUV´erne, kunne man godt forestille sig.
Det er ikke en ret stor bil ud af til, men indvendigt fornemmede jeg på bagsædet hvordan loftshøjden og den gode benplads giver følelsen af at sidde i en stor bil.

Bilen er flot, harmonisk og udstråler masser af charme og eksklusivitet. Indvendigt minder den mig en smule om Poloen. Rattet er blevet opdateret, og den har de samme pianolak-lignende paneler, som vi kender fra de andre VW-modeller. Instrumentbrættet virker for mig en smule plasticagtigt, og for at få den hel lækre feeling, bør du nok vælge at opgradere til en Life- eller Style-model.

Er du en glad Polo ejer, men går og drømmer om at få en SUV-følelse med den høje indstigning – så er T-Cross lige noget for dig. Den nye T-Cross kan være familiens bil nr. to eller til dig, som bor inde i byen og ønsker en alsidig bil, som er nem at parkere, er rummelig og har masser af plads til hele familien

Tilpasser sig dit behov…
T-Cross tilbyder ikke kun et lækkert design, men også praktiske detaljer. Meget praktiske endda. Hvis du er den store børnefamilie med masser af oppakning, kan bagagerummet udvides. Ja, du læste rigtigt. Hele stolerækken bag i kan skubbes enten frem eller tilbage, således at du enten har ekstra stort bagagerum eller (bonus for sådan en som mig med lange ben) har ekstra meget benplads på bagsædet. Genialt tænkt! Derudover kan bagsæderne lægges helt ned, således at du har et helt plant, stort bagagerum.

Farver efter eget valg
Bilen fås i tre forskellige udstyrslinjer – T-Cross, Life og Style. Bilen kan udsmykkes efter din egen smag. Du har mulighed for at vælge imellem 3 forskellige farver i kabinen, flere forskellige typer af indtræk og 12 forskellige lakfarver – endda fælgene kan fås i en orange farve.

Den sikreste SUV
Selv basisversionen er født med en masse sikkerhedssystemer, som hidtil har været forbeholdt større modeller, hvilket gør den til den sikreste SUV i sin klasse. For bare at nævne noget af standardudstyret, kommer bilen med Front Assist (fodgængerregistrering og citynødbremsefunktion, Lane Assist (vognbaneassistent), Hill Start Assist og Blind Spot Detection. Derudover fås Driver Alert System og parkeringssensor som ekstraudstyr.

T-Cross kommer til Danmark i april 2019 og får en startpris på kr. 199.900kr.  For disse penge får du en 1,0 TSI motor med 95HK, 8” Composiiton Media infotainmentanlæg, eCall, Lane Assist, Front Assist, LED dagskørelys, LED baglygter, Adaptiv fartpilot, multifunktionsrat, opvarmede sidespejle og et længdeforskydeligt bagsæde.

For mig opfylder den nye T-Cross de fleste krav, jeg har til en bil, nemlig min elskede SUV-følelse, dejlig komfort med smarte løsninger (jeg er en travl børnefamilie) samt et eksklusivt design. Et godt køb, som jeg er sikker på at Volkswagen nok skal få succes med!

Læs mere på Volkswagen.dk

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.