BILER

Biltest: Volvo XC40 (2018) SUV det nye sort

For 10 år siden kunne man ikke ane en Volvo på listen over de mest populære firmabiler. Men nu ligger de blandt top 10 over de mest leasede firmabiler i 2017. Siden Volvo blev købt af kineserne i 2010, har mærket fået et seriøst come-back. Og det er ikke mærkeligt – for bilerne, de er enestående.

Volvo XC40

Volvo har virkelig fået et come-back. Fra at være et sjældent syn på vejene til at ligge top 10 på firmabils-listen. Volvo har altid været kendt for sikkerhed, og i USA har Volvo været kendt som “den svenske Mercedes”, men som årene gik i begyndelsen af nullerne, mistede Volvo sin glød, designet blev akavet, og bilerne var dyre, og det endte med, at ingen rigtig gad at købe Volvo mere. Men så startede Volvo på et nyt kapitel i 2010, da de fik en kæmpe kapitalsindsprøjtning af kineserne. At mærket nu er ejet at kineserne, mærker man heldigvis ikke på bilerne, faktisk overhovet ikke. Det kunne man nemlig godt være lidt bekymret for.

Men hold nu fast, hvor er Volvo blevet en dejlig bil. Jeg ser på det sådan her: man har taget alt det gode fra topspillerne på firmabilsmarkedet, Audi, BMW, Mercedes og Tesla og puttet ind i Volvoen. Bilen er blevet lækker, elegant og meget smuk at se på. (især fronten)

Årets bil i Europa
Den model, jeg har testet, er en Volvo XC40. Allerede inden jeg havde set den i virkeligheden, var jeg solgt. Jeg tror den talte til mig. Størrelsen, designet og prisen. Volvo XC40 vandt, udover prisen som årets Kvindebil til Auto Awards sidste år, også Årets Bil i Europa i 2017. Og det er ikke mærkeligt. Den er altså rigtig lækker.

Designet af bilen er lige i skabet. Køleren er et stor diamant-lysshow, som der faktisk er lidt royalt over og som man hurtigt spotter på vejene. I lygterne er der en flot, bred LED streg, som også kendetegner det nye “Volvo-look”. Bagenden aflsluttes på en blød og rund facon. I forhold til det gamle “volvo-design”, hvor baglygterne ikke var pæne, så er de virkelig kommet til sin ret her.
En fed feature er det hvide tag – bilen er mørkegrå, med et beige tag. Det giver bilen en lækker, levende kontrast. Og sender et signal om, at Volvo forsøger at være med på moden.

Interiøret er lækkert lys-beige læder, sæderne er elektrisk indstillelige, instrumenteringen er umanerlig enkel. De flotte lodrette luftdysser omkranser en stor iPad-lignende skærm i midten. Her styrer man alt i bilen. Lige fra varme i rattet, til telefonen, til navigationen. Jeg er vild med de enkle linjer – det ser bare smadder godt ud, og det er nemt og overskueligt. Man bliver ikke forvirret, når man stiger ind i bilen, men på en måde mere beroliget.

Udover at der er plads til 2 vandflasker i midterkonsollen, så er der trådløs opladning til din smartphone. Du skal blot lægge den på en diskret plade – så lader telefonen op.
Bilen har også et lækkert panoramatag – og kombinationen af den beige læderkabine og den sorte lofthimmel med et kæmpe lysindfald, gør pludselig en sommerdag meget sjovere.

Læs vores andre tests af Volvo her

Bilen kan fåes i 6 forskellige farver og 3 forskellige udstyrsvarianter: Momentum er standardudgaven, som bl.a indeholder 18″ Alu fælge, 2-zonet klimaanlæg, Aut. nedblændende bakspejl og læderrat.
Incription er mellemudgaven, hvor du bl.a. får Sensus Connect High Performance lydanlæg, dobbelte integrerede afgangsrør, lædersæder, el-indfældbare sidespejle og parkeringssensor for og bag.
Topmodellen hedder R-design, og udover udstyr som bl.a. nøglefri betjening, sports chassis (karosseri) og Intellisafe Assist (ACC-Adaptive Cruise Control) så er bilens exteriør og interiør smurt ind i lækkert i “R-design”.

Den nye Volvo XC40 er en så fin bil, at den fortjener 6 stilletter ud af 6. Det er kun den tredje bil i Kvindernes Bilmagasins historie som får top karakter.

Kvindernes Bilmagasins testpanel sagde følgende om bilen:

  • “Jeg sad virkelig behageligt i sædet, og følte egentlig at jeg havde bilen mere eller mindre på, på trods af dens størrelse.”
  • “Der var meget støjsvagt i kabinen, så vi kunne tale helt almindeligt sammen.”
  • “Bagagerummet imponerede faktisk en del. Jeg fik pludselig lyst til at lægge en masse ting ind i det, på en pæn og ordentlig måde. “

Læs mere om Volvo XC40 her

Volvo XC40 fås fra kr. 411.005 kr. Den bil jeg testede var en D4 Aut. AWD momentum til en pris á kr, 817.413,-
Den kan privatleases fra kr. 3896,-/mdr. i 36 måneder med 15.000km og en udbtaling på kr. 35.000,-
Til firmabilskørerne er beskatningsgrundlaget på XC40 fra kr. 349.901

Biltest: SEAT Ibiza FR (2018) gør en fuldvoksen mand blød i knæene!

Seat Ibiza FR i rød med kvinde stående i passager åbningen


Nu skal i læse om den absolut fedeste minibil der er på markedet efter min egen mening.  Da bilen sidste år skulle introduceres i Spanien, fløj jeg ned for, at testkøre bilen. Med tårnhøje forventninger skulle det vise sig, at de blev indfriet med 110%.  SEAT har skabt en bil i miniklassen som på ingen måder virker som en minibil. Den er rummelig i kabinen med god benplads på bagsædet, og Seat Ibiza fr har et stort bagagerum med hele 400L.

Læs også: Ny SEAT Ibiza:”We want to make it attractive for women”.

FR – Formula Racing

SEAT Ibiza findes i flere udstyrsvarianter, men min absolutte favorit er FR. Det er den sporty udgave hvor der virkelig er kræset for detaljerne. Den indeholder sportssæder, sportsrat, dobbelt ’udstødning’, 17’’ alufælg og naturligvis det ikoniske FR logo på både bagklap og frontgrill, som er betegnelsen for Formula Racing. Personligt synes jeg den er fræk næsten uanset hvilken farve man vælger, men den røde Desire Red kan gøre selv en fuldvoksen mand blød i knæene.

Billeder er taget hos SEAT, Bilcentrum i Herning

Køreglæde

Køreglæde er individuel fra person til person, men SEAT har formået at samle nogle af de vigtigste faktorer i Ibiza. En kvik lille bil der ligger godt på vejen, man sidder behageligt i sæderne og så indeholder noget af det nyeste teknologi.

Motorsortiment

Der findes 3 forskellige motorvarianter i FR-udgaven: 1,0 95HK, 1,0 115Hk og 1,5 150HK. Jeg har prøvekørt alle tre udgaver og fælles for dem alle er, at de kører helt fantastisk! Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at en minibil med 150HK er hammer sjovt, at køre i. Men både 95Hk og 115HK kan dække de flestes behov.

Ekstraudstyr

Der er særligt 3 tilkøb som jeg vil slå et slag for hvis du påtænker, at købe SEAT IBIZA.

  • SEAT FULL LINK. Det er en super fed detalje hvor man kan trække sine APPS fra Iphone og op på skærmen. Personligt bruger jeg det selv meget til Maps (Navigation) og Spotify (Musiktjeneste).
  • FULL LED – Det ser knald hamrendes godt ud. Men det er altså ikke kun af kosmetiske grunde jeg vil anbefale det. Det giver nemlig et helt eminent lys i mørket. Så selvom det er kostbart, så får man virkelig noget for sine penge.
  • Har du nogensinde stået med hænderne fulde og glemt din bilnøgle i bunden af dametasken? Så er du ikke den første…..og nok heller ikke den sidste 😉 Men med KESSY som er et nøglefrit system kan bilen registrere nøglen når du nærmer dig og dermed låser den selv automatisk op. Ligeledes når man skal tænde bilen slipper man for, at dreje nøglen og trykker i stedet for på en knap.

Læs mere om Seat Ibiza fr her

Informationer på Ibiza FR
Pris fra 170.650,-
Leveringsomkostninger 3.980,-
Ejer afgift 545,- halvårligt
Brændstof økonomi op til 21,3 km/l
10 forskellige farve muligheder

Hvor mange stiletter?
Traditionens tro giver vi jo her på Kvindernes Bilmagasin stiletter frem for stjerner, og denne her bil fortjener intet mindre end TOP KARAKTER, nemlig hele 6 stjerner / stiletter ud af 6 mulige.

Biltest: Mercedes-Benz GLE (2018) Selvforkælelse til den helt store guldmedalje

Intet er overladt til tilfældighederne. Der er taget hånd om alle tænkelige situationer, du som fører kan komme ud for, når du sidder bag rattet

Ja, selv anhængertrækket er automatisk i Mercedes-Benz GLE – du trykker bare på en knap og vupti – så kører trækket ud på plads. Når du er færdig med det, trykker du på knappen igen, og så hiver det sig selv op på plads. Lettere bliver det ikke. Vi har prøvekørt den nye Mercedes-Benz GLE.

Mercedes GLE foran kirke i gråmetal

Mercedes Benz GLE – en af Mercedes største personbiler, der fås på markedet. Bedre kendt som ML. Eller måske XL? For størrelsen kommer vi ikke udenom. Når du står foran og kigger på bilen, så ligner den altså et stort rumskib, og flere, jeg mødte på min vej, var heller ikke bleg for at kommentere på størrelsen. Så jo, den ER stor. MEN, som jeg har sagt så mange gange før, så føles den ikke stor, når du sidder bag rattet.

Med alle de fører assistenter og hjælpere kameraer, der er i bilerne i dag, så er den faktisk uhyggelig nem at køre. Der var ét tidspunkt, hvor jeg følte at bilen var stor – det var, da jeg skulle finde parkeringsplads. Det er som om, at parkeringsbåsene mange steder rundt omkring i landet, svarer til bilernes størrelse i 80´erne. Man har ikke helt fattet, at bilerne er fulgt med tiden og er vokset i bredden.

Den nye Mercedes GLE er en vaskeægte SUV. Og som I efterhånden ved, sværger jeg til SUV. Men jeg tror, at jeg har mødt min overmand denne gang. Fordi nok er GLE´en stor og høj, som en SUV jo er, men denne er faktisk FOR høj. Ja, det troede jeg aldrig skulle komme over mine læber (eller tastatur) . Jeg opdagede det især, når Isabella skulle løftes ind på bagsædet – her skulle jeg løfte hende et godt stykke op i luften og så ind på plads. Og det var faktisk ret hårdt for ryggen.

Direktørens valg

Men, men, men.. nu er jeg ret sikker på, at publikummet til denne bil er kommet over “autostol-alderen”. Til dig, der bevæger dig på direktørgangene og får en klækkelig hyre –  vil jeg bare sige – se så at få dig en Mercedes GLE. Du har fortjent det, og det er den rene selvforkælelse. At sidde dér, i en 1-million-kroners vogn og mærke den 6-cynlindrede maskine arbejde for dig – det er altså balsam for sjælen – og livsglæde af den anden verden.  I denne, til tider, lidt øko-forskrækkede verden, vi lever i, så er det sjældent at jeg får kørt biler med så stor og lækker en motor. Og det var altså lækkert. Den flyttede sig rent faktisk, da jeg trådte på speederen. Skønt!

Komforten er i top

Når du kører Mercedes, skal du ikke røre en finger. Bogstaveligt talt. Der er mange små finesser, som gør, at du som fører føler, at dit liv er gjort nemmere. Når du eks. skal justere på dit sæde, slipper du for at rode efter pinden nede på siden af sædet og smadre alt, hvad der hedder ringe og negle. Næh nej, der er lige så fint placeret en knap på siden af døren, så du kan justere sædet elektronisk.

En anden ting, som også gør livet meget nemmere, er den elektriske bagklap. Man skal altså ikke undervurdere, hvor rart det er at komme ud fra Netto med hænderne fyldt af poser, og man så med et enkelt tryk kan åbne bagklappen fra mange meters afstand. Jeg ved godt, det ikke er en revolutionerende feature og efterhånden en gammel nyhed – men ikke desto mindre en helt klar “must-have” hvis du spørger mig.

En sidste feature jeg vil fremhæve, er det famøse trinbræt i alu-optik med gummidutter. Hver gang jeg stiger ind i bilen, hjælper trinbrættet mig med at komme op. Det er især anvendeligt for lidt lavere personer med korte ben.  Jeg får lidt en “trucker-lis”- fornemmelse, på den fede måde. Jeg forestiller mig i hvertfald, hvordan det må være at køre lastvogn.

Læs mere om Mercedes-Benz GLE her 

Mercedes-Benz GLE får 5 stilletter ud af 6. Der er virkelig ikke en finger at sætte på denne dejlige vogn. Men jeg vil nu alligevel sige, at den er en anelse upraktisk på parkeringspladsen pga. dens størrelse. Her er den altså stor!

Testbilen jeg kørte i var en Mercedes-Benz GLE350d 4MATIC, V6 med 258HK.
Modellen fåes fra kr. 1.050.200 – den model jeg testede koster 1.397.580.

Biltest: Nissan Qashqai (2018) Roadtrip til Falkenberg i Sverige

Nissan Qashqai blev den 3. mest solgte personbil i 2017 – og det er ikke mærkeligt.  Om jeg kunne fristes til at købe sådan en bil? Det kan du læse om her

Nissan Qashqai på gade i Sverige

Roadtrip i Nissans nye Qashqai

Bikinierne var pakket og kursen blev sat imod Falkenberg Strandbad i Sverige. Til vores road-trip havde vi fået fornøjelsen af at skulle teste den nye Nisssan Qashqai. Nissan’s næststørste SUV – en stor dejlig bil med masser af plads og dejlig kørekomfort. Nissan Qashqai, som er Toyotas svar på Rav 4 og Suzuki’s Grand Vitara, blev den 3. mest solgte personbil i 2017, og netop dette er årsagen til, at jeg havde glædet mig til at afprøve den.
Og jeg er bestemt ikke skuffet. Nissan Qashqai er en super let-kørt bil. Det føles lidt, som om at turen til Sverige pludselig var blevet kortere. Det hele gik bare rigtig nemt. Den pressebil, vi havde lånt, var en 1,2 liters benzin med automatgear. Og automat- gearet er vigtigt i sådan en bil – det vil jeg helt klart ikke gå på kompromis med. Dog føles den en smule anstrengt i motoren, når man træder til, så her ville jeg nok tænke en ekstra gang over, hvilken motor jeg ville vælge.

Læs om vores ophold på Falkenberg Strandbad

Designet er der ikke en finger at sætte på. Den ny model Qashqai ser strømlinet, lækker og elegant ud. Fronten er harmonisk og giver et flot og sportigt udtryk. Bagenden afluttes på en pæn og præsentabel måde, og den udsender generelt et smart og moderne udtryk.


Modellen, vi kørte i, havde et kæmpe panoramatag. Sjældent har jeg set et så stort panorama tag – det var nærmest hele taget, der var ét stort vindue. (Til stor glæde for min datter Isabella som i høj grad morede sig med at lukke gardinet op og i mange gange.)


Pladsen i Qashqai er smadder god. Både som chauffør men også som passager. Bilen har en dejlig, høj indstigning, og der er god plads til lange ben, som både Karen og jeg har. Bilen, vi kørte i var udstyret med lædersæder med memory funktion. Dvs. at jeg som chauffør kan gemme min sidde-indstilling i en elektronisk memory funktion – så hver gang, jeg træder ind og sætter mig i sædet, indstiller sædet sig efter mig. Det er ret lækkert.
Til børnefamilierne er den også alletiders – læssehøjden er god til klapvognene, og ryggen bliver skånet, når ungerne skal placeres i autostolen.

Med vores lille roadtrip-tur til Sverige fik vi rig lejlighed til at afprøve bilen – og jeg vil nok sige, at den er godkendt som langtursbil.


Det eneste jeg ikke er så tilfreds med i den nye Qashqai, er bagdørenere. Når man åbner og lukker dørene, føles de utrolig lette og pap-agtige og dermed meget billige. I min verden har det altid været sådan, at jo tungere bildørene er, desto dyrere er bilen. Og en anden ting er motorens harmoni med automatgearet. Enten er det fordi at vores testbil er udstyret med en meget lille motor, eller også er det fordi, at automatgearet er dårligt – for den lyder altså som 10 hvinende katte, når man træder speederen i bund.

Pris

Og nu kommer vi til det sjove – dét, som oftest ikke er så sjovt, nemlig prisen.
Nissan kører i øjeblikket kampagne på Qashqai til en leasingpris af 2895kr om måneden med en udbetaling på 9.995,- og 15.000km årligt i 36 måneder.  Dette er for en diesel bil med 110HK. Når man sammenligner med, hvad man ellers kan få af biler for disse penge, så kunne jeg bestemt godt være fristet til at vælge Qashqai’en.

Læs mere om Nissan QashQai her

Nissan Qashqai får 5 stilletter ud af 6.

Testbilens specifikationer: Nissan Qashqai DIG-T 115HK, X-tronic – Tekna +, 1, 2liters benzin med 4 cylinder. Modellen fåes fra kr. 234.990,- – testbilen vi kørte i koster 326.990,-

Biltest: Volkswagen T-Roc (2018) and Roll

Afsløringen af den nye Volkswagen T-Roc vakte stor jubel i Milano i efteråret sidste år. Forventningerne er derfor høje og spørgsmålet er, om den kan leve op til dem? Jeg har testkørt den nye T-Roc og er svært godt tilfreds – men det er nu ikke alt ved den, der er til seks stjerner.

Volkswagen T-Roc

Toureg, Tiguan, Touran og nu T-Roc – som er navnet på Volkswagens sprit nye familiemedlem. I denne SUV-verden vi lever i, har Volkswagen fulgt med tidens trend og lanceret den nye VW T-Roc. En livsstilsbil med fornemmelse af “stor bil”, masser af overskud og god plads til familien.

Design

Bilens højde udstråler overlegenhed og masser af SUC-charme. Bagenden har et elegant finish med aflange lygter, som passer godt til bilens former. Frontens kølergitter i midten og LED lygter i hver sin side giver masser af attitude – faktisk ligner den lidt Toureg’en – så hvis din drømmebil er SUV familiens overhoved, så smager den lidt af fugl.
Jeg er vild med bilens høje indstigning. Især for én som mig som skal have barnet ind og ud af autostolen flere gange om dagen og altid kører rundt med klapvogn i bagagerummet – der er rigtig god plads.


Hele instrumentbrættet virker lidt plastic-agtigt – men det er kun noget finder ud af, når man som en nørd som mig, virkelig mærker efter. En anden ting, der irriterer mig er, at når jeg som medpassager skal navigere musik og navigation, fornemmer jeg, at hele skærmen er placeret således, at den vender en lille smule over imod føreren dvs. væk fra mig. Det giver en underlig vinkel.

Læs også: VW T-Roc – “Jeg er vild med dig”

Interiøret er knapt så prangende i min testbil. Sæde-mønstret er en kedelig grå-stribet farve og minder om en gammel Opel Kadett fra 80’erne. Men T-Roc fåes i rigtig mange farvekombinationer, så der burde være lidt for enhver smag. Der findes 11 forskellige farver, og som noget nyt og spændende kan du bestille bilen hjem med enten hvidt eller sort tag, så man får en fin kontrast til resten af bilens farve.

Apple CarPlay

eg har hørt meget om Apple CarPlay, men jeg har aldrig prøvet det. Det fik jeg fornøjelsen af i denne uge – og jeg må sige, at jeg er skuffet! Jeg troede, at den kunne meget mere, end den kan. Som I måske ved, kobler man sin smartphone til skærmen, og dermed kan du bruge mange af smartphonens funktioner –  såsom musik, navigation osv. Og det med musikken og ens playlister er smart. Men når man skal bruge navigationen og tilføje en ny destination, så er det ikke særligt intuitivt. Jeg havde meget svært ved overhovedet at finde “indsæt ny destination” knappen,  så det endte med, at jeg alligevel tog fat i min telefon for at søge efter en ny destination. Jeg er ikke imponeret! For mig at det ikke pengene værd, og jeg fortsætter i hvert fald med at bruge min smartphone som navigation.

Fin lille mor-racer

I det store og hele, er jeg egentligt ret god tilfreds med den nye T-Roc. En fin lille mor-racer med god plads til familien og en skøn komfort til føreren – og så til en fornuftig pris á 239.990kr. Hvis jeg skulle vælge bilen, har jeg et par “must-haves”. For det første synes jeg, at den skal have et automatgear – jeg elsker nemlig VW’s DSG gear. Og det kan du få for ca. 50.000kr mere. Og så ville jeg vælge den med en lidt større motor. Min testbil var kun en 1,0, og jeg var imponeret over hvor flot den klarede det, meen lidt flere hestekræfter ville være at foretrække.

Læs mere om T-Roc her

Jeg giver den nye VW T-Roc 4 stiletter ud af 6.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.