Christina

Biltest: BMW 330i sedan M Sport – Den sporty sedan når nye højder

BMW 330i

Vi har testet den helt nye og lækre BMW 330I SEDAN M Sport. 3-serien har været populær i mange år både som firma- og familiebil, og det er faktisk den 7. generation som nu er blevet lanceret, denne gang med kraftigere motorer og et mere sporty look.

BMW 330i

Skøn kørsel

Det var en super uge med massere af solskin og køreglæde ud over det normale. 330i kører upåklageligt og ligger perfekt på vejen og det var en dejlig fornemmelse at hoppe ind i bilen og starte maskinen.

M Sport

Den 2 liters benzinmotor med 4-cylindre og twinpower turbo kører formidabelt, den har lækker lyd og er ret hurtig, faktisk 5,8 sek på 0-100 km/t. Modellen vi testede havde M Sport-pakke som giver endnu bedre køreoplevelse end de gængse modeller og som bl.a. indeholder Steptronic automatgear, sportssæder, Ambient Light, M sportsundervogn, M bagspoiler m.m.

Bayerische Motoren Werke AG

BMW blev grundlagt i 1916, og de har lige siden specialiseret sig i luksusbiler af høj dynamisk kvalitet, hvilket man bestemt også mærker meget tydeligt i den nye 3-serie. Intet er overladt til tilfældighederne, når det tyske designteam udvikler deres biler på hovedkontoret i München.

Læs også om vores tur til Norge med BMW Winter Experience

Udstyr i topklasse

Både ind- og udvendigt ses alskens skønne finesser med lækkert og fuldendt design, der fungerer på fineste vis.
Anskaffer du dig modellen her, så har udstyrslisten et væld af lækre sager f.eks. 19” letmetalfælge, Portimao Blue metallak, læderindtræk i Vernasca blue/black, ratvarme, el-bagklap, Harman Kardon højtalere, head-up display og meget meget mere.

Priser

Denne model kan erhverves fra kr. 561.615, men testbilen her har fået et kolosalt skud i form af lækkert ekstraudstyr både ud- og indvendigt og derfor løber prisen op i kr. 741.242. I denne pris er blandt andet inkluderet en Driving Assistant Professional pakke som indeholder vognbaneadvarsel, styre- og vejbaneassistent, sidekollisionsadvarsel og advarsel for krydsende trafik.

Jeg må ærligt tilstå, at 330i er én af de bedste jeg har kørt i firmabil-klassen, den kører formidabelt og reagerer kontrolleret, når rattet røres. Bliver du overrasket, så er det helt sikkert kun til den positive side.

Se også vores anmeldelse af BMW X4

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

3-serien fås lige nu som sedan og kommer også i versionerne touring og plug-in-hybrid til september.

Privatleasing priser fra kr. 4.495,-/mnd med kr. 30.000 i førstegangsydelse eller som en nyhed med leasing i 12 måneder uden udbetaling og incl. forsikring fra kr. 5.995,-/mnd. Se priser på BMW´s egen hjemmeside.

Se også en lille video her:

BMW 330i sedan M Sport

C5 Aircross – fransk SUV spækket med udstyr

c5 aircross
c5 aircross

Jeg har testet den helt nye C5 Aircross i den lækre metallak blå Tijuca for Kvindernes Bilmagasin. Det franske bilmærke Citroën, som i år fejrer 100-års jubilæum er meget populært og har med sine favorable privatleasingpriser og seneste kampagner formået at få ekstra mange biler ud at køre på de danske veje. Se andre biltests af Citroën modeller.

Sportsmodel
Sportline-versionen har en 1,5 liters Blue HDI dieselmotor og 130 HK, og selv om det ikke lyder af meget, så kørte C5´eren faktisk rigtig fint.
Udstyrslisten er imponerende lang i SUV´en: 19” alufælge ”Diamond art”, bakkamera, parkeringssensor for og bag, 2-zone aut klimaanlæg, 3D navigation, trådløs oplader, læderrat og meget mere. Bilen var udstyret med et 6-trins manuelt gear, og det fungerede både smidigt og let.

19″ alufælge Diamond Art

Lækkert touch
Der er massere af udstyr som gør hverdagen nemmere, og som også giver C5`eren et mere lækkert touch. Det er skønt med nøglefri adgang, start/stop knap, el-betjent føresæde, el-indstillige sidespejle, som også klappes ind elektrisk, bagklap der lukkes ved hjælp af et enkelt tryk samt det elektriske panoramaglastag.          

Interiør
Sæderne med indtræk i dellæder var komfortable samtidig med at jeg sad godt. Jeg var dog ikke helt vild med plastinteriøret i dørene, men det er heldigvis en smagssag.

Sæder i dellæder

Citroën har dog tænkt ud af boksen, hvad angår kørecomputerens opsætning, som var både behagelig og informativ. Kilometerne blev vist på to forskellige måder og der var advarselsinfo, hvis bilen var for tæt på den forankørende bil.

Informativ kørecomputer (foto er taget af medpassager)

                                                                                                                                                 

Eksteriør
Det udvendige design er klart bedre end mange af de tidligere modeller som Citroën har skabt, og især bagenden synes jeg er vellykket både med hensyn til lygterne og de to store udstødningsrør samt tagrælinger.

Stort bagagerum
C5 aircross er udstyret med et meget stort bagagerum på 580 liter og kan snildt rumme flere kufferter til rejsen eller småbørnsfamiliens barnevogn. De tre individuelle bagsæder kan alle forskydes, så bagagen bedre kan stuves. Jeg synes dog godt, at der på bagsædet kunne være lidt bedre benplads end tilfældet er.

Bagsæderække med 3 separate sæder
Hvert enkelt sæde kan indstilles efter behov

En funktionel fin lille feature, som jeg vil nævne her til sidst er drejeknappen, som er placeret lige foran gearet, den kan justere kørselsevnen i svært føre såsom mudder, sand og sne.

Franskmændene har denne gang skabt en virkelig fin bil med rigtig meget udstyr, den kører dejligt og med leasingpriser fra kr. 3.495/md ved 15.000 km/år og kr. 14.995 i førstegangsydelse, så er det da bare at komme afsted til forhandleren hurtigst muligt.

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter til C5 Aircross:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Citroën C5 Aircross Blue HDI Sportline
Startpriser fra kr. 254.990,-.
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 451.990,-


Smart EQ fortwo cabrio – ”Jeg er sgu min egen”

Smart EQ Fortwo

Kvindernes Bilmagasin har testet den lille nye 100% elektriske Smart EQ Fortwo og så endda i en cabriolet-version. Det er efterhånden mange år siden, at den første Smart trillede ud i Danmarks gader, og den har lige fra start været helt sin egen af slagsen. Det er som om, den deler vandene for enten elsker man den eller også hader man den, og lige akkurat det faktum synes jeg godt, at der kan laves om på, for Smart er simpelthen blevet smartere og så kører den rent faktisk rigtig fint. Man kommer simpelthen til at holde af Smart. Læs andre Biltests.

Smart EQ Fortwo

Smart er en mikrobil og den er så kort, at der snildt kan holde to af slagsen i forlængelse af hinanden på samme parkeringsplads. Døren fylder nærmest hele bilens længde, og det overraskes man sjovt nok over hver gang man skal ind i bilen, sådan lidt hov nu gik jeg for langt, og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Elektrisk mikrobil med kaleche

EQ-modellen er 100% elektrisk. Den kører kun 124 km på en fuld opladning, hvilket ikke er meget, men bor man i byen eller har man egen ladestander hjemme, vil jeg dog ikke mene, at det gør noget. Bor man derimod som jeg lidt længere væk og skal køre på motorvej og landevej, så er strømmen hurtig brugt og med 12 km til nærmeste stander, så skal man lige planlægge lidt ekstra med hensyn til strømforbruget. Til gengæld vil jeg gerne fremhæve at det var meget nemt at oplade Smart. Det fungerede uden problemer, og mens bilen blev tanket op med el, kunne jeg sidde inde i bilen og følge med på lademålerne, som både skrev hvor meget strøm, der kom på, og hvilken tid batteriet ville være fuldt opladt.

Indikator for strømtilstand
Oplysning om ladetid og batteriniveau

Når du smækker døre og bagklap høres lyden af god kvalitet, hvilket ikke undrer, når Daimler-koncernen står bag. El-kalechen er i stof og kan skydes bagover i to tempi, hvilket fungerer upåklageligt. De 16” alu-fælge er en del af ekstraudstyrspakken, og gør den lille kompakte bil mere sporty at se på. Bagklappen åbnes ikke opad men nedad, og i det lille bagagerum er der lige plads til et par indkøbsposer samt el-kabel.  

Stoftaget betjenes elektrisk

Indvendigt sidder du godt med fin plads og massere af albuerum til de to passagerer. Rattet er lækkert med flere funktioner, og det føles godt og stabilt at holde på. Kabinen ser lidt spøjs og noget anderledes ud i forhold til mange andre biler, det behøver dog ikke være et minus, men desværre synes jeg at det indvendige look har lidt for meget plast, og det stofbeklædte instrumentpanel i orange stof passer ikke så godt til bilens lakfarve, det blev lidt for meget orange til min smag.

Smart EQ fortwo cabrio er helt klart en citybil, og hvad angår designet en meget anderledes én i forhold til mange andre af de små biler i bybilledet. Parkering får du ikke problemer med, du kan endda køre ind på tværs mellem to parkerede biler, om det så er lovligt er en helt anden snak. Jeg synes, bilen er virkelig fin at køre, og klart bedre end mange andre biler i samme klasse, og når du sidder bag rattet føles det ikke som om du kører en mikrobil. Det eneste tidspunkt, hvor jeg synes at Smart kunne blive bedre, er kørsel over vejbump, dem er den ikke rigtig gode venner med, det føles som om at tyngdepunktet ligger lidt forkert.  

Det er muligt at se farver og modelvarianter på Smart´s egen hjemmeside:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Smart EQ fortwo cabrio
Farve: Lavaorange metallak
Startpriser coupé fra kr. 178.598,-
Pris for cabrio excl. ekstraudstyr kr. 236.468,-
Pris for cabrio incl. ekstraudstyr kr. 278.536,-
Bilen leveres med ladekabel til husholdningskontakt samt ladekabel til wallbox og offentlige ladestationer.

Ferietid i VW California Campingbus

VW California

Kvindernes Bilmagasin har testet Volkswagen´s campingbus, VW California, og jeg havde mulighed for at køre på en lille tur til Ulslev Strandcamping på Falster sammen med min mand. Se flere Biltests af Volkswagen modeller.

VW California

Vi var meget spændte på, hvordan det fungerede med at skulle tilbringe både dag og nat i bussen. Bus er dog nok et lidt for stort ord til sådan et køretøj, men det er immervæk en del større end de fleste personbiler.
Det startede vel helt tilbage i 50´erne med det legendariske Folkevognsrugbrød eller hippiebilen om man vil, men siden er der sket meget på campingbusfronten, og hvor man dengang nok elskede at det hele var lidt primitivt og laissez-faire, ja så må man sige, at VW har tænkt meget mere i smarte løsninger og nutidig komfort, der er nemlig ikke meget fortids hippie-stil over California´en.
Vi har at gøre med en rullende sommerbolig i mini-udgave, og også to separate funktioner både som bil og som feriebolig. Du tager en bil og en campingvogn, og når de to parres, så får du en campingbus.

God opbevaringsplads til poser, tasker og sko

Som bil fungerer California fint og har god affjedring, den kører godt især i fart, og modellen vi testede havde automatgear med sportsfunktion. Du sidder pænt højt, og føler dig faktisk som var du en rigtig buschauffør, men overraskende nok så vænner du dig hurtigt til den følelse. Bilen er stor ja, men du har virkelig fint udsyn fremadrettet med de store ruder og kabinen er meget lys. Det er egentligt kun, når du skal bakke, at du skal huske, at vognen er ekstra lang, og der er udsynet noget begrænset på grund af bagsæderækken, som er lidt forskudt i forhold til de forreste sæder, men heldigvis så er California udstyret med ParkPilot, som hjælper dig med at holde styr på alt, hvad der skulle være af forhindringer. Er I blot to personer på tur som vi var, så vil jeg foreslå, at nakkestøtterne på bagsædet vippes bagover, så det giver et bedre udsyn i bakspejlet.

Bagsædeplads til 2 pers., som kan forvandles til seng

I midten af campingbussen er der installeret et minikøkken i den ene side, som indeholder en køleboks, et lille gaskogeblus samt en lille vask med hane.

Køleboks
Gasblus og vask

Det er muligt at tilslutte både gasbeholder og vandtank, dog begge i mindre udgaver. Der er mange små rum og skabe, hvor man kan opbevare sine ejendele, og i sidedør og bagsmæk er der plads til at opbevare et bord og to campingstole til udendørsbrug, det er virkelig smart og godt tænkt. Desværre stormede det ret kraftigt, da vi var afsted, så vi fik ikke afprøvet markisen, der ellers sidder i en kasse på siden af vognen, og som kan rulles ud og fungerer som overdækning, når man spiser sin mad udenfor.

Campingbord klappes sammen og sættes fast i skydedør under kørsel
Campingstole opbevares i bagsmæk under kørsel

Indenfor er der også et klapbord i køkkendelen, og når man samtidig drejer forsæderne 180 grader, så har man pludselig et spisebord med fire siddepladser. 

Spiseplads til 4 pers. Bord klappes ud og forsæder drejes

California er indrettet til fire personer, der er to sovepladser oppe og to nede. Hov, tænker du nu, hvad mener skribenten med oppe ???
Jo det er simpelthen så smart, at man kan køre taget op elektronisk, når man holder stille, og så får man ekstra ståhøjde om dagen og om natten kan man ændre tagkonstruktionen til en soveplads til to mindre børn. Det hele styres af et anlæg, som også regulerer varme/kulde og køleboks.

Elektronik til justering af varme/kulde, tag samt køleboks


Nede kan bagsæderækken laves om til en mindre seng lige akkurat stor nok til to voksne. Madrassen var okay til en mindre ferietur, men hvis det er meningen at man skal tilbringe alle sine tre ugers ferie i campingbussen, så vil jeg nok medbringe en lidt blødere topmadras. Der er gardiner indbygget i næsten alle ruder, så man kan være helt ugenert om natten, og i de få ruder, hvor der ikke er den funktion, så er der en slags plastafdækning, der kan sættes op.

Tag hejses. Foto: Volkswagen

I California er der både 12 volt udtag, usb-stik og 220 V strøm. Når man ankommer til campingpladsen, tilslutter man blot et strømkabel fra campingbussen til el-standeren og så er der både strøm til køleboks, lys inde i vognen samt varme/køleanlægget.

Det var en super fin oplevelse at teste California. VW har tænkt på det hele, selv et lille spejl og en lille boks til værdier var der fundet plads til.  Jeg synes, at campingbussen er perfekt til et par eller til en familie med små børn. Pladsen er dog lidt for trang, hvis man camperer med større børn eller i længere tid, så der vil jeg nok hellere overveje en større model såsom Volkswagen´s egen Grand California med bad eller en autocamper.

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

VW California Ocean 2,0 TDI DSG 150 HK
Farve: Indium Grey metallic
18″ Springfield alufælge
Priser fra kr. 410.058,-
Denne model fra kr. 548.153,-
Denne model incl. ekstraudstyr kr. 708.247,-

Den nye Renault Twingo: Kær og spøjs lille bybil

Renault Twingo

Kvindernes Bilmagasin har som et af de første medier i Danmark fået mulighed for at teste den nye Renault Twingo.
Den lille minibil er nu version 4.5 siden den landede for første gang i landet i 1992.

Se flere biltests af Renault modeller.

Renault Twingo

Modebil
Twingo er en spøjs lille modebil, og hvad angår designet en meget anderledes én i forhold til mange andre af de små biler i bybilledet. Den kan måske nok bedst sammenlignes med en Fiat 500.
Selvom Twingo er lille, er den dog ikke så lille som en mikrobil, der er faktisk både plads til 4 passagerer og indkøbsposer, omend det ikke skal være passagerer af den største kaliber.

Parkering er en leg
I byen er Twingo perfekt. Den suser rundt om hjørnerne helt uden problemer, og skal du parkere er Twingo din bedste ven. Da motoren er placeret bag i bilen, giver det mulighed for et rigtig godt styretøjsystem med en drejeradius på 4,3 m, bilen drejer så skarpt, at den kan vende på en tallerken. Er du én af dem, der ofte tænker: ”Åhhh nej, nu er der ikke plads, og jeg får aldrig bilen ind på den parkeringsplads”, så fortvivl ej, for med Twingo kører du direkte ind og sætter nærmest bilen på plads uden at skulle tænke på parallelparkering og svedige håndflader.

Udstyrsvarianter
Der er to muligheder, når du skal vælge din Twingo enten en Life version eller en Zen version. Begge har baghjulstræk og 75 HK. Der kan vælges mellem 8 forskellige farver, 4 slags fælge, 3 forskellige stofindtræk og 5 udstyrspakker. Alt sammen kan konfigureres på Renault´s egen hjemmeside:
https://www.renault.dk/biler/personbiler/ny-twingo/konfigurator.html#configure/AieA3bhORw/grade

Fordele:
Pænt interior
Kompakt
Modebil
Sjove farver kan tilvælges både ind- og udvendig
Mulighed for at skræddersy din helt egen bil
Pænt sædeindtræk
Drejer ufattelig skarpt
Utrolig nem at parkere
Bakkamera            
El-ruder for
Fås hos forhandlerne nu
Fin pris

Ulemper:
Almindelig nøgle (start knap foretrækkes)
Sidespejle indstilles manuelt
Meget højt koblingspunkt (det er nok en vanesag)
Ustabil i blæsevejr og ved høj fart – meget vindfølsom

Jeg vil umiddelbart anbefale Twingo som bil nummer to til små køreture eller som en oplagt lille bybil. Til længere strækninger såsom landevej og motorvej, ville jeg nok selv overveje at gå en størrelse op eventuelt i en Renault Clio.

Renault Twingo SCe 75 Zen
Farve: Mango
Startpris fra kr. 99.990,-
Pris for denne model incl. ekstraudstyr (Easy Link, Parkeringssensor med kamera bag, Sædepakke) kr. 123.590,-

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.