Christina

Volkswagen T-Roc Cabriolet – en SUV med kaleche – Biltest

T-roc cabriolet front med kaleche nede

En helt ny dimension af åben bil har set dagens lys – med T-Roc cabriolet har VW vovet sig ud på nyt eventyr.

T-roc cabriolet front med kaleche nede

T-Roc er en city SUV eller en Crossover om man vil og nu er den ovenikøbet med kaleche !!! Hvad er nu det for noget rod vil mange nok sige …….. og ja umiddelbart er det også lidt mærkeligt og jeg var faktisk også ret skeptisk, da jeg skulle teste bilen, men jeg må indrømme, at den kom krybende ind under huden på mig i den uge, hvor jeg testede den, og da jeg afleverede den var jeg blevet glad for den. 

Læs også: Ny eller brugt bil næste gang?

T-roc cabriolet side med kaleche nede

Valgmuligheder i Volkswagen T-Roc Cabriolet:

Når du skal vælge din T-Roc Cabriolet 2-dørs er det meget simpelt, for der er kun to motorer at vælge imellem: 

  • 1,0 TSI – 110 HK med 6-trins manuelt gear
  • 1,5 TSI – 150 HK med 7-trins DSG aut gear (testbilen)

Derudover kan den vælges i to forskellige udstyrsvarianter Style og R-line.

Se også vores test af Volkswagen T-Cross 

VW T-roc cabriolet kabine
Kabinen er rigtig fin i sort med de blå kontrastfarver

Sikkerhed og udstyr i T-Roc cabriolet testbil:

  • Førerassistent pakke med LED forlygter
  • 19″ letmetalfælge
  • Lydsystem Beats
  • Infotainment med touch og bevægelsesfølsom skærm
  • Parkeringssensorer for- og bag
  • Light assist
  • Selvom du ikke har et fast tag over hovedet, skal du ikke være nervøs for sikkerheden. Bilens sensorer registrerer, hvis der er en risiko for, at bilen kan rulle om på taget. Der aktiveres et sikkerhedssystem, og på et splitsekund popper to tykke paneler op bag nakkestøtterne på bagsædet. Derudover er karrosseriet på T-Roc Cabriolet forstærket adskillige steder for at kompensere for manglen på et fast tag.

Læs også: Sådan bliver du vinterklar

Kaleche

T-Roc Cabriolet er udstyret med en klassisk elektrisk betjent kaleche i tre lag. Med et tryk på en knap åbnes kalechen på 9 sekunder og lukkes igen på 11, hvilket er muligt med hastighed op til 30 km/t. Når kalechen åbnes, foldes den sammen i et Z-format nede bag bagsæderne, hvor den forreste del af taget, der består af et hårdt element, lægger sig som et cover over den sammenfoldede kaleche.

Støjniveau i Volkswagen T-Roc Cabriolet

Lidt støj vil der nok altid være i biler med kaleche, men i denne cabriolet er det ikke meget støj udefra du kan høre. Den 3-lags kaleche og de effektive lister langs døre og sideruder sikrer et lavt støjniveau i kabinen og T-Roc Cabriolet er desuden udstyret med en windbreaker, der monteres bag forsæderne og reducerer turbulens i kabinen, når bilen kører med kalechen nede.

Læs også vores test af den nye VW Passat her 

VW T-roc cabriolet
Lækkert sædeindtræk med harlekin-syninger

Jeg lagde især mærke til dette:

  • Dørbeklædningen går meget højt op, hvilket er normalen i mange crossovers, men lige her er det en ulempe, da det jo nærmest er et must at køre i cabriolet med armen hvilende på dørkanten og det er simpelthen ikke det samme, når man skal sidde med albuen løftet i luften for at nå op.
  • Bagagerummet er fint af en cabriolet at være, 284 liter kan det rumme.
  • Kalechen er meget nem at betjene, den er utrolig simpel og åbner og lukker meget nemt og på én gang.

Hvorfor skal du vælge en Volkswagen T-Roc cabriolet ?

Hvorfor var det nu at jeg øverst i testen, skrev at jeg var skeptisk over kombinationen af SUV og cabriolet ? Jo, jeg er jo nok som de fleste af den overbevisning at en cabriolet er en sportsvogn og det er denne bil jo ikke. Men når det er sagt, så blev jeg rent faktisk glad for bilen og jeg kan godt se det smarte i at kombinere en praktisk hverdagsbil med en sjov og luksuriøs bil med aftageligt tag.

T-Roc cabriolet kører stabilt og er let ved bykørsel. Størrelsen på bilen egner sig også til begge dele. Du får her en kombination af både praktik og sjov. Selvom der helt sikkert er mange delte meninger om at sætte en kaleche på en SUV, så synes jeg at det føltes godt både at kunne køre SUV og cabriolet på én og samme tid. 

Design:

Køreglæde:

Value for money:

Info

Volkswagen T-Roc cabriolet 1,5 TSI DSG R-line 150 HK
Farve: Ravenna Blue Metallic med sort kaleche
Priser fra kr. 359.996,-
Testbilen kr. 607.850,-

Brændstofforbrug ved blandet kørsel 14,9  km/l.

Flere oplysninger om VW T-Roc cabriolet finder du her

Testbilen var venligst udlånt af Volkswagen Danmark. De har ikke haft indflydelse på denne artikel. 

Fotos: Volkswagen

T-roc cabriolet fugleperspektiv

 

 

 

Biltest: Alfa Romeo Giulia – en veldrejet og skøn italiener

Alfa Romeo Giulia front

Giulia er en meget smuk og veldrejet italiener med flotte former og perfekte dimensioner og nu er den sofistikeret Alfa Romeo kommet i en ny og opdateret 2020 udgave. Bare navnet i sig selv gør det pludselig muligt for dig at have et personligt forhold til bilen. Jeg kunne sagtens se for mig at det ville blive: ‘Mig og min Giulia’ eller ‘Giulia og jeg’ hver gang vi skulle ud på tur. 

Alfa Romeo Giulia front
Fronten på Giulia er stadig som en Alfa-front skal være: Markant og blød på samme tid og med nummerpladen placeret i den ene side

Med Alfa Romeo Giulia får du præcision, formidabel køreteknik og en bil, der gør præcis, hvad du beder den om. Den suveræne køreoplevelse er ikke tilfældig, men skyldes en række specifikke designmæssige valg, det gælder blandt andet motoren, der ligger på langs af karosseriet og baghjulstrækket. Det sikrer en perfekt vægtfordeling og giver en endnu bedre køreoplevelse. Giulia reagerer prompte på dine ordre og har et godt friløb. 0-100 km/t rammer du på 6,6 sek. 

Valgmuligheder i Alfa Romeo Giulia

  • fire forskellige motorvarianter
  • diesel eller benzin
  • fire modelmuligheder: Sprint, Ti, Veloce og Super
  • 8-trins automatisk gearkasse er standard

Jeg testede en 2.0 benzin med 200 HK model Sprint, hvoraf jeg vil fremhæve følgende standardudstyr:

  • sæder i stof og dellæder
  • alu sportspedaler
  • gearknop i læder
  • sportslæderrat
  • mørke afgangsrør
  • dobbelt udstødning
  • sort frontgrill
  • varme i forsæder og i rat
  • justérbare elektriske forsæder
  • 8,8″ Alfa Connect 
  • Bakkamera
  • p-sensorer for- og bag
  • skiltegenkendelse 
  • aktiv vognbaneassistent
  • blindvinkel alarm
  • auto fjernlys
  • og meget mere udstyr ………

Af ekstraudstyr kan blandt andet nævnes:

  • trådløs opladning af smartphone
  • tonede ruder bag
  • ratbetjent gear
  • 19″ alufælge med røde bremsekalibre
  • ADAS opgradering (kø- og motorvejsassistance, adaptiv cruise) 
  • komfortpakke med nøglefri betjening og lys i håndtag

Den nye Audi Q7 – Biltest

Audi Q7 bagparti

Den faceliftede Audi Q7 er blevet mere markant end nogensinde før. Både fronten med den nye kølergrill samt bagenden med den stilfulde kromliste, får denne SUV til at fremstå endnu mere muskuløs og kompromisløs i forhold til de tidligere versioner. 

Audi Q7 bagparti
Q7 er enorm og har et voldsomt, men absolut stilfuldt bagparti

Audi Q7 – den store dreng 

Med seks lodrette lameller, samt det ikoniske Audi-logo i midten, er man aldrig i tvivl om, at det er en af de ”tunge drenge”, der passerer forbi, når man ser denne topmodel på landevejene. Den tidligere model så forholdsvis firkantet ud forfra, men denne faceliftede Q7 udstråler mere elegance og sportiness, hvilket i høj grad klæder den.

Også bagfra er der sket en markant ændring, hvilket er en generel ændring, der ses på nyere modeller fra Audi, hvor der er en kromliste mellem baglygterne, dette får modellen til at syne af mere. Det skal være op til den enkelte at vurdere, om dette er klædeligt, men personligt synes jeg, at det har en værdifuld effekt, og at designet nu også stemmer bedre overens med den høje pris for en SUV som denne.

Læs vores anmeldelse af Audi Q3 Sportback her

Hestekræfter og størrelse

Jeg testede en Audi Q7 S line 50 TDI Quattro med 286 hestekræfter, som ved blandet kørsel formår at køre knap 12 km/l. Den Daytonagrå farve med perleeffekt til små 20.000,- ekstra, får Q7 til at se utrolig skarp ud med især kromlisten mellem baglygterne. Foran gør de sorte effekter, at den Daytonagrå farve smelter passende sammen og det giver den et interessant look, der fik flere billister til næsten at knække nakken af led, da jeg passerede dem. Denne model havde en tredje sæderække, som koster 33.000,- at få installeret, og som egner sig perfekt til den store børnefamilie.

Q7 vejer 2.185 kg og det mærker man også, når man er afsted på køretur, for følelsen af at vognen er placeret solidt på kørerbanen er god og du har en fornemmelse af pludselig at have uanede kræfter under dig. På trods af størrelse og vægt ligger Q7 stabilt i svingene og du kan drøne ud over stepperne med en tophastighed på 241 km/t og accelerere 0-100 km/t på 6,3 sek.

Gearet er et af de ypperste og er let og smidigt – et 8-trins tiptronic automatgear.

Audi Q7 forlygter
HD Matrix LED forlygter med Audi laser light
Audi Q7 baglygter
LED Baglygter med dynamisk blinklys

Midterkonsol med tryk i Audi Q7

Det er dog ikke kun det udvendige design, som skal fremhæves i denne anmeldelse, da Q7 indvendig er yderst luksuriøs på alle parametre. Først og fremmest er der en klar gennemsigtighed mellem de udvendige og indvendige farvekombinationer, hvilket gør helhedsindtrykket af modellen endnu bedre. Alt er i sort eller klippegråt og med det digitale instrumentbræt bliver oplevelsen bag rattet særdeles innovativ. I midterkonsollen har man nu to store digitale trykbare skærme, som fungerer effektivt med lydeffekter, så man aldrig er i tvivl om, at man har trykket på skærmene. Den digitale oplevelse kan ofte godt have sine fejl og mangler hos andre bilproducenter, men dette er bestemt ikke tilfældet hos Audi, som nyder stor succes med deres ”Virtual Cockpit Plus”.

 

Audi Q7 fælge
Lækre fælge – Audi Sport støbte alufælge, 10-eget stjernedesign

 

Du kan også se vores test af den nye Audi A4

Sikkerheden er i top i Audi Q7

  • ISOFIX beslag 
  • Automatisk nedblændeligt bakspejl 
  • Adaptiv fartpilot med fartbegrænser, effektivitetsassistent, undvige- og drejeassistent 
  • Parkeringshjælp med 360 graders kamera
  • Vejskiltevisning
  • Adaptiv kørselsassistent incl. nødsituationsassistent 
  • Airbags
  • med mere ………

Ekstraudstyr:

  • SUV´en var udstyret med et 360 graders omgivelseskamera, der er suverænt til, når du skal parkere
  • Affjedringspakke
  • Audi music interface bag, phone box, smartphone interface
  • BOSE Premium Sound System, der giver en sublim lyd og gør køreturen endnu mere behagelig
  • Dør- og sideruder i akustisk glas
  • HD Matrix LED forlygter med Audi laser light og forlygtevaskesystem
  • LED baglygter
  • Kabinevarmer med fjernbetjening (er genialt til de danske kolde vintre)
  • 4 zoners klimakontrol
  • 3. sæderække
  • S Line Sportspakke
  • Skinnesystem med fastgørelsessæt (se billede)
  • og meget mere ………….
Audi Q7 bagagerum
Kæmpe bagagerum med plads til 865 liter

Quattro

Alle udgaver af Q7 er udstyret med firehjulstræksystemet quattro og med 8-trins tiptronic gear. Priserne går fra kr. 994.990,- til kr. 1.336.752,- og dertil er der rig mulighed for at tilkøbe ekstraudstyr og diverse Audi-pakker. 

Læs også vores test af Audi e-tron

Audi Q7 kabine
Kabinen er udstyret med lækkert Alcantara i sort/klippegrå

Audi Q7 bagsæder
Der er oceaner af plads på bagsæderækken

Q7 konklusion

Det var en fornøjelse af den helt store slags at køre Audi Q7. Du bliver simpelthen fascineret og nærmest paralyseret af størrelsen og køreegenskaberne der er i top og som man ”desværre” ikke kan sætte en finger på. Den store SUV kører ufatteligt ‘smooth’ med sit gedigne firhjulstræk, og selv efter nogle timers kørsel bliver turen stadig nydt til fulde.

Jeg lagde mærke til én ting, der adskiller sig fra andre SUV´er, nemlig dørtrinene eller mangel på samme, for de er der ikke. Når du stiger ind i bilen, er bunden plan og det synes jeg er genialt for ofte skal man lige løfte fødderne en ekstra gang, når man stiger ind, men her foregår det ekstra nemt i Q7.

Prisen på de små 2 millioner kr er et rigtig højt beløb, og det er nok kun få, der vil spytte så mange penge i kassen, når de køber bil, men er man én af de få, så er Q7 virkelig et lækkert bud på et køretøj med stil, komfort og køreoplevelse i højsædet. 

Audi Q7 set fra siden
Q7 set fra siden

Audi Q7 S Line 50 TDI quattro tiptronic 286 HK diesel
Farve: Daytonagrå perleeffekt
Startpriser fra kr. 994.990,-
Denne testbil incl. ekstraudstyr kr. 1.951.977,-

Læs endnu mere om Q7 på Audi´s egen website

Audi Q7 er en del af Kvindernes Bilmagasin´s ”Månedens Eksklusive”. Testbilen var venligst udlånt af Audi Danmark, som ikke har haft nogen indflydelse på denne artikel. 

Audi Q7 front
Fronten på Q7 er knivskarp

 

 

Mercedes-Benz Marco Polo – Biltest

Mercedes-Benz Marco Polo front og med løftet tag

Kvindernes Bilmagasin har været en tur på Falster i autocamperen Marco Polo fra Mercedes-Benz. Det var et par dage fri som fuglen, men også med logistik på højt plan. 

Mercedes-Benz Marco Polo front og med løftet tag
Mercedes-Benz Marco Polo med løftet tag

Frihed og Marco Polo

Når man hører navnet Marco Polo, tænker man straks på den opdagelsesrejsende, der i 1200-tallet rejste ud på en årelang færd. Han oplevede friheden i at kunne rejse og bevæge sig ud på nye eventyr, og det er netop friheden, der er i højsædet, når du ruller ud på tur i autocamperen af samme navn, som den italienske eventyrer. 

Selvom Marco Polo er en pænt stor bil, så føles den faktisk ikke nær så stor som den ser ud, og den kører overraskende godt. Marco Polo er en blanding mellem en minibus og en camper, men det gode her er, at du rent faktisk godt kan bruge den som familiens almindelig  bil til dagligt. Man kan dog blive lidt udfordret med hensyn til parkeringsmuligheder for bilen er både lang og høj.   

 

Mercedes-Benz Marco Polo kabine med køkken
Kabinen med indbygget køkken

Marco Polo campingbus

Marco Polo er en funktionel, men også velkørende bil. Den har god affjedring og kører godt især i fart. Testbilen havde automatgear med sportsfunktion. Du sidder pænt højt, og kan godt have en følelse af at være buschauffør, men overraskende nok så vænner du dig hurtigt til den følelse. Bilen er stor ja, men du har virkelig fint udsyn fremadrettet med de store ruder og kabinen er meget lys.

Læs også: Nyt sikkerhedsbælte sløjfer den tradtionelle selepude

Det er egentligt kun, når du skal bakke, at du skal huske, at vognen er ekstra lang, og udsynet er noget begrænset på grund af bagsæderækken, som er lidt forskudt i forhold til de forreste sæder, men heldigvis så er Marco Polo udstyret med parkeringsassistent, som hjælper dig med at holde styr på alt, hvad der skulle være af forhindringer. Er I blot to personer på tur som vi var, så vil jeg foreslå, at nakkestøtterne på bagsædet vippes bagover, så det giver et bedre udsyn i bakspejlet.

Motorer

  • V 220 d aut lang 163 HK
  • V 250 d aut lang 190 HK
  • V 300 d aut lang 239 HK

Alle modeller leveres med 9G-tronic automatgear

Vægt 3.100 kg
Diesel motor
Brændstofforbrug 12,8 km/l
Kampagnepriser fra kr. 549.900,- inkl. udstyrspakke
Grøn ejerafgift halvårlig kr. 3.020,-

Mål:
Længde 5.140 cm
Højde med løftet tag 2.831 cm

Læs også testen af den nye GLB fra Mercedes-Benz her 

Mercedes-Benz Marco Polo bagagerum
Plads til bagage både under og over madrassen

Køkken

I midten langs den ene side af autocamperen er der installeret et minikøkken, som indeholder en køleboks, et lille gaskogeblus samt en vask med hane. Det er ikke den helt store middag der skal laves her, men det er muligt at stege et par spejlæg. Selv på en meget varm dag, som vi oplevede, så kølede boksen perfekt og det var virkelig rart at have kolde drikke ved hånden. 


Mercedes-Benz Marco Polo interiør med Ambiente Light
Ambiente light

Det er muligt at tilslutte både gasbeholder og vandtank, dog begge i mindre udgaver. Der er mange små rum og skabe, hvor man kan opbevare sine ejendele og der er endda et lille spejl i én af lågerne. 

Læs også: Akvaplanning – så farligt kan det være

Der medfølger bord og to campingstole til udendørsbrug, hvilket er rigtig rart hvis vejret er godt, og vil man sidde ude i tørvejr kan man sætte et fortelt op på siden af bilen, hvis vejret skulle udarte sig til den våde side. Er man mere til at spise indenfor, så er der også et klapbord i køkkendelen, og når man samtidig drejer forsæderne 180 grader, så har man pludselig en fin spisegruppe.

Vi har også testet Mercedes-Benz V 300 d, læs mere her

 

Mercedes-Benz Marco Polo sovekabine øverst
Fin soveplads i loftet

Sovekabine i Marco Polo

Marco Polo er en fire-personers bil både hvad angår sæder til kørsel og indrettet som sovekabine. Der er to sovepladser oppe i den løftet tagdel og to nede, når bagsæderækken ligges ned. Både sæder og tag styres elektronisk, når man holder stille. Når taget løftes giver det ekstra højde i kabinen om dagen og om natten bliver der en ekstra soveplads med lys til to børn. Det hele styres af et anlæg, som også regulerer varme/kulde og temperaturer i køleboksen.

Madrasserne er okay til en mindre ferietur, men er det tre ugers ferie man skal holde i campingbussen, så vil jeg nok medbringe en lidt blødere topmadras. Der er gardiner indbygget i næsten alle ruder, så man kan være helt ugenert om natten, og i de forreste ruder, hvor der ikke er den funktion, er der et stort mørklægningsgardin som kan opsættes med sugekopper. Det var meget nemt at sætte op og fungerede perfekt. 

Mercedes-Benz Marco Polo set fra siden
Marco Polo set fra siden

I Marco Polo er der både 12 volt udtag, usb-stik og 220 V strøm. Ved ankomst til campingpladsen tilsluttes blot et strømkabel fra autocamperen til en el-stander og så har du både strøm til køleboks, varme/køleanlæg samt til lys i vognen. 

Konklusion

Mercedes-Benz har produceret en gennemtænkt vogn til den hyggelige ferie med indbygget frihed og uafhængighed. Du har det hele med dig og vognen kan flyttes til et nyt sted alt efter behov.  Jeg synes især det var skønt og fleksibelt, at vi bare kunne stoppe et sted langs vandet, hoppe om i midten af vognen og nyde udsigten samtidig med, at vi sad hyggeligt ved spisebordet med mad og drikke. Eventyreren Marco Polo´s navn  passer perfekt til autocamperen fra Mercedes-Benz. 

Det eneste jeg vil påpege som en udfordring, er pladsen. Der er trangt, når man skal opholde sig i længere tid i vognen, og når sæderne er omdannet til sovekabine, er der ingen gangplads. Her gælder det virkelig om at kunne gå på kompromis og være kreativ, men kan man klare det, så er Marco-Polo et rigtig godt valg til de kommende ferieture. 

 

Design:

3 ud af 6 stjerner

Køreegenskaber:

4 ud af 6 stiletter

Value for money:

5 ud af 6 stjerner

Mercedes-Benz Marco Polo 220d Lang 
Farve: Brilliant sølv
Denne model incl. ekstraudstyr kr. 729.435
Testbilen var venligst udlånt af Mercedes-Benz Danmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

 

Få endnu flere oplysninger om Mercedes-Benz Marco Polo

Ulslev Strand på Falster
Ulslev Strand på Falster

Volvo XC40 Recharge – biltest

Volvo XC40 ReCharge teaserbillede

Er Volvo XC40 Recharge den fuldendte PHEV SUV?

Volvo XC40 ReCharge teaserbillede

Volvo og nostalgien

Min første køretur bag rattet var som 4-årig. Jeg elskede at sidde i vores gule Volvo 145 stationcar og lege, at jeg og mine bamser var på køretur. Min forældre må have glemt at sætte bilen i gear, for jeg får sluppet håndbremsen (ja, det var dengang i 80’erne, da man havde manuelle håndbremser) og triller stille og roligt ned af indkørslen og ned i garageporten. Siden da har jeg været vild med at køre bil og synes det var en fest, når vi hver sommer i min barndom kørte sydpå i vores Volvo stationcar med Kim Larsen bragende ud af kassettebåndsspilleren.

Det var muligvis dér min forkærlighed for Volvo opstod. I hvert fald har jeg fulgt de mange forskellige modeller fra sidelinjen igennem tiden. Jeg har været så heldig at få lov at teste flere af dem, og denne gang er det Volvos nyeste skud på PHEV stammen, nemlig Volvo XC40 ReCharge. Jeg er muligvis en anelse forudindtaget positiv, men lever den mon op til mine forventninger?

Motorvarianter i XC40

Volvo XC40 fås i følgende motorvarianter:

Benzin

B4 med 197+14 hk., automatgear og forhjulstræk
B4 med 197+14 hk., automatgear og AWD (firhjulstræk)
B5 med 250+14 hk., automatgear og AWD

Diesel

D3 med 150 hk., automatgear og forhjulstræk

Plug-in hybrid

T4 med 129+82 hk., automatgear og forhjulstræk

T5 med 180+82 hk., automatgear og forhjulstræk

Volvo XC40 Recharge front
Sporty er den i hvert fald at se på, XC40 R-Design.

Fakta om testbilen

Testbilen er en Volvo XC40 T5 Recharge RDesign
Teknisk data:
Motor: 1,5l.
Cylinder: 3
Antal hestekræfter: 262 hk, 180 hk fra bezinmotoren og 82 hk fra elmotoren
Brændstof: Benzin/hybrid
Tankkapacitet: 54 l.
Batteri:  10,7kWh batteri
Batterivægt: ca. 150 kg.
Rækkevidde på batteriet: 43-45 km på ren el
Grøn ejerudgift: 370,- dkr. halvårligt
Km/l: 45,5-50 km/l ved blandet kørsel (WLTP)
Gearkasse: 7-trins automatisk
0-100 km/t: 7,3 sek.
Tophastighed: 180 km/t
Anhængertræk: Bilen må trække 1800 kg.

Design på Volvo XC40 Recharge R-Design

Designet på XC40’eren er vellykket og bilen er harmonisk at se på. Kontrasten med det sorte tag, sidespejle og skidplates giver bilen et råt og sporty udseende. Kølergrillen er den klassiske Volvo grill, men på R-Design udgaven er den i sort højglans, som understreger det sporty udtryk. Bagenden er jeg ikke helt så begejstret for. Det er, ifølge min mening, som om det smukke og runde, der præger bilen hele vejen rundt får en lidt abrupt afslutning med den brede bagklap og lygterne, der giver et indtryk af at indskrænke bagruden. Men det er en smagssag.

Volvo XC40 Recharge set fra siden
Kontrasten mellem det sorte og hvide giver bilen et råt udtræk.

Bilen set bagfra
Bagende bryder med det ellers harmoniske udtryk.

Indvendig er kabinen enkel og luksuriøst indrettet. Den 9″ store touchscreen er ekstremt nem at bruge og alt er intuitivt. Lækre detaljer er der masser af, som kromlisten ved passagersædet, de lodrette dyser til klimaanlægget og døren, der er beklædt med stof.

Volvo XC40 ReCharge kabine
Kabinen er lækkert designet og infotainment betjenes nemt og ubesværet.

interiør detalje
Lækre detaljer præger kabinen.

dørbeklædning
Dørklædning i stof, luksuøst at se på og lyddæmpende.

Udstyrspakker

Du kan vælge mellem 2 forskellige udstyrspakker:

Inscription, som Volvo kalder luksuspakken.

R-Design er den sporty udgave, hvor du får forskelligt R-Design lir, bl.a. R-Design pedaler, gearknop, indstigningspaneler, måtter og sports chassis. R-Design koster 47.000,- mere end Inscription udgaven.

Er du på udkig efter en lidt billigere PHEV i SUV-klassen, kunne Ford Kuga PHEV være et godt bud.

Biltest af Volvo XC40 T5 Recharge

Kabinen er rar at sidde i. Alle funktioner er nemme at tilgå – og betjene. Den adaptive fartpilot slås nemt til og fra med et enkelt tryk på rattet, og afstanden til den forankørende har hver sin knap, alt efter om jeg vil forlænge eller forkorte afstanden.
Som jeg tidligere har påpeget ved alle andre Volvo tests, så er den adaptive fartpilot behagelig at køre med uden voldsomme og uforberedte nedbremsninger.

Jeg har mulighed for at vælge 360 graders birdview ved parkering, så jeg kan orientere mig hele vejen rundt om bilen.

Volvo XC40 ReCharge bakkamera
360 grader kamera giver fuld udsigt ved parkering.

Bilen er dejlig lydløs og der er minimal dækstøj – hvilket understreger betydningen af kvalitetsdæk, når du kører el- eller hybridbil. Overgangen mellem el og benzin motoren er overraskende behagelig, hvor nogle mærker lyder som en symaskine på speed, Volvo minder lidt mere om en dieselmotor lige når den slår over fra el til benzin. Jeg bemærker dog en konstant lyd, når bilen kører på el, som om der sidder en lille fugl et sted. Lyden er som sådan ikke irriterende, men det generer mig, at jeg ikke kan finde ud af, hvor lyden kommer fra.

Accelerationen imponerer

Accelerationen er imponerende frisk og jeg mærker virkelig de 262 hk. tage fat og ubesværet få de 1870 kg. ud over stepperne.
Ved normal kørsel på ren benzin kører den omkring 15 km./l, hvilket er godkendt for en forholdsvis tung hybrid SUV.

Jeg føler mig godt tilpas i bilen og størrelsen er perfekt til både by, motorvej og landevejskørsel. Bevares, der er lidt understyring ved sving og skarpe kurver, men det er en SUV ikke en sporty bil, så det er forventeligt.

Bilen må trække 1800 kg. Det er faktisk meget for en PHEV og endda mere end nogle brændstofsbiler. Samtidig fås Recharge med det velkendte semi-automatiske anhængertræk (det koster 16.950,-), som gør det nemt at montere og afmontere anhængertrækket.

Bagsæde og bagagerumsplads

Det halter lidt med pladsen på bagsædet, med en passager med en god gennemsnitshøjde på både bag- og passagersæde er der trangt med benplads. Til gengæld er der mulighed for selv at justere dyser og varme i sædet, og R-Design sæderne i Nubuck stof/læder er gode at sidde i, og kan sagtens klare en lang køretur uden at man bliver træt i ryggen.

bagsæde
Pladsen på bagsædet er ikke imponerende, hvis du har lange ben.

varme i bagsæde
Varme og USB adgang på bagsædet.

Bagagerummet har en kapacitet på 460l., det er ret pænt for en mindre SUV.

XC40 bagagerum
Pladsen i bagagerummet er godkendt.

Sikkerhed i en Volvo XC40 Recharge

Volvo er kendt for deres høje sikkerhedsniveau. XC40 Recharge er selvfølgelig ikke en undtagelse. Intellisafe er standard i alle biler og indeholder følgende:

Intellisafe:

  • ABS -bremser
  • 2-trins airbag i fører- og passagersiden
  • Automatisk bremsning efter kollision
  • Automatsik oplåsning ved kollision
  • Bremsepedalen kollapser v/ulykke
  • Driver Alert Control
  • Energiabsorberende siddehynder ved ulykke(mindsker risikoen for kompressionsskader i ryggen)
  • ESC antiudskridningssystem med EBA(”panikbremseassistent”)
  • Fartbegrænser
  • Færdselstavlegenkendelse
  • IC airbaggardiner
  • IDIS, Intelligent Driver Information System
  • iTPMS (Tire pressure monitoring system)
  • Knæairbag i førersiden
  • Lane Departure Warning
  • Lane Keeping Aid (Haptiske rystelser)
  • Oncoming Lane Mitigation
  • Ratstammen kollapser ved kollision
  • Run Off Road Mitigation
  • SIPS airbags
  • WHIPS for, Whiplash Protection System
  • IntelliSafe Assist (ACC + Pilot Assist)

City Safety med Steering Support:

  • Autobrake at Intersection
  • Collision Warning (også ved kørsel i mørke)+ Collision Warning with Full auto brake
  • Cyclist Detection with full auto brake
  • Large Animal Detection
  • Oncoming mitigation by braking
  • Pedestrian detection with full auto brake
  • Pre-prepared brake system

Opladning og rækkevidde på Volvo XC40 T5 Recharge

Volvo tilbyder, som eneste producent, samtlige af deres 7 bilmodeller i plug-in-hybrid-udgaver.
Tidligere hed Volvos plug-in udgaver for twin engine, nu hedder de Recharge. XC40’eren kommer både i en plug-in version og en ren el udgave. De hedder begge XC40 Recharge, men forskellen er, at plug-in udgaverne hedder enten T4 eller T5 og ren el hedder P8.

XC40 Recharge kan ikke D/C lade, dvs. på en lynlader, men den kan lades på almindelige A/C ladestandere som er dem, man har ved hjemmet, arbejdspladser og de fleste offentlige ladestationer.

Ladetiden på batteriet på en almindelig 11/22 kW ladestander er på 3 timer. Det ligger på samme niveau som mange af de andre nyere PHEV. Rækkevidden på XC40 er på 43-45 km. De fleste andre PHEV har en rækkevidde på 50-56 km., så på det område halter XC40 bagefter og giver lidt ridser i min begejstring over bilen.
Har du en ladestander ved hjemmet eller arbejdspladsen, så du kan lade dagligt, gør det muligvis ikke den store forskel, men kører du længere ture, eller bor et sted, hvor der ikke er en ladestander tæt på, bliver det hurtigt en mindre grøn oplevelse at køre plug-in.

Overordnet set, kan plug-in hybrid bedst betale sig, hvis du primært kører korte ture og/eller i byen, og har mulighed for at lade enten hjemme eller på arbejdspladsen.

XC40 opladning
På 1,5 time havde jeg ladet batteriet op til en rækkevidde på  25 km.

+/- ved Volvo XC40 Recharge

+
brugervenlig
Trækkapacitet
Sikkerhed


Pris
Rækkevidde
Plads på bagsædet

Konkurrenterne

Pt. er der ikke nogen direkte konkurrent til Volvo’en i PHEV SUV premium-segmentet. Den der kommer tættest på, er Mini Countryman SE, men flere andre premiummærker er på vej med biler, som skal give Volvo kamp til stregen.

I premium-segmentet er Audi en interessant konkurrent til Volvo. Læs vores seneste test af Audi Q3 sportsback.

Pris

XC40 Recharge fås fra 426.143,-kr. Testbilen koster 507.140,- uden ekstra udstyr. Testbilen har udstyr for 123.868 og lander på en samlet pris på 631.008,- kr.

Konklusion på Volvo XC40 Recharge

XC40 er et skønt bekendtskab. Den er vellykket i design, brugervenlighed, sikkerhed og så er den et godt bud på en overgang mellem brændstofsbiler og ren el. Spørgsmålet du skal stille dig selv er, hvad dit behov er. Har du reelt brug for benzinmotoren, eller kan du lade så ofte, at en rel elbil ville give bedre mening?
Jeg er spændt på at teste den rent elektriske udgave, som formentlig kommer senere på året. Prisen er desværre endnu ikke fastsat.
Så er XC40 Recharge den fuldendte PHEV SUV? Med få andre konkurrenter på markedet, og Volvos evne til at leve køreglæde og masser af sikkerhed er de tæt på, men rækkevidden på batteriet og prisen trækker dog en anelse ned i det overordnede regnskab på den ellers vellykkede bil.

Bagende og side af bilen

Stiletter

Kvindernes Bilmagasin giver Volvo XC40 plug-in følgende stiletter:

DESIGN

5 ud af 6 stjerner

KØREGLÆDE

6/6 stiletter for design

VALUE FOR MONEY

4 ud af 6 stiletter

Testbilen var venligst udlånt af Volvo Car Denmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.