Karen

VW Golf 8 – first drive

Golf 8 front teaserbillede

Golf 8 er den nye udgave af VW’s populære bil. Vi har været en tur i Portugal for at se nærmere på design, kørekomfort og connectivity i et ikon med 45 år på bagen.

Golf 8 front teaserbillede

Den populære Golf

De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv ejet en VW Golf, der gennem de sidste 7 generationer har været en populær bil. Jeg har selv ejet 2 af slagsen, en Golf 4 og en Golf 5. I løbet af bilens 45 leveår er der i alt solgt over 35 millioner Golf’er verden over. Nu kommer så 8. generation. Spørgsmålet er, om Volkswagen med Golf 8 formår at føre den ikoniske bil ind i det næste årti. Jeg kan allerede nu godt afsløre, at den imponerer, men der er også plads til forbedring.

Golf 8 kommer i en tid, hvor der sker virkelig meget inden for bilindustrien. VW fokuserer på fremtiden, og bilen er da også både mere digital, online, og progressiv i designet.

Modelbillede af Golf 1-8
8 generationer af Volkswagen Golf med den nye Golf 8 i front.

I 2017 testede vi Golf 7. Her kan du læse vores anmeldelse.

Disse modeller testede vi

Jeg kørte i en 1,5 eTSI med 7-trins DSG og 150 hk.. E-et står for mild hybrid. At bilen har en elmotor mærker man sådan set ikke, den fungerer blot som hjælpemotor til benzin motoren. Den er opgivet til at give en brændstofsbesparelse på ca. 10 % (WLTP) samt en komfortabel igangsætning ved start/stop.
Derudover testede jeg en 2.0 TDI med 150 hk. og 7-trins DSG gear, samt en 1,5 TSI med manuelt gear og 130 hk.

Bagenden af den nye Golf
Bagenden er blevet mere rund og smart at se på.

DSG gearkassen hører, efter min mening, til en af de bedste automatgearkasser. Den er kontant, præcis og utrolig behagelig. Er du i tvivl, om du skal vælge en Golf med manuelt eller DSG gear, må du absolut unde dig selv at investere i DSG-gearet.
Generelt vælger en overvægt af danskerne automatgearet, for Golf 7 lå tallet på 54% biler solgt med automatgear.
For mange vil benzinmotoren med mild hybrid nok være det oplagte valg, men VW’s dieselmotor kører fantastisk, og har du et kørselsbehov der ligger på den gode side af 10.000 km. pr. år, er TDI’en oplagt.

Opdateret, lækkert design i Golf 8

Udvendigt

Kan du huske de ældre udgaver af Golf’en? De var meget karakterisk firkantede. Her i 2019 er modellen i den grad blevet klædeligt opdateret og mere strømlinet.
Udvendig har kølerhjelmen fået nye, flotte linjer, der sammen med de nye LED lygter giver den et bredere og mere frækt, aggressivt look.
Golf 8 har også fået den nye VW logo. Det ligner det gamle, men ser du nærmere efter, er baggrunden sort og bogstaverne tyndere.
Design teamet har arbejdet på at gøre bilen mere aerodynamisk, og det mærker man. Golf 8 ligger stabilt på vejen. Den tager de mange sving og kurver i bjergene med en lethed og på samme tid er kørekomforten stabil og helt i top. Den er smidig og reagerer kontant.

Golf 8 kørende
Golf 8 ligger godt på vejen og klare skarpe sving med en utrolig lethed.

Indvendigt

Golf 8 har de samme mål som den tidligere model (4.284 mm i længden, 1.789 mm i bredden og 1.456 mm i højden), men designet indvendigt er ændret, så den nu er mere rummelig og føles væsentlig større.
I stedet for at være integreret i konsollen, er skærmen rykket højere op og giver et mere let udtryk. Den har digital cockpit (10,25” display) og online infotainmentanlæg med 10” touchskærm
Skærmen kan deles op, så både Apple Car play og navigationen kan vises samtidig.

Sæderne er mere behagelige og førersædet er el indstilleligt. Elsæder til passageren følger ikke automatisk med, det er ekstra udstyr. Lidt ærgerligt, mange andre bilmærker har elsæder til både fører og passager som standard.
På bagsædet er der desværre trangt med plads, og en langtur med 4 voksne mennesker i bilen vil være en udfordring for bagsædepassagererne.

Plads på bagsæde
Der er ikke meget plads til mine ben på bagsædet.

Golf 7 versus Golf 8

Volkswagen har linet alle 8 generationer af Golf’en op. Jeg benytter derfor muligheden for at køre en tur i Golf 7 for bedre at mærke forskellen fra modellen, der kom i 2012 og så den helt nye. Og der er virkelig sket noget.
Jeg har altid synes at Golfen var robust og pålidelig, men samtidig lidt tung og firkantet at køre.
Med Golf 8 har Volkswagen formået at tale mere direkte til mig og jeg må erkende, at den i høj grad har vundet min kærlighed. Herunder kan du se forskellen i designet på Golf 7 og 8.

Fronten af Golf 7 og 8
Øverst Golf 7 og nederst Golf 8, som er blevet smartere og lettere i udtrykket.
Golf 7 og 8 kabine
Øverst kabinen i Golf 7 og nederst kabinen i Golf 8. Kabinen er mere rummelig og digital.

Connectivity i en Golf 8

Den nye Golf 8 er spækket med digitale løsninger og muligheder:

  • Mulighed for over-the-air at opgradere bilen med funktioner som Adaptiv fartpilot, Light Assist, navigationssystemet, App-Connect, WiFi-hotspot og stemmestyring. Dvs. at du kan tilkøbe og fravælge forskellige funktioner, alt efter dit behov.
  • Golf gemmer førerens indstillinger i en ”cloud” løsning. Dvs. at bilen registrerer, hvem føreren er, og indstiller bilens køreindstilling, kørestil og lign. efter den vedkommende. Er du først registreret i “skyen” kan du sætte dig ind en vilkårlig ny Volkswagen og så indstilles bilen til dig.
  • ACC with predictive cruise control advarer føreren om farer forude.
  • Car2X-funktionen anvender informationer fra andre køretøjer i et område på op til 800m fra bilen og advarer dig. Disse signaler kan udveksles med andre biler, der har Car2X.
  • IQ drive. Du har måske prøvet at køre i en bil med adaptiv fartpilot der giver en advarsel, hvis du ikke holder ordentlig fast i rattet i omkring 1/2 min. Med IQ drive registrerer den dine hænder selv ved en let berøring takket være kraftige sensorer i rattet.
Golf kabine ambiente

Stemmegenkendelse

Ved hjælp af stemmegenkendelse kan jeg kommunikere med bilen og fortælle den, hvad jeg har behov for. Det kan fx. være at finde nærmeste tankstation, bruge navigation eller telefon. Jeg slipper for at trykke på knapper og bladre gennem menuerne, og kan i stedet for holde øjenene fokuseret på vejen. Der er da bare det problem, at systemet har svært ved at registere min stemme som kvinde. Derimod forstår den udemærket min mandlige passager.

Motorstørrelser på den nye Golf 8

Golf fås for første gang med otte forskellige drivlinjer og Golf 8 kan fås med hele fem hybriddrivlinjer, Tre eTSI og to eHybrid.
eTSI mildhybrid-versionerne tilbydes udelukkende i kombination med 7-trins DSG-gear og med en motoreffekt på henholdsvis 130 hk og 150 hk (110 hk bliver ikke tilgængelig i DK). Derudover vil Golf 8 kunne fås med to forskellige plug-in-hybriddrivlinjer 1,4 TSI-motor + elmotor + 6-trins DSG.

Bilen i profil
Flot ser den ud, den nye Golf 8.

Ny udstyrsvarianter

Med den nye og opdaterede Golf har Volkswagen valgt at ændre navnene på deres udstyrsvarianter. ”Trendline”, ”Comfortline” og ”Highline” hedder fremover: ”Golf”, ”Life” og ”Style”
En ny ”R-Line”-udstyrsvariant erstatter ”R-Line”-pakkerne fra forgængeren og er spækket med sport udstyr, såsom sports-undervogn, -rat, -sæder og -pedaler.
“Golf” som er den mindste udstyrpakke har både adaptiv fartpilot, discover pro infotainment og en del sikkerhedsudstyr. En lidt sjov detalje når du vælger “Life” pakken er, at ambient belysning fåes i 10 farver. Vælger du “Style” kan du vælge mellem 30 farver – i en Golf 8 vil du aldrig kede dig.

Golf kabine ambiente
Ambiente belysning er standard fra “Life” udstyrspakken.

VW Golf 8 lancering i Danmark

Den nye Golf 8 forventes at blive introduceret i Danmark i marts 2020.
I løbet af 2020 lanceres de selvstændige modeller Golf GTI, GTI TCR, Golf GTE og Golf R.
Turen til Portugal fik i den grad indfriet mine forventninger til den nye Golf, og jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med Golf 8, når den kommer til Danmark næste år.

Lygter og fælg
Golf 8 er klar til at indtage det danske marked i marts 2020.

Pris

Prisen på Golf 8 er særdeles konkurrencedygtig og starter ved 249.995,- dkr. for en 1.0 TSI med 110 hk og manuelt gear.

Kvindernes Bilmagasin var inviteret til Portugal af Volkswagen Danmark.

Biltest: Porsche Cayenne Turbo Coupé

Porsche Cayenne teaserbillede

Porsche Cayenne Turbo Coupé med hele 550 vilde heste er denne måneds eksklusive. Der er lagt op til en uforglemmelig køretur i den smukke og kraftfulde bil.

Porsche Cayenne teaserbillede
Foto: Nevzat Basaran

Hos Kvindernes Bilmagasin har vi fokus på fremtiden inden for bilindustrien. Specielt de mere grønne alternativer ligger os på sinde. Men denne måneds eksklusive får mig i den grad til at glemme alt om klima, grøn energi og C02 udledning. Jeg har nemlig sat mig ind i en Porsche Cayenne V8 med 550 hk.
Lad mig slå fast med det samme, der findes ingen bedre lyd end 550 vilde hingste under kølerhjelmen, der brøler for at arbejde for dig. Jeg træder på speederen og der er kontant afregning.

Opdateret design

Kigger vi tilbage på den først Porsche Cayenne der kom til verden i 2003 så virker den klodset og firkantet i forhold til den faceliftede udgave af Cayenne der kom her i 2019. Specielt bagende har fået et velfortjent løft og er blevet mere sporty og strømlinet at se på.
I Coupé udgaven er bagdørene mere skrånet og giver et mere råt udtryk. Bagenden med den tværgående lysstribe ser vi hos flere bilmærker og giver bilen et harmonisk udtryk.

Porsche Cayenne fra siden
Porsche Cayenne med de skrå bagdøre som markerer at dette er en coupé. Foto: Nevzat Basaran

Køreegenskaber

Bilen ligger virkelig godt på vejen, og jeg bliver trykket tilbage i sædet, da jeg accelerer.
Den går fra 0-100 km/t på 3,9 sek og har en topfart på 286 km/t.
Følelsen kender jeg fra en sportsvogn, men når jeg ser mig omkring, falder tanken dog nærmere på familiebil. Du stiger ind i bilen, ikke ned. Der er masser af plads til både familie og bagage. Jeg er altså landet i en familie/racer/luksus SUV. Kan det gøres meget bedre?
Den dynamiske hækspoiler kan aktiveres via køreindstillingerne, men aktiveres ved en hastighed på over 90 km/t.
Porsche Dynamic Chassis Control (PDCC) og Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus), giver bilen en fantastisk køredynamik. Krængninger mindskes under kørsel i sving markant, og kørselsstabiliteten og styreegenskaberne forbedres.

Posering ved bil
Foto: Nevzat Basaran

Læs også vores test af BMW X7

Fede features i Porsche Cayenne Turbo Coupé

Jeg er en sucker for store, lækre fælge, jo større jo bedre. De 22″ alufælge med synlig bremsekaliber og spejleffekt går derfor rent ind hos mig. Det klæder bare en stor, luksusbil som denne.

22″ tommer alufælg. Foto: Nevzat Basaran


Listen af ekstra udstyr i testbilen er lang, men jeg vil tillade mig at fremhæve blot et par af dem:

  • Nedfældligt bagsæde
  • Ruskins rat – virkelig lækkert at holde, føler jeg sidder i en racerbil
  • Termoruder inkl. støjreducering og toning
  • Softclose døre
  • Armlæn med Porsche våbenskjold – du skulle nødig glemme, hvilken bil du sidder i
  • El solgardiner bagi
  • Garagedørs åbner – har du en Porsche, har du også en garage
Nedfæld bagsæde
Bagsæderne lægges nemt ned ved hjælp af dette håndtag.
Ruskins rat
Ruskins rat. Lækkert at holde på. Foto: Nevzat Basaran

Kabinen

Softclose dørene er en lille, men ikke ubetydelig detalje. Det giver et ekstra pift af eksklusivitet, når jeg sætter mig ind i bilen, og behøver blot at lukke døren til, så suger den sig selv helt på plads. Softclose dørene koster 13.865,- dkr.
Følelsen af eksklusivitet går igen i hele kabinen, der er lækkert designet. Pepita ternene er retro på den virkelig fede måde og bringer mig tilbage til den klassiske 911’er. Det samme gør startknappen som ligeledes er inspireret af den klassiske sportsvogn. Sportssæderne er tilmed utrolig behagelige at sidde i og kan indstilles på et væld af forskellige måder, selvfølgelig med el og memory.
Termoruderne lukker unødig støj ude, så du rigtig kan nyde motorens brummen. Dem skal du slippe 34.131 dkr for.

Porsche Cayenne Turbo Coupé kabine
Retro Pepita tern og lækker grafik præger kabinen.
Navigation
God grafik i navigationen. Foto: Nevzat Basaran

Den gode oplevelse er ikke kun føreren forundt

Passagererne på bagsædet snydes heller ikke for den gode oplevelse. Sæderne er brede og omslutter passageren. Der er mulighed for at tilkøbe rear seat entertainment, så familien på bagsædet kan blive underholdt når du skal på langtur. Fx ned gennem den tyske Autobahn, det kommer vi tilbage til.
Det 4 zoneklima anlæg sørger for, at bagsædepassagerne kan selv indstille temperaturen. Eneste minus er, at udsynet bagi er meget begrænset pga. designet af forsædet, men så kan de selvfølgelig heller ikke følge med i, hvad speedometeret ryger op på.

Infotainment

Infotainment systemet betjenes via en touch skærm, der er ingen overflødige knapper (kendt fra Panamera). Det er grafisk lækkert og intuitivt. Jeg indstiller nemt bilens kørefunktion, klima anlæg, navigation mv. via skærmen.
Sport Chrono-pakken omfatter bl.a. en mode kontakt på multifunktionssportsrattet. Jeg kan vælge mellem Normal, SPORT, SPORT PLUS og Individual. Det betyder, at jeg kan tilpasse undervognen og drivlinjens dynamik lynhurtigt.

Porsche Cayenne Turbo Coupé drive settings
Bilens drive mode indstilles nemt via skærmen.


Testbilen er udstyret med Burmester® High-End Surround Sound System som giver en helt suveræn lyd. Jeg vælger dog at slukke for anlægget, da jeg hellere vil lytte til musikken fra motoren.
I de fleste andre nye biler er der 360 graders kamera, men ikke i Porsche Cayenne. Til gengæld er grafikken i top, og en lille, men smart detalje er, at kameraet følger med, når du drejer på rattet. På den måde kan du følge med i, hvor du er på vej til at manøvrere bilen henad. Smart! Hvorfor er der dog ingen der har tænkt på det før?

Porsche Cayenne Turbo Coupé kamera
Godt nok ikke et 360 graders kamera, men til gengæld følger kameraet med når du drejer rattet.

Porsche Cayenne Turbo Coupé er den perfekt bil til hestetraileren

Bilen må trække helt op til 3500 kg. så her er endelig en bil der er oplagt at bruge til at transportere dine heste rundt. Men husk benzinkortet, Cayennen er nemlig opgivet til at køre omkring 7 km/l., til gengæld er tankkapaciteten på 90 l., så det burde kunne bringe dig fra stald til stævne.

Konkurrenterne

Konkurrenterne til Porschen er Range Rover Velar, BMW X6, Mercedes GLE og Audi Q8.

Læs vores anmeldelse af Range Rover Velar og Audi Q8.

Cayenne kører gennem vand
Kan Cayenne Turbo køre fra konkurrenterne? Foto: Nevzat Basaran

Konklusion

Spørgsmålet er så: hvad kan du bruge 550 hk. på de danske veje? Det er fantastisk at træde på speederen og mærke accelerationen – op til de max 130 km/t på motorvejen og så er det ligesom det. En Porsche Cayenne Turbo Coupé fortjener, at du udnytter det kæmpe potentiale bilen har. Så har du banelicens eller kører du ofte den tyske autobahn tynd, med eller uden familien, så giver det mening med så kraftfuld en bil.
Bor du i en af de danske storbyer og bruger blot bilen som et transportmiddel på kortere stræk til/fra arbejde er det måske en smule overkill at investere i så dyr en bil.

Porsche Cayenne bagende
Bagenden med den tværgående lysstribe giver bagenden et fuldendt udtryk. Foto: Nevzat Basaran

Hvad er prisen så for denne skønhed?

Prisen på Porsche Cayenne Turbo Coupé starter ved 2.774.605,- dkr. Testbilen er spækket med ekstra udstyr og den samlede pris løber derfor op i 3.511.890,- dkr. Der findes forskellige muligheder for leasing af den. Vælger du modellen uden turbo kan du få den fra 1.544.690,- dkr. Den er væsentlig dyrere end sine konkurrenter, og ja, du betaler for brandet. Spørgsmålet er, om det er de mange penge ekstra værd. Bedøm selv.

Porsche Cayenne Turbo Coupé er en del af Kvindernes Bilmagasin´s ”Månedens Eksklusive”

De smukke fotos er taget af Fotograf Nevzat Basaran.

Testbilen var venligst udlånt af Porsche center København

Interview med Camilla Messer Thomsen fra Elbilforeningen

Mød Karen og Camila Messer Thomsen fra elbilforeningen i et åbenhjertigt interview om elbiler. Hør Camilla fortælle om hvordan det er at leve med en elbil i hverdagen, om hendes sommerferie sydpå med familien i en elbil. Hør desuden de mange myter omkring elbilen og om hvordan Camilla og Karen får manet dem til jorden.

Læs mere om elbilsforeningen på FDEL.dk

Læs vores test af den nye Audi e-tron.

Tak til Audi Danmark for lån af deres nye Audi e-tron

Biltest: Hyundai Nexo- svævende rumskib

Hyundai har lanceret en brintbil der skal konkurrere med de mange elbiler, der kommer i løbet af 2020: Hyundai Nexo. Læs med om vores uge i godt selskab, og med både op- og nedture.

Jeg havde fået en lille forsmag på Hyundai Nexo, da jeg var til informationsmøde hos Hyundai tilbage i september måned. Min nysgerrighed var derfor vakt og jeg så frem til at stifte nærmere bekendtskab med bilen.

Testbilen

Testbilen er en Hyundai Nexo premium. Den kører på brint og har 163 hk. Den udleder 0 i CO2 og koster 660,- i årlig ejerudgift. Den går fra 0-100 km/t på 9,2 sek. Rækkevidden er på op til 666 km.
Nexo’en er ikke godkendt til anhængertræk.

Hvordan kører en brintbil?

Hvis jeg skal beskrive Hyundai Nexo med ganske få ord, vil det være: velkørende eksklusivitet. Nexo er støjsvag og har en god acceleration.
Hvis du har prøvet at køre elbil, er det samme følelse af lethed og fornemmelse af at svæve afsted. Den er rummelig, både i kabinen og på bagsædet og jeg sidder virkelig behageligt i kunstlæder sæderne. Mine tanker ledes derfor hen på et rumskib – bortset fra at tyngdekraften i dette tilfælde sørger for, at jeg trods alt holder fødderne på pedalerne.

Læs også vores artikel om, hvad der rør sig hos Hyundai nu og i fremtiden.

Design på Hyundai Nexo

Hyundai har formået at lave en SUV, som er rummelig, og som samtidig er elegant og smart i designet. Forlygterne med den tværgående lysstribe ser rå ud og giver et godt lys i mørke. De skrå LED forlygter er med til at understrege det smarte look. Kølergrillen kalder Hyundai for “cascading” og harmonerer med de skrå forlygter. Bagenden er rund i formen og her går det skrå look igen på baglygterne, som også er LED, og fuldender designet på bilen.
Jeg er vild med farven på bilen. Den er anderledes, men på en lækker, afdæmpet måde, som passer godt til bilen.

Front af Hyundai Nexo
Tværgående lysstribe mellem forlygterne.
Hyundai Nexo bagende
Den runde bagende brydes af de skrå baglygter.

Følelsen af at befinde sig i et cockpit

Designet i kabinen stikker lidt ud fra normen. Min første tanke, da jeg sætter mig ind i bilen er: “jeg er landet i cockpittet på et fly”. Midterkonsollen er en stor flade af knapper.
Det fungerer fint i mørke, hvor knapperne er lyst op, men i dagslys er der genskin fra forruden og jeg må flytte mig rundt i sædet for at finde den knap jeg skal bruge. Kører du i bilen i en længere periode, vænner du dig formentlig til at benytte knapperne uden at kigge ned.

Cockpit
Velkommen ind i cockpittet.

Interiøret er holdt i en lys, grå/creme farve, der bidrager til det eksklusive udtryk.
Sæderne kan både varme op på en kold vinterdag, og køle ned på en varm sommerdag. De er selvfølgelig også elbetjente.
Jeg tænder for varmen i rattet på denne råkolde november dag. Navigationen i den 12,3″ touchscreen er intuitiv og viser mig løbende, hvor langt der er til næste brintstation. Jeg kan desuden få en oversigt over, hvor meget brint jeg har tilbage i tanken, og hvordan det er fordelt.
Jeg er klar til at indtage de danske veje i mit rumskib.

Hyundai Nexo touchskærm
Skærmen viser, hvor langt der er til næste brint station, og hvor mange km. jeg har tilbage i tanken.
Hyundai Nexo plads indvendigt
Masser af benplads både på for- og bagsæder.

I bagagerummet er der ligeledes god plads til kufferter, klapvogn og indkøb. Det rummer 461 l.

Bagagerum i Nexo
Stort og rummeligt bagagerum på 461 l.

Hvordan tanker man en brintbil?

Det tager kun omkring 3-5 min. at tanke en brintbil. Den tankes på en speciel brint tankstation, som typisk ligger i forbindelse med en almindelig tankstation. Prisen på brint er nogenlunde den samme som prisen på benzin. Produktionen af brint sker ud fra elektricitet indkøbt med grønne certifikater enten på selve tankstationen eller centralt.

Brintbilen er en oplagt konkurrent til elbilerne, hvor mange er nervøse for opladningstiden.
Der findes pt. 7 brint stationer i Danmark. En af dem ligger i Gladsaxe ved København, her beslutter jeg mig for at køre ud og tanke Nexo’en.

Nexo ved tankstation
Hyundai Nexø klar til at blive tanket.

Ved tankstationen er der en god og udførlig vejledning i, hvordan du tanker en brintbil.
Mens jeg står og gør klar til at tanke, kommer en mand kørende og stopper sin bil, blot for at følge med i, hvordan man mon tanker sådan en brintbil.
Jeg følger slavist vejledningen og får sat pistolen i bilen – og så kommer jeg ikke længere. Den grønne lampe lyser ikke, det betyder: ingen brint.
Skuffet må både tilskuer og jeg forlade tankstationen uden at få tanket bilen.

Mislykket tankning af brintbil
Bilen er klar til at blive tanket, men der er ingen brint i tankanlægget.

I dette tilfælde var det blot for at prøve at tanke bilen, men havde jeg stået med en bil der var kørt næsten tom, så havde jeg haft en problem.

Brintstationer i Danmark

brintbiler.dk kan du få en oversigt over eksisterende brintstation. Du kan desuden sende en sms og få en status på, om stationen er i drift inden du kører afsted mod tanken, så du undgår at stå i samme situation som mig.

Der arbejdes kraftigt på at få etableret flere brintstationer i Danmark, og at sørge for at de jævnligt bliver fyldt op. Brintbiler er relativt nye i Danmark, så lad os håbe på, at problemet snart bliver løst.

Vil du gerne køre grønt, men ikke helt klar til brintbil, kunne Hyundai Kona være et godt bud.

Udstyrsvarianter

Hyundai Nexo kan fås i 2 forskellige udstyrsvarianter: Trend og Premium. Basismodellen Trend har meget ekstra udstyr som bl.a. omfatter:

  • Adaptiv fartpilot
  • Automatisk nødbremser m. cyklist/fodgængergenkendelse
  • Elektrisk bagklap
  • Fjernbetjent parkeringsassistent
  • Parkeringssensor for/bag
  • Smart key (nøglefri)

I Premium udstyrspakken får du følgende ekstraudstyr:
Blindvinkel kamera i instrumenteringen, varme i bagsæder, ventilation i forsæder, soltag, Krell lydsystem, tagræling og 19″ alufælge.

Hyundai Nexo kabine
Testbilen har premium udstyrspakken, hvor soltag er standard.

Hyundai Nexo, bilen der selv kan parkere

Kender du det når du finder en ledig p-plads, du får manøvreret bilen ind på plads, og så kan du ikke komme ud, fordi der ikke er plads nok til at åbne døren? Det senarie er slut med Nexo, som selv kan klare den slags parkeringer.
Det fungerer ved, at du finder en ledig p-bås, sætter bilen i P, stiger ud og låser bilen, og så kan bilen ellers manøvreres på plads ved hjælp af “forlæns”- “baglæns” knapperne på fjernbetjeningen. Ligesom vi kender det fra en fjernbetjent bil. Smart og nemt!

Konkurrenterne

Foreløbig er det kun Toyota Mirai (fra 2015), og Honda Clarity (2017) der er konkurrenter på brintmarkedet. Hyundai Nexo er mere i premium segmentet, men jeg tror, at vi i løbet af de næste par år kommer til at se flere brintbiler på gaden.

Prisen på Hyundai Nexo

Prisen på Nexo starter på 599.995,- dkr. Testbilen har premium udstyrspakken og når op på en samlet pris på 629.995,- dkr. Nexo’en kan ikke privatleases.

Konklusion

Hyundai Nexo imponerer. Det er en virkelig velkørende, rummelig bil med masser af udstyr. Den giver en følelse af eksklusivitet, når du lydløst cruiser afsted. Er du nervøs for rækkevidde og opladningstid i en elbil, er brintbilen et rigtig godt valg, hvis du gerne vil køre “grønt”.
Den største ulempe ved brintbilen pt. er muligheden for at tanke. Når den udfordring forhåbentlig snart er løst mener vi, at Hyundai Nexo vil være en interessant spiller på markedet for grønne biler.

Kvindernes Bilmagasin giver Hyundai Nexo følgende stilletter:

DESIGN

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

4 ud af 6 stiletter

Hyundai Nexo var venligst udlånt af Hyundai Danmark. Du kan læse mere om deres forskellige bilmodeller på deres hjemmeside.

Verdenspremiere: Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang Mach-E teaserbillede

For første gang i 55 år, udvider Ford Mustang-familien med et nyt medlem: Mustang Mach-E. Kvindernes Bilmagasin var med ved den officielle præsentation i Oslo.

Ford Mustang Mach-E teaserbillede

Store ambitioner om elbiler

Inden 2020 ønsker Ford at kunne tilbyde 16 elbiler til det europæiske marked og have en global portefølje på 40 biler.
Ford vil levere alle deres modeller, fra Fiesta til Transit i en elektrificeret udgave, dvs.el, hybrid og plug-in hybrid.
Målet er at levere brændstofs effektive og køredynamiske biler, som skal matche alle behov på europæisk plan.

Fremtidens mobilitet fra Ford

Som Ford ejer har du mulighed for at overvåge bilens strøm niveau med FordPass app’en. Du kan desuden benytte rejseplanlægningsfunktionen med power MyTrip. Den tager højde for bilens aktuelle strømniveau og finder de mest oplagte ladestationer langs ruten.
Har du også FordPass Connect modem, kan du overføre den planlagte rute fra smartphone/tablet til elbilens navigation.

Mustang Mach-E

Ford har en ambition om at skabe intelligente biler til fremtidens transport. Mach-E er en af dem. Bilen er designet ud fra kundernes behov: En elektrisk SUV.
Der kan vælges imellem baghjulstræk og firhjulstræk. Modellen med firhjulstræk har mere udstyr som standard end de baghjulstrukne.
Den er 4712 cm. lang, 1881 bred og 1697 cm. høj.

Batteri og rækkevidde

Elbilen kommer med 2 størrelser på batteriet: Et på 75 kWh, som har en rækkevidde på 450 km. En store udgave med 99 kWh batteri har en rækkevidde på op til 600 km. Begge modeller fås med en baghjulstræk eller firhjulstræk (4X).
Mach-E kan kobles til en Ionity ladestander, som lader med op til 150 kWh.
Ford er medstifter af Ionity konsortiet, der vil anlægge 400 lynlade stationer i EU inden 2021. 7 af dem installeres i Danmark.

Mustang Mach-E opladning
Opladning af Mach-E

Læs også vores anmeldelse om den klassiske Ford Mustang.

Smukt design og velkendte Mustang detaljer

Mach-E er en strømlinet og ikke mindst smuk SUV. Den er rå, robust og powerful i sit udtryk.
Den lange og kraftige kølerhjelm, de skrå og aggressivt udseende forlygter, kender vi fra den klassiske Mustang og leder tankerne hen på en muskuløs hingst. Udtrykket forstærkes i grillen som præges af Mustangs logo – hesten.
Linjerne fra front til bagende giver et coupé-lignende udtryk. Bagenden er kort, som vi kender det fra flere andre elbiler. De karakteristiske Mustang baglygter er heldigvis bevaret i Mach-E.

Mach-E front
Fronten skal lede tankerne hen på den klassiske Mustang.

Når du ser baglygterne, er du ikke i tvivl om, at det er en Mustang der kører foran dig.

Bagende
De klassiske Mustang baglygter er bevaret i Mach-E

Indvendigt har designteamet arbejdet på, at bevare Mustang følelsen når du sidder i bilen. Du sidder højt i bilen – det er jo en SUV – men følelsen når du lader dig suge ned i sædet kender vi fra sportsvognen.
Bilen betjenes via den 15,5” store touchscreen. Ved instrumentbrættet er der desuden en skærm, som viser hastighed mv.
B&O anlæg kan tilkøbes som ekstra udstyr.

Interiør
15,5″ touchscreen.

Udover et rummeligt bagagerum på 407l. er der et opbevaringsrum under kølerhjelmen, som rummer 100l. Rummet er vandtæt og kan bruges til at opbevare beskidte ting, det kan nemlig rengøres med vand og tømmes vha. en bundprop. 

Opbevaringsrum under kølerhjelmen.

Ny teknologi og fede detaljer i Mustang Mach-E

Bilen låses op og startes ved hjælp af din smartphone. Er du løbet tør for strøm, kan du via en back-up kode på bilens B-søjle (mellem for og bagdør) låse bilen op. Via en kode på touch skærmen kan bilen startes, hvis du er løbet tør for strøm.

Ny generation af Ford SYNC-infotainment

Du kender muligvis SYNC systemet fra andre Ford modeller. Med Mach-e tager de systemet ind i en ny generation, som er mere strømlinet og moderne. Ved hjælp af machine learning aflæser bilen førerens fortrukne kørestil. Med tiden optimeres og personliggøres køredynamikken via det Ford kalder over-the-air opdateringer.
Den 15,5” store touchscreen er en den af SYNC. Ifølge Ford er den nem at betjene både via touch og stemmestyring. og via den betjenes bilen.
Systemet er selvfølgelig kompatibelt med både Apple CarPlay og forberedt til Android Auto. 

First Edition farverne

First edition fås i en flot rød- eller blå metallik, kendt fra den klassiske mustang fra 60’erne. Den blå bliver dog ikke tilgængelig i Danmark.

FORD MUSTANG MACH-E PANORAMA TAG
Panoramaglastag er ekstra udstyr.

Mustang Mach-E, den fødte gentleman

Mange bilproducenter dropper dørhåndtaget på elbilen. For Ford handler det om at gøre designet på bilen mere strømlinet. Med Mach-E tager de det et skridt videre: døren åbnes for dig, når du låser bilen op vha. din telefon. Det giver et fuldendt finish og er en lækker detalje!

En tur på genbrugspladsen i din Mustang Mach-E

Mach-e kan fås med anhængertræk og kan trække 750 kg.
Det rækker ikke til meget mere end en tur på Genbrugspladsen med dit haveaffald, men så ankommer du med anstand.

Målgruppen for Mach-E

Hvem er så målgruppen for denne elektrificerede Mustang? Den inkarnerede Mustang fan er vild med brølet fra en V8 motor, og måske heller ikke den mest klimabevidste bilist. Vil de vælge denne elektrificerede SUV, blot fordi det er en del af Mustang familien? Eller kommer der en ny generation af Mustang-fans som er yngre og børnefamilier?
I løbet af få timer efter præsentationen i Norge, havde 400 nordmænd bestilt og betalt depositum på Mach-E, så der er helt klart

Hvornår kommer Mach-E til Danmark?

Bilen bliver lanceret i Danmark i sommeren 2020, med levering fra jan/feb 2021.
Derudover kommer der en performance udgave, Mach-E GT, med ca. 465 hk og en acceleration fra 0-100 km/t på under 5 sek. GT udgaven kommer til Danmark i midten af 2021.
I Danmark forventer man et salg på Mach-E på 8-900 biler om året.

Konkurrenterne

Mach-E vil tage konkurrencen op med Tesla 3 og Jaguar I-PACE.

Prisen på Ford Mustang Mach-E

Ford Mach-E kan leveres fra 2021. Prisen starter ved 351.600,-, beregnet med en forventet afgift på 65%.

Du kan se en kort video fra præsentationen via dette YouTube klip.

Du kan læse Ford Danmarks pressemeddelelse om Mustang Mach-E her.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.