Elbiler

Se fremtidens mobilitet: Continental TechShow sommer 2019

fremtidens mobilitet

Vi taler om det hele tiden – fremtidens mobilitet, elbiler og de førerløse biler. Men hvordan kommer det egentlig til at foregå i fremtiden, sådan helt lavpraktisk? Og hvad kommer det til at betyde for dig som helt almindeligt menneske? Kvindernes Bilmagasin var inviteret til Hannover for at deltage på årets TechShow for at blive klogere på fremtiden.

fremtidens mobilitet
Her står jeg foran ”Cube” – Continentals førerløse bil

Hvad tænker du, når du hører ordet ”Continental”? Hvis jeg fik dette spørgsmål, ville jeg helt klart have svaret ”dæk”. Faktisk er det sådan, at kun 26% af alt hvad Continental laver består af dæk. Resten er alt mulig anden teknologi, der puttes ind i bilerne – såsom kameraer til blinde vinkler, adaptiv fartpilot, lanekeeping assist osv. Så jeg forstår godt, at dit svar ville være ”dæk” – for alt det andet, som Continental laver til bilerne, kan man ikke se med det blotte øje.

Læs også: Akvaplaning – så farligt kan det være

Continental er en kæmpe organisation. Meget større end jeg overhovedet havde regnet med. Ja, faktisk sidder der over 22.000 ingeniører, teknikere, udviklere, programmører osv. hver dag og arbejder på fremtidens mobilitet. I moderne tale kalder vi det IOT, Internet Of Things. Continental kalder det ”Mobility is the heartbeat of life”.

Continentals bud på et fremtidsbillede, som de kalder ”Mobility is the heartbeat of life”. Her ses førerløse biler, busser og droner.

For mit eget vedkommende har jeg haft svært ved at se for mig, hvordan alt denne nye, selvkørende teknologi kommer til at fungere i praksis. Hvordan kommer vejene til at se ud? Hvordan fungerer det, når man gerne vil fra A-B? Hvor kører de selvkørende biler henne?

Alt dette fik jeg svar på til TechShowet i Hannover, og jeg vil prøve at give en lille smagsprøve på det, som jeg fandt ud af…

Internet Of Things (IOT)har ramt bilindustrien
Jeg tror, at den bedste måde jeg kan beskrive det på er at give et billede af, at bilerne i fremtiden bliver levende. Forestil dig biler, der kører på vejene og kan tale til hinanden. Hele infrastrukturen, hele din daglige måde at blive transporteret på, bliver erstattet af ”IOT” Internet of Things. Bilerne får proppet så meget software i, at de kan kommunikere med en sky, som sender signaler ned til andre biler. På den måde kan de hele tiden være ajour med vejforholdene og forudse farlige hændelser på vejene – og dermed undgå trafikuheld.

Her er et eksempel: Bil A kommer kørende på landevejen og oplever vejbanen pludselig er fyldt med vand, som kan være til fare og i værste fald ende ud i akvaplaning. Bil A observerer det og giver besked til skyen, som sender besked til Bil B, som ligger 500m bagved, således at Bil B nu er advaret om akvaplaning og automatisk sænker farten.

Den forankørende bil sender besked til skyen som ”farligt vand på vejen” – skyen sender beskeden videre til næste bil

Kørsel i city
Inde i byerne kommer det til at se lige sådan ud. Og så alligevel ikke. Her vil bilerne modtage informationer fra intelligente lygtepæle om, hvorvidt der er ”fare på færde”. Det kunne være et væltet træ rundt om hjørnet, som kan været svært som billist at få øje på. Det kunne være et vejkryds, hvor der holder en varevogn, som skal svinge til venstre og således skygger for en fodgænger, som er i færd med at passere gaden og ikke opdager, at der kommer en bil med fuld fart. Lygtepælene er altså udstyret med masser af kameraer og sensorer, som kommunikerer og advarer skyen, som så advarer bilerne.

Fodgængeren har ikke set, at der er rødt og kan ikke se den ligeudkørende bil. Hvis ikke det havde været for ”de intelligente lygtepæle” ville der her være sket en ulykke.
Således ser de ”Intelligente lygtepæle” ud (dog uden iPadskærmen)     

Min tur i den selvkørende bil
Det helt store trækplaster på årets Techshow var CUBE. CUBE er Continentals egen udviklede, selvkørende bil. Forestil dig, at du har været ude og handle og har hænderne fulde af indkøbsposer, du hiver din smartphone op af lommen, og via en APP bestiller du din CUBE, som straks kommer kørende og samler dig op. Herefter fortæller du den, hvor du gerne vil køres hen. Det koster et beløb i minuttet og du bliver automatisk trukket på dit kreditkort. (fungerer lidt ligesom Green Mobility – eller som en førerløs UBER. Jeg prøvede selv en tur i CUBEN på en lukket bane med fodgængere og forankørende biler, for at gøre det så virkeligt som muligt. Det var altså fagre ny verden!

 CUBE bestilles i din APP, den kommer og henter dig og bringer dig fra A-B. 

Lys over land – en bæredygtig tankegang
En af de sødeste ting, jeg så på messen, var, hvordan vi i fremtiden vil lyse byerne op. Continental har opfundet lygtepæle, som kun tænder efter behov. Det betyder, at når byerne ligger øde hen midt om natten, så er der fuldstændigt mørklagt. Men kommer der en forbipasserende bil, så tænder lygterne og slukker igen, når bilen er kørt forbi. En så fin måde at tænke på miljøet, i stedet for at lygtepælene står og bruger en masse unødvendig strøm.

En fortrøstningsfuld fremtid
Udover disse ting jeg lige har nævnt så vi et hav af små elektriske features, som bliver puttet i bilerne i fremtiden. Vi så, hvordan bilerne kan advare hinanden om ledige parkeringspladser i byen, så du slipper for at køre rundt i timevis og lede. Vi så, hvordan Continental har udviklet ”Intelligent Glass Control”, som er elektriske solgardiner til børnene på bagsædet – eller for at undgå, at bilen bliver kraftigt opvarmet af solen på de varme sommerdage. 
Derudover så vi, hvordan Continental har udviklet små kameraer, som kommer til at sidde rundt omkring bilerne for at undgå højresvingsulykker. Det fungerer på den måde, at når kameraet spotter en fodgænger eller cykel i den blinde vinkel, ja, så blokeres bremserne på bilen. Helt uden påvirkning fra chaufføren.

Jeg håber, dette lille overblik har gjort dig en smule klogere på fremtiden. Jeg er i hvert fald blevet klogere og har nu fået mig et konkret billede af, hvordan fremtiden formentlig kommer til at se ud. Continentals vision hedder ”VisionZero”og betyder ”Nul ulykker i fremtiden”.Med al den nye teknologi, der er på vej i bilerne, og Continentals bud på fremtidens mobilitet kan jeg kun sige – at fremtiden ser lovende ud, og jeg er meget fortrøstningsfuld.

Tak til Continental Danmark og Lindskov Communications som havde inviteret Kvindernes Bilmagasin.

Se videoen fra hele Tech Showet her.

Smart EQ fortwo cabrio – ”Jeg er sgu min egen”

Smart EQ Fortwo

Kvindernes Bilmagasin har testet den lille nye 100% elektriske Smart EQ Fortwo og så endda i en cabriolet-version. Det er efterhånden mange år siden, at den første Smart trillede ud i Danmarks gader, og den har lige fra start været helt sin egen af slagsen. Det er som om, den deler vandene for enten elsker man den eller også hader man den, og lige akkurat det faktum synes jeg godt, at der kan laves om på, for Smart er simpelthen blevet smartere og så kører den rent faktisk rigtig fint. Man kommer simpelthen til at holde af Smart. Læs andre Biltests.

Smart EQ Fortwo

Smart er en mikrobil og den er så kort, at der snildt kan holde to af slagsen i forlængelse af hinanden på samme parkeringsplads. Døren fylder nærmest hele bilens længde, og det overraskes man sjovt nok over hver gang man skal ind i bilen, sådan lidt hov nu gik jeg for langt, og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Elektrisk mikrobil med kaleche

EQ-modellen er 100% elektrisk. Den kører kun 124 km på en fuld opladning, hvilket ikke er meget, men bor man i byen eller har man egen ladestander hjemme, vil jeg dog ikke mene, at det gør noget. Bor man derimod som jeg lidt længere væk og skal køre på motorvej og landevej, så er strømmen hurtig brugt og med 12 km til nærmeste stander, så skal man lige planlægge lidt ekstra med hensyn til strømforbruget. Til gengæld vil jeg gerne fremhæve at det var meget nemt at oplade Smart. Det fungerede uden problemer, og mens bilen blev tanket op med el, kunne jeg sidde inde i bilen og følge med på lademålerne, som både skrev hvor meget strøm, der kom på, og hvilken tid batteriet ville være fuldt opladt.

Indikator for strømtilstand
Oplysning om ladetid og batteriniveau

Når du smækker døre og bagklap høres lyden af god kvalitet, hvilket ikke undrer, når Daimler-koncernen står bag. El-kalechen er i stof og kan skydes bagover i to tempi, hvilket fungerer upåklageligt. De 16” alu-fælge er en del af ekstraudstyrspakken, og gør den lille kompakte bil mere sporty at se på. Bagklappen åbnes ikke opad men nedad, og i det lille bagagerum er der lige plads til et par indkøbsposer samt el-kabel.  

Stoftaget betjenes elektrisk

Indvendigt sidder du godt med fin plads og massere af albuerum til de to passagerer. Rattet er lækkert med flere funktioner, og det føles godt og stabilt at holde på. Kabinen ser lidt spøjs og noget anderledes ud i forhold til mange andre biler, det behøver dog ikke være et minus, men desværre synes jeg at det indvendige look har lidt for meget plast, og det stofbeklædte instrumentpanel i orange stof passer ikke så godt til bilens lakfarve, det blev lidt for meget orange til min smag.

Smart EQ fortwo cabrio er helt klart en citybil, og hvad angår designet en meget anderledes én i forhold til mange andre af de små biler i bybilledet. Parkering får du ikke problemer med, du kan endda køre ind på tværs mellem to parkerede biler, om det så er lovligt er en helt anden snak. Jeg synes, bilen er virkelig fin at køre, og klart bedre end mange andre biler i samme klasse, og når du sidder bag rattet føles det ikke som om du kører en mikrobil. Det eneste tidspunkt, hvor jeg synes at Smart kunne blive bedre, er kørsel over vejbump, dem er den ikke rigtig gode venner med, det føles som om at tyngdepunktet ligger lidt forkert.  

Det er muligt at se farver og modelvarianter på Smart´s egen hjemmeside:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Smart EQ fortwo cabrio
Farve: Lavaorange metallak
Startpriser coupé fra kr. 178.598,-
Pris for cabrio excl. ekstraudstyr kr. 236.468,-
Pris for cabrio incl. ekstraudstyr kr. 278.536,-
Bilen leveres med ladekabel til husholdningskontakt samt ladekabel til wallbox og offentlige ladestationer.

Biltest: Kia e-Soul – Når du sidder i den vil du bare eje den

Kia e-Soul sendte mig til en anden planet. Sjældent har jeg været så godt kørende og det bedste af det hele er, at det er en elbil. Hvis fremtidens elbiler kommer til at køre som Kia e-Soul, så ser fremtiden meget lys ud!

Kia e-soul

Læs også vores anmeldelse af Kia e-Niro her

Kørekomfort

Der er fantastisk lys forude, hvis alle elbiler kommer til at køre ligesom den næsten støjfri Kia e-Soul. Dens bløde og affjedrede kørsel gjorde den næsten svævende. Som min mand konstaterede da jeg bakkede ind i vores indkørsel, det lød næsten som et fly uden motorstøj, der kom ind. Ingen motor skal varme op inden du kan køre – du trykker bare på start-knappen, derefter på speederen og så af sti afsted.

Interiør og udstyr

Som altid viser Kia overhøjde, når det gælder et højt udstyrsniveau. Hvor vi ofte testkører biler til over en halv million, der lige kan præstere ét enkelt elektrisk forsæde, så har Kia e-Soul to…! Du får varme OG kulde i sæderne samt varme i rattet. Trådfri opladning til mobiltelefonen. Adaptiv fartpilot. Multifuntionsrat med alle nødvendige funktioner. Bakkamera. En velfungerende vejbaneassisstent. Harman & Kardon højtalere. Du har hvad der minder om et head up display på 7”-skærm der fortæller dig det mest nødvendige under kørsel: din hastighed, skiltegenkendelse og din rute, såfremt du har navigation slået til. Det spiller bare!

Ladestanderoversigt, 7″ head up supervision skærm, Harman/Kardon højtalere, kulde og varme i sæderne, varme i rattet og automatgearet styres ved at dreje på den runde knap.

Design

Der er en grund til at overskriften hedder ”Når du sidder i den vil du bare eje den…” for min efterfølgende sætning vil være: “…for når du kigger på den udefra, så ville du nok vælge en anden.” Desværre. Jeg synes det er en skam, at en så lækker køreoplevelse desværre pakkes ind i noget der ligner en blanding af en stor legetøjsbil, tilsat lidt Fiat Duplo krydret med Postmand Pers røde postbil.  Kia e-Soul vinder mig ikke på dens design. Ligeledes er dens bagagerum forholdsvis lille. Skulle jeg have en arbejdstaske og en træningstaske med, så er der ikke plads til ret meget andet, medmindre du fjerner bundpladen i bagagerummet, og dermed får du 1/4 mere plads. Kia e-Soul skal ikke købes på pladsen, men på sin kørekomfort og fordi det er en betalelig elbil.

Value for money

Vores testbil ender på 339.999 kr (uden farvetillæg med to farver) med højeste udstyrsniveau ”Advance” og største batteri 64,0 kWh. Kia e-Soul fås fra 269.999kr med 136HK som mindste motor (imod testbilen på 204HK). Jeg synes ikke at det er nogle urimelige priser, taget køreoplevelsen i betragtning og dens batterimæssige levetid på op til 452km/opladning holdt nogenlunde stik ved blandet kørsel. Den underretter hele tiden på skærmen, hvor langt der er til nærmeste ladestander. Bruger du derfor din e-Soul i byområder, eller til kortere turer, så havde jeg altid et overblik over nærmeste ladestander. Alt i alt et godt køb, hvis du lige kan se bort fra at dele bil med Postmand Per – start eventuelt med at vælge en anden farve end rød.

Kørekomfort

Interiør og udstyr

Value for money

Hverdagen som elbilsejer. Del 2

elbil dreng
elbil dreng

Er du nogensinde løbet tør for brændstof med din elbil?

Frygten for pludselig at løbe tør for strøm er jo egentlig komisk – for kan man ikke samtidig spørge; hvad nu hvis du pludselig løber tør for diesel? Der er jo ikke rigtig noget ”pludseligt” i at løbe tør for hverken benzin, diesel eller strøm, og resultatet vil være det samme = du har brug for hjælp fra nogen, der enten kan komme med en dunk brændstof eller give din elbil et skud strøm. Uanset er det dig selv, der ikke har tjekket ”situationen” på bilens brændstof eller strømniveau. At det så tager noget længere tid at lade en elbil op end det tager at fylde brændstof på, det er fuldstændig korrekt. Og derfor kræver elbilskørsel p.t. en vaneændring i ens måde at tænke kørsel, når vi skal på en længere tur.


At køre væk fra hjemmet, de store veje og større byer – flere super-chargere, tak!
Hvis vi på et tidspunkt beslutter en kør-selv-ferie sydpå, så bliver det enten ud fra et scenarie, hvor vi lægger korte lade- og tissepauser ind efter hver 150 km, eller vi kan leje en dieselbil i Tyskland og køre afsted, som vi ”førhen” ville gøre.
For os har det dog absolut ingen indflydelse haft på vores valg af elbil, da det intet har at gøre med vores dagligdag, hvordan vi kommer på ferie.
Hvordan vi løser en situation, hvor vi tager i sommerhus eller besøger familie/venner, der bor længere væk end 200 km, ja faktisk længere væk end 100 km (da vi jo også skal køre hjem igen), dér er vi nødt til at indregne, hvor og hvornår bilen skal lades op.
Der er 1000 ladestandere tilknyttet vores abonnement i Danmark, og det tal vokser. MEN, for her er bestemt et MEN – her oplever vi virkelig udfordringen i, at elbiler først nu er kommet på den politiske dagsorden.
Når man bevæger sig til Nordjylland eller Vestjylland, så begynder det altså at knibe med ladestandere (i hvert fald fra vores leverandør E.on). Ikke fordi, der ikke er ladestandere, men fordi ganske få af dem er de såkaldte super-chargere – dem, som kan lade elbilen hurtigt og fuldt op på omtrent 45 minutter. Og det må jeg indrømme, dét er irriterende.
Det gør det unødigt besværligt at skulle i sommerhus 200 km væk, hvis der ikke er en super-charger i nærheden.
Der er såmænd oftest én på vejen, og pointen med at lade sin elbil er egentlig også, at man kan dryplade – altså, at man ikke kører den ned på 10% og så holder stiller i 45 minutter for at lade den op. Det går meget hurtigere, hvis man måske lader op, når batteriet er halvvejs afladet, så kommer man hurtigt fra eksempelvis 50% til 80%. De sidste 20% i et batteri er altid de mest langsomme at lade op, men i bund og grund heller ikke nødvendige, hvis man dryplader.
Dog kunne det være lækkert og mere bekvemt at være elbilsejer med endnu flere ladestandere – og endnu flere super-chargere ikke mindst! Men igen, vi finder altid en løsning, og irritationen har ikke nogen betydning for vores hverdag eller glæde ved bilen.

Du får meget bil for pengene ved at vælge en elbil – og driftsomkostningerne er lave
Elbiler kommer forhåbentlig ned i pris, jo flere der kommer på markedet, og som konkurrencen øges.
Driftsomkostninger er for os bare langt mere relevante end købsprisen alene. De næste to år betaler vi ca. 150 kr. om måneden i alt for at køre i bilen – det dækker ”brændstof”, service og ejerafgift. Fordi vi ved vores køb af Nissan LEAF fik to års gratis strøm med i dealen. Efter de to år stiger prisen for strøm til ca. 600,- pr. måned, uanset hvor meget vi lader bilen – både hjemme og i hele landet. I alt ca. 750,- pr. måned.
Det er med andre ord helt vildt billigt at pendle i elbilen med vores samlede kørselsbehov, når først den er betalt. Man skal desuden også tage højde for, at pga. afgiften, så får man ”bil” for den fulde købspris, når man vælger en elbil, i modsætning til en fossilbil, hvor ca. halvdelen af beløbet går til registreringsafgifter.

En bekvem Nissan LEAF med halvanden barnevogn i bagagerummet og to børn på bagsædet
Jeg har hørt flere sige, at elbilerne ikke opfylder behovet for børnefamilier. Vi har selv to drenge på 2 ½ år og 3 måneder. Det kommer jo an på mange ting, men jeg er positivt overrasket over rummeligheden i vores Nissan LEAF.
I bagagerummet kan vi snildt have vores monstrum af en barnevogn (STORK – samme str. som Odder-vognen), men hjulene skal tages af stellet, som naturligvis også er klappet sammen. Oveni den store barnevognskasse kan vi have en lille barnevognskasse, som vores yngste sover i. Dertil kan vi pakke nogle tasker og diverse.
Skal jeg sidde på passagersædet, kan vi ikke have stellet med til barnevogn nr. 2, men sidder jeg i midten på bagsædet, eller er min mand ikke med i bilen, kan vi faktisk have stellet til barnevogn nr. 2 på passagersædet. Bagsædet har plads til to store i-Size autostole, der naturligvis sidder i isofix. Vi har en Joie og en BeSafe.
Der er, som i langt de fleste biler, ikke isofix på den midterste plads i bilen. Jeg kan personligt godt klemme mig ned mellem de to autostole og sidder ganske fornuftigt, på trods af min 173 cm, men den dag begge børn skal sidde forudvendt, er jeg i tvivl om mine skuldre kan være mellem stolene ordentligt. Pladsen for skuldrene mellem de to autostole handler også om hvilken autostol vores ældste søn skal have, når han skal rykke op i den sidste type autostol – for der er jo også forskel.
Der er tilmed isofix på forsædets passagersæde, hvilket rent faktisk giver mulighed for at fastspænde tre autostole i bilen med isofix. Det kræver så, at den ene voksen kan klemme sig ned i midten, hvis man er en familie med tre børn og alle fem skal ud og køre. Men muligheden er der, og det synes jeg egentlig er temmelig godt for en bil, der ikke kan klassificeres som en ”børnetransporter”.

Min oplevelse er, at Nissan LEAF byder på en ganske rummelig kabine med god plads på forsædet og ganske fornuftig plads på bagsædet. Det er ikke en balsal, men vi kan som børnefamilie med to voksne (på hhv. 186 og 173 cm) og to børn være der, så alle sidder rigtig komfortabelt – og så har man vel egentlig ikke behov for mere?
Nu planlægger vi ikke lige at skulle have tre børn, men “ender” vi alligevel der, vil jeg personligt gøre det mest ihærdige forsøg for at finde plads til os alle fem i vores nuværende elbil, fordi jeg ikke bare vil springe på, at man er nødt til at gå op i gigant-bilerne for at kunne være en børnefamilie på fem.
OG kan vi forresten blive enige om at autostole bare fylder (alt) for meget – naturligvis for at beskytte vores børn bedst muligt, men hvor kunne det være fedt med nogle materialer og konstruktioner, der beskyttede dem lige så godt, eller bedre, men som kunne muliggøre tre autostole på bagsædet i en ganske almindelig bil! Det er super ærgerligt i min optik, at vi skal op i de helt store slæder før der kan sidde tre børn på bagsædet. Det må kunne løses anderledes?
De helt store biler er en voldsom udgift rent økonomisk, og det er jo et relevant aspekt for nutidens forældre – nogle vil gerne arbejde mindre for at have mere tid sammen som familie, og det rimer måske ikke lige på priserne for gigant-bilerne. Og ærlig talt, så må mindre også kunne gøre det!
Selvfølgelig skal man kunne have tre børn forsvarligt fastspændt i en helt almindelig bil, og være to forældre i bilen samtidig, og der tænker jeg, at man må kunne gøre noget i autostolsbranchen. Så pyt med om autostolene bliver dyrere grundet andre materialer eksempelvis – det er immervæk noget billigere at skifte et par autostole end at købe en af de helt store biler. Men det er jo en generel problematik og ikke møntet konkret på elbiler. Blot en opfordring herfra. 😉

Forestående fødsel og en elbil med et tomt batteri!
Det var en stående joke hjemme hos os, da jeg var højgravid i januar måned, og vi tænkte scenariet ”hvad nu hvis jeg går i pludselig fødsel en dag, hvor Theis (min mand) netop er kommet til Aalborg med bilen?” (for så kan den jo altså ikke bare lige køre hjem igen på samme opladning). Så måtte han jo tage et 30-minutters pitstop ved en hurtiglader på E45…
Det blev dog slet ikke aktuelt, og problemet havde ikke været særlig stort i praksis, hvis det skulle være sket, men vi kan sagtens herhjemme lave sjov ud af de situationer, hvor vores Nissan LEAF ikke er det nemmeste valg. Dog stadig det bedste valg i vores optik.
Vi skylder os selv og hinanden at erkende, at de nye elbiler altså har en rækkevidde, som for de fleste vil være fuldstændig uproblematisk i dagligdagen – så hvor meget af vores modstand er vaner og tanken om bekvemmelighed, og hvor meget er reelle behov?

Muligheder på elbilsfronten og en stor anbefaling
De muligheder, der har meldt sig på elbilsbanen for 2019, og som alle ligger lidt højere prismæssigt (i omegnen af 30-80.000,- mere, bl.a. grundet længere rækkevidde/større batterier) end vores 2018-udgave af Nissan LEAF er: Nissan LEAF+, Hyundai KONA electric, Hyundai IONIQ electric, Kia e-Niro, Tesla 3, og for 2020 skulle både f.eks. VW, Skoda, Seat, Honda, Mazda, Citroën, Volvo have elbiler på vej. Så det er bare med at prøve sig frem.
For vores børn vil forståelsen af en ”bil” i deres voksenliv måske være en ren elbil, og selv legetøjsproducenterne er ved at lægge an til denne omstilling.
I vores søns lege-parkeringshus, er der f.eks. både mulighed for at tanke brændstof, samtidig med at der er lavet ladestandere – virkelig sejt!
Som børnefamilie oplever vi, at dét at tænke elbil som en mulighed, når folk skal købe bil, er en meget fjern tanke for de fleste. Dét håber jeg, at jeg med mit skriv har udfordret og dermed inspireret andre til at undersøge markedet for elbiler, når familien skal have ny bil på et tidspunkt.
Jeg vil i hvert fald personligt udsende et stort high-five til elbilen for køreoplevelsen og bekvemmeligheden, for det fortjener den!

Artiklen er 2. del af vores artikelserie om at være elbils ejer og er skrevet af:
Sarah Blicher-Koch, Virksomhedsantropolog
30 år, gift og mor til to drenge
Elbils-entusiast

Medejer af blog og webshop
BLOCH EGÅ: blochegaa.dk


FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.