BILER

Hyundai Hybrid, el og brint

Nexo teaserbillede

Hyundai har inviteret Kvindernes Bilmagasin til Kellers Park for at høre, hvad der rør sig hos dem, om Hyundai hybridbiler, og for at prøvekøre den helt nye brint bil: Hyundai Nexo

Nexo teaserbillede

Hyundai og fremtiden

Hyundai er verdens 4. største bilproducent og har haft import til Danmark siden 1992. I dag har de 45 forhandlere rundt omkring i landet.
Hos Hyundai lægger de stor vægt på teknologi, nye løsninger, nye ideer, herunder CO2 neutrale biler. Det går godt i tråd med de nye regler om CO2 udledning som træder i kraft 1. april 2020. Reglerne dikterer, at nye biler ikke må udlede mere end 95 g CO2/km.
Som Hyundai siger: “Det er vores mål at have produceret 500.000 biler drevet med vores brintteknik i 2030 og dermed bane vejen for en ny æra med miljøvenligt bilejerskab.”

Hyundai Nexo

Hvor el og hybridbiler fylder meget i medierne og hos importørerne, har der endnu ikke megen fokus på brint biler. Det vil Hyundai gerne ændre på med deres nye satsning: brintbilen Nexo.
På brintbiler er den luft der kommer ud af udstødningen renere end den luft den tager ind. Den er således 100% CO2 neutral. På nuværende tidspunkt findes der desværre kun 8 brint tankstationer i Danmark. I Norge og Tyskland er man noget længere fremme. I Tyskland findes der på nuværende tidspunkt 76 brint stationer og man regner med, at 100 nye bliver bygget ved udgangen af 2019.
Brintbilen har en rækkevidde på 650 km. og altså længere end samtlige elbiler på markedet. Det tager kun 3-5 min. at fylde en brintbil.

Masser af sikkerhedsudstyr i Nexo:

  • Træthedsregistrering
  • Holder du ved et lyskryds eller i kø, giver bilen besked når den forankørende sætter igang
Hyundai Nexo cockpit

Fjernbetjent parkering

Ja, den er god nok: Du har endelig fundet en p-plads, du kører bilen ind i båsen, og så kan du ikke komme ud fordi der ikke er plads nok. Det scenarie er fortid med Nexo. Bilen kan nemlig parkeres med fjernbetjeningen!

Prisen på en brintbil

Prisen på Nexo starter ved kr. 599.995,- og koster 650 kr. pr. i grøn ejerudgift.

Vi laver en dybdegående anmeldelse af Nexo’en medio november, så hold øje med vores hjemmeside og på sociale medier de næste par uger.

Hyundai Nexo bagende

Læs også vores anmeldelse af Hyundai I30.

Hyundai Ioniq

Tilbage i 2017 præsenterede Hyundai den meget futuriske bil – Ioniq. Nu er den faceliftede udgave kommet og byder på flere hestekræfter og sikkerhedsfunktioner samt et opgraderet interiør. Faceliftet består af en ny grill, lidt nye farver og et nyt instrumentbord.. Det nye facelift kommer i 2 forskellige udstyrsvarianter: Trend og Premium – og det som gør sig gældende i begge modeller er, at de er født med rigtig meget standardudstyr.

Forgængeren blev kåret som den reneste bil i sin klasse af den tyske udgave af FDM.
Med den nye IONIQ electric er der endnu mere fokus på miljøet. Den har fået et større og mere effektivt batteri, som sørger for at rækkevidden er øget med over 35%.
Den nye IONIQ electric har således en rækkevidde på op til 311 kilometer – helt uden CO2-udslip. Ved brug af en hurtigladestation (DC) på 100 kW kan batteriet lades op til 80% på kun 54 minutter. 

Hyundai Ioniq front

Jeg sidder godt i Ioniq’en og kørekomforten har jeg ikke noget at udsætte på. Helt pjattet er jeg dog ikke med bagruden. Den er ligesom skåret over på midten, og gør udsynet ud af bagruden begrænset.

Hyundai Ioniq kommer både i en ren el, hybrid, og en plug-in hybrid udgave.
Den er allerede landet i Danmark, så kig ind forbi din nærmeste forhandler, hvis du vil se nærmere på den futuriske elbil.

Hyundai Ioniq instrumentbræt

Prisen på Hyundai Ioniq

Ioniq kan fås fra kr. 259.995,-

Hyundai Ioniq bagende

Konkurrenterne til Hyundai

Toyota
Peugeot
VW

Garantien

Hyundai er konkurrencedygtige på garantien. Hele 8 års garanti eller 200.000 km. er der på batteriet. Drivlinjer, dvs. motor mv. er der 5 års garanti på.

Kvindernes Bilmagasin var inviteret af Hyundai Danmark.

Ford Mustang – bulderbassen er ankommet

Ford Mustang

Så er Mustang endelig kommet til Danmark, den har også været længe ventet. Faktisk har den været på det amerikanske marked siden starten af 60´erne, og nu har Ford så langt om længe fået produceret en special udgave som passer til de europæiske kunder og forholdene her på vores breddegrad.

Ford Mustang
Foto: Nevzat Basaran

Jeg måtte bare ind på Spotify med det samme og streame “Mustang Sally” af Wilson Pickett, det lå ligesom til højrebenet, og så var det ellers bare at slå bluetooth til, finde Ford Mustang på listen over enheder og så var jeg klar til at starte maskinen med fuld blæs på både motor og højtalere.

Voldsom og buldrende Ford Mustang

Når du trykker på start-knappen i Mustang, så føler du nærmest at den bagerste del af bilen bliver blæst bagud og der står møtrikker om ørerne på én samtidig med at den underste del af vognen buldrer og ryster under dig. Det er en vild oplevelse, men er man glad for biler og især dem med en voldsom motor, så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet. Motoren er voldsom, her er der tale om en 5.0 liters V8 benzin motor med 450 HK, og det må man jo nok sige er en del ud over den sædvanlige motorstørrelse, som findes i carporten rundt om i de danske hjem.
Er man en familie, så er det muligt at hoppe om på bagsædet, men det kan altså kun anbefales på kortere køreture og kun til personer med ikke alt for lange ben.

I disse tider bliver der talt ufattelig meget om grøn energi og om, hvor meget de nye biler kører på literen , og der kommer Mustang altså ikke til at være med i samtalen. Er man køber af en Ford Mustang, så kigger man helt sikkert ikke på. hverken brændstoføkonomi eller CO2 udledning, denne bil er et ikon og har en helt special historie, så dem der køber en Mustang har en helt anden agenda.

Det er ikke hverdagskost at møde en maskine med en 5.0 liters motor. Foto: Nevzat Basaran

Muligheder

Skal du købe en Mustang kan den fås i to varianter enten som convertible eller fastback som Kvindernes Bilmagasin testede. Derudover kan der vælges mellem 10 forskellige farver og to motorvarianter. Vores testbil var en GT udgave, men der findes også en Bullitt og en Mustang55, der er lavet som en jubilæumsudgave, for rent faktisk er det 55 år siden at Ford´s sportsvogn så dagens lys for første gang.
Køretilstanden kan indstilles på det 12″ digitale instrumentbræt med indstillingerne: Normal, Sport+, Snow/Wet, Track og Drag Strip. Instrumentbrættet skifter endda udseende, så det passer til køretilstanden.

GT-emblem på bagsmækken. Foto: Nevzat Basaran

Ford Mustang og udstråling

Mustang´en fremstår rå og muskuløs og oser af brutalitet på den lækre måde. Fronten ser bred og aggressiv ud og luftudtagene på kølerhjelmen ses tydeligt og har samtidig den effekt, at de sikrer effektiv køling af motoren. Der er tænkt på detaljer og anderledes design, hvilket gør Ford´s sportsvogn helt unik. Tag bare for- og baglys, som har tre diodestriber i lygterne og tager du et kig ind i kabinen, møder du betjeningsknapperne som er udformet i flydesign som er et sjovt og cool indslag.

Betjeningspanel i flystil som både oser af nostalgi, men også af moderne tider i form af elektrisk Start-knap og USB-stik. Foto: Nevzat Basaran
Forførende, maskulin og rå på samme tid. Foto: Nevzat Basaran

Udstyr og sikkerhed

Udvalgt standardudstyr:

  • LED forlygter og kørelys
  • opvarmet rat
  • power startknap
  • adaptiv fartpilot
  • automatisk klimaanlæg
  • GT kølergrill og emblem
  • 4 udstødningsrør
  • 19″ sorte alufælge med 10x Y-eger
  • m.m.
19″ sorte alufælge med 10x Y-eger. Foto: Nevzat Basaran

Mustang har meget sikkerhedsudstyr som standard bl.a. Pre-collision assist, afstandsalarm, vognbaneassisent samt førerovervågning.

Ekstraudstyr:

  • B&O audio
  • navigation
  • premium interiør
  • bagspoiler
  • MagneRide (en avanceret ny affjedring, der giver fremragende kontrol på banen og enestående komfort på vejen)
  • markeringsstriber på motorhjelm

Ford Mustang – logo

Jeg synes det er vildt blæret, at designerne har sat Mustang-logoet ind flere steder både ud- og indvendig: På rattet, kølergrillen, fælgen, dørtrinet, på displayet når bilen startes og også som lys i asfalten med pony-logo, når bilen låses op. Samtidig var der noget virkelig fedt ved at man fornemmede noget historie og oprindeligt design, dog nu blot i nye klæder.

Den muskuløse front. Foto: Nevzat Basaran

Motortyper

Der er tilføjet dobbelt højtryksbrændstofpumpe med direkte injektion til Mustangens berømte 5,0 L V8-motor for at forbedre dens ydeevne yderligere. Vælger man istedet 2,3 L EcoBoost-motoren er der øget overboost og samtidigt er udledningen reduceret endnu mere.
Uanset hvilken motor du vælger, vil du enten nyde en glat og lydhør 6-trins manuel gearkasse eller et sofistikeret 10-trins automatgear.
Med Active Valve Exhaust kan du styre lyden. Vælge f.eks. Race Track for at skrue op for motorens voldsomme brølen eller vælge Quiet til mere fredelige ture.

Læs også vores anmeldelse af storsællerten gennem mange år Ford Mondeo hybrid

Jeg havde en spændende uge i Mustang. Det er sjovt at en bil kan have så meget effekt på omgivelserne, og det må man nok sige at den her har. Både lyden og udseendet er så markant anderledes, at det er svært ikke at påkalde sig opmærksom, så det giver god mening, at Mustang er opkaldt efter en spansk vildhest. Man kommer hurtigt til at holde af Mustang, om end det på nogen punkter godt kan være en smule belastende, at alle på vejen kan høre, hvornår du kører til bageren.

Foto: Nevzat Basaran

Ford Mustang fastback 5.0 V8 er oktober måneds eksklusive hos Kvindernes Bilmagasin.

De flotte fotos er taget en smuk efterårsdag af Fotograf Nevzat Basaran.

Ford Mustang Fastback GT 5.0 V8
Farve: Orange Fury
Startpriser fra kr. 709.010,-
Denne model incl. ekstraudstyr (custom pakke2, Recaro sæder + metallak) koster kr. 799.959,-.
Mustang fås også i Bullitt-udgave med startpriser fra kr. 796.750,-.

Læs meget mere om Ford Mustang på Ford´s egen website

Biltest: Alfa Romeo Stelvio – italiensk stor SUV

Alfa Romeo Stelvio set forfra

Alfa Romeo vil altid være sin egen på det danske bilmarked. Er du til Alfa’er så er du muligvis til det særegne og iøjenfaldende og Stelvio lever op til begge dele. Her får du en stor og lækker SUV – faktisk rigtig stor SUV – med en masse lækre sager og tilmed med nogle essentielle mangler der eksempelvis får mig til at spørge: Bliver man mon fritaget for at følge færdselsloven, når man køber sig en Alfa Romeo Stelvio, siden det ikke findes skiltegenkendelse i en bil til over 600.000kr? Læs med og bliv klogere på Alfa Romeos første SUV.

Alfa Romeo Stelvio 2.0 200hk aut. Q4 Edizione

Kørekomfort

Alfa Romeo Stelvio kører godt. Den sender dig ikke til månen af dupering og den har heller ikke nogle irriterende åbenlyse punkter at sætte en finger på… i hvert fald ikke som det første. Den er hurtig i optrækket og motorstørrelse og acceleration er velstemt til bilens vægt og størrelse. Ofte er udfordringen med de store SUV’er, at bilens vægt og motorydelse ikke er helt afstemt, hvilket gør at man bliver langsom og tung ved acceleration. Det er ikke tilfældet med Stelvio og det har tydeligvis også været hensigten, hvis man læser Alfa Romeos egne ord om Stelvio.

Den har en acceleration på 0-100km/timen på 7,2sek. Og tilmed er den, ikke overraskende, en tørstig fornøjelse med kun 10,2km/liter benzin. Jeg vender tilbage til Stelvio’s registrering af antal kilometer tilbage på tanken. Det fungerede nemlig ikke ret godt!

Ligeledes fungerer automatgearet smooth og behageligt. Der var meget lidt at høre eller mærke ved gearingen, hvilket gjorde kørslen behagelig. Alt i alt en velkørende Alfa Romeo Stelvio der lever op til den høje komfortstandard vi kender fra Alfa Romeo’s andre modeller. Læs med da vi i 2018 testede Alfa Romeo Stelvio 2.2 DS 180 HK aut. Edizione her.

Design

Efter en uge med vores testbil har jeg endnu ikke helt kunne definere om jeg er vild med dens ydre design eller ej. Den minder mig lidt om en høj hatchback alá BMW’s store GT-model og ligeledes har den samme træk som en Porsche Macan. Dens skrånende bagende får den til at ligne en forvokset hatchback, synes jeg. Den er dog højere end begge nævnte modeller og den har en “tophøjde” på niveau med Skoda Kodiaq.
Dens store front og køler gør til gengæld, at man ikke er i tvivl om hvilken boss af vejen der kommer. Den fylder godt og jeg er vild med at Alfa Romeo har bibeholdt deres klassiske Alfa Romeo trekantede frontgril med logo i midten. Hvorfor ændre noget der i forvejen virker?

Stelvio’s Dimensioner

Fra føresædet kan du overskue hele bilen trods dens store snude. Du får bare lidt ekstra at manøvrere rundt med i sving eller ved eksempelvis båsparkeringer. Her skulle jeg lige vænne mig til hvor langt ude “snuden” strækker sig i det højre diagonale hjørne ift føresædet. Det er en ret lang bil, når det kommer til stykket – 4687cm hvilket næsten svarer til længden på både Volvo XC60 og Skoda Kodiaq. Tilmed deler den bredde med Volvo XC60 på hele 1900cm og det gør den temmelig bred, skulle jeg hilse at sige. Ikke mange offentlige parkeringspladser er dimensioneret efter så brede biler.

Ligeledes er jeg vild med pladsen i bagagerummet. Selvom Stelvio’s bagender skråner en smule mere end sine konkurrenters, så er det dybt og der er gode muligheder for at få en masse gods i bilen. Bagagerummet er på 525 liter hvilket er ganske pænt for biler i den SUV-klasse.

Bagagerummet er dybt og lægger du sæderne ned, så er der masser af plads.

Indvendigt design

Indvendigt er jeg ret vild med instrumenteringen. Nemt, intuitivt rat med knapper der er placeret præcist der hvor jeg har brug for dem … og nej, det er ikke altid en selvfølge! Du får ligeledes en infotainmentskærm der oplyser dig om de basale funktioner på en nem og tilgængelig måde. Jeg kan til tider blive overrasket over, hvor meget et ”godt rat” og nemt infotainmentsystemt betyder. Det er desværre langt fra alle biler der formår at have begge dele.

En lidt speciel ting ved rattet er, at der sidder start/stop-knappen også i stedet for bagved rattet, som man typisk kender det. Det er nok bare en smagssag for mig, men for mig giver det ikke meget mening.

En af mine kæpheste, hvad angår indretning, er de mange blanke overflader hvor støv og snavs hurtigt kan ses. Særligt på store touchskærme ses fedtfingre ekstra tydeligt. Her gør Stelvio det ualmindeligt godt! Den har ingen åbne rum som eksempelvis kopholder-huller eller opbevaringsrum, der ikke kan dækkes til. Det er jeg kæmpe fan af. Ligeledes styrer du infotainmentskærmen fra knapperne i midterkonsollen eller i rattet, så du undgår alt for mange fedtfingrer på skærmen. Hurra! Kæmpe ”like” fra mig.

Bagsiderne af Alfa Romeo Stelvio

Jeg har fire irritationspunkter hvad angår Alfa Romeo Stelvio: 1) Nøglefrie funktion, 2) Brændstofsmåleren, 3) Ingen skiltegenkendelse og 4) Overhalingsalarmen.

Den nøglefrie funktion er desværre ikke helt kontinuerlig i sin funktion. Det skete ret ofte at jeg følte mig lidt dum når jeg stod med nøglen i lommen og trykkede på fordørens håndtag uden at bilen låste op. Det er en funktion der bare skal virke hos en bil til den pris, hvis du spørger mig!

Tankmåleren i bilen, der viser hvor mange kilometer du har tilbage på tanken levede sit eget liv. Den kunne gå fra at have 150km tilbage på tanken til kun at have 53km tilbage efter at have kørt max 10km. Så ringe kører jeg altså ikke på blot 10km, skulle jeg lige hilse og sige. Det er ærgerligt at sådan en essentiel funktion ikke fungerer optimalt. Måske er der en grund til at Alfa Romeo er kendt for at have nogle børnesygdomme i ny og næ?

Jeg fandt aldrig nogen skiltegenkendelse i Stelvio. Det er mig lidt af en gåde, at man sætter en bil på markedet i dag uden en, for mig, så essentiel funktion. Bilen koster over 600.000kr! Det forstyrrede mig en smule, da jeg nok må indrømme at jeg er blevet forvænt med den funktion efterhånden. Bevares, det tvang mig til at følge ekstra med på skiltene, men jeg vil forvente den funktion i en bil i den prisklasse.

Sikkerhed

Sidste irritationspunkt var overhalingsalarmen!

At der kun er øget fokus på sikkerhedsforanstaltninger og alarmer i nutidens biler er bestemt en fordel. Jeg oplever desværre bare nogle gange, at forsøget på at skabe optimerede sikkerhedssystemer ofte ender med irritation og høje alarmer. Stelvio er blevet ”beriget” med en noget så irriterende alarm af slagsen. Når man eksempelvis har overhalet og trækker ind foran den bagved kørende bil, så starter en kraftig biplyd, hvis afstanden er for kort (hvilket den næsten altid var når jeg overhalede). Det vil altså sige, at hvis du trækker ind med mindre end 50-70meter til den bagvedkørende så bimler og bamler alarmen i bilen. Det bliver en smule trættende i længden – særligt ved motorvejskørsel hvor man jo ofte overhaler.

Value for money

Alfa Romeo Stelvio fås fra 596.000kr inkl. levering. Vores testbil 741.800kr med en basispris startende på 647.000kr hvilket giver en udstyrspristillægspris på næsten 95.000kr. For dem får du bl.a.
Læderindtræk  (kr. 18.000)
Assistent pakke Plus (kr. 15.500) (Blind spot sensor, Automatisk nedblændeligt bakspejl, Automatisk fjernlys)
Komfortpakke (kr. 11.000) (Nøglefri adgang, udvendigt lys v/ dørhåndtag, varmedæmpende forrude.)
Audio pakke – Sound Theater (kr. 11.000) (9 højtalere + subwoofer og ambient lys.)
19” letmetal fælge (kr. 13.000)
Røde bremsekalibre (kr. 6.500)
Ratbetjent gear (kr. 6.000)
Tagræling i blank sort  (kr. 6.000)
Sortlakerede lister omkring ruder (kr. 7.800)

Jeg synes det er rigtig mange penge for en bil der har mange stærke konkurrenter iblandt de store SUV’er. Til gengæld kan du barbere rigtig meget af vores testbils pris ved blot at fravælge røde bremsekalibre, sort tagræling eller ratbetjent gear. Det er også en option, men jeg vil ikke bruge så mange penge på en Alfa Romeo med de ovennævnte mangler. Ikke endnu…

Kørekomfort

Udstyr

4 ud af 6 stiletter

Value for money

3 ud af 6 stjerner

Læs mere om Alfa Romeo Stelvios modelprogram på deres hjemmeside her.

Biltest: Den nye Mercedes-Benz CLA 200 coupé

Mercedes-Benz CLA 200 coupé

Så fik vi testet den nye CLA fra tyske Mercedes-Benz. En lækker coupé-model i flot, aerodynamisk design, men denne gang med 4 døre, så den også kan bruges til en lille køretur med familien.

Mercedes-Benz CLA 200 coupé

Design i top på den nye Mercedes-Benz CLA 200 coupé

Mercedes-Benz formår at designe og udforme biler i topklasse, og det synes jeg også er gældende for denne model. Linjerne i designet er smukke og kabinen er stilfuld, oser af klasse og eksklusiv teknologi.

Udvendigt er det klart den meget buede taglinje og de todelte baglygter, der vækker min interesse. De rammefri døre er med til at skabe coupé-looket og gøre bilen ekstra spændende.

Jeg blev også hurtigt fascineret af de inderste gemakker i den nye Mercedes-Benz CLA 200 coupé. Så snart man sætter sig ind i bilen og ser det flotte aflange widescreen-cockpit med glasflade, bliver man hurtigt interesseret i at udforske dets muligheder, som fungerer rigtig fint både med touchskærm eller med touchpad, der er placeret i midterkonsollen. Luftcirkulationen er nem at styre ved blot at dreje dysserne, og som en ekstra lille smart feature er ambientelight også indbygget i dem, så det giver et flot skær i mørket.

Elegant udformet touchpad i midterkonsol

Udstyr

CLA er veludstyret fra start med standardudstyr som følger:

  • Bakkamera
  • Sædekomfortpakke
  • Fartpilot
  • Rat i nappalæder
  • MBUX digitalt cockpit
  • MBUX connect 20 med touchscreen og touchpad
  • Active brake assist og lane assist
  • LED forlygter
  • Advantagepakke
  • Progressiv designlinje
  • og meget mere ………………….
Lækkert rat og flot widescreen-cockpit

Hey Mercedes

Skal du have hjælp på din køretur, så har CLA det nye stemmestyringssystem LINGUATRONIC, som f.eks. kan tale med dig og oplæse og sende dine sms-beskeder. Den kan også tjekke vejrudsigten, skifte radiostation eller navigere dig hjem. Du skal blot sige: “Hey Mercedes”, og CLA står til din assistance.

Behageligt ambiente-light i døre og instrumentbræt

Sikkerhed i Mercedes-Benz CLA 200 coupé

På sikkerhedssiden er Mercedes-Benz nogen af de førende på markedet og det ses også i CLA. Du har mulighed for flere assistentsystemer bl.a. aktiv bremseassistent med vejkrydsfunktion, som er en funktion, der hjælper og advarer dig ved for lille afstand og i nødstilfælde. Den registrerer tværgående trafik og krydsende fodgængere ved maximal hastighed på 60 km/t og forhindrer kollision. Der er også mulighed for det innovative PRE-SAFE Sound-system, som genererer en susen i højttalerne og derved udløser en beskyttelsesrefleks, så din hørelse bliver afbrudt i kort tid for på den måde at beskytte dig mod voldsom kollisionsstøj.
Dette er bare et par af utallige sikkerhedssystemer, som du har mulighed for, når du køber Mercedes-Benz.

Mercedes-Benz logo oplyst i dørtrin

Læs vores anmeldelse af Mercedes-Benz E 300 de Plug-in-hybrid her

Hvad synes jeg ?

Som de fleste modeller fra samme bilmærke er der både designlækkerier ind- og udvendig. Jeg synes CLA kører fint med sin benzinmotor og 163 HK, dog er det ikke prangende kørsel, og den føles lidt tung i gearskiftet. Prismæssigt ligger niveauet godt i forhold til at ramme markedet for firmabiler, så der har Mercedes-Benz udtænkt en meget fin startpris, synes jeg.
Jeg kan også godt lide, at man har coupé-versionen, men stadig får de to døre til bagsædepassagererne, så man har muligheden for at tage familien med på en lille køretur ud i det blå.

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter:

Design:

Køreegenskaber:

4 ud af 6 stiletter

Value for money:

Smuk bagende med todelte baglygter

CLA kan erhverves fra kr. 399.998,-, men testbilen her, som hedder Mercedes-Benz CLA 200 med 163 HK og 7G-DCT automatgear, har lækkert ekstraudstyr bl.a. i form af 19” letmetalfælge, smartphone integrationspakke samt premiumpakke* og derfor lander prisen på kr. 495.239,-. Det er også muligt at privatlease CLA.

Se mere om CLA på Mercedes-Benz´s egen website

*Premiumpakke: 10,25” digitalt instrumentdisplay, KEYLESS-GO,
  soundsystem, belyste indstigningspaneler med logo, midterarmlæn
  bag med skilem/kopholdere og ambientebelysning i 64 farver.

Biltest: Audi e-tron – fremtiden rykker nærmere

Audi e-tron er den første 100% elektriske bil fra Audi. Læs med og bliv klogere på virtuelle sidespejle, støjniveau og hvorfor e-tron ikke er en oplagt bybil.

Audi e-tron og de virtuelle sidespejle

De virtuelle sidespejle kræver lidt tilvænning. Da jeg henter bilen, er jeg ikke meget for at foretage overhalinger på motorvejen. Jeg føler ikke, at jeg kan afstandsbedømme bilerne omkring mig. Det tager dog blot nogle få dage, så har jeg ikke blot vænnet mig til spejle, men er også blevet stor fan af dem!

Fordelen ved de virtuelle spejle

Spejlene giver en meget bedre vinkel og når det er mørkt og regnfuldt (det er jo efterår) er de meget bedre og mere pålidelige end almindelige spejle. Derudover bliver feltet omkring kameraet gult, hvis der er objekter, der er for tæt på, fx når der befinder sig en cyklist ved siden af dig.
De har fået kritik fra andre journalister, men efter at have kørt med dem i nogle dage giver de god mening for mig. De virtuelle sidespejle koster 13.871,- og når du er oppe og investere i så dyr en bil, skal du unde dig selv at spendere lidt ekstra på spejlene.

Virtuelt sidespejl på Audi e-Tron
De virtuelle spejle giver et virkelig godt udsyn.

Det tekniske

Testbilen vi kører i er en Audi e-tron advanced. Den har en rækkevidde på op til 405 km. og er altså en af de elbiler med længst rækkevidde. Den er udstyret med 2 elmotorer og 4-hjulstræk. Den har 360 hurtige hestekræfter (408 i boostfunktion) og et batteri på 95Kw. Til sammenligning har en Nissan Leaf et batteri på 40kW (250 km) og Jaguar I-PACEs batteri er på 90kW (470 km). Den grønne ejerudgift ligger på kun 370,- halvårligt.

Audi e-tron, bybil eller godsejer vogn?

Størrelsen på e-tron ligger mellem Q5 og Q7 og der er ingen tvivl om, at det er en stor bil. Jeg er flere gange udfordret, når jeg skal parkere den på de i forvejen små p-pladser i Københavns området. Den rager ud over båsen i længden og fylder den helt ud i bredden. Parkerer du ved supermarkederne i storbyerne, er risikoen for Bilka-buler i den smukke bil alt for stor.
Handler det mere at have det store forkromede overblik, mens du cruiser rundt i din lydløse vogn i landlige omgivelser eller på motorvej, ja så gør e-tron det rigtig godt.

Bilen parkeret
Smukt design som vi kender det fra Audi.

Kørekomfort

e-tron er tung. 2565 kg. vejer den, batteriet alene vejer 700 kg. Men i modsætning til flere andre elbiler er batteriet langt i bunden, hvilket, udover at give mere plads i bagagerummet, gør den robust og velkørende. Igen passer den tunge bil godt ind i billedet på en godsejer vogn. Og så er e-tron meget støjsvag. Efter en lang dag med møder og megen snak, nyder jeg at sætte mig ind i bilen med radioen slukket og bare cruise afsted. Ren terapi for krop og sjæl.

Bagagerum
God plads i bagagerummet, da batteriet ligger i bunden af bilen.

Er du fan af Audi, men ikke helt klar til en elbil? Så kan du læse vores anmeldelse af Audi Q3.

De fede Audi detaljer

Når man siger Audi, siger man også kvalitet og lidt ekstra lir. e-tron har en del ekstra udstyr som fortjener at blive fremhævet. Bevares, et par af dem er set før, men det gør dem ikke mindre fede:

  • Lys i sikkerhedsseleboksen – slut med at sidde og lede efter den lille sorte kasse til at sætte selen i
  • Virtuelle spejle – det er nytænkning og fortjener at blive fremhævet igen
  • Selestrammere – sikkerhedsselen strammer til, når du begynder at køre
  • Memory i sædet – sædeindstillingen tilpasses efter dig, når du lukker døren
  • Ambiente belysning i dørene – som skifter farve når du åbner og lukker døren
  • Servolukning af dørene
  • 4 zone klimaanlæg – dvs. at du også kan indstille temperaturen på bagsædet
Ambiente belysning i døre
Lækker ambient belysning der tilmed skifter farve, når du åbner døren.
Klimaanlæg på bagsædet
Du styrer selv temperaturen på bagsædet.

Opladning af en elbil

Hvad skal du lægge vægt på, når du vælger elbil? Rækkevidde eller opladningshastighed?
De fleste nyere elbiler kan køre mellem 200-500 km. på batteriet. Det kan du komme temmelig langt på i Danmark. Det, der er mere interessant når du kører elbil, er opladningshastigheden. Og her er e-tron særdeles konkurrencedygtig. Den kan nemlig lade med op til 150 kW indtil den er 80% opladet. Med andre ord: kører du ind og lader ved en lynlader, kan bilen lades fra tom til fuldt opladet på 40 min. Nogenlunde den tid du er om at benytte toilettet, købe en kop kaffe og strække benene.
Har du mulighed for at have en ladestander derhjemme, kan bilen oplades på ca. 8 timer. Vil du ikke investere i en ladestander, stiller Clever faktisk en til rådighed mens du ejer en elbil.

Sådan foregår opladningen af Audi e-tron

Ladestikket er placeret bag en ladeknap. Ved et enkelt tryk på knappen glider klappen ned og ledningen kan sættes i stikket. I modsætning til andre elbiler skal du trykke på knappen igen, når du skal tage ledningen ud af stikket. Du har ca. 30 sek. til at tage stikket ud, før klappen kører op. En fin detalje, når du først har fundet fidusen.
I myAudi Go app’en kan du både følge med i, hvor mange km. der er tilbage på batteriet, hvad status på opladningen er, hvornår bilen skal til service og bilens status – er den låst, er vinduerne lukket osv.
Du kan se vores video om, hvordan du lader e-tron herunder.

Opladning af Audi e-tron
Audi e-tron oplades. Bemærk lige de fede 21″ fælge!

Kabinen

Der er god plads i kabinen. Jeg føler mig straks tilpas i de lækre sæder og der er en overordnet følelse af luksus og kvalitet, som går igen i gennem hele bilen. Dette bliver understreget i og med at bilen er så støjsvag.
I midterkonsollen er der plads til opladning af din telefon som bliver holdt på plads af en lille clips. Det fungerer meget bedre end hos flere af konkurrenterne der har ladepladsen foran.
Sikkerhedsmæssigt er det også en fordel, da du ikke fristes til at kigge på telefonen under kørslen. Men husk nu at få den med, når du forlader bilen!

Audi e-tron kabine
Eksklusiv og lækkert design i kabinen.
Mobilopladning
Mobilen oplades nemt og ugenert.

Virtuelt cockpit

Der er 2 skærme i infotainmentsystemet. Jeg klikker på navigation og kan skrive adressen ind med fingeren. Det er stadig muligt at taste adressen ind ved at klikke på bogstaver, men det går meget hurtigere at skrive adressen og er, i mine øjne, mere fremsynet. Genialt tænkt af Audi!
Det eneste aber dabei er dog, hvis du er venstrehåndet, så er det stadig nemmere at bruge knapperne.
Det 360 graders omgivelseskamera er visuelt vellykket, og gør det virkelig nemt at manøvrere den store bil rundt ved parkering. Jeg er muligvis lidt lyd sensitiv, men de mange alarmer fra parkeringssensor for og bag, samt kantstensalarm virker stressende, så det ville jeg nok vælge at slå fra.

Audi e-tron 360 graders kamera
Audi er lykkedes godt med det visuelle udtryk i 360 graders kameraet.

Konkurrenterne

Konkurrenterne til e-tron i el- og SUV segmentet er Jaguar I-PACE, Mercedes EQC og Tesla model X.

Læs vores anmeldelse af Jaguars elbil: I-PACE

Anhængertræk

e-tron kan fås med manuelt anhængertræk for 9.224,- og må trække 1800 kg.
Til sammenligning må I-PACE trække 750 kg. og EQC ligeledes 1800 kg.

Prisen på Audi e-tron

Prisen starter ved 799.990,- Dkk. e-tron Advanced koster fra 814.990,- Dkk. Privatleasing af e-tron Advanced koster fra 11.500,- dkr. pr. måned.
Testbilen havde en samlet pris på 1.037.470,- dkr. En bil i den dyre ende, nogenlunde samme pris som model X, og en anelse dyrere end både EQC og I-PACE, men det er et populært brand, og du får rigtig meget bil og kvalitet for pengene.
Kvindernes Bilmagasin giver e-tron følgende stiletter:

DESIGN

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

4 ud af 6 stiletter
Audi e-tron bagfra
Audi e-tron er bred og lang, men på ingen måde klodset at se på.

Audi e-tron er venligst udlånt af Audi Danmark. Her kan du læse mere om deres modeller.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.