BILER

Biltest: Volvo V90 plugin hybrid= Svensk succes

Volvo V90

Volvo V90 er Volvos største stationcar. Testbilen var tilmed en plugin hybrid, så jeg satte mig for at tage en roadtrip til Blokhus for at teste både rækkevidde og køreegenskaber. Hvordan det gik, kan du læse her.

Volvo V90

Specifikationer på testbilen

Lad mig slå fast med det samme: jeg var vild med V90’eren fra jeg satte mig ind i bilen, til jeg med bedrøvelse måtte aflevere den igen. Testbilen var en Volvo V90, T8 aut. Twin Engine eAWD, Inscription. Den havde en 2.0 liters benzinmotor, 4 cylindre og hele 390 hk. Den er opgivet til at gå fra 0-100 km/t på bare 5,3 sek., hvilket er imponerede for en relativt tung bil. Twin Engine betyder, at den både havde en el motor og en brændstofsmotor, altså en hybrid bil.

Volvo V90 plugin hybrid køreegenskaber

Testbilen lå godt på vejen, og med de 390 hk. klarede den let en hurtig acceleration og overhalinger på motorvejen.
Overgang fra elmotor til benzinmotor var behagelig og glidende, og tre forskellige køreprogrammer er konfigureret til at dække ethvert behov. Hybrid programmet tilbyder dig en behagelig og effektiv hverdagskørsel. Pure programmet giver dig lydløs kørsel helt uden emissioner, mens Power programmet kombinerer benzin- og elmotorens kræfter og giver maksimalt moment og ydelse.

V90 Bagfra på stranden
Når enden god, er alting godt.

Plads i Volvo V90

Der er rigtig god plads i bilen, ikke kun i førerkabinen, men også på bagsædet. Jeg havde 2 fuldvoksne mænd og en autostol på bagsædet, og alle var overraskede og begejstrede over både benplads og lofthøjde. Jeg følte mig godt tilpas i den store bil. På trods af en længde på næsten 5 m. (4,936 m. for at være helt præcis) virkede den ikke voldsom, udsynet var rigtig godt og med sensor både foran og bag, var parallelparkering nemt i bilen.
Jeg elsker at have god plads i bagagerummet, og jeg blev bestemt ikke skuffet i V90’eren. Jeg læssede bagagerummet med 3 trolly’er, sengetøj og en løbecykel, og der var stadig plads til mere! Bagagerumsdækkenet var tilmed automatisk (ekstra udstyr). Muligvis ikke ligefrem en nødvendighed, men alligevel en fed detalje som jeg opdagede, at jeg savnede i den efterfølgende pressebil. Bagagerumsklappen var naturligvis også elektrisk.

Rummeligt bagagerum
Masser af plads til bagage, cykler og hvad du ellers har brug for.

Nyt og opdateret udstyr

Testbilen var selvfølgelig udstyret med adaptiv fartpilot, og her må jeg igen rose Volvo. I mange andre bilmærker er nedbremsningen når du nærmer dig den forankørende voldsom, og jeg har flere gange følt, at jeg nærmest knalder hovedet op i forruden. Samtidig er accelerationen når den forankørende bil er væk meget langsom. Det gør at jeg ofte bliver utålmodig, træder på speederen og bruger ekstra brændstof. Men ikke i en Volvo.
Nedbremsningen var afdæmpet og naturlig, og når den forankørende var væk, var accelerationen øjeblikkelig og kontant, men samtidig behagelig.
V90’eren var udstyret med den nyeste version af udstyr som de kalder MY 20 (ModelYear 20). 360 grader surround view cameraet består af 4 kameraer placeret rundt om bilen og giver et fugle perspektiv af bilen. Med MY20 er billedet er blevet skarpere, og der er kommet lidt mere vidvinkel på. Det fås dog kun i udvalgte udstyrspakker.

Bakkamera
360 grader surround view camera.

Fremhævet ekstra udstyr

  • Teknik pakke Pro
  • Solgardiner integreret i sidedøre (smart når bilen ikke har solfilm)
  • El-justerbar passagerstol
  • Automatisk bagagerumsdækken
  • Drive mode settings
  • Head up display

Er du vild med Volvo, men mere til SUV, så læs vores anmeldelse af XC60’eren.

Plugin hybrid eller ren brændstofsmotor

Batteriet til en elmotor vejer ca. 100 kg. El motoren vejer ligeledes 100 kg. Dvs. at bilen med en elmotor vejer 200 kg. mere end en almindelig brændstofsmotor. Så vælger du en plugin hybrid, så skal du virkelig bruge elmotoren. Rækkevidden på V90’erens batteri ligger på omkring 40 km. Det tager ca. 5 timer at lade batteriet helt op. Hvis du kører meget bykørsel, kan det virkelig betale sig at have hybrid udgaven, men det kræver næsten, at du både har en ladestander hjemme og på arbejde. Ellers kommer du ikke langt med en rækkevidde på 40 km.
V90’eren kører omkring 10-12 km./l., hvis du ikke bruger elmotoren og så ryger hele fidusen ved at vælge en plugin hybrid.
Den grønne ejerudgift på Volvo V90 Twin Engine ligger i 2019 på kun 450,- halvårligt. Til sammenligning koster en V90 T6 AWD 2.150,- halvårligt.

Test af plugin hybrid i Volvo V90

Til at begynde med, havde jeg ikke meget fidus til plugin frem for almindelig hybrid, eller ren el for den sags skyld. Men, for der er et men. Der er fordele.
Jeg kørte i alt 670 km på min tur til Blokhus. Undervejs ladede jeg bilen op, hver gang jeg havde mulighed for det. Det blev til 3 fulde opladninger på 5 dage. Eftersom jeg befandt mig i ikke-kendte områder, downloadede jeg Clever appen og kunne via den hele tiden orientere mig om, hvor nærmeste ladestander var.
Jeg var faktisk imponeret over, hvor mange ladestandere der var. Fx i en lille by som Blokhus og ved færgepladsen ved Odden.

Plugin hybrid opladning
Opladning ved elstander i Blokhus

Sikkerhed i Volvo V90

I MY 20 arbejder den adaptive fartkontrol sammen med navigationssystemet, så farten tilpasses vejens kurver. Det oplevede jeg, da jeg kørte på de små snoede landeveje i Nordjylland. Jeg havde sat den adaptive fartpilot til, og når jeg nærmede mig skarpe kurver, bremsede bilen selv ned og tilpassede hastigheden til kurven.
Endnu et eksempel på, at Volvo har stor fokus på sikkerhed i deres biler.
Volvo er faktisk den eneste bilproducent, der har udviklet en crash test dukke til kvinder. De har desuden en vision om, at ingen må komme alvorligt til skade eller blive dræbt i en Volvo i 2020.

Vil du vide mere om sikkerheden i Volvo kan du læse vores interview med Professor og Senior Technical Leader Lotta Jakobsson fra Volvo Safety Center i Sverige.

Du kan også læse om den kvindelige crash test dukke E.V.A. som Volvo har udviklet.

Bilen forfra med strandhus
Med AWD følte jeg mig tryg ved at cruise en tur op ad stranden i Blokhus

Infotainment systemet

Mulitfunktionsrattet og infotainment systemet var intuitivt og krævede ikke megen tilvænning. Med få touch på skærmen indstillede jeg klimaanlæg, navigation og fik overblik over de forskellige køretøjsfunktioner, herunder sikkerhedsudstyret.
Lydanlægget var Harman Kadon audio (som er ekstra udstyr) med en 9,3 tommer touchskærm og hele 14 højttalere, som giver en sublim lyd.

Set fra siden ved solnedgang
Solnedgang, skyformationer og V90 i skøn forening
V90 på strand med tårn
Fredfyldt øjeblik med en smuk udsigt ude såvel som inde.

Konklusion på testen af Volvo V90 Twin Engine

Volvo har altid haft et karakterisk design, som er helt sit eget. Jeg har altid foretrukket deres stationcar modeller frem for sedan. Med deres indtog på SUV markedet med XC40, XC60 og XC90 har de også indtaget både mit og mange andres hjerte på SUV markedet.
Med V90’eren viser de sig igen overlegne i stationcar segmentet, og jeg ville med glæde selv eje en.
Så når design, sikkerhed og energi bliver smukt forenet får du: Volvo V90 T8 Twin Engine!

Motorvejskørsel i V90
Jeg ville gerne have den udsigt fra førersædet hver dag.

DESIGN

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

Volvo V90 fåes som specialprismodel fra 577.870,- Den testede model koster 1.054.623,- inkl. udstyr for 124.643,-
Beskatningsgrundlag fra 476.502.
Privatleasing eksempel: V90 T4 aut. m/1. gangs ydelse på 35.000,- og 20.000 km./år: 6.495,-

Biltest: BMW 330i sedan M Sport – Den sporty sedan når nye højder

BMW 330i

Vi har testet den helt nye og lækre BMW 330I SEDAN M Sport. 3-serien har været populær i mange år både som firma- og familiebil, og det er faktisk den 7. generation som nu er blevet lanceret, denne gang med kraftigere motorer og et mere sporty look.

BMW 330i

Skøn kørsel

Det var en super uge med massere af solskin og køreglæde ud over det normale. 330i kører upåklageligt og ligger perfekt på vejen og det var en dejlig fornemmelse at hoppe ind i bilen og starte maskinen.

M Sport

Den 2 liters benzinmotor med 4-cylindre og twinpower turbo kører formidabelt, den har lækker lyd og er ret hurtig, faktisk 5,8 sek på 0-100 km/t. Modellen vi testede havde M Sport-pakke som giver endnu bedre køreoplevelse end de gængse modeller og som bl.a. indeholder Steptronic automatgear, sportssæder, Ambient Light, M sportsundervogn, M bagspoiler m.m.

Bayerische Motoren Werke AG

BMW blev grundlagt i 1916, og de har lige siden specialiseret sig i luksusbiler af høj dynamisk kvalitet, hvilket man bestemt også mærker meget tydeligt i den nye 3-serie. Intet er overladt til tilfældighederne, når det tyske designteam udvikler deres biler på hovedkontoret i München.

Læs også om vores tur til Norge med BMW Winter Experience

Udstyr i topklasse

Både ind- og udvendigt ses alskens skønne finesser med lækkert og fuldendt design, der fungerer på fineste vis.
Anskaffer du dig modellen her, så har udstyrslisten et væld af lækre sager f.eks. 19” letmetalfælge, Portimao Blue metallak, læderindtræk i Vernasca blue/black, ratvarme, el-bagklap, Harman Kardon højtalere, head-up display og meget meget mere.

Priser

Denne model kan erhverves fra kr. 561.615, men testbilen her har fået et kolosalt skud i form af lækkert ekstraudstyr både ud- og indvendigt og derfor løber prisen op i kr. 741.242. I denne pris er blandt andet inkluderet en Driving Assistant Professional pakke som indeholder vognbaneadvarsel, styre- og vejbaneassistent, sidekollisionsadvarsel og advarsel for krydsende trafik.

Jeg må ærligt tilstå, at 330i er én af de bedste jeg har kørt i firmabil-klassen, den kører formidabelt og reagerer kontrolleret, når rattet røres. Bliver du overrasket, så er det helt sikkert kun til den positive side.

Se også vores anmeldelse af BMW X4

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

3-serien fås lige nu som sedan og kommer også i versionerne touring og plug-in-hybrid til september.

Privatleasing priser fra kr. 4.495,-/mnd med kr. 30.000 i førstegangsydelse eller som en nyhed med leasing i 12 måneder uden udbetaling og incl. forsikring fra kr. 5.995,-/mnd. Se priser på BMW´s egen hjemmeside.

Se også en lille video her:

BMW 330i sedan M Sport

Biltest: SEAT Tarraco – Nyt flagskib fra SEAT

SEAT Tarraco

SEAT Tarraco er SEAT’s svar på en stor FamilieSUV. Både design og rummelighed er i top, og SEAT har i den grad formået at lave en anstændig familiebil. Kvindernes Bilmagasin har testet den nye, højbenede spanier.

SEAT Tarraco

#SEATseekingname
SEAT Tarraco er opkaldt efter den spanske by, Tarrango, og navnet blev valgt i en afstemningskonkurrence ved navn #SEATseekingname. 140.000 SEAT-fans verden over deltog i konkurrencen og var med til at beslutte, hvilket navn SEATs nye flagskib skulle have. At verdenspræsentationen foregik i den spanske by Tarrango, var derfor ikke tilfældigt.

Læs også: CUBRA Ateca – Dyr racerbil forklædt som SUV

Den spanske familiekonge
Går du og drømmer om en Audi Q7 eller VWs Tiguan All Space, men synes, de er for dyre, så er SEAT Tarraco altså et rigtig godt alternativ. Tiden står ikke stille hos SEAT. De er virkelig langt fremme i skoene for at være med på moden omkring SUV og Crossovers. Først kom Ateca´en, som er SEAT’s svar på en VW’s Tiguan, derefter kom Aronaen, som er en forhøjet Ibiza, og nu introducerer de familienkongen over dem alle, nemlig Tarraco.

SEAT Tarracco har et flot og strømlinet design

Tarraco er en ideel familiebil med masser af plads. Den fåes med 2 ekstra sæde, således at bilen kan rumme op til 7 personer. Dermed er der altid plads til at ungerne kan have legekammerater med hjem fra skole.
Hvis de 2 bagerste sæder ikke er i brug, kan de lægges helt flat ned og hermed har du en kæmpe bagagerum.

En skønhed uden lige
Den nye Tarraco er en rigtig pæn bil. Igen vil jeg sige, at hvis du ikke lige mener, at budgettet er til en af de andre konkurrende tyske mærker, så er Tarracoen rigtig godt med.
Når man står og kigger på den fra siden, ligner den lidt en forvokset Ateca, men derudover er den helt sin egen. Fronten har et lækkert, eksklusivt perlegitter, og bagenden har et stilrent design med den flotte baglygte-linje koblet tværs henover bagklappen. Tarraco udstråler masser af eksklusivitet og prestige, som man førhen har været tilbøjelig til at forbinde med high-end mærker og ikke SEAT.

SEAT’SK interiør
Interiøret er meget “SEAT-agtigt.” Det minder om både SKODA og VW’s faste, skåleformede stole, som man sidder godt i. Vælger man Excellence udgaven, som min pressebil var, kommer sæderne i en delvis alcantare udgave. Instrumentpanelerne har en lækker mørkebrun valnødsfarve, som fuldender den eksklusive helhedsfornemmelse fra før. (At det ikke er ægte træ, men faktisk plastik, vælger jeg ikke at kommentere på. Men godt ser det ud!)

Bilen kommer med SEAT’s nye infotainment-system med en 8″ skærm med touch. Alt sammen meget intuitivt og meget nemt at finde ud af. Derudover er den selvfølgelig spækket med alle de nyeste sikkerhedssystemer. Pre-Crash assist, Roll-over assist osv. Ja, faktisk kunne bilen nærmest køre selv. Jeg fornemmer gang på gang, at de nye biler i dag er mere og mere forberedt på fremtiden, da de allerede er proppet med de mange systemer. Som en ekstra lille fin detalje kan bilen fås med trådløs oplader til din telefon. Det er simpelthen genialt.

Bilen var udstyret med Lane Keeping assist, som automatisk er på, hver gang man starter bilen. Når jeg så gik ind for at slå det fra (fordi jeg synes det er irriterende at køre med) , slog den det automatisk til, hver gang jeg tændte bilen igen. Det var en ting, som var meget irriterende.

Testbilen var en Xcellence 2,0 TDI med 190HK og automatgear. Og så kommer vi altså op over en halv million kroner. Hvis jeg skulle investere i Tarracoen, ville jeg helt klart vælge 190HK motor, da det er en tung bil og den i forvejen ikke er den store racer. Automatgearet er også et must!

SEAT Tarraco fåes fra 379.900kr.
Testbilen jeg kørte i kostede 544. 540kr.
Læs mere om SEATs nye flagskib her.

Kvindernes Bilmagasin giver Tarraco følgende stilletter:

DESIGN

KØREEGENSKABER

VALUE FOR MONEY


Skoda Scala: Pålidelig hverdagsmakker med gennemtænkte detaljer

Katrine har været ude og køre Skoda Scala. Hidtil har hun ikke haft den store fidus til Skoda, men efter hun har testet den nye Scala, har hendes holdning ændret sig. Læs med her og find ud af, hvad hun synes om Skodas nye designikon – Skoda Scala.

Skoda Scala

Når det kommer til Volkswagen-familien (VW, Seat og Skoda) har jeg det lidt som med Ecco sko. Det er et fornuftigt valg, man er bestemt ikke avantgarde, men blender meget godt ind med omgivelserne og man er sikker på at det holder. Men det holder ikke én vågen om natten eller får én til at dagdrømme om at cruise rundt alle mulige fede steder. Nu er det bare sådan at de fleste af os har en hverdag der stiller lidt andre (eller i hvert fald flere) krav end at se godt ud med havudsigt – og her kan man med fordel rette blikket mod Skoda Scala.

Læs mere om den nye Skoda Scala her

Nu var jeg lidt ude med riven ved Kadjar’en og dens pumpede dimensioner – men hos Skoda Scala er vi i en helt anden boldgade. Skoda Scala skal afløse Rapid og er mellem Fabia og Octavia i størrelse – mere rummelig end Fabia, ikke så bred som Octavia. (For nylig blev den nye Renault Clio lanceret – dog med den ærgerlige nyhed at den i Danmark så populære tourermodel ikke vil blive produceret mere. Her tror jeg Skoda Scala vil ramme det samme segment ret godt.)

Den har en virkelig god kombination af at være let og forholdsvis lille udenpå og så være rummelig som Pelles næb i Rasmus Klump indvendigt. Hvert eneste område er udnyttet smart – bl.a. dørene, hvor fordøren rummer den særlige Mary Poppins-feature: en lille fiks paraply, men hvor der også er lavet flaskeholder og lille udtagelig skraldespand! Også bagagerummet på 467 liter er indrettet med krog og net, så alt kan have sin plads. Slår man bagsædet ned rummer bilen 1410 liter – og passagersædet kan lægges helt fladt ned. Så selvom Scala ikke ser enorm ud er der godt med plads til en tur i IKEA eller på genbrugspladsen.

Design
Scala står faktisk ret skarpt og især bagpartiet med det mørke glas er ret lækkert. Indvendigt er den også diskret lækker og de mange smarte detaljer løfter helhedsindtrykket. Testbilen er i Ambition-udgaven, men der er et ret stort udvalg af stiltilvalg på bl.a. sædeindtræk og dekorlister samt fælge og en lang række muligheder på farvefronten. Desuden er der lavet et stort udvalg i tilbehør, der er skræddersyet til Scala – herunder bagsædebeskyttelse og sikkerhedssele til hunden, bagagerumsmåtte og cykelholder.

Indvendigt
Igen har Scala meget mere plads indvendigt end den ser ud til udenpå. Der er ret højt til loftet også for bagsædepassagerer og indretningen er sleek. Sound systemet har 10 højttalere, så alle i bilen får god lyd når der skal høres musik. En anden ting, der fortjener ros, er infotainment-systemet, der i modsætning til mange andre bilers, kræver meget få touches for at skifte radiokanal/ændre på indstillinger/koble op til telefonen – det er faktisk sikkert nok at bruge mens man kører.

Kørekomfort
Man sidder utrolig godt i en Scala. Kabinen er støjsvag både i bykørsel og på motorvejen. Køreoplevelsen er ret smooth selvom affjedringen er lidt fast i det. Derimod er jeg ikke vild med vognbaneassistenten, der bimler og bamler hver gang der er lidt afstand mellem stregerne på kørebanen eller man kører steder hvor der er vejarbejde. Heldigvis er den nem at slå fra.

Motor
Den testede model var en 1,5 TSI ACT med 150 hk og et af den slags automatgear som gør at man glemmer at der er noget der hedder gear. Man sætter bare foden på pedalen og nyder turen. Den accelererer hurtigt og det er ret fornøjeligt hver gang man kommer forbi byskiltet og ud på landevejen eller når man kører ned på motorvejen. Selvom den er en fornuftig hverdagsmakker kan den også være sjov.

Design

Køreegenskaber

Value for money

Skoda Scala fås fra 189.990 kr. – den testede model kostede 265.990 kr.

Læs mere om Scala på Skodas hjemmeside

C5 Aircross – fransk SUV spækket med udstyr

c5 aircross
c5 aircross

Jeg har testet den helt nye C5 Aircross i den lækre metallak blå Tijuca for Kvindernes Bilmagasin. Det franske bilmærke Citroën, som i år fejrer 100-års jubilæum er meget populært og har med sine favorable privatleasingpriser og seneste kampagner formået at få ekstra mange biler ud at køre på de danske veje. Se andre biltests af Citroën modeller.

Sportsmodel
Sportline-versionen har en 1,5 liters Blue HDI dieselmotor og 130 HK, og selv om det ikke lyder af meget, så kørte C5´eren faktisk rigtig fint.
Udstyrslisten er imponerende lang i SUV´en: 19” alufælge ”Diamond art”, bakkamera, parkeringssensor for og bag, 2-zone aut klimaanlæg, 3D navigation, trådløs oplader, læderrat og meget mere. Bilen var udstyret med et 6-trins manuelt gear, og det fungerede både smidigt og let.

19″ alufælge Diamond Art

Lækkert touch
Der er massere af udstyr som gør hverdagen nemmere, og som også giver C5`eren et mere lækkert touch. Det er skønt med nøglefri adgang, start/stop knap, el-betjent føresæde, el-indstillige sidespejle, som også klappes ind elektrisk, bagklap der lukkes ved hjælp af et enkelt tryk samt det elektriske panoramaglastag.          

Interiør
Sæderne med indtræk i dellæder var komfortable samtidig med at jeg sad godt. Jeg var dog ikke helt vild med plastinteriøret i dørene, men det er heldigvis en smagssag.

Sæder i dellæder

Citroën har dog tænkt ud af boksen, hvad angår kørecomputerens opsætning, som var både behagelig og informativ. Kilometerne blev vist på to forskellige måder og der var advarselsinfo, hvis bilen var for tæt på den forankørende bil.

Informativ kørecomputer (foto er taget af medpassager)

                                                                                                                                                 

Eksteriør
Det udvendige design er klart bedre end mange af de tidligere modeller som Citroën har skabt, og især bagenden synes jeg er vellykket både med hensyn til lygterne og de to store udstødningsrør samt tagrælinger.

Stort bagagerum
C5 aircross er udstyret med et meget stort bagagerum på 580 liter og kan snildt rumme flere kufferter til rejsen eller småbørnsfamiliens barnevogn. De tre individuelle bagsæder kan alle forskydes, så bagagen bedre kan stuves. Jeg synes dog godt, at der på bagsædet kunne være lidt bedre benplads end tilfældet er.

Bagsæderække med 3 separate sæder
Hvert enkelt sæde kan indstilles efter behov

En funktionel fin lille feature, som jeg vil nævne her til sidst er drejeknappen, som er placeret lige foran gearet, den kan justere kørselsevnen i svært føre såsom mudder, sand og sne.

Franskmændene har denne gang skabt en virkelig fin bil med rigtig meget udstyr, den kører dejligt og med leasingpriser fra kr. 3.495/md ved 15.000 km/år og kr. 14.995 i førstegangsydelse, så er det da bare at komme afsted til forhandleren hurtigst muligt.

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter til C5 Aircross:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Citroën C5 Aircross Blue HDI Sportline
Startpriser fra kr. 254.990,-.
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 451.990,-


FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.