Er du til SUV’er, men ikke nødvendigvis behøver at have plads til en container bagi, så har Volkswagen præsteret en lækker mini-SUV, som ikke føles hverken lille eller trang.
T-Cross Style, 1,0 TSI 115 HK DSG
Kørekomfort
Vores testbil Volkswagen T-cross er udstyret med en 1,0 TSI benzinmotor med hele 115HK – og hvilken motor! Vi har at gøre med en af de efterhånden mange små benzinmotorer som rent faktisk præsterer længe over hvad man lige umiddelbart vil tro for en 1,0’er. For at prøve motoren af de højere hastigheder tog jeg en længere motorvejstur, satte den adaptive fartpilot til (standardudstyr i alle udstyrvarianter), indstillede løbende hastigheden på motorvejen og voilá… T-Cross’en klarede resten for mig. 7-trins DSG automatgearet sikrede en smooth og behagelig gearing og motoren viste ikke på noget tidspunkt mangel på overskud – heller ikke når der skulle overhales op ad bakke med 130km/timen. Den ligger stabilt tungt på vejen og du har følelsen af at sidde i en større bil. Jeg er ret så imponeret – godt klaret!
Multifunktionsrat, digitalt 8″ infortainmentsystem og DSG-automatgear.
Designet på Volkswagen T-cross
T-Cross er i klassen under sin storebror T-Roc, men jeg vil indrømme, jeg er langt mere vild med T-Cross’ens ydre design. Man har skabt en kompakt og robust mini-SUV på platformen fra den nye Polo, med samme motormodeller, men derfra og så til at sammenligne T-Cross med en Polo synes at være en verden til forskel. Selvom akselafstanden er den samme, så idet du sidder højere, så føles bilen større og mere praktisk. Du har bla. et bagagerum som kan forstørres, ved at skyde bagsæderne frem, såfremt man ikke ønsker at lægge dem ned.
Bagsædet kan forskydes, men efterlader ikke megen benplads hvis der skal passagerer på bagsædet.
Bagagerummet vist i almindelig størrelse. Bundpladen kan fjernes og frigøre endnu mere plads.
Testbilen er udstyrsmodellen Style med ekstra R-line kombipakke (26.294kr), hvilket giver et kosmetiske mere sporty og kvikt ydre med bla. de 18” Nevada letmetalfælge, stødfangere for/bag (aka. kofangere) og indvendigt får du sportssæder, multifunktionssportsrat i læder og (hold nu fast!) pedaler i ædelstål – hvad siger I så?
Value for money
Med tanke på 1) at mange bilmærkers mindste biler bliver større og større og 2) vi forbrugere tydeligvis elsker SUV’er, så tror jeg at denne T-Cross går hen at bliver en populær størrelse både fysisk men også prismæssigt. T-Cross starter fra 199.989 i mindste benzinmotor på 1,0 95HK, hvilket unægtelig gør kundegrundlaget betragteligt. At vores testbil så godt nok ryger op på 350.066kr med 75.072kr i ekstraudstyr – inkl. R-line pakken som tidligere nævnt – må siges at være en dyr fornøjelse. For de penge kan du komme langt i dag uanset om du er til mere luksus eller el-biler. I disse miljøbeviste tider bør det nævnes at brændstoføkonomien ligger fra 16,1KM/L – 18,5km/L afhængig af om du vælger benzin eller diesel. Jeg er dog ikke i tvivl om at T-Cross er kommet for at blive!
Kvindernes Bilmagasin har testet den lille nye 100% elektriske Smart EQ Fortwo og så endda i en cabriolet-version. Det er efterhånden mange år siden, at den første Smart trillede ud i Danmarks gader, og den har lige fra start været helt sin egen af slagsen. Det er som om, den deler vandene for enten elsker man den eller også hader man den, og lige akkurat det faktum synes jeg godt, at der kan laves om på, for Smart er simpelthen blevet smartere og så kører den rent faktisk rigtig fint. Man kommer simpelthen til at holde af Smart. Læs andre Biltests.
Smart er en mikrobil og den er så kort, at der snildt kan holde to af slagsen i forlængelse af hinanden på samme parkeringsplads. Døren fylder nærmest hele bilens længde, og det overraskes man sjovt nok over hver gang man skal ind i bilen, sådan lidt hov nu gik jeg for langt, og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Elektrisk mikrobil med kaleche
EQ-modellen er 100% elektrisk. Den kører kun 124 km på en fuld opladning, hvilket ikke er meget, men bor man i byen eller har man egen ladestander hjemme, vil jeg dog ikke mene, at det gør noget. Bor man derimod som jeg lidt længere væk og skal køre på motorvej og landevej, så er strømmen hurtig brugt og med 12 km til nærmeste stander, så skal man lige planlægge lidt ekstra med hensyn til strømforbruget. Til gengæld vil jeg gerne fremhæve at det var meget nemt at oplade Smart. Det fungerede uden problemer, og mens bilen blev tanket op med el, kunne jeg sidde inde i bilen og følge med på lademålerne, som både skrev hvor meget strøm, der kom på, og hvilken tid batteriet ville være fuldt opladt.
Indikator for strømtilstandOplysning om ladetid og batteriniveau
Når du smækker døre og bagklap høres lyden af god kvalitet, hvilket ikke undrer, når Daimler-koncernen står bag. El-kalechen er i stof og kan skydes bagover i to tempi, hvilket fungerer upåklageligt. De 16” alu-fælge er en del af ekstraudstyrspakken, og gør den lille kompakte bil mere sporty at se på. Bagklappen åbnes ikke opad men nedad, og i det lille bagagerum er der lige plads til et par indkøbsposer samt el-kabel.
Stoftaget betjenes elektrisk
Indvendigt sidder du godt med fin plads og massere af albuerum til de to passagerer. Rattet er lækkert med flere funktioner, og det føles godt og stabilt at holde på. Kabinen ser lidt spøjs og noget anderledes ud i forhold til mange andre biler, det behøver dog ikke være et minus, men desværre synes jeg at det indvendige look har lidt for meget plast, og det stofbeklædte instrumentpanel i orange stof passer ikke så godt til bilens lakfarve, det blev lidt for meget orange til min smag.
Smart EQ fortwo cabrio er helt klart en citybil, og hvad angår designet en meget anderledes én i forhold til mange andre af de små biler i bybilledet. Parkering får du ikke problemer med, du kan endda køre ind på tværs mellem to parkerede biler, om det så er lovligt er en helt anden snak. Jeg synes, bilen er virkelig fin at køre, og klart bedre end mange andre biler i samme klasse, og når du sidder bag rattet føles det ikke som om du kører en mikrobil. Det eneste tidspunkt, hvor jeg synes at Smart kunne blive bedre, er kørsel over vejbump, dem er den ikke rigtig gode venner med, det føles som om at tyngdepunktet ligger lidt forkert.
Smart EQ fortwo cabrio Farve: Lavaorange metallak Startpriser coupé fra kr. 178.598,- Pris for cabrio excl. ekstraudstyr kr. 236.468,- Pris for cabrio incl. ekstraudstyr kr. 278.536,- Bilen leveres med ladekabel til husholdningskontakt samt ladekabel til wallbox og offentlige ladestationer.
Kvindernes Bilmagasin har testet Volkswagen´s campingbus, VW California, og jeg havde mulighed for at køre på en lille tur til Ulslev Strandcamping på Falster sammen med min mand. Se flere Biltests af Volkswagen modeller.
Vi var meget spændte på, hvordan det fungerede med at skulle tilbringe både dag og nat i bussen. Bus er dog nok et lidt for stort ord til sådan et køretøj, men det er immervæk en del større end de fleste personbiler. Det startede vel helt tilbage i 50´erne med det legendariske Folkevognsrugbrød eller hippiebilen om man vil, men siden er der sket meget på campingbusfronten, og hvor man dengang nok elskede at det hele var lidt primitivt og laissez-faire, ja så må man sige, at VW har tænkt meget mere i smarte løsninger og nutidig komfort, der er nemlig ikke meget fortids hippie-stil over California´en. Vi har at gøre med en rullende sommerbolig i mini-udgave, og også to separate funktioner både som bil og som feriebolig. Du tager en bil og en campingvogn, og når de to parres, så får du en campingbus.
God opbevaringsplads til poser, tasker og sko
Som bil fungerer California fint og har god affjedring, den kører godt især i fart, og modellen vi testede havde automatgear med sportsfunktion. Du sidder pænt højt, og føler dig faktisk som var du en rigtig buschauffør, men overraskende nok så vænner du dig hurtigt til den følelse. Bilen er stor ja, men du har virkelig fint udsyn fremadrettet med de store ruder og kabinen er meget lys. Det er egentligt kun, når du skal bakke, at du skal huske, at vognen er ekstra lang, og der er udsynet noget begrænset på grund af bagsæderækken, som er lidt forskudt i forhold til de forreste sæder, men heldigvis så er California udstyret med ParkPilot, som hjælper dig med at holde styr på alt, hvad der skulle være af forhindringer. Er I blot to personer på tur som vi var, så vil jeg foreslå, at nakkestøtterne på bagsædet vippes bagover, så det giver et bedre udsyn i bakspejlet.
Bagsædeplads til 2 pers., som kan forvandles til seng
I midten af campingbussen er der installeret et minikøkken i den ene side, som indeholder en køleboks, et lille gaskogeblus samt en lille vask med hane.
KøleboksGasblus og vask
Det er muligt at tilslutte både gasbeholder og vandtank, dog begge i mindre udgaver. Der er mange små rum og skabe, hvor man kan opbevare sine ejendele, og i sidedør og bagsmæk er der plads til at opbevare et bord og to campingstole til udendørsbrug, det er virkelig smart og godt tænkt. Desværre stormede det ret kraftigt, da vi var afsted, så vi fik ikke afprøvet markisen, der ellers sidder i en kasse på siden af vognen, og som kan rulles ud og fungerer som overdækning, når man spiser sin mad udenfor.
Campingbord klappes sammen og sættes fast i skydedør under kørselCampingstole opbevares i bagsmæk under kørsel
Indenfor er der også et klapbord i køkkendelen, og når man samtidig drejer forsæderne 180 grader, så har man pludselig et spisebord med fire siddepladser.
Spiseplads til 4 pers. Bord klappes ud og forsæder drejes
California er indrettet til fire personer, der er to sovepladser oppe og to nede. Hov, tænker du nu, hvad mener skribenten med oppe ??? Jo det er simpelthen så smart, at man kan køre taget op elektronisk, når man holder stille, og så får man ekstra ståhøjde om dagen og om natten kan man ændre tagkonstruktionen til en soveplads til to mindre børn. Det hele styres af et anlæg, som også regulerer varme/kulde og køleboks.
Elektronik til justering af varme/kulde, tag samt køleboks
Nede kan bagsæderækken laves om til en mindre seng lige akkurat stor nok til to voksne. Madrassen var okay til en mindre ferietur, men hvis det er meningen at man skal tilbringe alle sine tre ugers ferie i campingbussen, så vil jeg nok medbringe en lidt blødere topmadras. Der er gardiner indbygget i næsten alle ruder, så man kan være helt ugenert om natten, og i de få ruder, hvor der ikke er den funktion, så er der en slags plastafdækning, der kan sættes op.
Tag hejses. Foto: Volkswagen
I California er der både 12 volt udtag, usb-stik og 220 V strøm. Når man ankommer til campingpladsen, tilslutter man blot et strømkabel fra campingbussen til el-standeren og så er der både strøm til køleboks, lys inde i vognen samt varme/køleanlægget.
Det var en super fin oplevelse at teste California. VW har tænkt på det hele, selv et lille spejl og en lille boks til værdier var der fundet plads til. Jeg synes, at campingbussen er perfekt til et par eller til en familie med små børn. Pladsen er dog lidt for trang, hvis man camperer med større børn eller i længere tid, så der vil jeg nok hellere overveje en større model såsom Volkswagen´s egen Grand California med bad eller en autocamper.
Design:
Køreegenskaber:
Value for money:
VW California Ocean 2,0 TDI DSG 150 HK Farve: Indium Grey metallic 18″ Springfield alufælge Priser fra kr. 410.058,- Denne model fra kr. 548.153,- Denne model incl. ekstraudstyr kr. 708.247,-
Jeg hentede Jaguar F-TYPEN på en varm solskinsdag. Med et smil på læben og Eminem “‘Till I collapse” for fuld udblæsning, kørte jeg ud af motorvejen.
En lille anekdote om Jaguar F-TYPE
Da jeg blev gift tilbage i 2016 fik jeg lov til at låne en Jaguar F-TYPE SVR cabriolet i et par dage af en af vores venner. Det var kærlighed ved første acceleration! Jeg har altid haft en forkærlighed for engelske sportsvogne, både de ældre MG’er, Aston Martin og nu også Jaguar F-TYPE. Udover selvfølgelig at være blevet gift, var jeg lykkelig i de 3 dage jeg “ejede” en F-TYPE cabriolet. Siden da, har jeg drømt om igen at køre i denne engelske klassiker. Da Jaguar Land Rover så tilbød os, at vi kunne teste en 2018 Jaguar F-TYPE, sagde jeg straks ja. Og jeg kan godt love, at det blev stor gensynsglæde.
“Når enden er god, er altid godt”
Motorstørrelser
Testbilen var en F-TYPE coupé 2.0 med 300 hk. og automatgear. Udover coupéen kan du vælge imellem en R-Dynamic, chequered flag dynamic, R coupé og endelig SVR coupé. Testbilen havde 4 cylindre, hvorimod de større motorer er 3.0 V6’eren med henholdsvis 340 og 380 hk. R coupé og SVR’eren har en lækker V8 motor med henholdsvis 550- og 575 hk. og firhjulstræk. Coupé 2.0 har baghjulstræk. Lad mig starte med at slå fast, at testbilen kørte virkelig godt. Det der trækker lidt ned i min begejstring er dog de 4 cylindre.
Lyden af 4 cylindre i en Jaguar F-TYPE
Jeg er stor fan af el biler, og specielt Jaguars egen I-PACE, men der er intet, der slår lyden af en V6 eller V8 motor. Ser vi bort fra design og interiør, så skuffede den 4 cylindrede motor mig. Det var svært at få den til virkelig at lyde af noget. Slog jeg over på dynamisk kørsel, åbnede for ventilerne, slog automatgearet over på manuel og accelererede, lykkedes det dog at få en god lyd ud af motoren, men kører du sportsvogn, skal det kunne høres – hele tiden.
Smukt syn af F-TYPE motoren. Læg mærke til, at køleren åbner fra forrude og ud.
Vil du gerne køre engelsk, men klimavenligt? Så læs vores biltest af Jaguar I-Pace
Designet på Jaguar F-TYPE
Bilen er produceret i letvægts aluminium. Designet er elegant, sporty og pokkers smukt. Er der noget de englændere kan, så er det at designe biler, der er en fryd for øjet. Sæderne er smalle og lavet af letvægts magnesium og 8 kg. lettere, end i tidligere modeller. Du kan vælge mellem sports eller performance sæder. Performance udgaven leveres sågar med køling i sæderne. Sæderne i testbilen var i lækkert ruskind, der var god støtte, og de var virkelig behagelige at sidde i.
Engelsk musikanlæg
Som nævnt i indledningen fyrede jeg op for musikken. Lydanlægget er leveret af Meridian -som selvfølgelig er et engelsk firma. Jaguar har i samarbejde med Meridian produceret 2 forskellige anlæg specielt til F-TYPEN. Et standard 380W system med 8 højttalere og 2 subwoofere, og et 770W system med 10 højttalere og 2 subwoofere, der leverer akustisk lyd som i en koncerthal med den eksklusive Trifield Technology. Og lyden er enestående.
Fremhævet udstyr
Park Assist, hjælper dig med at styre bilen ind på selv de mindste parkeringspladser
Infotainment systemet med Touch Pro og 10″ skærm, betjenes som en smart phone eller tablet
Adaptive Front Lighting System (AFS) Uddybes senere i artiklen
Kromlister på dørtrin og rat
Elbetjent bagklap
Automatgear og betjeningsknapper.
Kabinen i en sportsvogn
Hele kabinen emmer af eksklusivitet. Det 2 zones klimaanlæg forsvandt lydløst ned i instrumentbrættet, da jeg slukkede for det, og kørte op igen, når jeg tændte. En fed detalje, der understreger det elegante indtryk, der går igen i hele bilen. Der var god plads i kabinen, specielt til en med min højde (170 cm.). Er du meget højere og har længere ben, så vil du muligvis komme i karambolage med A og B stolpen, og have svært ved at køre sædet langt nok tilbage. Bagagerummet er stort, når man tager i betragtning, at det er en sportsvogn. 407l. bliver det til, så der er fin plads til weekendtaskerne bagi.
God plads i bagagerummet.
Adaptive forlygter på Jaguar F-TYPE (AFS)
Du kender formentlig til adaptiv fartpilot. Men har du også hørt om adaptive forlygter? Udover LED er forlygterne i F-TYPEN nemlig udstyret med adaptive forlygter. Det betyder, at de sammenkobles med bilens sensorer, hvilket bevirker, at de skifter mellem 4 forskellige kørselstilstande: City (bykørsel), Country (landevejskørsel), Motorway (motorvejskørsel) og Bad Weather (kørsel i dårligt vejr).
Sådan fungerer AFS
Lad mig uddybe, hvordan det fungerer. Kører du med en hastighed på 48 km/t giver City funktionen nærlys med en bred vinkel. Det gør det nemmere at se fodgængere og sideveje, når du kører i byen. Ved kørsel i dårligt vejr, tilkobles Bad Weather indstillingen automatisk ved hastigheder op til 64 km/t. Kører du hurtigere end 48 km/t tilkobles Country funktionen, som giver en smallere, længere lysstråle, hvilket forbedrer udsynet på længere afstand. Motorway funktionen fokuserer på vejbanen længere fremme, ved en hastighed på over 90 km/t, så du som fører kan se endnu længere.
Min datter på 3 år er allerede bilentusiast og skulle ikke snydes for en tur i det røde lyn. Men kan man installere en autostol i den? Det korte svar er JA. Der er selvfølgelig ikke isofix i sportssæderne, men med en selestol kunne det godt lade sig gøre i testbilen. Airbagen er nem at slå til og fra via menu knappen i rattet og under køreindstillinger. Behøver jeg at nævne, at min datter var begejstret og råbte “igen, igen” , da jeg accelerede med åbne ventiler og undervognen sat til dynamisk?
En forventningsfuld pige på vej på sin første køretur i sportsvogn.
Aerodynamik
Jaguar er kendt for at nørde med aerodynamikken i deres biler. Det gælder i den grad også for F-TYPEN. Den elektriske hækspoiler udløses ved høj hastighed (du kan også selv betjene den ved et tryk på en knap) og er designet til at skabe stabilitet ved høj hastighed og holde bilen suget fast på asfalten. Jeg bemærkede, at når spoileren er oppe og du kigger i bakspejlet, så kommer logoet med jaguaren til syne. Raffineret!
JLRs chef designer om 2.0 Coupé
Vi har talt med en af Jaguars chef designere, Ian Johnson, om testbilen. Han udtaler: “2.0 motoren med 4 cylindre er sjov at køre, da den er lettere end de andre modeller. Faktisk er den er mere end 100 kg. lettere, primært hentet på fronten, hvilket hælper på aerodynamik og vægtfordeling”. Ian kører selv F-Type og vi har fået lov at bringe dette billede af hans R-Dynamic.
Flot blå farve og lyst indtræk klæder R-Dynamic’en.
Jaguar F-Type fås fra 1.131.880,-. Testbilen havde ekstra udstyr for 75.400,- og totalprisen lander derfor på 1.207.280,- Der er ingen tvivl om, at det er en fantastisk bil. Men, hvis penge ikke var en begrænsning, ville jeg vælge en cabriolet med V6 motor. Den fås fra 1.899.900 og har 400 hk. i stedet for de 300 hk. Du kan også vælge at lease. En 3.0 V6 sport med 400 hk. koster 17.995,- pr. måned med en udbetaling på 64.995,-. Og så er der vist kun tilbage at sige: “Kør forsigtigt”.
DS 19 som Citröen lancerede tilbage i 1955 blev lidt af en legende. Siden da er DS blevet sit eget mærke og har lanceret SUV’en DS7. Kvindernes Bilmagasin har testet den franske luksusbil DS7 Crossback.
Først lidt nostalgi
Jeg er vokset op i et frankofilt hjem. Hver sommer pakkede vi bilen og kørte til SydFrankrig. Eftersom mine forældre er vilde med alt der er fransk, kørte vi selvfølgelig Citroën. Det har de gjort siden ’80’erne, og de har været igennem en del af de franske modeller, heriblandt de hydraliske BX’ere, Xantia, C5, sågar en 2CV og kører i dag i en DS4. Da DS4’eren kom tilbage i 2010 at var det med elektrisk gear i stedet for automatgear – franskmændene kan jo godt lide at skille sig ud – heldigvis er de gået væk fra det elektriske gear i de større modeller og over til automatgear. Jeg bliver aldrig fan af et gear, der i den grad minder om en køreskoleelev, der er ved at lære at bruge kobling og gearstang.
Og historiefortælling
Nå, men på trods af min opvækst med den ene Citröen efter den anden, har jeg aldrig selv været fan af franske biler. Men i 2014 blev DS Automobiles officielt skabt og blev et mærke med en ambition: At personificere fransk luksus-knowhow i bilen. DS modellerne er bygget på arven fra DS 19, som blev født for næsten 60 år siden, og jeg var derfor nysgerrig efter at teste DS7 Crossback, som blev lanceret sidste sommer.
Kølergrillen, som DS kalder DS WINGS
Testbilen
Testbilen var en DS7 BlueHDi 180 S&S EAT8 – prestige. Og hvad betyder det så? EAT8 står for et 8-trins automatgear, prestige er udstyrspakken (udover prestige kan du vælge élégance) S&S betyder start og stop funktion og BlueHDi betyder at det er en diesel med Adblue som er et tilsætningsstof som mindsker emissionen af skadelige partikler i dieselmotoren. Tanken indeholder 18 liter og bliver fyldt op ved service. Du kan komme ud for, at lampen for Adblue lyser, og at du selv skal fylde på. Adblue kan købes på de fleste tankstationer. Jeg hentede testbilen på en af de dejlige, varme sommerdage, hvor sorte lædersæder kan være en noget ubehagelig oplevelse at sidde i. Men ikke i DS7’eren, her har du nemlig mulighed for, udover varme i sæderne, at køle forsæderne ned! Selvom vi i Danmark i gennemsnit nok har flere dage, hvor der er brug for varme end køling i sæderne, så synes jeg det er en fed funktion. Jeg var allerede begejstret.
Læs også: Kvindernes Bilmagasin var med, da DS7 havde Danmarks premiere. Læs hele artiklen.
Kørekomfort
Sæderne er brede og behagelige at sidde i og giver god støtte i lænden. Forsæderne er elbetjente og har desuden memory funktion, så sædet kører ned og tilbage, når du slukket motoren. Det gør det nemmere at stige ind/ud. Der er masser af plads på bagsædet, og el-justerbart ryglæn kan tilkøbes. En god idé, hvis du ofte har lange køreture med familien på bagsædet.
Masser af benplads på bagsædet
Undervognen justeres alt efter underlaget, hvilket giver en behagelig køreoplevelse. Det er kun i skarpe kurver, at du kortvarigt mærker den velkendte, franske “sofafølelse”. Ruderne er dobbeltlaminerede og holder det meste støj ude. Det er kun dækstøj og den klassiske franske lyd af bliklyset der høres, når du kører.
Lysdesign
DS Automobile som har designet DS serien lægger stor vægt på design, specielt lys design. Det betyder bl.a. LED forlygterne drejer 180 grader og udsender et violet lys, når du låser bilen op. Forlygterne giver et virkelig godt lys, der tilpasser sig kørselsforholdene med bl.a. automatisk op og nedblænding af det lange lys. Lyssignaturen (som DS kalder det) er i øvrigt designet til at matche bilens interiør, og det må man vist kalde fransk charme, når det er bedst. Baglygterne er 3 dimensionelle og DS har anvendt lasergravering for at give bagende det helt specielt look.
I både interiør, forlygter og baglygter skal designet lede tankerne hen på ædelstene
Interiør
Kabinen er moderne og elegant og du kan vælge mellem 2 forskellige typer interiør: Opera og performance line. Testbilen var dog udstyret med Rivoli, som ikke kommer til Danmark. Det store panorama soltag giver rigtig meget lys i kabinen, og med soltaget åbent får du næsten en følelse af at køre cabriolet.
Design og udstyr
DS7 er som de fleste nyere biler udstyret med lane assist og adaptiv fartpilot. Fartpiloten har det desværre med at bremse alt for kraftigt ned, når du nærmer dig den forankørende bil. Det kunne godt gøre mere behageligt og glidende som det fx er i Volvo XC60, som DS7 gerne vil måle sig med. Mere om det senere i artiklen. Infotainment systemet er bygget op med knapper, der skal igen skal lede tankerne hen på facetslebne ædelsten. Det er meget intuitivt og nemt at betjene. Den 12 tommer store touchscreen er med til at fuldende det elegante look der er i kabinen. Med få tryk kan du indstille klimaanlægget, varme/køl i sæderne, navigation og meget mere. Bakkameraet er i en god opløsning og giver fin oversigt over omgivelserne, når du skal parkere. Der er sensorer både for og bag.
Kabinen udstråler kvalitet og elegance, bemærk læderet rundt om instrumentbrætet.
Af ekstra udstyr kan nævnes:
Easy acces pack som består af nøglefri betjening og el bagklap med håndfri åbning
12 tommer HD touch skærm
Lane positioning assist
Start/stop funktion
DS night vision, via et infrarødt kamera registeres fodgængere og dyr op til 100 m. længere fremme og advarer føreren
Varme i forruden
Apple carplay
Fræk detalje med uret der automatisk kommer frem, når du starter bilen.
SUV konkurrenterne
DS7’eren vil gerne konkurrere med Volvo XC60, Audi Q5, Alfa Romeo Stelvio og Jaguar E-Pace. Jeg synes faktisk, at DS’eren er en værdig modstander. Der er kælet for detaljerne, designet er vellykket og kørekomforten er god. Spørgsmålet er bare, om dem der har råd til at købe bil i den klasse, vælger at gå efter det lidt mere stereotype mærke, eller tør skille sig ud og købe fransk charme og design.
Det er til at se, at DS7 er i samme klasse som Volvo XC60.Selv farven er næsten den samme.
Med DS7 Crossback er det lykkedes for DS at skabe en bil, hvor der er kræset for design, køreegenskaber og detaljer. Designet der leder tankerne hen på facetslebne ædelstene er gemmenført fra frontgrill og forlygter, til interiør og baglygter og fransk på den fede måde. Om den bliver en legende som sin forgænger DS 19? Ja, det vil tiden vise.
DESIGN
KØREGLÆDE
VALUE FOR MONEY
DS7 Crossback fås fra 400.000 kr. og kan leveres i 9 forskellige farver. Modellen vi testede koster 588.000 inkl. ekstra udstyr for 88.000,-. DS7 Crossback kan privatleases for 4.995,- pr. måned med en udbetaling på 19.995,- Vil du læse mere om DS modellerne kan du hente information, priser og specifikationer her.
Bonusinfo:
DS7’eren blev afhentet i DS Automobiles nye flagship store i Virum, hvor jeg fik en udsøgt behandling og fin gennemgang af bilen ved afhentningen.
FEMALE DRIVERS CLUB
Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.