Elbiler

Biltest: Polestar 2 – Det nye elektriske bilmærke, imponerer på design og rækkevidde

Polestar 2

Endelig er Polestar 2 en elbil på markedet som både er pæn, spændende, og som har en god rækkevidde. Vi tog en tur rundt i Danmark for at teste bilen.

Den nye Polestar 2
Den nye elektriske Polestar 2

Endelig en elbil på markedet. der rent faktisk ligner en rigtig bil og endda en lækker én af slagsen. Ofte ser elbilerne lidt mystiske ud og ind imellem synes jeg også, at de kan have en kikset front, men Polestar 2 har et utrolig pænt design både for og bag. Vi kørte en tur gennem Danmark og der var mange der fik kigget efter bilen og også flere der viste interesse, når vi opladede Polestar 2 for at høre om bilmærket og rækkevidden.

Interiøret er enkelt og stilet med pæne stofbeklædte paneler og døre i grålige toner. Polestar 2 er en bil der er nydelig på den enkle måde, da al betjening er at finde i den store elektroniske skærm i midten. Skærmen er let at betjene, hvad enten det gælder navigation, musik eller søgning efter ladestandere. Den svævende midterkonsol har en anderledes gearknop med det flotte Polestar-logo.

Polestar 2 har flotte linjer både for og bag.

Fronten ser elegant ud og udstråler samtidigt noget mystik. Bagenden vækker derimod opsigt med lygterne i nyt, intelligent design.

Testbilen havde en Performance pakke med 20” fælge, gule bremsekalibre, forgyldte ventilhætter og gule smarte sikkerhedsseler som kørte du en race-car. Det gav lige et frisk pust til den lyse farve.

Polestar 2 kører godt, er nem at lade og der er ikke meget støj at spore. Skal du derimod afprøve hvor hurtigt bilen kan rykke, når du trykker på speederen, skal du dog forvente at strømindikatoren hurtigt rykker nedad på skalaen.

Rækkevidden er ifølge Polestar´s egen website på 470 km ved blandet kørsel, men selvom vi både kørte i by, på landevej og motorvej blev det til max 400 – 420 km pr opladning. Opladning af Polestar 2 var meget simpel og bilen viste fint på displayet, hvor meget strøm der var ladet i procent og hvad det svarede til i kilometer. Samtidig kunne også ses hvor lang tid, der var tilbage af ladetiden.

Sådan ser strømindikatoren ud på Polestar 2

Vores Polestar 2 indeholdte:

  • Lækkert rent design
  • Performance i topklasse
  • One Pedal Drive (se beskrivelse herunder)
  • Google tjenester
  • Stemmestyring
  • 0-100 km/t på mindre end 5 sekunder
  • Adgang via Polestar 2 app på din smartphone
  • 100% elektrisk
  • Lydanlæg fra Harmon Kardon, som efterhånden leverer lyd til flere bilmærker, og det forstår man godt, for de er absolut skarpe på det område. Lyd er svær at beskrive, så når du prøvekører en Polestar 2, så husk også at skrue godt op for højtalerne.
  • Touch-adgang i dørhåndtagene
  • 2 el-motorer
  • Effekt 2 x 150 kW = 300 kW/408 HK
  • Drejningsmoment 660 Nm
  • Et kvikt spark ind under vognen bagtil og bagsmækken åbner sig automatisk. Ret skønt når man har hænderne fulde af indkøbsposer.

To ting jeg vil fremhæve i Polestar 2

Bilen har ingen start/stop-knap eller nøgle der skal sættes i tænding. Du ankommer til bilen og har  din nøglebrik i lommen, dørene registrerer dig og når du er klar til at køre sætter du blot bilen i ”D” og kører. Når du parkerer, sætter du bilen i ”P” og åbner døren, der er heller ingen håndbremse. Polestar 2 starter og stopper uden lyd, og det føles ret lækkert.

– One Pedal Drive er virkelig smart, man skal dog lige vænne sig til det. Du bruger overhovedet ikke bremsen, men kun speederen. Hvordan kan det lade sig gøre?, tænker du så nok nu, men jo det forgår således: Du trykker på speederen og kører og når du så nærmer dig et kryds, så slipper du blot langsomt speederen og bilen bremser ned af sig selv. Slipper du speederen hurtigt så bremser bilen mere voldsomt. Efter et par små ture er du blevet vant til det. Jeg synes det er genialt.

Interiøret er smukt og strømlinet. Her ser man midterkonsollen med automatgearet & den store touchskærm med 360 graders kamera

Læs mere om Polestar 2 på Polestar´s egen hjemmside

Netop nu sprøjter bilproducenterne nye elbils-versioner ud på markedet i høj hast og der sammenlignes på rækkevidde, priser samt størrelser, men det er stadig lidt af en udfordring at finde ledige hurtig-ladestandere i Danmark, og jeg håber virkelig at der snart bliver flere af dem. Polestar 2 er dog absolut uden skyld i manglende ladestandere og vores køretur var en stor fornøjelse alligevel.

Her oplader vi bilen på vores tur rundt i Danmark. Folk var vældig interesserede i bilen og det nye mærke.

Kvindernes Bilmagasin giver Polestar 2 følgende stiletter:

Design:

5 ud af 6 stjerner til kørekomfort

Køreglæde:

5 ud af 6 stjerner til kørekomfort

Value for money:

5 ud af 6 stjerner til kørekomfort

Startpriser ligger på kr. 449.000,- med firhjulstræk, udstyr og elektrisk drivline på højt niveau.
Testbilen koster kr. 530.940,- incl. performance pakke, metallak og trækkrog (kr. 15.000,-).

Polestar Danmark har venligst udlånt Polestar 2 til test af Kvindernes Bilmagasin.
Polestar Danmark har ikke været medvirkende til denne artikel.

Ny Audi Skysphere Koncept – ny elbil med variabel akselafstand og 465 kW

Audi Skysphere byder på en luksuriøs elbil, som lover nye køreoplevelser og autonom kørsel på level 4

Ny konceptbil fra Audi, Skysphere er futuristisk på den lækre måde
Ny konceptbil fra Audi, Skysphere, er futuristisk på den lækre måde

Audi har præsenteret deres første nye konceptbil i det nye futuristiske elbils-univers. Den luksuriøse bilkoncern lægger hårdt ud med den første, Skysphere, en fuldelektrisk roadster. Senere på året kan vi forvente Grandsphere, og i 2022 Urbansphere.

Her på redaktionen kunne vi ikke lade være med at tænke, gud! Den minder da lidt om 60’ernes Jaguar E-type med den lange front og stilrene linjer! Are we right? Det synes vi selv.

Variabel akselafstand giver to forskellige køreoplevelser

Skysphere byder på en banebrydende oplevelse for føreren, nemlig at kunne vælge to helt nye modes, som ændre bilens køredynamik og køreoplevelse. Med de elektriske motorer og en helt ny mekanisme med karrosseri og karosserikomponenter, som kan glide ind i hinanden. Gør Skysphere det muligt at variere selve akselafstanden på bilen, og dermed også bilens udvendige længde med hele 250 millimeter. Samtidig justeres frihøjden også med hele 10 milimeter, som øger komfort og køredynamik. Audi Skysphere kan dette ved hjælp af to modes: En Sports-mode og en GT-mode.

Læs også: Vi lancerer Female Drivers Club

I Sports-mode har Skysphere en længde på 4,94 meter og en lavere frihøjde end i GT-mode, samtidig giver denne version de optimale sportslige egenskaber for bilen. I GT-mode er bilens længde 5,19 meter. Udover det ændre hele kabinen karakter, og giver mulighed for autonom kørsel på level 4!

På Audi Skysphere kan man også trække taget ned, og afsløre en flot cabriolet udgave. Baglygterne består af mange LED-lygter som er giver et elegant design, da de mange lygter starter lige under Audi-logoet og stopper først ved bagkofangeren.
På Audi Skysphere kan man også trække taget ned, og afsløre en flot cabriolet udgave. Baglygterne består af mange LED-lygter som er giver et elegant design, da de mange lygter starter lige under Audi-logoet og stopper først ved bagkofangeren.

60:40 vægtfordeling og 465 kW

Den luksuriøse fuldelektriske roadster kommer med 465 kW og 750 Nm, som Audi selv hævder skal gå fra 0 – 100, på små 4 sekunder. Bilens elektriske motor ligger på den bagerste aksel. Batterimodulerne er primært placeret bag kabinen, men fire er placeret i bilens midtertunnel. Det giver Skysphere en vægtfordeling på 60:40, et tyngdepunkt der ligger tæt på midten og en vægt der kun siger 1800 kg. Det giver særdeles fordelagtige forhold for bilens køredynamik. Audi skriver selv at de forventer en batterikapacitet på mere end 80 kWh, som skal give en rækkevidde på mere end 500 km i henhold til WLTP.

Læs også: Biltest: Audi e-tron – Fremtiden rykker nærmere

Sportsligt bubbletag med bagrude som giver kig ind til bagagerummet.

Skysphere vil give nye køreoplevelser

De førnævnte to modes: Sport & GT (Gran Tourismo). Byder på to vidt forskellige køreoplevelser, som skal skabe en nye måde at være i bilen på – heraf også navnet “Sphere”. Hovedsageligt bliver køreoplevelsen markant anderledes, fordi de nye konceptbiler er klar til niveau 4 i autonom kørsel, som gør at føreren kan delegere det fulde ansvar til bilen. I GT-Mode får man dermed muligheden for at kunne opleve bilen på en helt ny måde.

Når autonom kørsel vælges, transformere kabinen sig, og alle synlige styre elementer af bilen forsvinder. Pludselig er ting som rattet og pedalerne drejet væk, så de fremgår usynligt i kabinen. Det skaber en helt ny atmosfære, hvor interiøret skaber en let og rummeligt miljø, hvori man som fører og passager kan bruge tiden i bilen, på en helt ny måde. Sæderne er designet for at være utroligt komfortable, og samtidigt perfekte med sidestøtte når bilen skal i sports-mode. Valget af materialer i interiøret, viser at Audi satser på en bæredygtig fremtid. Sæderne er betrukket med bæredygtigt produceret mikrofiberstof, og andre materialer i kabinen er bl.a. miljøcertificeret eukalyptustræ, og syntetisk produceret kunstlæder. We like!

Video fra Supercarblondie

Læs mere om den nye Skysphere hos Audi her.

En lille elbils historie fra det virkelige liv

Benedicte foran Henne Kirkeby Kro med sin elbil

Min mand og jeg var i weekenden i Jylland og besøge Henne Kirkeby Kro. En get-away uden børn og væk fra hverdagens stress og jag. Det var en tur på 270 km i en elbil.

Benedicte Engel foran Henne Kirkeby Kro med sin elbil, Porsche Taycan
Benedicte Engel foran Henne Kirkeby Kro med sin elbil, Porsche Taycan

Vi kodede turen ind i vores elbils navigation og den fortalte os, at når vi nåede til Fredericia var det tid til opladning og dermed også en kaffe og strække-ben pause.

Efter pausen, hvor vi fik os lidt morgenmad, var bilen fuldt opladt og nu klar til vores videre færd.
Bilen fortalte os, at når vi var fremme ved Henne Kirkeby Kro, ville der være 25% strøm tilbage på batteriet. Ikke meget, og slet ikke nok til at kunne køre videre i morgen.

Jeg ringede til kroen for at høre om de havde en ladestander, og det havde de heldigvis! Så var natten reddet!

Næste dag, da turen gik hjemad igen, indkodede vi som altid vores hjemmeadresse, og den kom igen med forslag til et opladningspunkt. Hvad vi ikke lige havde med i beregningen var, at det var lørdag i skolernes sommerferie, så dermed RIGTIG mange biler på vejene.

Læs også om: Ny Audi Q4 E-tron, mors nye elbil

Da vi nåede til vores planlagte ladestation i Fredericia, var der ingen ledige standere og folk holdt i kø for at lade. Vi kiggede på hinanden og på vores rækkevidde og var en smule bekymret for om vi kunne nå hen til næste ladestander som lå 20 km herfra. Bilen sagde at der var 30 km tilbage på batteriet!

Vi tog chancen, satte navien og så ellers derud af. Vi sagde ikke meget til hinanden på de 20 km, for hvad nu hvis der heller ikke var nogen ledige ladestandere ved næste ladepunkt?

Vi ankom til Erritsø og heldigvis var der en fyr der var lige ved og være færdig med at lade og vi fik bilen sat til ladestandere. som denne gang var en lynlader. Dem elsker vi! Den lader bilen på knapt 20 minutter.

Elbil, Porsche Taycan bliver opladt ved Clever ladestander
Porsche Taycan bliver opladt ved Clever ladestander

Vi fik os en hurtig Whooper på Burger King og så gik turen ellers hjemad – og hjem til vores trygge indkørsel med vores egen ladestander.

Vi har altid været vant til at køre meget, Brian og jeg. Og vi elsker det! Især inden vi fik børn levede vi et ret spontant liv. Vi kunne finde på at vågne op hjemme i lejligheden i København, og 4 timer senere sidde og spise en spontan frokost i Hamborg. Vi ELSKER at rejse og at opleve og nyde hinanden på alverdens rejsedestinationer.

Nu har vi også prøvet det i vores egen nye elbil. Og jeg kan godt mærke, at man tvinges til automatisk at planlægge sine ture mere. Man er nødt til at være lidt mere bevidst om sin start og slut-destination. Man kan ikke tillade sig for store svinkeærinder i tilfælde af, at du kommer ud i et yderområde, hvor der ikke lige er en ladestander på ruten. Fordi tænk nu hvis du løber tør? Det ville være så pinligt.

Læs også om: Biltest: Volkswagen ID.3: Årets Bil i Danmark 2021 – og det forstår man godt!

Det gjorde vi heldigvis ikke. Vi nød weekenden, hinanden og de skønneste omgivelser og smagsoplevelser på Henne Kirkeby Kro. ❤️

Biltest: Jaguar I-PACE EV400 – Elegant el-SUV med firehjulstræk

Jaguar mærke

Vi har testet den nye el-SUV, Jaguar I-PACE EV400 AWD SE, som har 400 hestekræfter og trækker på alle fire hjul. Det kan man i den grad mærke, da bilen er en fornøjelse at køre, og det er svært ikke at forelske sig i Jaguaren. Der er alligevel nogle få punkter, som kan trænge til lidt forbedring

360 graders view af den luksuriøse Jaguar I-PACE

I-PACE byder på et lækkert design og udstråler eksklusivitet. Den store kølergrill dominerer fronten og giver et aggressivt udtryk, samtidig med at forlygterne får bilen til at se elegant ud. Hvad Jaguar selv kalder ”en flydende hoftelinje”, får bagenden til at syne væsentlig højere end fronten. Jeg synes personligt, at det resulterer i, at bagenden er for kantet i forhold til resten af bilen, og at den ikke er sammenhængende i designet. Derudover overraskede det mig, at sådan en dyr bil ikke er udstyret med dynamisk blinklys. Det er kun rent designmæssigt men en lækker detalje, som dog kan tilkøbes som ekstraudstyr.

Læs også: Interview med Cathrine Dufour

Interiør

Inden i I-PACE får man fornemmelsen af, at der er kælet for detaljerne. De skålformede el-sæder kan justeres på alle leder og kanter og gør, at man sidder virkelig godt, også selvom man kun er 160 cm høj som jeg. Der er fint udsyn ud over vejen, som jo er kendetegnet for en SUV. Man sidder også godt på bagsædet, hvor der er masser af plads til lange ben og børnesæder. Dog er der ikke meget udsyn fra bagsædet, da forsæderne er forholdsvist store.

Derudover er dørene meget tunge, som gør det svært at komme ud, især hvis der er lidt plads. Bagagerummet kan med sine 656 liter sagtens rumme både hverdags fornødenheder og ferieoppakning.Bagruden er ret lille og resulterer i store blinde vinkler ved c-stolperne. Det er især problematisk ved bykørsel og motorvejskørsel, men heldigvis er bilen udstyret med Blind Spot Assist, som advarer via en lampe i sidespejlet, hvis man har overset en bagfrakommende.

Skærmen med det såkaldte: ”Pivi Pro-infotainmentsystem” er super intuitivt og nemt at gå til. Navigationen er ligeledes udførlig og kan vise ladestationer samt opladningspris. Den opdateres løbende, da bilen er udstyret med et integreret SIM-kort og dermed altid er online. Det digitale cockpit foran rettet er overskueligt, og det er nemt at ændre i visningen, hvis man ønsker det. Hvis man er på jagt efter god lyd, får man det også i I-PACE, som har 11 højtalere og subwoofer, som kan justeres efter ens ønske. 

Det eneste jeg kan sætte en finger på i forhold til interiørets design, er tænd/sluk knappen til skærmen, som virker gammeldags sammenlignet med resten.

Kørekomfort

I I-PACEN er kørekomforten helt i top, og den er meget støjsvag, også ved motorvejskørsel. Testbilen har monteret Active Air Suspension, hvilket giver bilen en ekstra behagelig affjedring. Accelerationen fra 0-100 km/t er på kun 4,8 sekunder, og man mærker slet ikke, at man kommer op i fart, hvilket kan være en smule farligt, hvis man godt kan lide fart. Gearvælgeren er blot tre knapper i midterkonsollen samt en knap til håndbremsen, hvilket gør, at det ikke optager unødig plads. Bilen har adaptiv fartpilot, men den adaptive del kan slås fra, så man kun har den ”almindelige” fartpilot, hvilket jeg synes er en fordel ved motorvejskørsel.

Selvom I-PACEN kører fantastisk, føles den kæmpe stor, især ved bykørsel. Foruden de store blinde vinkler er den svær at parkere i storbyen trods 3D Surround Camera, som består af fire kameraer og lader dig se bilen oppefra i god opløsning. Det er nødvendigt med disse hjælpesystemer, for ellers er det næsten umuligt at parkere den i indre København.

Læs også: 1. september lanceres Female Drivers Club

Det store 360 graders kamera lader dig få overblikket hele vejen rundt om bilen

Udstyr

I-PACEN er spækket med udstyr, som får den til at virke endnu mere eksklusiv. Jeg var især begejstret for det sorte loft i suede-læder, som giver en rolig fornemmelse. Derudover har den hold-funktion, så når den holder stille, er det ikke nødvendigt at holde foden på bremsen, ligesom at vejskiltegenkendelsen også er en stor hjælp. En ægte genistreg er det såkaldte Clear Sight bakspejl, som sikrer, at føreren har udsyn til vejen bag bilen trods fuld opbakning. Dette ved hjælp af et bagvendt kamera, som vises i bakspejlet, hvor en kontakt kan skifte mellem standard- og kameravisning. Det har jeg aldrig set før, og det mest imponerende er opløsningen i kameraet.

Rækkevidde og opladning

Det er første gang, jeg har kørt i en elbil i længere tid, og derfor var det en smule skræmmende at skulle til at planlægge opladning og rækkevidde. Det gik dog nemmere end jeg havde regnet med. Jeg fandt en ladestander med hjælp fra CLEVER app’en, satte kablet i standeren og bilen, bekræftede med den medfølgende CLEVER ladebrik, og så kunne jeg se i bilens cockpittet, at den opladede.

Det kræver selvfølgelig lidt mere planlægning end ved en brændstof bil, hvilket man lige skal vænne sig til. Jeg var på hotel henover weekenden, hvor jeg var lidt nervøs for opladning. Heldigvis viste det sig, at hotellet havde Clever-ladestandere, på trods af at jeg ikke kunne se det i app’en. Her lod jeg blot bilen stå natten over, og så var den fuldt opladet næste morgen. Bilen er opgivet til en rækkevidde på 415 km på fuld opladning, men ifølge cockpittet var den forventede rækkevidde 394 km. Det er baseret på tidligere kørsler, og ting som motorvejskørsel og klimaanlæg kan påvirke rækkevidden

Læs også: Ny Audi Q4 e-tron: Mors nye elbil

Konkurrenter og priser

Vores testbil koster kr. 859.200,- inkl. følgende ekstraudstyr:

  • Driver Assist Pack
  • Ebony Suedecloth headlining
  • Metallak Portofino Blue
  • Active Air Suspension
  • Wireless charger
  • ClearSight Rear View Mirror
  • Heated Steering Wheel
  • Bright Pack
  • Secure Tracker

Jaguar I-PACE kan fås fra kr. 569.901,- og i samme prisklasse ligger modeller som Audi e-tron og BMW iX3.

Da jeg snakkede med andre om hvad testbilen kostede, var de overbeviste om, at den kostede over en million. Det vidner blot om, at mange tror, at en Jaguar er dyrere end den egentlig er.

Jaguar I-PACE har som SUV bibeholdt sine elegante linjer

Konklusion

Alt i alt er Jaguar I-PACE en super lækker bil – den kører fantastisk, ser flot ud, og instrumenteringen er intuitiv. Jeg har fremhævet et par småting, som trækker ned i vurderingen. Jaguar I-PACE egner sig godt til både hverdagskørsel og lange ture, men hvis man bor i en storby, er den ikke det helt oplagte valg. Hvis du vil have en eksklusiv bil og samtidig køre miljøvenligt, er det her bilen for dig.

Tak for udlån af Jaguar Danmark.

Stilletter

Design

Køreglæde

6/6 stiletter for design

Value for money

5 ud af 6 stjerner til kørekomfort

Ny Audi Q4 e-tron: Mors nye elbil

audi-q3-e-tron-i-graa-m-sorte-detaljer

For ca. 2 år siden landede den verdensomspændende nyhed Audi e-tron. Audi’s første 100% eldrevne bil. Nu er lillebror landet og kan altså prale af at kunne kalde sig Q4 e-tron. Kvindernes Bilmagasin har haft fingrene i den nye EL-SUV og førstehåndindtrykket kan du læse her.

Audi e-trons lillebror Q4 e-tron
Den nye Audi Q4 e-tron

Den nye Audi Q4 e-tron

Jeg husker, at jeg for første gang oplevede den nye Audi e-tron på Geneve messen og at det var en meget revolutionerende nyhed dengang. Noget af det jeg husker aller bedst, var bilens sidespejle. Det var bare sådan nogle små “diamant-øjne” der sad på siden af døren med indbyggede kamera vel og mærke. Noget som skulle være med til at give en hel ny køreoplevelse.

Q4 e-tron er en SUV som er nummeret mindre end e-tron. Når du kigger på den, ser den ret stor ud, men når du stiller den ved siden af en e-tron kan du godt se at det er lillebror vi har med at gøre. Q4 e-tron er først og fremmest rigtig flot. Den store runde og markante næse og kølergrillen med de flade lameller i den grå nuance, er efterhånden kendetegnet på de elektriske biler fra Audi.

Audi Q4 e-tron fotograferet på Arken ved Ishøj
Den nye Audi Q4 e-tron set bagfra

Fremtidens biler

Siden elbilernes indtræden på markedet har jeg generelt altid syntes, at eksteriøret er ret futuristisk i designet. Kanterne er skarpe, lygterne er små kineser øjne og bilen ligner faktisk mest en ufo. Det gør Q4 e-tron ikke!

Læs også: Mercedes EQA giver baghjul til konkurrenterne

Men jeg synes til gengæld, at det futuristiske look nu er flyttet indenfor i kabinen. Farverne er meget sorte og grå, rattet ligner noget fra en bilsimulator og midterkonsollen er næsten ikke eksisterende. Men med alt muligt andet nyt, så er det nok bare noget jeg skal vende mig til.

Interiøret i den nye Q4 e-tron
Det futurisketisk design er rykket indenfor i kabinen

Mors nye elbil

Audi Q4 e-tron er en SUV i en rigtig god størrelse. Som mor til 2 små piger i autostole er der god plads på bagsædet. Indstigningshøjden og læssehøjden er rigtig fin. Pladsen i bagagerummet er som den skal være og den rummer snildt en stor klapvogn. Jeg elsker at køre SUV! Jeg elsker det gode overblik i trafikken og nyder godt af det gode udsyn. Og så kan jeg godt lide at stige op i bilen i stedet for ned i bilen.

Design selv dine forlygter

For første gang i Audi’s historie, er det nu muligt selv at designe sine forlygter ved hjælp af de nye Audi Matrix LED-forlygter. Konceptet bag Audi Matrix lygter er, at du altid kører med fjernlyset tændt. Derved er du sikker på at have maksimalt lys på din Audi, når det er mørkt. Med Matrix LED teknologien tilpasser lyset altid det, der er foran din Audi. Kommer der en bil i mod dig, eller kommer du op bag til en, tilpasser Matrix LED-forlygterne sig automatisk, så du ikke forstyrrer dine medtrafikanter, men samtidig stadig er sikker på at have mest muligt lys foran dig.

Ved valg af Matrix LED-forlygter kan føreren skifte mellem fire lyssignaturer til kørelyset. Der er desuden en særlig signaturhilsen fra både for- og baglygter, når bilen åbnes og lukkes, ligesom blinklys for og bag er med dynamisk visning.

Bæredygtighed

Audi er over hele verden begyndt at tænke i bæredygtighed. Udover at man tænker meget genanvendelse ind i bilproduktionen, så tænker man også genbrug inde i kabinen på bilerne. Eksempelvis er sæderne i den nye Q4 e-tron fremstillet af bla. plactic fra vandflasker. Det kan dog ikke mærkes og ses på sæderne! Men tanken om, at vi er begyndt at tage hensyn til miljøet, når der produceres biler, giver en god samvittighed.

Læs også: Er elbilerne klar til campingvogn?

Audi’s fremtidsstrategi er, at fra 2025 satser man på at den sidste benzindrevne bil bliver produceret, således at man fra 2026 kommer til udelukkende at levere 100% eldrevne biler. Det er altså en stor og spændende tid vi går i møde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er lidt ligesom dengang vi gik fra hest til bil. En storhedstid uden lige!

Priser

Audi Q4 e-tron fåes fra 349.900 kr med en rækkevidde på 334 km og skal du op i en lidt større model med en rækkevidde på hele 508KM, så skal du af med 399.990kr. Den bliver også udbudt til privatleasing – her starter basis modellen på kr. 4995,- om måneden og 25.000kr i udbetaling.

Audi Q4 e-tron kan allerede nu bestilles hos forhandlerne.

Kvindernes Bilmagasin var inviteret til pressearrangement af Audi Danmark

Se mit første indtryk af bilen her:

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.