BILER

Ford Kuga PHEV biltest

Kuga teaserbillede

Kugaen tilbage i ny forklædning – og som hybrid

Ford er tilbage med 3. generation af deres populære SUV Ford Kuga, og der er virkelig sket meget siden sidste generation. Ford har høje forventninger og regner med at være markedsledende inden for segmentet i 2020. I Danmark forventer de det største salg på ST-Line og Vignale udstyrsmodellerne. Dem kommer vi tilbage til.
Den fås både som ren benzin/diesel, mild hybrid, hybrid og PHEV, altså plug-in hybrid.
I denne test ser vi nærmere på Ford Kuga PHEV hybrid ST-Line.

Ford Kuga PHEV på mark
Kuga’en er blevet mere rund og strømlinet i 3. generation.
ST-Line er en af de udstyrsmodeller Ford regner med stort salg af.

Motorvarianter

Ford Kuga fås i følgende motorvarianter:

Benzin
1.5 EcoBoost, 150 hk., 6 trins manueltgear
Diesel
1.5 EcoBlue, 120 hk., 6 trins manueltgear
1.5 EcoBlue, 120 hk., 8 trins automatgear
2.0 EcoBlue, Hybrid, 150 hk., 6 trins manueltgear
2.0 EcoBlue AWD, 190 hk., 8 trins automatgear
Plug-in hybrid
2.5 Plug-in Hybrid, 225 hk., CVT gear

Fakta om testbilen

Testbilen er en Ford Kuga plug-in hybrid ST-Line
Teknisk data:
Motor: 2,5l. Atkinson-benzinmotor 
Cylinder: 4
Antal hestekræfter: 225 hk.
Brændstof: Benzin/hybrid
Tank: 45l.
Batteri: 14,4 kWh batteri
Batterivægt: ca. 200 kg.
Rækkevidde på batteriet: 56 km på ren el
Grøn ejerudgift: 410,- dkr. halvårligt
Km/l: 71,4 km/l ved blandet kørsel (WLTP)
Gearkasse: Automatisk CVT-gear
0-100 km/t: 9,2 sek.
Tophastighed: 200 km/t
Anhængertræk: Bilen må trække 1200 kg.
Ford Kuga er bygget på samme platform som Focus’en.

Kuga nedefra

Design på Ford Kuga PHEV

Designet på den nye Kuga er blevet meget skarpere. Hvor den tidligere generation var meget firkantet og lidt kedelig, er den nye blevet strømlinet og smart at se på. Den er 2 cm. lavere (1,678 mm), hvilket understøtter det strømlinede, samtidig er den blevet 4 cm. bredere (1883 mm) og 9 cm. længere (4.614 mm).
Selvom den er blevet større, er den på ingen måder kluntet, og den synes faktisk mindre.

En af de finesser jeg altid godt har kunne lide ved Ford er dørkantsbeskyttere. De aktiveres, når du åbner døren og beskytter bilen, der holder ved siden af mod Bilka-buler.

forlygter
Den nye Kuga har fået LED forlygter.
Dørbeskytter
Dørkantsbeskyttere som beskytter mod Bilka-buler.

Brugervenligheden er i top, meget betjenes via multifunktionsrattet som hos andre Ford modeller. Instrumenteringen er digital og i Trend og Titanium er skærmen 6,5 tommer, ST-Line og Vignale har en 12,3 tommer skærm.
Head up display er nyt i Kuga og standard i Vignale modellen, og i teknologipakken.

Ford Kuga PHEV kabine
Ford Kuga ST-Line interiør.
Digital instrumentering, 12,3 tommer.

Ford Kuga udstyrspakker

Ford Kuga kommer i X forskellige udstyrmodeller:
Trend, den mindste udstyrspakken, men med fartpilot, parksensor for og bag, trådløs opladning 17″ alufælge mv.
Titanium, regnsensor, nøglefri, ambiente belysning
ST-Line, med denne pakke får du både 2 zone-klimaanlæg, fartpilot, opvarmede forsæder og forrude, stor 8” touchskærm, parkeringssensor for og bag, 18” alufælge og 12,3” digital instrumentering.
For 14.000,- dkr. ekstra kan du tilkøbe en X-pakke, der giver dig fuld LED-forlygter, sæder med dellæder og B&O lydsystem
Vignale, er udstyrets topmodel med bl.a. noise cancellation, head-up display, 180 grader front og bakkamera
Der er 50.000,- dkr. i forskel mellem Trend og Vignale pakken.

Biltest af Ford Kuga PHEV

Som nogle af jer måske ved, har jeg tidligere solgt biler hos en Ford forhandler. Det var før SUV segmentet virkelig slog igennem, og en af de største biler jeg dengang kunne sælge var en Ford Kuga. Det var derfor med en smule nostalgi, at jeg skulle teste 3. generation af Fords SUV i C-segmentet, og så tilmed en PHEV.
Jeg afhenter bilen på en af de første forårsdage, solen skinner, og der er lagt op til en påskeferie i rigtig godt selskab.

Ford Kuga PHEV plug-in hybrid mærke
Plug-in hybrid mærke på bagsmækken.

Bilen er behagelig at køre i, og så er den er rummelig. Den er blevet lavere i forhold til den tidligere og ligger fint i sving og kurver, men det er på motorvej og bykørsel, at den virkelig kommer til sin ret.
Ud- og indstigningen er nem, jeg sidder rigtig godt i ST-Line sæderne, og rattet er kraftigt og rart at holde på.
CVT-gearet fungerer udmærket, men når jeg kører på ren benzin er den en anelse langsom i gearskiftet.
Overgangen mellem benzin og el mærkes ikke, men til gengæld høres den en anelse.

Elmotoren giver 130 ekstra hestekræfter

Benzin motoren yder 152 hk., elmotoren 130 hk, og med lidt svind giver det en samlet ydelse på 225 hk. Det kan mærkes! De 225 hk. giver et rigtig godt optræk, bilen er bestemt ikke sløv, og motoren virker ikke anstrengt, når jeg træder på speederen. Det er ellers en udfordring som flere andre hybridbiler har.
Batteriet ligger i bunden af bilen, hvilket giver bilen et lavt tyngdepunkt og gør, at bilen ligger godt på vejen.
Der er god plads på bagsædet, som i øvrigt er justerbart som noget nyt.
Bagagerummet er på hele 554 liter, og hvis 2. sæderække skubbes frem, giver det 67 liters ekstra bagagerumsplads.

Sikkerhed

Kugaen har som standard en del sikkerhedsfunktioner:

  • E-call via. Modem
  • Parkeringssensor for og bag
  • Pre-collision via kamera og radar
  • Lane keeping aid
  • Lane Keeping Assist
  • Lane depature warning
  • Selealarm
  • Airbags
  • Intelligent speed assistance(ISA)

Det er desuden muligt at tilkøbe ekstra sikkerhedsudstyr:

  • Førerovervågning
  • Aktiv fartpilot
  • Radar baseret Pre-collision
  • BLIS
  • Aut. Op/nedblænding
  • Semi-automatiskparkeringssystem
  • Bakkamera
  • Trafik skiltegenk.
  • Førerovervågning

Ford forventer at Kuga’en opnår 5 stjerner ved Euro NCAP. Testen er desværre blevet udsat pga. Corona krisen, så den må vi vente lidt på endnu.

I slutningen af 2020 kommer Ford med deres første rene elbil: Ford Mustang Mach-e. Læs vores anmeldelse fra verdenspremieren på den smukke elbil.

Opladning og rækkevidde på Ford Kuga PHEV

Kuga Plug-in er opgivet til at køre 56 km. på ren strøm. Den kan kun A/C lade, dvs. at den ikke kan lade på lynladestationerne. En opladning tager ca. 3,5 time, og den kan lade med op til 3,6 kWh.
Bilen leveres med et ladekabel og et nødkabel, det såkaldte mormor stik. Ford har desværre ikke leveret en ladebrik med til pressebilen, og da jeg bor på 3. sal, har jeg ikke mulighed for at bruge nødkablet. En reel test af opladning må jeg derfor undvære i denne omgang.

Der findes efterhånden en del offentlige ladestandere, hvor batteriet kan oplades, og med en ladetid på 3,5 time, er det absolut en acceptabel løsning. Har du en ladestander ved hjemmet eller på arbejdspladsen, er det dog at foretrække. Kører du under 50 km. om dagen, kan bilen køre på ren el det meste af tiden, og så har du altid kørefunktionerne at ty til.

Opladning af Ford Kuga PHEV
Opladning af Kuga PHEV. Foto: Ford Motorcompany

Kørefunktioner ved plug-in

Bilen kan indstilles i 4 forskellige funktioner alt efter, hvad dit behov er:
EV Auto, angiver at bilen justerer om den skal køre på benzin eller el, alt efter, hvad der er mest hensigtsmæssigt.
EV Now, bilen kører på ren el.
EV Later, giver mulighed for at gemme den strøm, der er på batteriet til senere. Det kan fx være en fordel, hvis du er på en længere køretur, og vil gemme strøm til du skal køre i byen emissionsfrit.
EV Charge, bilen kører på ren benzin og oplader batteriet, når du bremser, altså regenerering.

Da jeg ikke havde mulighed for at oplade bilen, brugte jeg flere gange EV Charge, som fungerer virkelig godt. På kortere køreture (fortrinsvis landevejskørsel) kan jeg nemt lade op til 14 km. på batteriet vha. den funktion.

Anhængertræk

Ford Kuga plug-in må kun trække 1200 kg. Til sammenligning må benzinudgaven trække 1600 kg., diesel henholdsvis 1500 kg./1900 kg. og den store dieselmotor med 190 hk. må trække 2100 kg.

+/- ved Ford Kuga PHEV

+
pris
plads
brugervenlighed

anhængervægt
plastik interiør

Ford Kuga PHEV forfra
LED forlygter og ny front på Ford Kuga.

Konkurrenterne

Den mest oplagte konkurrent til Kuga’en er Kia Niro PHEV. I SUV klassen er de nærmeste konkurrenter Nissan Qashqai og VW Tiguan.

Pris

Ford Kuga plug-in koster fra 270.090,- dkr., ST-Line koster fra 286.090,- dkr.

Garanti:
HV Battery: 8 år/160K km
HV komponenter: 5 år/100K km
Resten af bilen: 2 år

Konklusion på Ford Kuga PHEV

Med en pris på 270.090,- for en Kuga PHEV Tend, og kun 286.090,- for ST-Line, er Kuga’en den bedste bil til prisen på markedet lige nu. Samtidig er plug-in hybrid en god overgang mellem brændstofsbiler og ren el, som mange er tilbageholdende overfor af den ene eller anden grund. Bilen er samtidig behagelig at sidde i, pladsen er god og CVT-gearet velfungerende. Vi er ikke i tvivl om, at Fords høje forventninger til bilen, bliver indfriet.

Ford Kuga PHEV bagende
Du får rigtig meget bil for pengene i Ford Kuga PHEV.

Stiletter

Kvindernes Bilmagasin giver Ford Kuga plug-in følgende stiletter:

DESIGN

4 ud af 6 stiletter

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

6/6 stiletter for design

Testbilen var venligst udlånt af Ford Motor Company. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

 

Biltest: Ny Peugeot 208

ny Peugeot 208 front

Den lille 208 er nu på gaden i helt nye klæder. Smart og sporty og med et nyt revolutionerende i-Cockpit med 3D head-up display.
Designet på den ny peugeot 208 både yderst og inderst er som en invasion fra rummet. Landede der lige en lille ufo i min indkørsel ?

ny Peugeot 208 front
Den er altså lækker og smart den helt nye Peugeot 208

Er Peugeot 208 inspireret af et rumfartøj ?

Ja, det kunne man altså godt foranlediges til at tro. Både kørecomputer og instrumentpanelet har et meget spacet look. Det meste kan jeg lide, men der er dog også noget som irriterer mig. Rattet synes jeg er en anelse for kantet og småt efter min smag, men det er der muligvis andre, der vil synes om, så det er klart en smagssag, til gengæld er kørecomputeren foran mig meget, meget smal, hvilket resulterer i, at jeg har problemer med at se, hvad der står på displayet. det er et problem for mig lige meget om jeg justerer sædet eller ændrer på ratindstillingen. Jeg måtte sågar have mændene i familien ud på en køretur for at se om det var bedre eller om det måske var mig, der var blevet kort i overkroppen over natten. Uheldigvis for 208 var det ikke meget anderledes for mændene og deres udsyn, jeg var dog lettet over, at det ikke var mig, der var problemet.

Fin kabine i Allure versionen

Skærmen i midten er drejet en smule mod føreren, den har dansk tekst og måler 7″, den fungerer fint. Skal du bruge navigation i denne version, er du tvunget til at koble dig på via din smartphone og et kabel, som også kan bruges med Apple Carplay. Jeg blev til gengæld fan af den lille klap, der sidder lige under tangentknapperne til indstilling af recirkulation m.m., den kan vippes ned og så kan din mobil placeres der, mens du kører.

Mobilen står godt her under kørsel

Læs vores test af Peugeot 508

Udvalgt standardudstyr i Peugeot 208 Allure:

  • 16″ alufælge
  • 3D i-cockpit (som er virkeligt smart og anderledes tænkt)
  • LED kørelys + LED baglygter
  • Tonede ruder, bag
  • Regn- og lyssensor
  • Elektriske sammenklappelige sidespejle med varme
  • Aut. klimaanlæg
  • Læderrat

Den helt nye 208 har fået rigtig fine lygter. Foran er der en lysdiode der går skarpt ned fra lygten mod kofangeren. Over løven på grillen er 208 skrevet på fronten alt sammen på en fin og elegant måde. Også på bagsmækken er der skrift. Der er ingen tvivl om at de franske designere kan deres kram, det ser man tydeligt på 208, hvor det hele går op i en højere enhed, og de har sørget for en god dimension på både front og bagende.

Forlygter med LED-kørelys
Frække LED-baglygter

Sikkerhed i den helt nye Peugeot 208:

Franskmændene har tænkt på sikkerheden og her kan bl.a. nævnes:

  • Vejbaneassistent
  • Front kollision advarsel
  • Træthedsalarm
  • Automatisk nødbremse
Peugeot 208 for
Den står fin i forårssolen

Føler man sig tilpas i kabinen ?

Ja, det synes jeg, man gør. Man har ikke fornemmelsen af, at man kører en lille bil, der er pænt med albueplads og sæderne er komfortable og virkelig lækre. Bagsædepladsen er dog lidt trang, men har du mindre børn, er 208 et rigtig fint valg. Bagsædet er også forsynet med Iso-Fix beslag. I Allure-versionen som jeg testede, var der både elektrisk start/stop-knap og elektrisk håndbremse, hvilket giver et ekstra elegant finish i kabinen og en dejlig fornemmelse i hverdagen.

Bagagerummet kan indeholde 265 liter med bagsæderne oppe og 1.106 liter med bagsæderne lagt ned.

Læs også testen af Peugeot 2008 her

PEUGEOT skrift på bagsmæk
Flot skrift på bagenden

Benzin eller diesel

Det er helt klart en smagssag om man er til det ene eller det andet, jeg testede begge to. Benzin-udgaven Peugeot 208 Allure 1,2 PureTech 100 HK føltes let at køre og var rimelig i optræk, mens diesel-udgaven Peugeot 208 Allure 1,5 BlueHDi 100 HK kørte rigtig godt, når den var i fart og var meget økonomisk, hele imponerende 24,4 km/l. Begge udgaver havde 6 gear, hvilket jeg klart vil anbefale.

  • Benzinmotoren hedder PureTech
  • Dieselmotoren hedder BlueHDi
  • Begge motorvarianter kan vælges i tre udstyrsmodeller: Active, Allure og GT Line
  • I benzinmodellen kan du både vælge manuelt- og automatgear, mens dieselmodellen kun findes med manuelt gear.
  • Begge motorvarianter er billige i grøn afgift max kr. 590,- pr. halvår.
Peugeot 208 panoramaglastag
Panoramaglastaget giver lys og kabinen føles større

Konklusion

Jeg synes den er rigtig lækker og anderledes, et frisk pust og ikke som alle de andre mindre biler. Er man til et smart design og kan man godt lide at skille sig en anelse ud fra mængden, så er det sporty look lige i øjet. Peugeot´s lille bil har alle dage været en succes og det er jeg ret sikker på, at denne model også bliver. Selvom jeg ikke er vild med placeringen af selve kørecomputeren i forhold til rattet, så er 3D i-cockpittet med head-up displayet smart og nytænkende. Du må helt klart ud selv for at prøve en tur i den helt nye Peugeot 208.

Kvindernes Bilmagasin tildeler den nye Peugeot 208 følgende stiletter:

Design:

6/6 stiletter for design

Køreglæde:

4 ud af 6 stiletter

Value for money:

4 ud af 6 stiletter

Pris:

Peugeot 208 startpriser fra kr. 147.990,-

Testbil benzin: Peugeot 208 Allure 1,2 PureTech 100 HK
pris inkl. ekstraudstyr kr. 210.490,- (Panoramaglastag, Bakkamera og Driver Assist Pack)


Testbil diesel: Peugeot 208 Allure 1,5 BlueHDi 100 HK
pris inkl. ekstraudstyr kr. 210.490,- (Panoramaglastag, Bakkamera og Driver Assist Pack)

Peugeot 208 er kåret til Årets Bil i Europa 2020.

Senere på året kommer Peugeot 208 også i en 100% elektrisk model.

Når enden er god, er alting godt ………..

På Peugeot´s egen website kan du læse mere om den helt nye Peugeot 208

Testbilerne var venligst udlånt af Peugeot Danmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

Peugeot 2008 Biltest

Teaserbillede

Peugeot 2008 – Den nye city SUV generation.

Peugeot 2008 Teaserbillede

Bilen har fået en fuld make-over – både udvendigt og indvendigt og det sætter konkurrenternes design på en prøve. Peugeot 2008 passer perfekt både til byen og til landet, her får du en mindre, men rummelig bil til dit daglige behov. 

Fakta om testbilen

Peugeot 2008 Allure, BlueHDI 130HK. 

4-cylinderet diesel på 1,5 liter. 8-trins EAT automatgearkasse. 20,4 km/l. Bilen går fra 0-100 km/t på 10,1 sek. Peugeot 2008 er en SUV i forklædning af en 208-platform. Testbilen havde bl.a. dette standardudstyr: 

  • LED forlygter og kørelys
  • Drive mode indstilling (ECO, Normal og sport)
  • Automatisk nødbremse
  • Safety Pack 

Og meget mere. 

Peugeot 2008 kan fås med anhængertræk og må trække 1200/640 kg. Anhængervægt med-/uden bremser. 

Peugeot 2008 front close up

Design

Eksteriør

Peugeot 2008 er bygget på PSA Groups nyeste platform, CMP (Common Modular Platform) og der er meget, som er bevaret fra Peugeot 208’eren. Franskemændene er kendt for deres flotte design og det kan jeg kun være enig i – Fronten er formidabel og giver ret råt og sexet look.  

Peugeot 2008 front
Det flotte design – ”Lion tooth” som LED forlygter.  
Fælg
Fælgene er mindst ligeså meget med til at give bilen det rå og sexede look.

Interiør

Indvendigt præger et digitalt instrumentbord kabinen som vender mod føreren og det er behageligt, da det giver føreren bedre mulighed for at betjene instrumentbordet. Lækre detaljer springer i øjnene – både som fører og passager. Detaljer som gør det overordnede indtryk af bilen bedre. Det er nemt at komme ind og ud af bilen, dog kan det volde problemer, hvis du er over en 185 cm høj, da du sikkert vil ramme hovedet imod kanten når du sætter dig ind i bilen. Sikkerhedsselen kan ikke indstilles i forhold til højde, dette er ærgerligt. Du sidder behageligt i bilen og der er fin plads. Det som er et kæmpe plus og et cadeau til Peugeot, er at du kan sidde og snakke stille og roligt i bilen ved 110 km/t, der er ikke meget støj i kabinen. 

Peugeot 2008 interiør
Interiør i bilen, lækre sæder – dog smalle. 
Peugeot 2008 rat
Rattet, med få funktioner, som gør det nemt at betjene. 

Som der kan ses på billedet, er rattet ikke så stort og det kan for nogle volde problemer med at se det digitale instrumentbord for føreren. I testbilen var der Head-Up display, så vi kunne følge med i hastigheden. Det flade i bunden af rattet er med til at gøre det mere sporty. 

Bagsæde plads

Pladsen bag enten fører eller passagersiden er ganske fin. Som passagerer kan du sagtens komme nemt og bekvemt ind og ud af bilen.

plads bagi
Pladsen bag passagersædet. 

Bagagerummet er ganske udmærket – hvis man er 4 voksne som skal på en lang ferie, kan der dog opstå pladsproblemer. Til hverdagsbrug er bagagerummet ganske fint og der er endnu mere plads, hvis du løfter dækkenet. Her er der mulighed for at opbevare de nødvendige genstande til din bil. 

Peugeot 2008 bagagerum
Bagagerummet – med ekstra plads. 

Udstyr

Der er meget udstyr som er standard og det giver Peugeot en fordel. Vi prøvekørte udstyrsvarianten Allure. 

Der er meget udstyr med for pengene og du kan selvfølgelig tilføje mere, hvis du ønsker det. Hvis det er en mulighed, vil jeg klart anbefale at man tager Allure varianten som minimum, da du får det mest gængse udstyr, så der både kan være plads til sjov i hverdagen. Det giver dig også den komfort du har brug for, hvis du skal på længere ture eller har langt på arbejde. 

Peugeot 2008 El udgave

Senere på året kommer 2008 også som en ren elbil og vi glæder os til at teste den. Teknologien er denne samme som i 2008 udgaverne i benzin og diesel. Den har en officiel rækkevidde på 310 km. 

Biltest af Peugeot 2008 Allure 

Overordnet set er det en god og solid all around bil. Det er en bil, som har en god størrelse, som både kan benyttes inde i byen, men også ”på landet”. Det som er et kæmpe plus, er at det er en SUV, så man ikke skal sætte sig ned i bilen, men stige ind i bilen. Det flotte design er uimodståeligt og giver konkurrenternes design en overhaling.  Der er 3 forskellige Drive Modes: ECO, Normal og sport – Det er klart sjovest at køre i sport, da bilen accelererer bedre og har et bedre gearskifte. I ECO kan bilen virke lidt sløv f.eks. når du skal køre over for grønt eller skal overhale en bil på motorvejen. Det kan helt klart anbefales at tage bilen med EAT 8-trins automatgear, da det fungerer fint og det er nemt inde i byen at træde på speederen og ikke skulle tænke på at koble ud hele tiden. Den går langt på literen og det er en fordel, både i forhold til miljøet, men også i forhold til brændstofsforbrug og grøn ejerafgift.

+/- ved Peugeot 2008 

+ Design eksteriør, City SUV, nem at stige ind og ud af. 
Sikkerhedsselen kan ikke indstilles, hård undervogn, problemer med pladsen, hvis du er over 185 cm høj. 

Konkurrenterne

Konkurrenterne er Renault Captur, Suzuki Vitara og Mazda CX-3. Dette er 3 udmærkede biler af samme kaliber – om end at Mazda CX-30 er lidt dyre. Jeg ville vælge Peugeot 2008, da den vinder på design og har det nyeste indenfor teknologi. 

Læs vores first drive af den nye Renault Captur i Grækenland. Du kan også læse vores biltest af Mazda CX-30.

Prisen på Peugeot 2008

Peugeot 2008 fås fra 209.990, -. Testbilen har en pris på 279.990, – dkr.  

Konklusion på Peugeot 2008 

Overordnet set er Peugeot 2008 en god og solid all around bil. Det er en bil, som har en fin størrelse, som både kan benyttes inde i byen, men også ”på landet”. Den har en konkurrencedygtig pris, som gør den attraktiv for mange. Den er en prøvetur værdig. Hvis du ønsker en god bil at stige ind i uden, at den skal være alt for stor, er 2008 et godt bud. Jeg vil klart anbefale, at man tager bilen med automatgear og Allure pakken, da det er der du får mest for pengene. Du skal blot gøre dig overvejelserne når du sætter dig ind i bilen, om du kan indstille rat og sæde, så det passer til dig og din sikkerhed.

Stiletter

Kvindernes Bilmagasin giver Peugeot 2008 Allure følgende stilletter:

DESIGN

6/6 stiletter for design

KØREGLÆDE

3 ud af 6 stjerner

VALUE FOR MONEY

4 ud af 6 stiletter
4 ud 6 stjerner i kørekomfort.

Denne artikel er skrevet af vores søde praktikant Josefine Vang Jacobsen.

Peugeot 2008 var venligst udlånt af Peugeot. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

Biltest: Jeep Wrangler – brutal, sjov og blæret

Jeep Wrangler set forfra
Jeep Wrangler set forfra

Jeep Wrangler har stjålet mit hjerte! Bilen har attitude, er ikke for hvem som helst og så kører den imod al forventning. Vi har testet Jeep Wrangler og selvom den har fået en blandet modtagelse på markedet, ikke helt uden grund, så er den noget helt særligt. Tag bilen for hvad den er skabt til – en sjov firehjulstrækker der kan trække dig igennem hvad som helst.

Nostalgi

Det var en kold tirsdag morgen da jeg hentede denne uges testbil Jeep Wrangler. Det var bidende koldt og vådt og jeg ærgrede mig i den grad over at få en nypoleret og rengjort bil ud i regnen. Da jeg satte mig op i Wrangleren var det som at komme hjem. Jeg blev draget tilbage til min tid i Forsvaret hvor jeg havde min egen Mercedes Geländewagen 270 der kørte mig land og rige rundt på diverse militære øvelser. En trofast makker igennem ild og vand – bogstaveligt talt. Det her bekendtskab lovede godt… ild og vand vil jeg dog undlade at udsætte Wrangleren for!

Jeg skyndte mig hurtigt at få noget varme på, men hey, det var slet ikke nødvendigt. Rat- og sædevarmen slog automatisk til og efter få minutter havde jeg et rat så varmt, at mine fingre hurtigt blev varme. Det var bestemt ikke en komfort jeg havde forventet i denne her rå og funktionelle bil.

Testbil: Jeep Wrangler Unlimited 2.0T Sahara 4×4.

Vores testbil har følgende specifikationer:

  • 4-cylindret bezinmotor med direkte indsprøjtning.
  • Ydelse: 272 hk ved 5.250 omdr./min
  • Acceleration 0-100km/timen: 12,3 sek.
  • Tophastighed: 180km/t.
  • Brændstofsforbrug: 9,1km/L ved blandet kørsel.
  • Køreklar vægt: 2.119 kg

Kørekomfort

Med en 4-cylindret 2.0 benzinmotor og en acceleration på 0-100km/timen på 12,3 sek, så er jeg positivt overrasket over dens kvikke respons når du accelererer. Af en så stor bil at være, så er jeg imponeret hvor let den er kørt i både styrtøj og acceleration. Jeg havde forventet at sætte mig ind i et monstrum af en bil – ligesom min GD 270 – der til trods for et automatgear var temmelig tung at køre. Det er langt fra tilfældet her. Du kommer hurtigt op i fart og i bykørsel føles den adræt og kvik – dens størrelse taget i betragtning.

Læs mere om kørekomfort hos Jeeps mindre modeller som Jeep Renegade (link) og Jeep Compass (link)

Motorvejskørsel og kabinestøj

Med en længere tur fra Aarhus til Aalborg på motorvejen bekræftede den sit formål. En Jeep Wrangler er i sit es ved de kortere distancer hvor accelerationer og terræn er det primære. På motorvejen var der en del kabinestøj, hvilket ikke er så underligt grundet dens kantede former, høje tyngdepunkt og ikke mindst at tagskallerne ikke er foret, idet du kan afmontere taget og lave den til en åben Jeep. Det koncept er jeg ret vild med! I det mindste var der ikke så meget motorstøj, at man hellere ville sidde med sine støjreducerende hørebøffer, som jeg gjorde da jeg kørte i GD. Jeep Wrangler er ingen pendlerbil, men hvem har også nogensinde påstået det?

Sådan kan en Jeep Wrangler også afklædes. Kilde: Jeep.dk

Min eneste kørekomfortmæssige anke er dens automatgear som bestemt kom på overarbejde i de høje hastigheder på 120-130km i timen. Det nagede mig at det lå og skiftede op og ned i gear med den frekvens som den gjorde. Men hey, den sluger alligevel også alt for meget brændstof til nogensinde at blive en rentabel køretur på motorvejen, så jeg lader den stå i garagen næste gang jeg skal køre langt.

Interiør og design

Ligesom Jeep Wranglers ydre er det indvendige råt og skabt til arbejde snarere end til elegance. Det er helt som forventet og jeg ville næste blive skuffet hvis der var kælet for meget ved små pysse nysse design detaljer.

Du får et råt instrumentbræt med plastikbelagte overflader, så du nemt kan rengøre bilen, net i sidedørene til en vandflaske eller andet så de ikke ligger løst, to gearstænger én til spæret og en til automatgearet. Den smalle forrude med de forholdsvist små vinduesviskere giver mig associationer til pansrede køretøjer. Den store front med den markante motorhjelm der fastspændes med to ydre metallåse er råt og ligetil – ingen unødvendige dikkedarer. Sådan skal det være med en offroader.

Udsyn og overblik

Når du sætter dig ind i en Jeep Wrangler så troner du vejen. Det er en fornøjelse at sidde så højt og noget der igen overraskede mig var udsynet. Dit udsyn er forbløffende godt takket være de høje rektangulære sidespejle (der i øvrigt er opvarmede). Til trods for den forholdsvist smalle forrude og tilsvarende begrænsede udsigt ud igennem bagrunden (grundet reservehjulet), så følte jeg mig hurtigt tryg ved min orientering uden for bilen. Ofte skal jeg lige vænne mig til at orientere mig i de store biler som fx Audi Q7, Skoda Kodiaq og BMW X5, der ofte er så store og med begrænset udsigt, at man lige skal køre lidt i dem før man er helt tryg ved højresving og parkering. Det var ikke tilfældet med Jeep Wrangler.

Instrumentbrættet og rattet med knapper både foran og bagpå.
Instrumentbrættet er råt men stadig med god brugervenlighed. Knapperne i rattet sidder både foran og bagved – det er genialt!

Infotainment og elektronik

Fra førersædet kan du via rattet styre det meste i infotainment og ligeledes i menuen bag rattet. Noget der forekom mig helt kanon var knapper både foran og bagpå rattet – genialt! Det har jeg ikke set i andre biler før! Foran kan du se symboler som man hurtigt forstod funktionen af og bagpå kan du skrue op og ned for lyden samt skifte radiokanal eller musiknummer

Sikkerhed

En af vores store fokuspunkter hos Kvindernes Bilmagasin er sikkerhed. Det er derfor også vigtigt at nævne når nogle biler ikke klarer skærene i bla. Euro NCAP-tests.
En af de helt store kritikpunkter der har fyldt hos Jeep Wrangler er dens ene stjerne i EURO NCAP front coalitions test. Det er af gode grunde helt uforståeligt, at den ikke klarede et bedre, når man ellers ville antage en offroader være velbeskyttet og robust. Om Jeep har forbedret forholdene siden testen blev foretaget tilbage i 2018, det har jeg ikke kunne finde information på, men jeg vil håbe at Jeep har forbedret kritikpunkterne siden. Du kan læse mere om Jeep Wranglers EURO NCAP-testresultater her.

Value for money og konkurrenter til Jeep Wrangler

Jeep Wrangler placerer sig i en klasse, hvor vi i Danmark ikke ser ret mange konkurrenter i forhold til størrelse og formål. Det er af gode grunde heller ikke det danske terræn der kræver et flertal af de “rigtige” 4-hjulstrækkere som eksempelvis Toyota Land Rover eller Land Rover Defender. En af dem vi måske hænder at støde på i dag er den mindre firehjulstrækker Suzuki Jimny som mange har en svaghed for. Du kan læse mere om Suzuki Jimny her.

Jeep Wrangler henvender sig til et smalt segment taget dens formål i betragtning, men henvender sig ligeledes til dem der bare synes at store og rå biler er fede. Med prisen på Jeep Wrangler indskærpes segmentet ligeledes og det er lidt en skam, for den er sjov, men desværre også dyr i drift og brændstof, hvilket ikke harmonerer særlig godt med tidens grønne tendenser.

Bagagerum på en Jeep Wrangler
Om der er plads nok er det sidste du skal bekymre dig om med en Jeep Wrangler.

Priser

Du kan erhverve dig en 2-dørs Jeep Wrangler fra kr. 895.000, hvilket i sig selv er ekstremt pebret i mine øjne. Vil du have modellen som vi testede så starter den fra kr. 945.000 og med ekstraudstyr så står den pågældende model til kr. 1.030.000.

Af ekstraudstyr kan du få følgende:

Lædersæder  – kr. 40.000

Varme i sæder samt rat – kr.   6.000

Alarm med ultralydsovervågning –  kr.   7.000

Mekanisk lås bart differentiale bag – kr.   7.000

Blindspot samt keyless go –  kr. 13.000

Farve – Firecracker Red  –   kr. 12.000

Konklusion

Med fare for at være en smule farvet i min kærlighed til firehjulstrækkere fra den gamle skole, så synes jeg Jeep Wrangler var et sjovt bekendtskab. Du får masser af opmærksomhed og skulle du synes at det er sjovt at have parkeringspladsens højeste bil, så har du her et godt bud. Sikkerhed og grønne aftryk er nuvel nogle vigtige parametre for os i Kvindernes Bilmagasin og her rammer Jeep Wrangler desværre forbi skiven. Om bilen bliver en succes på det danske marked er jeg ikke så sikker på, men at vi simpelthen ikke har behovet for dens størrelse og gørelse er jo ikke dens skyld. Sjov og fed er den uanset hvad. For at sætte dens størrelse i relief tog jeg et billede af den ved siden af den i forvejen høje VW T-Roc.

Wrangler vs. T-roc
Det ses måske ikke helt så tydeligt, men en Wrangler får selv den semi-høje T-Roc til at se lille ud.

Kørekomfort

4 ud af 6 stiletter

Design og udstyr

Value for money

Se en kort virtuel gennemgang af Jeep Wrangler nedenfor.

Hyundai IONIQ Electric 2020 – biltest

Hyundai IONIQ Electric 2020: Vellykket facelift og længere rækkevidde.

Fakta om testbilen

Hyundai IONIQ kan fås både som hybrid, plug in hybrid (63 km. rækkevidde) og endelig electric, som er den vi tester i denne artikel.

Testbilen er den nye IONIQ med et 38,3 kWh litium batteri med 136 hk. og en WTLP rækkevidde på optil 311 km. Rækkevidden kommer vi tilbage til. Den kan lade med op til 100 kWh på lynladestationer. Den kommer i 2 forskellige udstyrspakker, Trend og Premium. Testbilen er udstyret med premium, som er den største udstyrspakke.
Hyundai IONIQ electric accelererer fra 0 til 100 km/t på 10,2 sekunder.
Det vandkølede batteri er placeret i bunden af bilen. Placeringen giver et lavt tyngdepunkt samt dynamiske og sjove køreegenskaber.

Design

Eksteriør

IONIQ er blevet optimeret med en række nye designelementer. Fuld LED-forlygter og ny frontgrill med computerstyrede luftklapper, som åbnes og lukkes automatisk. Det har man gjort for at skabe endnu bedre aerodynamik. Og nu vi taler om aerodynamik, så har IONIQ har altid skilt sig ud med sin 2-delte bagrude. Den er designet til at mindske vindmodstanden og gør rækkevidden længere. Om man så kan lide designet er en smagssag.
LED lygterne giver bilen et mere sporty og dynamisk look. Baglygterne er ligeledes blevet redesignet og LED-kombinationsbaglygterne fuldender det dynamiske look. 

bagende close up
Bagenden med den specielle 2-delte bagrude.
Hyundai IONIQ Electric lygtedesign
Det nye LED lygtedesign giver IONIQ electric et mere dynamisk udseende.

Interiør

Memory-funktion (ekstraudstyr) i førersædet er en praktisk komfort feature. Der er mulighed for at gemme din og en anden førers foretrukne indstillinger for sæde og sidespejle. Det kræver et tryk på en knap, og så er mine kørselsindstillinger automatisk indstillet. Slut med at blive irriteret over at skulle indstille sædet på ny, hvis I er flere der deles om bilen.
Teknologien indvendig har fået et nøk op ad og den 10,25″ (7″ i Trend udgaven) store skærm kan deles i 2, så du fx altid kan finde nærmeste ladestander samtidig med at du bruger navigation, radio eller telefon.
Infotainment systemet er brugervenligt og du kan betjene det meste via multifunktionsrattet.

Hyundai IONIQ Electric kabine
Kabinen er rummelig og sæderne behagelige.

Udstyr

Testbilen er udstyret med Premium udstyrspakken. Den koster 20.000,- mere end Trend udgaven. For den pris får du følgende ekstra udstyr:

  • 10,25” touchskærm
  • Alu-pedaler
  • Aut. nedblændeligt bakspejl
  • Blindvinkel-sensor m. advarsel for bagved krydsende trafik
  • DAB+
  • Infinity-lydsystem
  • LED-forlygter: Nær- og fjernlys
  • Navigation (dansk)
  • Udvendige el-sidespejle m. velkomstlys
  • Udvendige dørhåndtag i krom
  • Ventilationskanal ved bagsæder
  • Vindueslister i krom
  • Vognbaneassistent m. følgefunktion
bakskærm i Hyundai IONIQ electric
God grafik i bakkameraet som er standard.

Nogle punkter er mere vigtige end andre, og alene for det ekstra sikkerhedsudstyr, vil jeg personligt vælge Premium udgaven.

Biltest af Hyundai IONIQ electric

Hyundai Ioniq er virkelig velkørende. Sæderne er behagelige at sidde i, rattet er godt at holde på – og så er der varme i.
Jeg føler mig med det samme godt tilpas i bilen, størrelsen er tilpas og den er velegnet til både by og motorvejskørsel.
Der er god plads på bagsædet, som sagtens kan rumme 2 voksne mennesker.
Pga. det lave tyngdepunkt ligger bilen ligger godt på vejen og klarer skarpe sving uden problemer.
På motorvejen på en specielt blæsende dag, er bilen dog bilen en anelse følsom.

Et godt alternativ til en elbil er brintbilen. Læs vores test af den elegante Hyundai Nexo.

Køreindstillinger

Jeg kan vælge mellem 3 forskellige køreindstillinger, eco, comfort og sport. Eco giver mig optimal udnyttelse af energi, og når nu jeg kører elbil er rækkevidde og energi niveau vigtigt for mig. Jeg bruger derfor eco som default indstilling og til at teste, hvor langt jeg kan få bilen til at køre på en opladning. Har jeg behov for ekstra acceleration kan jeg slå den over i sport og få 30 Nm. mere, det giver mig i alt 295 Nm.

Som de fleste andre elbiler kan jeg indstille den regenerative bremsning, her via shiftpaddles i rattet, til at styre de 4 forskellige indstillinger, der bestemmer, hvor kraftigt bilen skal nedbremse, når jeg slipper speederen og samtidig genererer strøm og længere rækkevidde. Med den kraftigste nedbremsning kan jeg stort set undgå at bruge bremsepedalen. Det kræver muligvis lidt tilvænning, men det er faktisk behageligt at køre med.

Isofix og montering af autostol i IONIQ

Jeg har en datter på 3, som sidder i autostol. Isofix er selvfølgelig standard i IONIQ, men da jeg skal sætte autostolen i, bliver jeg virkelig udfordret. Eftersom jeg tester mange biler, har jeg efterhåndet ret godt styr på at montere og afmontere autostolen. Nogle bilmodeller er nemme og nogle er sværere. IONIQ er desværre en af de sværere. Isofix’en er placeret langt inde i sædet og hvor nogle modeller har en klap til at guide stolen på plads, må jeg her forsøge at mærke mig frem med fingrene samtidig med, at jeg forsøger at få autostolen klikket på plads. Skal du kun montere autostolen en gang er det besværet værd, men har du jævnligt behov for at tage autostolen ud af bilen, skal du overveje, om du skal finde en anden løsning end en Isofix autostol.

Bilen set fra siden

Bluelink – altid online

Testbilen er udstyret med Bluelink, som er Hyundai opkoblingssystem. Det betyder at, jeg altid er online via et SIM-kort. Med Bluelink får man adgang til den aktuelle trafiksituation i området, vejrudsigten, rækkevidde, batteriets ladetilstand. Jeg kan også forvarme bilen til et bestemt tidspunkt og dermed stige ind i en varm bil. Jeg kan sende destinationer til bilens navigationssystem, og åbne og låse bilen. Derudover har den en funktion der gør det muligt at se, hvor bilen er parkeret, så det er slut med at løbe rundt og prøve at finde bilen i et parkeringshus.

Bluelink er dog ikke en del af standardudstyret på IONIQ Premium endnu.

Opladning og rækkevidde på Hyundai IONIQ electric

En elbil kører i gennemsnit 5-7 km pr. kWh. IONIQ kører omkring 7 km/kWh. Den kører altså lige lidt længere end andre elbiler. Eller sagt med andre ord, den kører længere på literen.
Ifølge WLTP beregningen kan IONIQ electric kører op til 311 km. Reelt kører den mellem 185-390 km. afhængig af kørsel og vejrforhold.
Batteriet er på 100 kW og kan lades op til 80% på 54 minutter på en hurtigladestation (DC ladning).
Der findes i øjeblikket omkring 2500 almindelige laderstandere (11-22 kW) i Danmark.
Hyundai samarbejder med Clever, som både sætter ladestander op ved din bopæl og rundt omkring i landet. De regner med at åbne yderligere 500 offentlige ladestandere i 2020. 

Ladekablet ligger i bagagerummet på IONIQ electric. Jeg mangler et smart system til at fastgøre kablet, så det må man som ejer selv ud og investere i. Til gengæld er bagagerummet en god størrelse og kan rumme 433l.

Hyundai Ioniq bagagerum med ladekabel
Ladekabel medfølger når du køber bilen.

Vi har tidligere lavet en kort guide om opladning af en elbil. Du kan se videoen på vores YouTube kanal.

+/- ved Hyundai IONIQ electric

+ pris, brugervenlig, teknologi indvendigt
2 delt bagrude, adgang til Isofix beslag, ladehastighed

Konkurrenterne til Hyundai IONIQ electric

Konkurrenterne til IONIQ electric er Kia e-Niro og Nissan Leaf E+, men de er begge 20-30.000 dyrere. Hyundai Kona Electric ligger på samme prisniveau og minder meget om IONIQ, men er bygget som en SUV.

Pris

Prisen på Hyundai Ioniq starter ved 259.995,- for Trend udgaven og 279.995,- for Premium. 5 års garanti medfølger og hele 8 års garanti (eller 200.000 km.) på batteriet. Metal eller speciallak koster 6.995,- men så har du også 8 forskellige farver at vælge imellem.

Konklusion på Hyundai IONIQ electric

Hyundai IONIQ electric er en velkørende elbil med en fornuftig rækkevidde. Har du mulighed for at lade bilen enten ved hjemmet eller på arbejde og kører du under de gennemsnitlige 100 km. om dagen, kan bilen snildt leve op til dit behov.
Bilen har en god størrelse. Det nye design har givet den et bedre look, teknologien indvendig er forbedret og rækkevidden er øget i forhold til 1. generation. Samtidig er prisen på et niveau så de fleste danskere, der gerne vil køre elbil, kan være med.
En fornuftig rækkevidde og pris gør IONIQ electric absolut konkurrencedygtig på det stigende marked for elbiler i Danmark.

front

Stiletter

Kvindernes Bilmagasin giver Hyundai IONIQ electric følgende stilletter:

DESIGN

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

Testbilen var venligst udlånt af Hyundai Danmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.